Tag Archives: Udfordring

3. juni 2011
15 kommentarer
Chancen

Gæt en frokost og vind en gave!

Jeg kan bare sige, at vi ikke fordriver tiden på eksorbitante restauranter. Ej heller bruger vi tid på at bekymre os om, hvor lidt der skal til at smadre ens tarmflora til ukendelighed. Til gengæld spiser vi hver dag hjemmelavet frokost i et temmelig interimistisk køkken med både myrer og snegle, hunde og katte som tilskuere.

I dag så menuen sådan ud:

Lækkert og spicy. Og dog den lille skål øverst var alligevel lidt for eksotisk for mig. Hvis du kan gætte, hvad det er giver jeg en souvenir fra Thailand. Og jeg vil da godt gå så langt at sige, at det ikke er firben, for det fik vi igår. Og det er heller ikke en grøntsag, selvom de er fanget i nat på marken lige ved siden af. Tæt på ser de sådan ud:

Kom frisk. Jeg mener det seriøst med souveniren fra Thailand. Og vi trækker selvfølgelig lod, hvis I er flere, der kan genkende dyret.

med emneordet , ,
18. maj 2011
1 kommentar
Mig sagde hunden

Men in orange?

Har du lagt mærke til, hvor uforholdsmæssigt mange mænd der alligevel er glade for orange? Nå, ikke. Måske er det bare et sammenfald, at jeg de sidste dage har set bemærkelsesværdigt mange mænd iklædt netop den farve – eller som har ladet sig fotografere op ad en orange baggrund. Bemærkelsesværdigt, fordi det er meget, meget få mennesker (i verden nærmest), der rent faktisk kan bære den farve – og ud af de meget, meget få mennesker er det en meget lille procentdel, der er mænd.

Og nu vi taler om det. Hvad skete der lige for Kåre Quist i Kontant i går? Var det bare mig der så ham iklædt en meget nedringet t-shirt og beige cottoncoat? Og er jeg den eneste, der ikke helt forstår hvorfor?

Og hvad sker der i øvrigt for mig, som drømmer om at sidde i toget til Berlin i morgen med Albertes fantastiske musik i ørerne? Kan det virkelig passe, at der kun er Hansi Hinterseer, Thin Lizzy og Kids Hits at hente i den lokale Ekspertforretning? Og hvad siger det musikudvalg om provinsen og om mig, der har valgt at bo her?

med emneordet , , , ,
11. maj 2011
Skriv en kommentar
As if, Farmorbørn, Sandheden

Se, alle de sjove ting min far lavede

Jeg har lavet en Lad være med at skælde ud og tal anerkendende til dine børn-test til Vores Børn Junior. Hvordan testen gik kan du læse i augustnummeret, men jeg kan godt afsløre nu, at en lille præmie ville have været på sin plads…

I påsken tog jeg mine to børn med på tur for at blive fotograferet i smukke omgivelser og af professionel fotograf. Begge dele skulle gerne smitte af på resultatet.

Idag bad redaktøren mig så om jeg ville sende nogle af vores egne billeder til at krydre med. Bare en håndfuld af de bedste billeder af børnene og mig.
Nu har jeg så bladret det sidste års billeder igennem – faktisk endte jeg med at bladre stort set hele det store familiealbum igennem efterhånden som sandheden gik op for mig. For det er ikke spørgsmål om at finde de bedste. Det er et spørgsmål om at finde nogen overhovedet…

Vi har en mia. billeder af børnene i alle mulige og umulige situationer. Og vi har billeder hvor de læser bøger med deres far, fejrer fødselsdag med deres far, er på stranden med deres far, spiller golf med deres far. At dømme efter billederne er der nærmest ikke grænser for hvad faren har foretaget sig med børnene. Jeg derimod… Oh gru. Den ikke-eksisterende mor.

Det, der findes er enten 1) mor i baggrunden (og dem er der endnu færre af) eller 2) mor close up med et stk barn i forkrampet forsøg på selv at dokumentere sin tilstedeværelse.

Et par eksempler

Det går jo bare ikke – hverken i bladet eller i familien. Håber eddermame de unger kan huske hvor sjov jeg var uden et kamera i hånden.

med emneordet , , , ,
27. april 2011
1 kommentar
SOmeone to love, The kids

Når de sikre metoder glipper

Jeg har et stort barn, der laver meget ballade. Som råber og skriger, når hun er utilfreds og føler sig uretfærdigt behandlet. Som aldrig tager et nej for et nej, men altid er villig til at diskutere eller forhandle sig frem til en acceptabel løsning. Det er anstrengende indimellem, men det er også til at tage at føle på. Og i mine mest desperate perioder har vi haft gode resultater med både krydssystemer, tænketid på værelset og almindelige gemene trusler om stort og småt.

Men så er der ham, den lille. Den søde. Den nuttede. Den charmerende. Familiens klovn, som har besluttet sig for at gøjle sig ud af livets konflikter. Som aldrig har været modtagelig over for trusler, og som derfor siger ja tak til at blive lagt i seng før tid, hvis hans mor truer med det. Og som svarer “Øh. Nå. Hovsa.”, når jeg påpeger at han ikke ligefrem kan beskyldes for at være den mest ihærdige oprydder. Eller som til sidst bliver båret fra bordet, fordi han optrådt med 100 måder, du kan fordele ketchup ud over et spisebord, og som kvitterer med et fjoget udtryk, en lille vinkende hånd og et “Nå. Tak for det!”

Vi lejer ham gerne ud, hvis du har brug for en lidt overgearet konferencier i ministørrelse.

med emneordet , ,
5. april 2011
1 kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden, The kids

It’s all about looks

Miss Carla har en ny legeaftale i dag. Med en af de store piger, altså en af dem, der skal starte i skole til sommer forstås. Og jeg skal love for, at hun går til sagen, som om det gjaldt en invitation til Dronningens fødselsdag.

Så efter morgenmaden dykkede hun ned i hårpynt-kassen.

Carla: Det er jo meget vigtigt, at jeg ser pæn ud, når jeg skal lege med Freja. Ik, mor? Det er jo bare, fordi jeg jo også synes det er sjovest at lege med dem, der ser pæne ud.

Mor: Ahem, man leger med dem, der er søde og rare og sjove at være sammen. Det handler OVERHOVEDET ikke om bare se pæn ud.

Carla: Nej, nej, mor, det er da klart. Det handler selvfølgelig også om det andet. Det er bare sjovere, hvis man ser pæn ud samtidig med. Ik?

Nogen indvendinger?

med emneordet , , ,
17. marts 2011
1 kommentar
Farmorbørn

En af putningens naturlove

Lige efter aftensmaden leger børnene rigtig godt. Faktisk det bedste tidspunkt på dagen. Det er så hyggeligt – altså indtil det kammer over, og de begynder at lege jorden er giftig i reolen eller hoppe trampolinspring fra spisebordet. Det er startsignalet til, at det er tid til nattøj og tandbørstning. Så lader vi som om børnene rydder deres legetøj op inden de skal i seng.

Og så går vi op – halvvejs oppe af trappen, kommer vi i tanke om at de skal tisse, og at vi har glemt bamserne, og at vi skal have vand med op.  Ned igen. Anden gang på trappen begynder børnene at skændes om, hvis tur det er til at bestemme, hvilken bog vi skal læse – og hvor vi skal sidde og læse.

Så læser vi, og så putter vi og drikker vand og udleverer bamser og siger godnat og bytter bøger og finder riddere og drikker mere vand og siger godnat igen og tænder lys og bytter bøger og slukker lys og åbner døre og siger godnat for sidste gang.

Og når jeg kommer ned, er kl. halv otte, og jeg tænker at det faktisk er ok. Mens jeg sætter vand over til te, begynder det ene eller det andet barn at råbe. Først ignorerer jeg det, men til sidst er jeg alligevel nødt til at gå op af trappen for tredje gang for at give vand og udlevere bamser og sige godnat og bytte bøger og finde riddere og give mere vand og sige godnat igen og tænde lys og bytte bøger og slukke lys og åbne døre og sige et sidste sammenbidt godnat.

Når jeg kommer ned, er kl. 10 minutter i otte, og så gik der endnu en gang en time med at få børnene til at sove, tevandet er blevet koldt, og der er krimier i tv igen.

med emneordet , , , , ,
15. marts 2011
Skriv en kommentar
Chancen, Farmorbørn, The kids

Jeg er her stadig, ik?

Nå, men det der arbejde sluger altså ret mange af mine ord. Synes ikke, der er så mange tilbage, når dagen er slut. Og den slutter i øvrigt ret tidligt for tiden, fordi Carla har fået smag for den gode gamle vane med at vågne meget tidligt – og selvom vi leger “Det er nat, og alle sover”, så sover jeg så alligevel ikke så meget, fordi jeg deler dyne med et barn, der fordriver ventetiden med at synge Mama Barbiegirl (også kendt som I’m a Barbiegirl), mens hun i vandret position udfører bevægelser, der kunne forveksles med en form for dansetrin. På den måde ender man også selv med at længes efter, at klokken bliver seks.

 

med emneordet ,
31. januar 2011
2 kommentarer
Chancen, The kids

Kom bare an – jeg kan godt klare mosten…

Nå, så er den gal med de højere magter igen. Jeg vil nødig lyde som om jeg føler mig forfulgt, men altså indimellem kan jeg jo godt få den tanke, at jeg er ved at blive indlemmet i et eller andet religiøst foretagende – ad bagvejen, vel at mærke.

Januar er jo i sig selv en prøvelse. Januar og den uopslidelige vintervirus er også en af de særlige udfordringer, som vi alle skal slæbes igennem i årets første måned. Tilsyneladende. Når man så lige topper bælgragende mørke, sygdom og snotnæser med en af de særligt udfordrende måneder med husets datter, så er jeg ved at være der, hvor det ikke gør noget at foråret bare giver os det første praj om at der er nye tider på vej.

I dag var min debut som direktør – og sikke en  dag. Jeg har sweettalket en kilde, skrevet en artikel færdig, lavet aftaler til nye, holdt møde om en kommende opgave, fået blomster, købt en ny telefon, åbnet en driftskonto og talt med den ene af mine kommende kontorfæller. Og hvis jeg skal sige det selv, så synes jeg det er ret godt gået på en dag, hvor jeg også havde glæde af Miss Carla, som jo selvfølgelig (thank you, Mr. Murphy) har fået skoldkopper. Altså bare for at understrege, at man virkelig er sin egen herre – og talt på spanden – når man vender det etablerede arbejdsmarked ryggen. Men kom bare an – der skal sgu mere end en uges sygdom til at slå mig ud (altså jeg ved godt, Halfdan følger efter, men hey, det er jo først i næste uge, og det der selvstændige liv handler jo også om at leve lidt i nuet. Ikke?).

 

med emneordet , ,
29. januar 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, The kids

Alene hjemme – what now?

Jeg har været alene på matriklen siden kl. 8 i morges, og det er sgu egentlig scary stuff. Jeg har fx læst en bog færdig, gjort rent, vasket tøj, læst avisen fra ende til anden, lyttet til både Mads & Monopolet og to interviews på P1 med de to lysende, unge forfattere Lone Aburas og Josephine Klougart – og det på bare 2½ time. Jeg har også været ude i solen og drukket kaffe på en cafe og købt en gave og været på biblioteket og i Kvickly/Føtex. Der er stadig seks timer til jeg skal noget.

Det er ligesom om man bliver lidt for effektiv af de unger. Fordi jeg er så vant til optimere hvert eneste minut og aldrig spilde et øjeblik. I mit barnløse liv havde jeg end ikke åbnet avisenendnu – men så havde jeg til gengæld heller ikke været oppe siden halv syv på en lørdag.

Men seks timer – hvad faen fylder man dem ud med? Alene? Hvis jeg skynder mig at pakke en taske, kan jeg lige nå toget og være i Kbh tids nok til at se en film inden fødselsdagen i aften. Af sted. Af sted. For hvem gider sidde her og blomstre i et tomt hjem uden legetøj spredt ud over hele gulvet og lyden af børn, der skændes, griner og græder? Det kan sgu også blive lige stille nok!

med emneordet , , ,
19. januar 2011
3 kommentarer
The kids

Er det en lort?

Naih, sikke fin. Hvor er du dygtig! Helt utroligt talent – og så i den alder. Ah-men er det ikke fantastisk hvad børn kan, når bare de får mulighed for at udfolde sig…

Jeg ved ikke med dig, men lige i dag kunne jeg måske godt have tænkt mig enten 1) lidt mere styring på leg-med-ler-aktiviteten i børnehaven eller 2) at kunstværket ikke lå som en ubestemmelig lort i samme blå pose, som i øvrigt bliver brugt til tissebukser og det der er værre. Måske det kunne være blevet en fin udstilling i børnehaven.

Der er trods alt grænser for, hvilke hjemmegjorte kreationer man kan tale op – også selvom man er barnets mor.

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →