Category Archives: Mig sagde hunden

Zen igen

Som lovet. 2. afsnit af Hello Reality and what’s not to love. Så i dag er jeg særligt begejstret, fordi

– det virkelig var en meget smuk morgen med fantastisk solopgang og eventyrlig dis over verdens mindste engareal mellem togskinner og motorvej.

– jeg nåede at købe nye vinterstøvler på vej til et møde.

– Lisa Ekdahls cd med ham der Himalaya-totally-in-love-fyren er dukket op og stadig holder.

Aih, ved I hvad? Jeg kan mærke det virker. Seriøst. Og du synes også det er spændende, ik? Ok, så lad os tage en dag mere…

med emneordet , , , ,

Tid til hovedrengøring

Hvert år i begyndelsen af november gør jeg hovedrent i mit køkken. Eller nej, det passer faktisk ikke: Jeg arbejder hjemme, mens mit køkken bliver gjort rent. Og ved du, hvorfor det er smart?

  • Fordi jeg slipper for at gøre det selv.
  • Fordi det er billigt.
  • Fordi jeg samtidigt gør noget godt for andre.

I år er det burmesiske flygtningebørn, der får glæde af de 300 kr. det koster at få mit køkken til at ligne noget, man godt kan lave mad i uden at udsætte sine børn for desideret sundhedsfare.

Længe leve Operation Dagsværk. Måske har du også et par ting på to-do-listen, som du trænger til få strøget.

Det blir simpelthen ikke lettere

med emneordet , , ,

Hverdagszen – no kidding

Post-orlov dag 1. Jeg føler mig nødsaget til at tvinge mig selv ind i lidt sund zen a la Skyggebjerg, hvis der skal være mening med galskaben. Så i dag har været en god dag,  fordi:

1. Vi kunne stå op, da børnene vågnede i stedet for at forsøge at lokke dem til at sove lidt længere, som vi har gjort de sidste fire måneder.

2. Kollegaerne var glade for at se mig igen. Nogen endda så søde, at de spurgte om jeg bare var på besøg. You wish!

3. Yndlingsbageren er ikke lukket, men bare flyttet over på den anden side af gaden og serverer nu også en habil latte.

Se selv. Det er da slet ikke så slemt med hverdag, når man på 20 minutter lige kan ryste sådan tre dejlige oplevelser ud af ærmet. Jeg tar sgu en tur mere i morgen. Følg med. Det blir total cliff-hanger…

(Og så er det måske på sin plads at tilføje, at jeg ikke forsøger at drive plat på Madame Skyggebjergs daglige nedslag. Tværtimod ville jeg faktisk af et ganske oprigtigt hjerte ønske, at jeg var lige så god til at værdsætte de små stjerneskud,  som livet byder på.)

med emneordet , , , ,

Kys det nu, det satans liv!

Imorgen tæller virkeligheden igen. I dag skal vi huske at tænke over, hvad der skal på madpakkerne, og hvad vi skal spise, og hvem der er hjemme hvornår. Vi skal huske at pakke tasker til børnehaven, at finde togkortet frem og koordinere ugens første dag, hvor jeg henter børn, tager videre til møde, mens søde Selma passer børnene, indtil Casper kommer hjem Hello reality!

Og det er ikke fordi jeg drømmer om at blive hjemmelavet marmelade-mor, men tid du, det ku jeg sgu godt bruge noget mere af. Og fleksibilitet. Jeg blir ligesom en mindre sur mor – og måske et sjovere menneske. Sådan en der kan grine af et spildt glas mælk. Men i morgen er det slut. Så er der ikke noget at grine af. Så er det bare ud af fjerene kl. nul-seks-hundrede, ned og spise morgenmad, op og tage tøj på, ud og børste tænder, rede hår og vaske søvnen ud af øjnene, og finde sko, kysse farvel og vi ses.

Du skal ikke have ondt af os, for det er jo bare sådan hverdagen er – for os allesammen, ikke? Og det går over igen, ikke? Altså når børnene flytter hjemmefra, ikke? Så nu gælder det bare om at bide tænderne sammen og købe en bideskinne, hvis jeg sku få lidt spændingshovedpine af at koordinere, arrangere og eksistere.

med emneordet , , , , , , ,

Slap af med de udråbstegn!

Ved ikke lige, hvordan det er gået til at udråbstegnet er blevet så vigtigt et element i min (blog)liv, at jeg ikke kan producere en overskrift uden. Måske er det bare, fordi hver dag lige for tiden er et udråbstegn.

5 dage tilbage i dag blev der sagt! Og selvom jeg prøver at vende ryggen til, forsvinder timerne mellem hænderne på mig og samler sig langsomt som en bunke helt almindelig mandagshverdag på gulvet foran mig.

Efterårets kalendergymnastik-opvisning er under opsejling. Og når kalenderen fyldes ud af dine, mine og vores aftaler er det ved at være alvor. For snart er der alt for få imorgener at sætte sin lid til.

Så er det tid til at grave rutinemanualen frem igen. Og jeg kan jo passende starte med at slå op under Morgen og genopfriske proceduren for at få familien klar til afgang 07.20.  Hvordan var det nu? Står man op kl. 5 for at nå bad, morgenmad, børn i tøjet,  madpakker, pakke tasker, huske sedler, aftale aftensmad, udrede konflikter, børste tænder og smile imens, så alle kommer godt af sted? Og hvad hvis der kommer en ny regering inden, løser det hele sig så?

med emneordet , , , , ,

Jeg dør!

GULP! Nu er der mindre end en uge til orloven slutter. Børnene er begyndt i institution igen og alle mine dage er fuldt pakket frem til søndag. Nu gælder det om at søge det sidste liv ud af friheden inden vi skal i gang med 8-16 igen.

Så hvis du synes der er temmelig stille på kanalen, så er det bare fordi al min energi er ude i livet og sludre og sladre og socialisere og drikke kaffe og spise frokost og gå i teateret og se 1000 mennesker og alt det man nu kan nå, når ens børn ikke er hjemme, og man ikke har noget af det der rigtige arbejde at tage sig til. Så længe det varer…

med emneordet , ,

Kylling!

Jeg skal anmelde en gyser [slash] zombie [slash] katastrofefilm. Og jeg skulle have gjort det for så længe siden, at jeg nu dagligt modtager automatisk generede mails om, at jeg skal se og få fingeren ud og levere varen.

Det er ikke en dårlig film, og jeg er ellers ikke stor fan af katastrofefilm. Eller for at være mere præcis, så er der ikke noget jeg hellere vil slippe for at se. Men faktisk er det ikke det, der får mig til at trække arbejdet i lang drag.

Problemet er, at jeg er bange! Jeg er sgu ikke meget for den der slags film, hvor jeg ved, at jeg kommer til at skrige af skræk. Selvom jeg selvfølgelig godt ved, at det ikke kan ske i virkeligheden. Selvom jeg godt ved det bare er en film.

Da jeg var yngre, synes jeg, at Ondskabens Hotel var den sejeste film. Total kult. Og jeg så den virkelig, virkelig mange gange. Men i virkeligheden sad jeg det meste af tiden med hovedet nede i chipsposen, for jeg var ved at skide i bukserne af skræk.

Jeg har sat filmen på børnenes lille dvd-afspiller, skruet næsten ned for lyden og allieret mig med med computeren. Så er der næsten som om jeg ikke er der selv…

P.S. Men fordi jeg hader at blive forskrækket, skal du jo ikke snydes, hvis du elsker det. Så her er lidt trailer og pjat

med emneordet ,

Nu rejser vi os!

Diskussionen bølger frem og tilbage i blogland mellem de sidste dages hellige mødre og skruebrækkermødrene om det er bedst at tilstræbe det ufejlbarlige og vikle alle udfordringer ind i candy floss, eller om vi hellere skal erkende vores egen utilstrækkelighed som mødre og grine lidt ad os selv, når vi spænder ben for vores egen drømme om den perfekte familie….

Jeg synes de fleste udfordringer og fejlslagne intentioner fortjener et godt grin. Til gengæld synes jeg ikke det er så kønt, når kvinder begynder at slå hinanden oveni hovedet, fordi vi synes det er bedst hvis alle andre er ligesom os selv. Og jo, det er den gode gamle søstersolidaritet, jeg taler om! For vi har brug for hinanden – selvom vi nogle gange glemmer det midt i kampen med bleskift, kreditforeningslån og almindelig hverdag.

Og hvis du er ikke ved, hvad jeg mener, synes jeg du skulle læse Informations interview med Julia Lahme. For nogen gange er det sgu meget godt lige at blive mindet om, at der er noget der større end ens egen navle.

med emneordet , , , , , , ,

Mørkeræd og bredmåset

Lørdag skinnede solen, så jeg et øjeblik helt glemte at efteråret er lige om lidt. Men så regnede det heldigvis i morges, var lummermørkt, da vi stod op kl. 7 og har i det hele taget været en sådan lidt fugtig-diset dag. Så ved man ligesom bare, hvad der er i vente. Altså det er ikke fordi jeg går i sort over november eller juleri i december eller udsalg i januar, men overgangen er mildest talt til at dø over. De der dage, hvor det er helt uafvendeligt, at mørket sniger sig ind på en, og jeg hele tiden tænker på stearinlys, varme tæpper, te og chokolade x 1000 som det mindste plaster på såret.

Og ca heromkring begynder jeg også at tænke lidt på tv. Det kommer ligesom snigende på den mest ubehagelige måde, og når først jeg har set et afsnit af Rod i økonomien, Hjælp jeg skal giftes og Min hund er et monster er alt tabt på gulvet. Pludselig er det forår igen, og så synes jeg det er så synd for mig at jeg har henslæbt en hel vinter i sofaen foran fjernsynet – og kun fået en eneste ting ud af det; nemlig en fladere og bredere tv-røv. Selvfølgelig lover jeg mig selv, at det er sidste gang. Aldrig mere. Jeg må begynde at strikke i stedet, læse bøger eller ja, jeg ved sgu ikke et eller andet krea-bage-bygge-agtigt. You know.

I år har jeg lovet mig selv overhovedet omstændigheder (som det hedder her i huset) at falde i. I tre måneder har jeg ikke set det, der lignede fjernsyn – og ikke savnet det det mindste. Så det ville da virkelig være dumt at lade sig friste bare fordi det er en lille smule dystert udenfor. Men børnene skal jo have lov til at se Disney Show? Og lige i halen på det kommer talentkonkurrencen, som jeg kom til at se, fordi Halfdan synes det var sjovt. Jeg var selvfølgelig nødt til at se afgørelsen efter TV-Avisen for ellers havde den første time været helt spildt. Og så kom der er en trailer for den der nye serie, som vist allerede har vundet en eller anden international pris. Den så da også meget god ud, selvom jeg måske ikke helt kan forestille mig en overbevisende Sidse Babett Knudsen som statsminister – men omvendt er det måske ikke meget sværere end at forestille sig den nuværende. Jeg kan i øvrigt også godt huske, hvad der skete med mit sociale liv, da jeg – virkelig uvist af hvilken grund – missede både første og anden runde af sagaen om Sara Lund. Så jeg har vel næsten ikke råd til at spille højt spil denne gang? Og en enkelt tv-serie søndag aften skader vel ikke? Det betyder jo ikke, at jeg behøver sidde der alle de andre dage? Vel?

med emneordet , , , , ,

Mammalingo

Nå, men nu ska vi også i gang med at tale om noget andet end den dødssyge orlov. Jeg kan jo ikke blive ved med at fylde jeres liv med  totalt overskudsagtige beretninger fra en anden verden.

Alt er ved det gamle. Børnene sendt på en lille retreat, mens forældrene tester guiden How to spend en halv årsløn in 15 seconds. Faktisk er de tikke helt sandt, for vi brugte vist det meste af to timer på at kaste alle drømme om en ny orlov ned i mit all time favorite sorte hul.

Det er mig til stadighed en gåde, hvorfor man bruger sit liv på at overveje om den der trøje til 799 er for dyr, når man uden at blinke kaster 148.000 efter en ny bil velvidende at der i halen på den investering bare følger en ny strøm af udgifter. Virkelig en gåde.

Anyway, jeg skrev under uden at have armen vredet om på ryggen eller noget, og om et øjeblik er jeg (med)ejer af en bil. Og det var en helt ny bil vel at mærke. Med 2 års fabriksgaranti, 12 års rustgaranti og stænklapper. Med et fastforrentet lån med rimelig ÅOP, hvis du forstår. Kvadratisk. Praktisk. God.

Men helt ærligt. Jeg ville sgu hellere have været en tur til Korsika – eller Casablanca OG have et par nye vinterstøvler. Men jeg tror du ved, hvad jeg mener, når jeg siger at det ligesom ikke er en option. Altså at vælge mellem det frie liv og en bil. Det er den ældgamle historie om æbler og pærer. Det er ligesom ikke det samme. Overhovedet.

Og det er altså ikke fordi jeg ikke har forsøgt at holde stand herude i provinsen. Jeg har købt ny cykel. Og cykelhjelm. Og taget toget Danmark rundt for ligesom at demonstrere min glæde ved offentlig transport. I lang tid troede jeg faktisk, at jeg bare kunne tage toget og bybussen, når jeg skulle føde.

Det var så inden jeg havde prøvet at føde – og inden jeg vidste, at jeg er en af de kvinder, der går relativt hurtigt fra det føles som om jeg skal føde-fasen til jeg har født-fasen. Det var også inden jeg vidste, at der ikke var nogen hjemme den nat, Miss Carla besluttede sig for at møde verden (faktisk var jeg lige kommet hjem med tog fra Århus, da vandet gik). Og det var inden jeg opdagede, at jeg ikke havde udlandstelefoni på min mobil og derfor ikke kunne ringe til min kæreste, som var i England.

Men det er en anden historie. Og det er det den med bilen egentlig også – en sidehistorie, som mildest talt løb lidt løbsk, og som ikke har det mindste med mammalingo at gøre. Men eftersom den røde tråd skulle være så god at holde fast i, får I den anden historie – altså hovedhistorien, den I skulle have haft – i morgen.

Så godnat til alle jer bilejere derude – og til jer, der stadig holder stand.  Jeg beundrer hver eneste af jer. Oprigtigt!

med emneordet , , , ,