Tag Archives: overload

20. december 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Hjælp jeg dør!

Sidst jeg var syg, troede jeg virkelig, jeg skulle dø. Jeg har aldrig, aldrig, aldrig nogensinde været så dårlig – indtil i nat. Ah-men, er det alderen? Eller er det bare den globale opvarmning igen?

Og hva faen er det for en mærkelig juleengel, der tvinger en til at ligge på sofaen med den væmmeligste kvalme i mands minde, mens Den fede kok fylder svesker i røven på en and og Mette Blomsterberg laver nøddekonfekt? Og ovre på den anden kanal serverede Villy Søvndal flødeskumsdessert i det pinligste af alle programmer. Ingen af dele gjorde noget godt for min kvalme. Til gengæld har jeg drukket cola til aftensmad, og det smagte dejligt.

 

med emneordet , , ,
5. december 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, SOmeone to love, The kids

Kære Gud!

Kære Gud!

I dag så jeg en film, hvor en af hovedpersonerne efter 20 år i en russisk Gulaglejr skrev i et brev: Folk spørger mig, om jeg tror på Gud. Jeg tillader mig at spørge om Gud tror på mig?

Søde Gud, tillad mig at være ærlig, for jeg har forstået at du og din søn gør en dyd ud af tilgivelse.

Bortset fra de to timer, hvor jeg sad alene i sofaen og så film, har jeg faktisk netop i dag følt mig som en fange i form for afstraffelseslejr. For nemheden skyld og fordi der er sne alle vegne kan vi godt lege, at det hele foregik i Sibirien. Sikkert er det i hvert fald, at de to lejrkommandanter ikke forstod et ord af, hvad jeg sagde – og det var ikke alene fordi jeg havde mistet stemmen. Mit generelle indtryk var, at de simpelthen ikke forstod dansk  – og det gir jo på en måde mening, hvis vi befandt os på russisk territorium.

Allerede i morges fornemmede jeg, at det var blevet strammet lidt op på procedurerne i lejren. Jeg blev jaget ud af sengen kl. 05.30 og straks derefter beordret til at servere morgenmad. Den ene af kommandanterne gik temmelig meget amok på mig, fordi jeg kom til at servere havregryn sammen med de øvrige morgenmadsprodukter.

Flere gange i løbet af dagen var der interne uroligheder, fordi kommandanterne kom op at slås – med hinanden, eller fordi min medfange og jeg (utilsigtet og uforvarende – det vil jeg godt understrege) kom til at træde kommandanterne over tæerne. En enkelt gang gik den mindste af kommandanterne direkte til angreb på mig, fordi jeg kom i klammeri med overkommandanten. Kun takket være en medfange lykkedes det mig at slippe fri.

Mens kommandanterne var på gårdtur med medfangen, blev jeg beordret til at lave dej til småkager, som skulle bages ved hjemkomsten. Vi gik da også straks i gang, da de kom hjem. Desværre blev der kun få færdige kager til min medfange og jeg, fordi kommandanterne spiste det meste af dejen, selvom jeg forsøgte at opfordre dem til at vente.

Da kommandanterne blev trætte, blev jeg beordret til at læse dem en godnathistorie og ligge sammen med dem til de sov. Den yngste kommandant ville imidlertid gerne falde i søvn alene, men han havde knap forladt lokalet, før han beordrede mig ind til sin seng. Her skulle jeg skaffe kommandanten bamser, nissehuer og den rette mængde lys, og da det ikke gik hurtigt nok, blev jeg slået i hovedet med en bamse, mens han skreg af mig.

Så kære Gud, jeg tror egentlig bare jeg vil sige tak for testen. Det har været en rigtig fin øvelse – dog forstår jeg ikke hvorfor den falder netop i julemåneden, hvor jeg havde fået det indtryk, at vi allesammen var glade – netop fordi vi fejrer din søns komme. Efter i dag må jeg sige, at jeg ikke længere er helt sikker på, om du findes – og hvis du gør, er jeg efter dagens udfordringer faktisk blevet virkelig i tvivl om du tror på mig. Kunne du mon i den nærmeste fremtid sende et lille formildende tegn herned – bare så jeg ikke mister al min tro inden den store højtid.

Kærlig hilsen

En mor

med emneordet , , , , , ,
23. november 2010
Skriv en kommentar
The kids

Hvor meget mad kan der være i en 4-årig?

Vi har aldrig haft problemer med appetitten hjemme hos os. Mine børn har tømt sutteflasker fulde af mælk på et øjeblik. Senere kastede de sig frådende over alle de kulhydrater, de kunne komme i nærheden af. Nu jeg overvejer efterhånden, om det var nemmere at flytte hele hustanden ned i Kvickly fremfor at køre i fast rutefart med rugbrød, pasta og mælk i kurven, så vi kan overleve endnu et døgn.

I morges spiste mit ældste barn fire (altså 1-2-3-4) portioner morgenmad, havregryn med havrefras. Og det var efter hun i går kl. halv fem spiste 2 stykker knækbrød efterfulgt af aftensmad, fire halve rugbrødsmadder, en time senere.

I sidste uge bad pædagogerne om, at hun får mere mad med. Så nu har hun udover frokosten, der består af fire halve rugbrødsmadder, grønt og frugt og lidt ekstra pille-pille-mad, også fået en stor madkasse med til eftermiddagsmad med mere brød, frugt og grønt igen.

Indimellem har jeg forsøgt at springe et (mellem)måltid over, men her taler vi så om et barn, hvor der er direkte link mellem samarbejdsvilje og blodsukker. Så dårlig investering på den gode stemning i familien-kontoen.

Er der noget at sige til, at jeg ikke føler jeg laver andet end at servere mad og rydde op efter måltider i weekenden? Og er der overhovedet nogle grænser for, hvor meget mad der kan forbrændes af sådan en lille krop på 115 cm? Og hvor stor en suppegryde får jeg brug for, når det barn bliver teenager? (Der kom tanken om efterskole igen…)

P.S. Og lad mig lige kommentere på de asketiske madpakker: Institutionen har altså en total nul-sukker kostpolitik, som også forsager tørret frugt og den slags, så derfor er madpakkerne nærmest en tro kopi af kostråd og officielle anbefalinger + jeg er måske på den side, når det kommer til børnenes (og min egen) mad. Den sidste del arbejder jeg (lidt) med.

med emneordet , , ,
16. november 2010
3 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, SOmeone to love, The kids

Er der nogen, der har set mig…

Åh, saglige Morpheus.
Please, have mercy on me.

I går aftes kom jeg til at råbe af mit barn, som var alt for træt, men nægtede at sove og i stedet råbte og sparkede og kastede med ting. Mit lille englebarn, som på en måned har forvandlet sig til en lille djævel, der hele tiden står på spring med sit svær og råber: HaHAA! Jeg klarede dig, nu smider jeg dig ud! Og som i weekenden sagde til mig: Når jeg bliver lige så stor en far, som du er en mor, så skal jeg aldrig skælde ud.
Det er altid et dårligt tegn. Projektioner, du ved. Og jeg har altså sagt undskyld, for selvfølgelig er det ikke i orden at råbe. Aldrig. Vel? Det er jo mig, der er den voksne. Ikke?

Men altså det ændrer jo ikke på, at drengen ikke vil sove, og at han hele natten har ligget med hovedet boret ind i min maven. Og at hver gang jeg forsøgte at løfte ham ned på en madras på gulvet, begyndte han at skrige: Mor, mor, hvor er du? Op i sengen igen. Jeg har muligvis blundet i nat, men sovet har jeg ikke. Og jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fortæller dig det. Måske bare fordi det vel egentlig er ret synd for mig, ikke?

med emneordet , , , ,
13. november 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Mig sagde hunden

Vinterstress – lidt metadon til dig, der også går glip af Bogforum

Min kollega har været på sådan et gude-agtigt seminar, hvor forlag og anmeldere præsenterer den kommende sæsons bedste bøger, og vi kan konkludere, at jeg også i år har alt for lidt tid til alt det gode (fordi jeg bruger tiden på noget andet godt).

Jeg er ved at læse Vidunderbarn af Roy Jacobsen, som er guddommeligt godt skrevet. Er ikke nået så langt, og biblioteket er begyndt at rykke – og det ved vi jo godt koster, så måske det bedre kan betale sig at skrive den på juleønskelisten. Lige under Vidunderbarn ligger Sara Stridsbergs Darling River (jeg forguder den kvinde), Morten Ramslands Sumobrødre (jeg elskede, elskede Hundehoved) og Suzanne Brøggers seneste bog (der er ikke mange intellektuelle og bevidst dekadente tilbage i DK – og hun skriver fantastisk)

Nå, men så kom han altså tilbage, min kollega, med et helt hæfte fuld af alle de bedste bøger, som vi kan glæde os til. Jeg har allerede bestilt Nikolaj Zeuthens Verdensmestre, som måske ikke er verdens bedste bog, men som pirker lidt til alt det hverdagsliv, vi hælder ud over hinanden og bloglandet. Og så er der i øvrigt endnu mere nyt fra Suzanne Brøgger, og jeg føler mig også kaldet til at kaste mig over mammutværket fra Norge Knausgårds Min kamp, som har fået litteraturpriser og begejstrede anmeldelser hele raden rundt.

Og nu har jeg lige læst en artikel om tidens trodsige tøser, de nye og unge (hvordan kan man være født i 1988 og så allerede have en forfatterkarriere, forstår du det?) kvindelige forfattere, som kommer til at provokere os i de kommende år. Forstår du, hvad jeg mener. Altså hvordan skal man nogensinde nå at læse alle de bøger, som verden bliver begavet med? I det mindste kan jeg glæde mig over at gå glip af Bogforum og dermed også at leve i uvidenhed om fristelsens fulde omfang.

http://www.flickr.com/photos/thyagohills/5009884654/

Hm, beklager, hvis det på trods af alle andre hensigter alligevel blev lidt nørdet… og knudret…

med emneordet , , , , , , , ,
10. november 2010
Skriv en kommentar
Afrika, Brokkekassen

Endnu en grund til at være træt

Det er åbenbart ikke kun efteråret, der gør sit for at trække det sidste energi ud af kroppen. Nu også denne finanslov – og ligesom med det forrige indlæg kan jeg ikke engang svinge mig op til råberi. Og så alligevel: FOR NU STOPPER DET! Puha, det hjalp. Lidt.

Men altså den her pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp taler ligesom for sig selv, ik? Og du må gerne råbe med, hvis du kan mærke ubehaget hobe sig op…

Kommentar til Finansloven:
Verdens fattigste betaler igen
Endnu engang skærer Danmark i den hjælp, som de allerfattigste mennesker på kloden har så hårdt brug for, viser tallene i Finansloven.

I den netop vedtagne Finanslov er 183 millioner kroner flyttet fra udviklingsarbejde blandt de fattigste mennesker i verden til flygtninge- og integrationsarbejdet i Danmark. Dermed er der færre penge til at bekæmpe sult og sygdomme i u-lande og til hjælp ved naturkatastrofer.

”Det bør ikke være de allermest lidende mennesker i verden, som betaler for flygtninge- og integrationsarbejdet i Danmark. Vi danskere har råd til selv at betale den udgift,” siger Henrik Stubkjær, Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og peger på, at udviklingsbistanden allerede blev udhulet, da man indgik regeringsgrundlaget i februar og fastfrøs bistanden på kroner og ører.

Henrik Stubkjær hæfter sig desuden ved, at Finansloven har bevilget 1,3 millioner kroner til at bygge et børnehjem i Afghanistan:

”Regeringens plan er dermed at give mulighed for at afvise mindreårige, uledsagede flygtningebørn fra Afghanistan og sende dem direkte tilbage til det børnehjem. Hvad er det for et menneskesyn, som vores regering præsenterer?”

med emneordet , , , ,
8. november 2010
Skriv en kommentar
As if, Brokkekassen

Det er bare mig…

Kender du de der folk, der udbryder: “Aih, du skal ikke tage dig af mig – det er bare mig, der er skør!” Efterfulgt at lidt for up-beat latter?

Helt ærligt. Hvor tit har du nogensinde mødt en af de selvbestaltede skøre, som du virkelig synes var vildt crazy? Bare en tanke.

 

 

med emneordet , , ,
4. november 2010
2 kommentarer
Mig sagde hunden

Udhvilet

04.43 i morges. Hele 13 minutter mere end i går. Med lidt god vilje er vi på den anden side af kritiske kl. seks om bum, bum, bum… seks dage! Til den tid har jeg formentlig glemt, hvad jeg hedder, so please remind me…

I ren og skær trods nægter jeg at stå op, når den lille konge i bælgragende mørke annoncerer at han er både sulten og overhovedet ikke træt.

I stedet bruger vi lige halvanden time på at hente en madras ind i soveværelset og redde en seng op der, fordi jeg ikke kan sove, når jeg hele tiden får et sovedyr i øjet eller en fod i maven. Efter ca. 15 min. med højlydt hosten forsøger den lille stalker så at undslippe soveværelset, hvorefter han ender i smørhullet og straks begynder at stille spørgsmål a la Hvad dag er det i dag?, Hvor bor farmor henne? og Må jeg godt få müsli til morgenmad? Så begynder han at råbe. Så råber jeg tilbage. Så græder han. Så skælder jeg ud. Så ligger han sig ned og prøver at sove. Så tager han tøjet af, og starter forfra med spørgsmål, råben og gråd.

I morges vågnede storesøsteren lige da klokken rundede fem, så krøb jeg ind i køjesengen til hende for at få hende til at sove igen, hvorefter hun annoncerede at hun egentlig bare gerne ville have sin seng for sig selv. Derefter var jeg forvist til Halfdans seng, hvor jeg forsøgte at sove under et alt for lille tæppe, mens Miss Carla sang Jeg gik mig over sø og land.

Man kan godt blive lidt pirrelig af sådan en morgen. Jeg sir det bare…

med emneordet , , , ,
27. oktober 2010
1 kommentar
Brokkekassen

Der er ingen vej uden om

Undskyld, er der nogen, der har glemt at tænde for lyset – eller at slukke for vandet. Goddamn! Stadig kun oktober, og alligevel solen står først op til frokost og går ned lige efter. Og det regner. Lige om lidt stiller vi havemøblerne tilbage og får lidt af lyset igen, men i løbet af et par uger er hele landet gået i sort igen. Og batterierne på mine cykellygter er allerede døde. Der er sgu da ikke noget at sige til at vi er nødt til at gå amok i jul for at overleve. Vintermørke – det store rædselsvækkende monster, der vender tilbage år efter år…

Og folk, der taler om vejret er i øvrigt langt ude. Så nu er det sagt. Ude af systemet. Og så snakker vi ikke mere det…Vi ses til fælles ekstase og lovprisning af, hvor lange dagene egentlig er i maj!

 

med emneordet , , , ,
19. oktober 2010
4 kommentarer
Brokkekassen

Må jeg godt sige noget?

Det er jo totalt langt ude, at hver eneste lille prut et politisk engageret menneske har gjort i sin fortid, kan gøre sig fortjent til en tur i mediemøllen. Helt ærligt!

Ole Sohn var kommunist, og ja, set i bagklogskabens klarsyn var der dele af det engagement, som var en smule naivt. For nu ved vi allesammen, at de ikke havde det helt så godt der omme bag muren, og at der var nogen, der glemte at yde efter evne og nyde efter behov.

Og vi kan da også godt blive enige om, at den samfundsmodel, som kommunisterne hyllede ikke viste sig at være helt så bæredygtig (men jeg sku da så hilse at sige, at vi lige nu har de klareste beviser for, at liberalisternes begejstring for de frie markedskræfter også lader noget tilbage at ønske).

Men at manden nu skal tvinges til at sige, at det ikke bare var naivt, men også at det var en fejl at være aktivt kommunist er jo så himmelråbende dumt som det lyder. Det VAR jo ikke en fejl – og dengang var DKP faktisk en del af folkestyret. Det er noget med demokrati og den slags frisind, der betyder at man godt kan rumme andre end sig selv og sine egne. Og det i sig selv kan jo godt være noget af en udfordring i en tid, hvor vi bedst kan lide vores egne (tro mig, jeg har også svært ved at sluge, at der er så mange, der elsker Dansk Folkeparti).

Nå, der er ganske givet 1000-vis af nuancer på den sag, men jeg er bare SÅ freaking træt af, at vi finder os i, at der hele tiden bliver kastet røgslør ud over det som vi virkelig burde interesserer sig for. Fx hvordan regeringen systematisk har udsultet den offentlige sektor for at skabe rum og velvilje for den private sektors alternativer – og sundhedssektoren er jo bare et hjørne. Er der ikke nogen, der gider følge den til dørs. Please? For fanden!

med emneordet , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →