Tænk, hvis ens børn forstod, hvor meget goodwill de opbygger med det her:
Tænk, hvis de vidste, hvor meget sjovere en mor, jeg ville være, hvis de altid sov hurtigere og længere.
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: nærmest lykkelig
Gaven er åbnet
Åh nej! Jeg er under pres for jeg har fået den fineste gave i den store blogpakkeleg – eller rettere gaver fra Davadottir (og jeg må det samme beklage, at billedet på ingen måde yder gaven retfærdighed, men jeg havde lige to børn, der skulle i tøjet, boller i ovnen (hvorfor?!) og sne, der skulle skovles.
Men altså tjek lige 2 engle, der øjeblikkeligt glimtede sig lige ind i hjertet på Miss Carla, en flypose, der kommer til at gøre supermarkedsmodellen til skamme for evigt (og jeg elsker gul i øvrigt) og en håndklædehætte – det er jo godt tænkt at designe et håndklæde, som rent faktisk bliver siddende om håret uden at veje et ton. 10 point for den alene. Og tak af hjertet for det hele. Jeg er meget glad.
Men altså det var lige 1-2-3-4 gaver, ik? Og nu er jeg da totalt presset over den lille spirrevip af en ting, jeg havde planlagt at sende videre ud i blogland inden længe. Må straks revurdere og optimere og supplere…
20 kg kærlighed
Nogle dage kan jeg næsten ikke være i min krop af bare kærlighed til de unger. Det ligger jo ikke nødvendigvis i kortene, at de skulle være specielt lovable sådan en mandag, hvor de er helt balrede efter en action packed weekend efterfulgt af en lang dag i institutionen.
Men altså jeg er blød som smør. Miss Carla fik lov til at falde i søvn på sofaen, mest for min skyld, så jeg kunne ligge og snuse hende i håret og nusse hende i nakken, mens hun faldt i søvn. Nu er hun så bare ikke et nussebarn: “Vi kan også bare sige, at du nusser mig, når jeg er faldet i søvn.” Aka snitterne væk, jeg kan overhovedet ikke falde i søvn, når du laver cirkelbevægelser i mit hår!
Så nu ligger hun her lige ved siden af og snorker, mens det ville varmeapparat af en krop varmer mine fødder. Hvis ikke det er lykke i det små… (og jeg har sgu ellers aldrig været den sentimentale type, sir det bare).
Te-narkomaner vogt jer!
Jeg var i Magasin i går for at købe en underkjole, for jeg blir ikke gode venner med den der blondebody inden weekendens store badehotel-fest, som jeg i parentes bemærket forventer mig meget af. Altså festen…
OG i Magasin fik jeg serveret den dejligste te, som kom ud af de smukkeste dåser, og som oveni købet – mark my words – var økologisk. Puha, dårlig kombi, ikke? Altså hvis man ligesom forsøger at skære lidt ind til benet med impulskøbene.
Heldigvis havde den skønne ungmø, der stod – eller skulle have stået – i kassen alt for travlt med diskutere med en veninde i telefonen, så jeg nåede at stå og hænge længe nok ved kassen med min grønne dåse fyldt med guddommelig te fra Løv Organic til, at jeg huskede mig selv på, at jeg jo lige havde købt te og i øvrigt har hylderne fulde af smukke dåser. Men det skal jo ikke holde dig tilbage…
En velkomst du aldrig glemmer
Tjek lige den her flash mob-film fra T-Mobile. Ret cool velkomst (og reklamestunt)…
1. advarsel mod at holde orlov
Tro nu ikke, at alt der orlovshalløj bare er lutter lagkage. Jo, jo, det er da rigtigt at den sidste tid var helt eventyrlig og måske det tætteste en familie kan forvente at komme på paradisiske tilstande. Og med lidt god vilje har jeg da også stadig lidt ekstra kulør og vitaminer at trække på, men alt det der med at gå i fuldstændig symbiose med sine familie har altså også nogle omkostninger. Puha, siger jeg bare.
Fx at jeg goddamn savner mine børn så meget i løbet af dagen, at jeg næsten ikke kan vente med at komme hjem til dem. Og du må gerne kalde mig både hjerteløs og en lille smule hård i filten, men det har jeg altså aldrig gjort før. Ikke på den måde. Bevares, det var da dejligt at komme hjem og ae de små poder over deres små sovende kinder efter en lang dag i felten. Men jeg har eddermame også nydt at være noget andet end mor – og at få en pause fra råben og skrigen og oprydning og servicering og alle de andre forældreting, man laver mellem 05.00 og 19.30.
Men nu… puha, jeg har bare lyst til at være sammen med dem hele tiden (og notér dig venligst at det ikke er det samme, som at jeg er fed at være samme med hele tiden). Faktisk har jeg aldrig savnet dem så meget som nu. Mer vil ha mer!
Bedre end Botox
Jeg ligner en million. Føler mig i hvert fald som en. Løgn! På den anden side af to fødsler og 35 år lærer man at nøjes med lidt – og blæse det op til noget virkelig stort. Jeg har fx tænkt mig at leve temmelig længe af en kompliment fra en af min kollegaer, som i den forgangne uge sagde til mig, at jeg er kommet til at se så ungdommelig ud efter jeg har holdt orlov.
Det burde jo være argument nok for at skrive en bog om Verdens Bedste Rejse, og jeg er ude i en titel a la Sådan blir du smuk på camping eller Ungdommelig skønhed på 16 uger – lad dine børn og tiden gøre arbejdet!
Og 2′eren hedder selvfølgelig noget i retning af Hjemme igen – sådan bevarer du din ungdommelige skønhed i hverdagen.
Fordi det nu er lørdag, og jeg har en formiddag helt for mig selv, synes jeg det er på sin plads med et lille sneak-peak. Så her kommer et godt råd fra 2′eren:
Omgiv dig med veninder, der yngre end dig selv!
Er du klar over, hvor stort et boost det er for ens ungdommelig skønhed at blive inviteret til 30 års fødselsdag, når alle andre i ens omgangskreds er i gang med at blive skilt eller at planlægge ankomsten til 40′erne? Jeg kan bare sige, at jeg i ren og skær ungdommelig begejstring har tænkt mig at ankomme i guldbukser og trendy-ternet hat til dagens fest. I kid you not. Det er måske sidste chance for at prale af min ungdommelighed…
Alle, der elsker Italien rækker hånden op
Ok, jeg har været rimelig oppe at køre over Slovenien. Superfedt land, og endnu federe hvis man oven i købet er sådan en outdoursy type, der ikke kan få nok af vandreture, mountainbiking og kajak-ning (?!). Det er jeg ikke, altså specielt udendørsagtig, for så havde jeg næppe frosset så meget, da temperaturen kom på den forkerte side af 15 grader, og regnen hang tungt i luften. Men jeg var ret let at begejstre, da vi kørte forbi hundredvis af marathonløbende slovenere i en af nationalparkerne i bjergene. Superseje folk. Og venlige. Og god stil. Og sirlige. Og lækker mad.
Vi har allerede en liste over sights, vi har til gode til næste sommerferie, eller når vi bliver gamle, eller jeg for faen begynder at løbe længere end til bageren.
Nå, men så kom vi til Italien. Og hvad er det lige, der er med Italien? Hvorfor er det land så let at elske? Vi kørte gennem det nordøstlige Italien for at komme til alle danskeres favoritspot, den gode gamle Lago di Garda, og jeg skal love for, at det ikke var en specielt romantisk rute med mindre altså man er på Outlet-shopping spree eller er i gang med en Ph.D. om den industrielle udvikling i Norditalien.
For det er jo ikke fordi der ikke er genvordigheder nok. Fx kan du ikke nødvendigvis betale med Visakort i de store supermarkeder – og hvis du kan skal du både vise pas, kørekort og fødselsattest først. Deres engelsk er heller ikke ligefrem prangende, og de holder sig bestemt ikke tilbage for at svare på italiensk, og så må man selv ligge og rode med resten. Og trafikken og skilteskovene er i sig til at få hjertestop over.
Men! De kaster sig over en ens børn med begejstrede skrig, mens de råber ”An-gel, an-gel”, og man tænker, at de børn virkelig ligner engle. De laver kaffe, som kaffen var tænkt fra tidernes morgen – og en latte machiatto er altid en latte machiatto – aldrig bare en kop kaffe med mælk. De laver is så selv en is-skeptiker som jeg må kapitulere. Deres supermarkeder flyder med små lækre artiskokker, kæmpestore figner og søde tomater, risottoris, pesto, tapenader, oliven, mozarella, lufttørret skinke, frisk fisk, chokolader, biscotti, gnocchi, panaforte, the lot.
Det er sgu da svært ikke at elske. Med mindre – selvfølgelig – du har et virkelig asketisk forhold til mad. Det har jeg prøvet, men det er ikke lige mig…
Sikke et dejligt minde
Nå, men jeg landede på den anden side af 35 med begge ben på jorden. Indtil videre. I det mindste har jeg mere brune fødder end jeg har haft i årevis, og børnene var totalt medgørlige, fordi institutionen har været så venlige at lære dem, at det er fødselaren, der bestemmer ALTING. Og jeg skal love for de tog den del virkelig alvorligt, så tak for det. Til pædagogerne altså.
Og efter vi havde spist os gennem udbuddet af is ved strandkiosken i løbet af dagen, gik vi hjem og iklædte os det fineste eller i hvert fald mindst plettede tøj. Jeg tog ligefrem mascara og parfume på, for der er jo ikke meget hjælp at hente fra naturens hånd mere – måske er det også derfor jeg er begyndt at prædike ret insisterende over for sine børn, at skønhed kommer indefra.
Men altså ud på restaurant, hvor børn OGSÅ var søde – jeg skal virkelig blive bedre til at brokke mig på bloggen, for det hjælper tilsyneladende. Vi sad ligefrem sammen alle fire og spiste, og jeg fik en mojito til maden, fordi det er så dejligt dekadent at drikke drinks til maden. Således opløftet af den gode stemning og de flotte tallerkner med dejlig mad, synes jeg det var på tide af tage feriens første samlede familiebillede.
Hvorfor er det, at tjenere åbenbart er de eneste mennesker i verden, der ikke kan tage et nogenlunde vellignende billede med et digitalkamera?
Stjerneskud
Der er ikke ret meget, der slår følelsen af lykke, når man ligger på ryggen og kigger op i en natmørk stjernehimmel, mens bølgerne slår ind mod stranden.
Lige der og med et stjerneskud at gå i seng på følte jeg mig som det heldigste menneske.
Kun sandheden 