Ja, det er helt rigtigt. Det er mig på billedet (i min nye 100% akryl-sweater, som holder ok på varmen). Og ja, jeg er i gang med at tanke. En liter mælk. Ved en slovensk Mælkomat. Frisk mælk lige fra tanken. For en euro. Det er sgu da smart.
Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan vi kan leve i et land, hvor mælk er Skipper Skræks svar på spinat uden at have Mælkomater spredt ud over det ganske land. 24-7-service. Det var da det mindste. Helt ærligt.
Der har været temmelig meget krig på programmet i dag. Først tog vi en båd ind til Dubrovnik, og langs kysten lå sønderskudte og bombede spøgelseshoteller som monumenter fra en krig, der sluttede for 15 år siden. Parkeringspladserne var fulde af biler og strandene fulde af luftmadrasser og parasoller og mennesker, som lignede gæster på de hoteller, der ikke længere er. Et meget mærkeligt syn.
Efter to timer i Dubrovnik var vi nået halvt ned gennem den 300 meget lange hovedgade i den gamle bydel, da vi første gang talte om at tage hjem igen. Og det var ikke, fordi byen var plastret til med turister, men fordi børnene også lige havde deres egne lille krig kørende. Halfdans krig hedder jeg-er-næsten-tre-år-og-jeg-kan-ikke-gå-to-sammenhængende-meter-på-mine-egne-ben-og-jeg-vil-i-øvrigt-ha-min-sut-NU. Rimelig belastende, selvom man prøver at fortælle sig selv, at det bare er en fase. Carlas krig er den gode gamle, som åbenbart fungerer bedst med publikum og god akustik. Det endte med, at tjener kom og stak hende et bolsje. Formentlig ikke for min eller hendes skyld, men fordi hendes krig ødelagde hans frokost-restaurant-forretning.
Og så tog jeg en pause. Gik på museum. På superseje War Photo Limited, som både huser en permanent udstilling af fotografier fra krigen i Jugoslavien, og som lige nu viser udstillingen Tribal Regions med fotos af den spanske Associated Press fotograf Emilio Morenatti. Virkelig flotte, maleriske billeder fra det nordlige Pakistan og Afghanistan. Jeg købte også en bog med fotografier fra en tidligere udstilling om børnesoldater. Bare for at pine mig selv med lidt grufulde historier fra den virkelige verden med et æstetisk twist. Får lige lyst til at anbefale A Long Way Gone, som er en erindringsfortælling skrevet af en tidligere børnesoldat i Sierra Leone. Det er en barsk historie, men god at blive klog af.
Og nu vi er ved anbefalinger og Pakistan, så sy
nes jeg, du skulle tage at give nogle kroner til Folkekirkens Nødhjælps indsamling til ofrene for oversvømmelserne i Pakistan.
Uddrag fra Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside: “Titusinder af landsbyer står under vand, og FN vurderer, at omkring 6 mio. mennesker har brug for akut nødhjælp for at overleve. 20 mio. menneskers liv er direkte påvirket af oversvømmelserne. Katastrofens omfang vurderes til at være værre end tsunamien og jordskælvene i Pakistan i 2005 og Haiti i 2010 tilsammen.”
Selvom det selvfølgelig er virkelig irriterende, at din kælder står under vand, og august regner væk, så kan vi næsten ikke være andet bekendt, vel?
Når man tager en mand med højdeskræk og særlige anlæg for at bekymre sig om store og små udfordringer i livet og smider ham ind i et 7,6 m langt køretøj og beder ham om at transportere sin familie stik syd til en af verdens smukkeste byer (det er UNESCO igen) – og turen så foregår langs snoede kystveje, kan man godt have lyst til at give ham en medalje for at stå dagen igennem.
Men når man så i øvrigt undervejs beslutter sig for at dreje til højre væk fra kysten for at komme op på motorvejen, og den ubekendte faktor så er, at de næste to timers køretur foregår på smalle bjergveje med et autoværn, der ikke en gang ville kunne forhindre en trehjulet cykel i at køre ud over kanten, ja så er man taknemmelig på en helt særlig måde, når Dubrovnik viser sig i horisonten.
Og når han har krise over, hvordan man køber en fødselsdagsgave til sin kæreste i souvenir-land, så er det ligesom om, at alene det, at han har kørt mig hele den lange vej gennem Kroatien med de mange bjerge, de små veje og de alt for mange biler i den alt for store camper for at se nr. 1 på min orlovsønskeliste er det svært at forlange mere.
Og når han i ramme alvor siger, at han var ved at kaste op af ubehag undervejs, så er det svært ikke unde ham en cigaret, selvom det er 5 år siden, han holdt op med at ryge. 
Vi kørte ind i det vestlige Kroatien gennem byen Karlovac, som var alt, hvad jeg umiddelbart forbinder med Østeuropa – eller i hvert fald Polen.
Uskønt som noget. Fattigt. Gråt. Nærmest umenneskeligt ubeboeligt. Men da vi kørte gennem byen fredag morgen, var det ikke den umiddelbare tristhed, der slog os. Det var derimod skudhullerne. I husene. Alle steder. Stadig synlige næsten 20 år efter. Og bagefter var det min egen uvidenhed om krigene på Balkan. Ud over de værste overgreb og de største frontlinier, hvor meget er det så lige jeg husker nu? Hvor meget er det, jeg ved om den krig, der satte dagsordnen i Europa, mens jeg forsøgte at lære franske verber og matematiske ligninger?
Midt i al ferieidyllen var det faktisk en god – og måske tiltrængt – reminder om, at lige her, hvor vi kæmper med at få børnene til at sove og til at tro på deres forældres autoritet, er historien helt tæt på. Og knap så banal som børnenes daglige ønsker om is og forældrenes diskussioner om, hvor grænsen går. Her husker alle krigen, og her ved hele den voksne generation, hvad det vil sige at leve i angst.
Jeg blev næsten provokeret over, at krigens fysiske minder var så tydelige. Stadigvæk. Hvorfor er de huller ikke repareret? Hvordan kan folk bare være ligeglade? Hvorfor er der ingen, der gør noget? Men smerten, traumerne og sorgen over de opløste familier forsvinder jo – de hænger sikkert ved resten af livet. Jeg ved det ikke. Har ingen anelse om, hvordan krigens angst føles og erindres. Kun at jeg på en sær måde er glad for, at Kroatien ikke kun er luftmadrasser og farverige drinks ved Adriaterhavet. At der også er en smule alvor midt i turisternes paradis.
P.S. Her the absolute basics om krigen i Karlovac
Karlovac suffered much damage during the Croatian War of Independence (1991–1995). The southern sections of the city were close to the front lines between the Republic of Croatia and the rebel Serbs, and the neighborhoods of Turanj, Kamensko as well as parts of Mekušje, Mala Švarča and Logorište were devastated by shelling. The city center, the city hall and numerous other buildings were also damaged.
For nogle år siden købte jeg digtsamlingen Morfeus på bogudsalg, og siden har jeg været fan af Niels Lyngsøe. Morfeus er den smukkeste samling af digte – ikke bare smuk på ord, men også smuk i sin helhed. Der er endda lavet en film om Morfeus-digtene, og digtene i al deres fuldkommenhed, kan du se et par stykker af her:
Når der ligger to sirlige bunker vasketøj a la den her:
Det er næsten synd at det fine tøj skal bo her:
I mit næste liv skal jeg være et digt eller bare et ord i blyanten på en digter, så må hun sådan set gøre med mig, hvad hun vil. Og det gjorde faktisk ikke noget, hvis jeg landede i Mette Moestrups loop.
Jeg er ikke sikker på, jeg forstår noget som helst af det hun skriver, men nu er det jo så heller ikke en dansk time, det her. Der er bare noget ved ordene som er vanvittige. Og smukke. Og helt rene.
Jeg har kun læst de først 17 sider af hendes seneste bog jævnet med jorden, og så var toget i Nyborg. Desværre. For jeg var allerede fanget ind af hendes hvide rum.
1
Det er hvidt som et A4. Det er midlertidigt mit.
Jeg tænker på det rum, som jeg tænker i. Det er et nyt rum for mig, jeg har ikke tænkt her før. Her kommer jeg til at tænke på en ny måde, slog det mig, da jeg tog lejemålet. Her kommet jeg til at tænke nyt, frit. Det er ikke som et hjem, mere som en container. Det er som en hvid boks. Og jeg kan lide det. Det nye, det hvide, det boksagtige ved det. Det, jeg kan lige ved det, er, at det er som en hvid boks.
Jeg skriver det på væggen, ja:
hvid boks hvid boks
Jeg har fået den her tegning af Miss Carla. Det er en tegning af mig. Prikkerne er bolde – allesammen. Jeg er egentlig glad for, at jeg smiler, imens jeg holder boldene i luften, og for at jeg ikke taber flere bolde i hendes univers, for det kan godt føles lidt anderledes i mit…
Mors Dag. Det er lidt langt ude ikke? En pengemaskine af de helt store, som vi ikke har lyst til at være en del af. Så hellere give sine penge til mødre i Afrika, hvis vi endelig skal være med på den galej. Men altså i udgangspunktet bare langt ude, for vi vil jo hellere bare hylde vores mødre (og fædre) i hverdagen end en eller anden tilfældig dag i maj. Ikke?
I årevis har jeg nægtet at ligge under for al den postyr, der er omkring Mors Dag. Fordi det er insisterende anerkendelse af værste skuffe. Syntes jeg. Men da jeg blev vækket søndag morgen: Moar, moar, i dag er det din dag, altså så skal man da være lidt til den følelseskolde side for ikke at synes, at det lød som en meget god deal. Min dag. Hvornår har nogen af mine børn nogensinde givet en dag fra sig og helt frivilligt overdraget den til mig sammen med en meget flot perlekæde og en nøglering i plexiglas? Jeg fik i øvrigt også en ny termokande, og så kan det godt være, at det bare er (blevet) et kommercielt stunt, men jeg har altså virkelig manglet en termokande meget længe – blev selvfølgelig også utrolig glad for perlekæde og nøglering. Selvfølgelig.
Men jeg har vist lige et enkelt hængeparti – et spørgsmål fra Miss Carla, som jo på en måde også kræver et svar: “Men hvornår skal du give en gave til DIN mor?”
Sig lige det en gang til: Vi elsker Selma for det gør vi virkelig – de største fans er de to små trolde, som skriger af fryd, når hun viser sig i døren. Selma er vores barnepige, ja det er da lige før jeg er fristet til at kalde hende vores storesøster, og muligvis den bedste beslutning, vi har taget i vores forældreliv.
Siden Carla var et halvt år, har Selma taget lidt af den dårlige samvittighed over lange dage for små børn i vuggestue, vogtet afkommet, mens vi tog hinanden i hånden og legede kæreste nogle timer, og bedst af alt været den mest pålidelige alarmcentral, der kan rykke ud med meget kort varsel, når den store sorte hverdagsgryde for alvor brænder på.
Børnene elsker hende, fordi hun er den sødeste i hele verden, fordi hun ikke er rigtig voksen, og fordi de bare må børste og børste hendes lange mørke hår i en uendelighed. Og vi elsker hende, fordi hun er så sej og går igennem enhver forældres worst nightmare – ulvetimen – og giver dem aftensmad og putter dem uden det mindste antræk til panik.
Lige om lidt bliver hun lidt mere voksen med studenterhue og alting, og for at være helt ærlig så synes jeg egentlig bare, at hun skal blive hængende i vores lille provinshul, for jeg tror ikke rigtig vi kan undvære hende. Og hun kan jo ikke bare sådan forlade os, vel?
Kun sandheden 
