Lørdag skinnede solen, så jeg et øjeblik helt glemte at efteråret er lige om lidt. Men så regnede det heldigvis i morges, var lummermørkt, da vi stod op kl. 7 og har i det hele taget været en sådan lidt fugtig-diset dag. Så ved man ligesom bare, hvad der er i vente. Altså det er ikke fordi jeg går i sort over november eller juleri i december eller udsalg i januar, men overgangen er mildest talt til at dø over. De der dage, hvor det er helt uafvendeligt, at mørket sniger sig ind på en, og jeg hele tiden tænker på stearinlys, varme tæpper, te og chokolade x 1000 som det mindste plaster på såret.
Og ca heromkring begynder jeg også at tænke lidt på tv. Det kommer ligesom snigende på den mest ubehagelige måde, og når først jeg har set et afsnit af Rod i økonomien, Hjælp jeg skal giftes og Min hund er et monster er alt tabt på gulvet. Pludselig er det forår igen, og så synes jeg det er så synd for mig at jeg har henslæbt en hel vinter i sofaen foran fjernsynet – og kun fået en eneste ting ud af det; nemlig en fladere og bredere tv-røv. Selvfølgelig lover jeg mig selv, at det er sidste gang. Aldrig mere. Jeg må begynde at strikke i stedet, læse bøger eller ja, jeg ved sgu ikke et eller andet krea-bage-bygge-agtigt. You know.
I år har jeg lovet mig selv overhovedet omstændigheder (som det hedder her i huset) at falde i. I tre måneder har jeg ikke set det, der lignede fjernsyn – og ikke savnet det det mindste. Så det ville da virkelig være dumt at lade sig friste bare fordi det er en lille smule dystert udenfor. Men børnene skal jo have lov til at se Disney Show? Og lige i halen på det kommer talentkonkurrencen, som jeg kom til at se, fordi Halfdan synes det var sjovt. Jeg var selvfølgelig nødt til at se afgørelsen efter TV-Avisen for ellers havde den første time været helt spildt. Og så kom der er en trailer for den der nye serie, som vist allerede har vundet en eller anden international pris. Den så da også meget god ud, selvom jeg måske ikke helt kan forestille mig en overbevisende Sidse Babett Knudsen som statsminister – men omvendt er det måske ikke meget sværere end at forestille sig den nuværende. Jeg kan i øvrigt også godt huske, hvad der skete med mit sociale liv, da jeg – virkelig uvist af hvilken grund – missede både første og anden runde af sagaen om Sara Lund. Så jeg har vel næsten ikke råd til at spille højt spil denne gang? Og en enkelt tv-serie søndag aften skader vel ikke? Det betyder jo ikke, at jeg behøver sidde der alle de andre dage? Vel?
Kun sandheden 