Åh, saglige Morpheus.
Please, have mercy on me.
I går aftes kom jeg til at råbe af mit barn, som var alt for træt, men nægtede at sove og i stedet råbte og sparkede og kastede med ting. Mit lille englebarn, som på en måned har forvandlet sig til en lille djævel, der hele tiden står på spring med sit svær og råber: HaHAA! Jeg klarede dig, nu smider jeg dig ud! Og som i weekenden sagde til mig: Når jeg bliver lige så stor en far, som du er en mor, så skal jeg aldrig skælde ud.
Det er altid et dårligt tegn. Projektioner, du ved. Og jeg har altså sagt undskyld, for selvfølgelig er det ikke i orden at råbe. Aldrig. Vel? Det er jo mig, der er den voksne. Ikke?
Men altså det ændrer jo ikke på, at drengen ikke vil sove, og at han hele natten har ligget med hovedet boret ind i min maven. Og at hver gang jeg forsøgte at løfte ham ned på en madras på gulvet, begyndte han at skrige: Mor, mor, hvor er du? Op i sengen igen. Jeg har muligvis blundet i nat, men sovet har jeg ikke. Og jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fortæller dig det. Måske bare fordi det vel egentlig er ret synd for mig, ikke?
Kun sandheden 
Og måske fordi jeg godt kender det, og at det også sker for mig – og også lidt oftere, end jeg egentlig er stolt ved. Faktisk kan mine børn hele remsen med “men du må ikke råbe vel mor, for du er jo den voksne ikk’ mor, og det er jo dit ansvar mor”…. undskyld!
Åååååååhhhh, hvor jeg kender det. Det er forfærdeligt og gør bare, at man føler sig som den mindste, latterligste, mest ækle myre i hele verden – eller det der er værre. Men nogle gange… er det sgu bare umuligt at styre sig! Øv.
Gu er det da det. Men noglegange er man altså også bare et menneske, såee.. Du HAR jo sagt undskyld. Og det går jo snart over:) (det med umuliussen altså, den dårlige samvittighed kan jeg ikke svare for)