Kun sandheden

I går så jeg et program i fjernsynet, som var så spændende, at jeg aldrig nåede at flytte mig fra sofabordet over i sofaen. Gedigen underholdning med en god blanding af interviews og musik – et portræt af en mand, som jeg har været (ikke temmelig) hemmeligt forelsket i siden 1985.

Det er så 25 år siden, og tænk, jeg synes ikke han så en dag ældre ud. Men altså… man ved ligesom, man har ramt muren, når det går op for en, at det i virkeligheden er en 2010-udgave af et lørdagsundholdningsprogram med Per Wiking, man ser.

Kan du huske de der programmer med den beige-brune hjørnesofa, hvor værten – måske var det i virkeligheden Jarl Friis Mikkelsen, but you get my point – over en aften interviewede en kendt person fx Grethe Sønck? Det hele var så krydret med musik og spas udført af gæsten eller hendes venner. Nå, men det var så det program, jeg så i går: Thomas Helmig i selskab med Radioens Symfoniorkester og en masse pinlige og bemærkelsesværdigt grånende kvinder som publikum.

Og nu har jeg så smidt en flæskesteg i ovnen – og det er lige gået op for mig, at den der sang Carla i dag underholdt hele Føtex med, mens hun delte tipskuponer ud til kunderne: Klokken er lidt i fe-em, uh-uh, ikke er en, hun selv har fundet på, men er et Rasmus Sebach-hit af en art. Jeg fatter det ikke – hverken det med tiden eller det med grisen eller det med hittet.