Nå, men det der arbejde sluger altså ret mange af mine ord. Synes ikke, der er så mange tilbage, når dagen er slut. Og den slutter i øvrigt ret tidligt for tiden, fordi Carla har fået smag for den gode gamle vane med at vågne meget tidligt – og selvom vi leger “Det er nat, og alle sover”, så sover jeg så alligevel ikke så meget, fordi jeg deler dyne med et barn, der fordriver ventetiden med at synge Mama Barbiegirl (også kendt som I’m a Barbiegirl), mens hun i vandret position udfører bevægelser, der kunne forveksles med en form for dansetrin. På den måde ender man også selv med at længes efter, at klokken bliver seks.
Kun sandheden 