Category Archives: Mig sagde hunden

27. november 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Nu ska du bare se overskud!

Lørdag eftermiddag. Jeg sidder og arbejder (HAHAHA). Ok, jeg burde sidde og arbejde, men det gør jeg så ikke helt.

I stedet har jeg hængt vasketøj op, spist en hel pomelo og det meste af en pose bolsjer, drukket en kop kaffe og næsten tømt en kande te, tændt stearinlys, nærlæst en opskrift til en appelsinkage jeg skal bage til i morgen, og så har jeg taget billeder af sneen for det er sgu da fint at det kommer lige nu, hvor vi skal lege december og jul og alting. Total god timing – og i øvrigt sådan en vinter, der får mine børn til at vokse op fuldt overbeviste om, at hver eneste af deres barndoms vintre bød på meter høje snedriver. Og det uanset om sneen er væk igen på mandag…

Overskuddet skyldes hverken koffein-overload eller et anfald af mindfullness, men snarere at børnene er parkeret hos deres farmor, hvilket betyder, at jeg har både nu, og i aften efter middag og bio-tur med mit hjertes udkårne, og i morgen formiddag EFTER en hel fuldstændig uforstyrret nats søvn. Og det giver mig så anledning til at tro, at det hele kan nås på den halve tid. Åh, længe leve den overspringshandlende tidsoptimist!

Nå, tilbage til arbejdet – og fra mig til dig: En solopgang, der er værd at vågne op til (eller jeg havde så været vågen i hvert fald to timer, men du ved, hvad jeg mener).

Og inden du falder i svime over provinsen, så så husk, at der er en grund til at det er mig, og ikke en eller anden megamillionær, der har råd til at bo på det, der ligner verdens skønneste sted.

med emneordet , ,
24. november 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Hvordan sover du om natten?

I weekenden fortalte en af mine venner mig, at han tre gange hver nat tager sin hovedpude og dyne og går rundt om sin dobbeltseng for at lægge sig i den modsatte side. Imens ruller hans kæreste henover deres datter og lægger sig i hans side for at amme den lille skønhed, som straks falder i søvn igen.

Min veninde sover jævnligt i smørhul i sine børns dobbeltseng for at trøste den yngste, der nærmest har kronisk mellemørebetændelse hele vinteren igennem. De ligger selvfølgelig på den korte led, så min veninde fryser tit om fødderne.

I nat sov jeg i Miss Carlas køjeseng nænsomt svøbt Hello Kitty-lagner, fordi Carla var krøbet ind i min seng, og jeg ikke orkede at bære hende ind til sig selv, da jeg kom hjem efter midnat. Og forleden sov jeg på tre tæpper bredt ud på gulvet i børnenes værelse for ikke at vække mine forældre, der var på besøg.

De sidste fire år har jeg i det hele taget sovet lidt for meget på interimistiske sovepladser rundt om i huset med det ene formål at få børnene til at sove, mens jeg selv fik noget søvn. Jeg burde måske have lugtet lunten allerede dengang Miss Carla var helt lille, hvor jeg en morgen faldt omkuld på hendes legetæppe i stuen. Det vildeste er egentlig ikke, at jeg har gjort det. Det er derimod, at jeg og alle andre forældre jeg kender, kan fungere næsten uanset, hvor vi har sovet, bare vi i det mindste får lov til at ligge ned med lukkede øjne i mere end tre timer. Eller også er det bare, fordi jeg kun omgås folk, der er i samme situation som mig, at jeg ikke opdager hvad det konstante søvnunderskud rent faktisk gør ved mig og de andre – og at vi har opgivet at tale om noget større end den sidste uges nætter og om hvor let det bliver når børnene bliver ældre. Emner, der trods alt og efterhånden kører så meget i ring, at vi hver især kan tillade os at tage en lille lur imens.

med emneordet , ,
16. november 2010
3 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, SOmeone to love, The kids

Er der nogen, der har set mig…

Åh, saglige Morpheus.
Please, have mercy on me.

I går aftes kom jeg til at råbe af mit barn, som var alt for træt, men nægtede at sove og i stedet råbte og sparkede og kastede med ting. Mit lille englebarn, som på en måned har forvandlet sig til en lille djævel, der hele tiden står på spring med sit svær og råber: HaHAA! Jeg klarede dig, nu smider jeg dig ud! Og som i weekenden sagde til mig: Når jeg bliver lige så stor en far, som du er en mor, så skal jeg aldrig skælde ud.
Det er altid et dårligt tegn. Projektioner, du ved. Og jeg har altså sagt undskyld, for selvfølgelig er det ikke i orden at råbe. Aldrig. Vel? Det er jo mig, der er den voksne. Ikke?

Men altså det ændrer jo ikke på, at drengen ikke vil sove, og at han hele natten har ligget med hovedet boret ind i min maven. Og at hver gang jeg forsøgte at løfte ham ned på en madras på gulvet, begyndte han at skrige: Mor, mor, hvor er du? Op i sengen igen. Jeg har muligvis blundet i nat, men sovet har jeg ikke. Og jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fortæller dig det. Måske bare fordi det vel egentlig er ret synd for mig, ikke?

med emneordet , , , ,
13. november 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Mig sagde hunden

Vinterstress – lidt metadon til dig, der også går glip af Bogforum

Min kollega har været på sådan et gude-agtigt seminar, hvor forlag og anmeldere præsenterer den kommende sæsons bedste bøger, og vi kan konkludere, at jeg også i år har alt for lidt tid til alt det gode (fordi jeg bruger tiden på noget andet godt).

Jeg er ved at læse Vidunderbarn af Roy Jacobsen, som er guddommeligt godt skrevet. Er ikke nået så langt, og biblioteket er begyndt at rykke – og det ved vi jo godt koster, så måske det bedre kan betale sig at skrive den på juleønskelisten. Lige under Vidunderbarn ligger Sara Stridsbergs Darling River (jeg forguder den kvinde), Morten Ramslands Sumobrødre (jeg elskede, elskede Hundehoved) og Suzanne Brøggers seneste bog (der er ikke mange intellektuelle og bevidst dekadente tilbage i DK – og hun skriver fantastisk)

Nå, men så kom han altså tilbage, min kollega, med et helt hæfte fuld af alle de bedste bøger, som vi kan glæde os til. Jeg har allerede bestilt Nikolaj Zeuthens Verdensmestre, som måske ikke er verdens bedste bog, men som pirker lidt til alt det hverdagsliv, vi hælder ud over hinanden og bloglandet. Og så er der i øvrigt endnu mere nyt fra Suzanne Brøgger, og jeg føler mig også kaldet til at kaste mig over mammutværket fra Norge Knausgårds Min kamp, som har fået litteraturpriser og begejstrede anmeldelser hele raden rundt.

Og nu har jeg lige læst en artikel om tidens trodsige tøser, de nye og unge (hvordan kan man være født i 1988 og så allerede have en forfatterkarriere, forstår du det?) kvindelige forfattere, som kommer til at provokere os i de kommende år. Forstår du, hvad jeg mener. Altså hvordan skal man nogensinde nå at læse alle de bøger, som verden bliver begavet med? I det mindste kan jeg glæde mig over at gå glip af Bogforum og dermed også at leve i uvidenhed om fristelsens fulde omfang.

http://www.flickr.com/photos/thyagohills/5009884654/

Hm, beklager, hvis det på trods af alle andre hensigter alligevel blev lidt nørdet… og knudret…

med emneordet , , , , , , , ,
11. november 2010
6 kommentarer
Mig sagde hunden

Kampgejst

Ahr, troede du bare det var en dille, det der broderi-noget? En form for gruppepres? Du ved, bare fordi de andre gjorde det, så skulle jeg selvfølgelig også straks. Men næh nej… jeg bliver hængende lidt endnu. For jeg er gået i gang med julegaverne. Seriøst! For nu ska I bare se broderi, der rykker.

Sejt, ik? Tror nok lige, vi er nogen der glæder os til både jul og 8. marts. Det blir aldrig det samme igen. Mønstret var ganske gratis og fundet ovre i Sverige. Og så snakker vi ikke mere om det…

med emneordet , , , ,
8. november 2010
2 kommentarer
As if, Mig sagde hunden

Jeg sku aldrig ha købt den krop

Nå, men så faldt jeg i 90’er-gryden. Jeg har købt en body. Altså en af de der gymnastikdragter, som så i det i nye årtusinde fås som business-smart skjortemodel eller som en full size blonde. Jeg valgte den sidste, fordi den egentlig skal bruges til en fest – og fordi der ikke meget blå-hvid Nordea-dame over mig.

I dag har jeg så været debuterende bodydame. Gud bedre det! Det er sgu ikke blevet nemmere at knappe det lort 20 år down the line – og så er jeg ikke en gang fuld. Endnu. Seriøst, jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skal komme igennem en festlig 40 års fødselsdag på badehotel i det monstrum. Og gad vide om jeg cyklede mindre den gang i 90’erne? For de der knapper…

med emneordet , ,
8. november 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Sandheden gone mad

I lørdags sad jeg på Nørrebro og broderede og spiste guldkugler – hele dagen. Mest mærkværdigt var det med broderiet, fordi jeg ikke er en brodeuse at all. Men jeg fik sgu smag for det – jeg siger det bare. Mest som en advarsel, hvis det her nu skulle gå hen og blive en hel lille brodeributik.

Guldkuglerne (med chokolade og lakrids og nej, det var ikke spor mærkeligt) var ligesom meget mere mig fra starten – der sidst på dagen, hvor vi toppede guldkugle no. 100 med et stykke kage fra La Glace, var jeg da et øjeblik ved at nå kvalmegrænsen, men altså min sukker-tærskel er faktisk forbavsende høj. Ved jeg nu.

I mens talte jeg med kloge og sjove kvinder og hørte mærkelige og inspirerende oplæg i en lind strøm. Det var alt sammen lutter idyl, inspiration og helt igennem genialt. Og hvis en Geek Girl også er brodeuse, så er det det jeg er!

med emneordet , , , ,
4. november 2010
2 kommentarer
Mig sagde hunden

Udhvilet

04.43 i morges. Hele 13 minutter mere end i går. Med lidt god vilje er vi på den anden side af kritiske kl. seks om bum, bum, bum… seks dage! Til den tid har jeg formentlig glemt, hvad jeg hedder, so please remind me…

I ren og skær trods nægter jeg at stå op, når den lille konge i bælgragende mørke annoncerer at han er både sulten og overhovedet ikke træt.

I stedet bruger vi lige halvanden time på at hente en madras ind i soveværelset og redde en seng op der, fordi jeg ikke kan sove, når jeg hele tiden får et sovedyr i øjet eller en fod i maven. Efter ca. 15 min. med højlydt hosten forsøger den lille stalker så at undslippe soveværelset, hvorefter han ender i smørhullet og straks begynder at stille spørgsmål a la Hvad dag er det i dag?, Hvor bor farmor henne? og Må jeg godt få müsli til morgenmad? Så begynder han at råbe. Så råber jeg tilbage. Så græder han. Så skælder jeg ud. Så ligger han sig ned og prøver at sove. Så tager han tøjet af, og starter forfra med spørgsmål, råben og gråd.

I morges vågnede storesøsteren lige da klokken rundede fem, så krøb jeg ind i køjesengen til hende for at få hende til at sove igen, hvorefter hun annoncerede at hun egentlig bare gerne ville have sin seng for sig selv. Derefter var jeg forvist til Halfdans seng, hvor jeg forsøgte at sove under et alt for lille tæppe, mens Miss Carla sang Jeg gik mig over sø og land.

Man kan godt blive lidt pirrelig af sådan en morgen. Jeg sir det bare…

med emneordet , , , ,
1. november 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, SOmeone to love, The kids

1. advarsel mod at holde orlov

Tro nu ikke, at alt der orlovshalløj bare er lutter lagkage. Jo, jo, det er da rigtigt at den sidste tid var helt eventyrlig og måske det tætteste en familie kan forvente at komme på paradisiske tilstande. Og med lidt god vilje har jeg da også stadig lidt ekstra kulør og vitaminer at trække på, men alt det der med at gå i fuldstændig symbiose med sine familie har altså også nogle omkostninger. Puha, siger jeg bare.

Fx at jeg goddamn savner mine børn så meget i løbet af dagen, at jeg næsten ikke kan vente med at komme hjem til dem. Og du må gerne kalde mig både hjerteløs og en lille smule hård i filten, men det har jeg altså aldrig gjort før. Ikke på den måde. Bevares, det var da dejligt at komme hjem og ae de små poder over deres små sovende kinder efter en lang dag i felten. Men jeg har eddermame også nydt at være noget andet end mor – og at få en pause fra råben og skrigen og oprydning og servicering og alle de andre forældreting, man laver mellem 05.00 og 19.30.

Men nu… puha, jeg har bare lyst til at være sammen med dem hele tiden (og notér dig venligst at det ikke er det samme, som at jeg er fed at være samme med hele tiden). Faktisk har jeg aldrig savnet dem så meget som nu. Mer vil ha mer!

med emneordet , , , ,
30. oktober 2010
1 kommentar
As if, Mig sagde hunden

Nå, så blev man så gammel

I går så jeg et program i fjernsynet, som var så spændende, at jeg aldrig nåede at flytte mig fra sofabordet over i sofaen. Gedigen underholdning med en god blanding af interviews og musik – et portræt af en mand, som jeg har været (ikke temmelig) hemmeligt forelsket i siden 1985.

Det er så 25 år siden, og tænk, jeg synes ikke han så en dag ældre ud. Men altså… man ved ligesom, man har ramt muren, når det går op for en, at det i virkeligheden er en 2010-udgave af et lørdagsundholdningsprogram med Per Wiking, man ser.

Kan du huske de der programmer med den beige-brune hjørnesofa, hvor værten – måske var det i virkeligheden Jarl Friis Mikkelsen, but you get my point – over en aften interviewede en kendt person fx Grethe Sønck? Det hele var så krydret med musik og spas udført af gæsten eller hendes venner. Nå, men det var så det program, jeg så i går: Thomas Helmig i selskab med Radioens Symfoniorkester og en masse pinlige og bemærkelsesværdigt grånende kvinder som publikum.

Og nu har jeg så smidt en flæskesteg i ovnen – og det er lige gået op for mig, at den der sang Carla i dag underholdt hele Føtex med, mens hun delte tipskuponer ud til kunderne: Klokken er lidt i fe-em, uh-uh, ikke er en, hun selv har fundet på, men er et Rasmus Sebach-hit af en art. Jeg fatter det ikke – hverken det med tiden eller det med grisen eller det med hittet.

med emneordet , , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →