Tag Archives: momentan sindssyge

8. maj 2010
2 kommentarer
The kids

Magisk magnetisme

Her er noget andet, som der ikke var nogen (systemet, jordmoderen, sundhedsplejersken eller bare andre mødre), der havde fortalt mig: At ens børn får indopereret en magnet i kroppen, når de bliver født, som betyder, at man konstant har en hale af børn efter sig (længden afhænger selvfølgelig af, hvor mange børn man har anskaffet sig).

For et øjeblik siden forsøgte jeg fx lige at snige mig ud i køkkenet for at bage en kage, og før jeg vidste af det havde jeg et barns hoved nede i skålen, fingre i melet og snottede næser ud over det hele.

Og når jeg forsøger at sætte mig i sofaen med avisen, kan jeg være ret sikker på, at jeg sætter mig på det barn, der af uransaglige årsager kendte mine planer før jeg selv, og derfor allerede har sat sit i sofaen.

Jeg har forlængst opgivet at tage bad og sidde på toilettet uden deltagelse fra resten af familien. Det har nemlig vist sig, at det netop er i de 10 min., jeg er i bad, at livet store dilemmaer  a la hvor er mine guldsko eller Carla har taget min guitar skal afklares.

Men det største selvmål af alle anskaffelser her i huset er skamlen. For skamlen betyder, at hver gang jeg forsøger at smøre en mad, lave en kop te eller snige mig til et stykke kage, dukker der et lille barnehoved op over kanten på køkkenbordet. “Hvad laver du?” spørger hun og kigger på mig som en sulten labrador, der venter på en godbid. Og bag mig kan jeg høre endnu et sæt fødder på vej mod køkkenet, for den ene magnet har selvfølgelig straks sendt signaler til den anden om, at modermagneten er i nærheden. Jeg har efterhånden lært ikke at flygte ud af køkkenet, for jeg ved, at så snart jeg vender mig rundt, snubler jeg over en lille fyr og hans guitar.

Egentlig synes jeg det kunne være fint, hvis livet var lidt mere Matrix-agtigt, så jeg kunne lægge min magnet fra mig indimellem fx i et hemmeligt rum i skamlen, så kunne de sidde på den en dags tid, mens jeg smurte min frokost uden inkvisitoriske spørgsmål eller små fedtede barnehænder i leverpostejen.

med emneordet ,
6. maj 2010
4 kommentarer
Brokkekassen

Stereotype stereotyper

Man kan godt blive lidt træt, når man skal kompetenceudvikles af sit arbejde, og det betyder, at man skal sidde og høre på en 2.000 år gammel, tidligere kendt, idrætspsykolog, der øser af al sin kundskab om relationer mellem mennesker:

  • Kvinder skal have modstand. Prøv at lade være med at kysse hende farvel om morgenen, og når hun så spørger hvorfor, siger du bare: “Ja, det kan du jo så tænke over i løbet af dagen.”
  • Læg armen alfaderligt om din kvindelige kollega og giv hende en gang massage.
  • Tag din kvindelige kollega under armen, når I går ned ad gangen, og så går du lidt for hurtigt, så du kommer til at trække af sted med hende. Det kan de godt lide.
  • Udfordr din kvinde. Så når hun spørger dig, om hendes nye kjole er pæn, spørger du: “Passer den kjole virkelig til din personlighed?”
  • Så er der simultankapaciteten. Mænd kan tænke på tre ting samtidig. Kvinder kan tænke på 7, men husk nu at de seks andre ting, de tænker på, er totalt ligegyldige.
  • Humor er utrolig vigtigt, og så må kvinderne være med på det niveau, de kan.

Jeg har luret, at han forsøgte at være sjov. Og jeg er muligvis sur, men jeg synes det var spild af tid og ikke sjovt. O.V.E.R.H.O.V.E.D.E.T.

med emneordet , ,
28. april 2010
Skriv en kommentar
The kids

God-nu-virkelig-nat

Muligvis er det mig, der griber det forkert an, men det er ligesom det ikke er lykkedes mig at definere ordet (eller måske rettere begrebet) Godnat helt klart for mine børn. Altså jeg har lige som taget for givet at godnat = nu går jeg ud af dit værelse, og så lægger du dig til at sove, fordi det har været en lang dag, og du er så træt at du næsten ikke kunne kravle op ad trappen.

I stedet ser det ud til at børnene opererer med en betydning, der er tættere på: Nu går du ud af værelset, og så lader jeg som om jeg har tænkt mig at lægge mig til at sove, men når din røv rammer sofaen giver jeg mig til at råbe, og hvis du ikke straks indfinder dig og servicerer mig, går jeg over i skingre skrig, som får naboen til at overveje at melde dig til de sociale myndigheder, fordi der helt klart foregår noget fordækt i det hjem.

Den eneste formildende omstændighed, at de jo ER trætte, så derfor er det svært at holde skrigeriet gående mere end et kvarters tid – og der kan jeg jo så passende gå ud i haven og hænge tøj op.

med emneordet , ,
27. april 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Blind passager

Gad vide, hvad det siger om spændingskurven i mit liv, når jeg to gange dagligt forsøger at undgå at vise billet, når konduktøren kommer gennem toget?

Jeg får næsten hjertebanken, når jeg hører sætningen: “Nye rejsende?”  Ren suspense, for nu vil det vise om de kan huske, hvem der allerede har fremvist gyldige rejsedokumenter…

Eftersom jeg tager toget frem og tilbage på arbejde hver dag, har jeg allerede et ret pålideligt statistisk belæg for at hævde, at de ikke har den fjerneste ide om, hvem der er nytilkomne. Men altså en gang i mellem sker det faktisk, at konduktøren bliver stående ved min plads og venter på, at jeg finder mit slidte og altid gyldige månedskort frem.

Living life on the edge…

med emneordet ,
26. april 2010
Skriv en kommentar
Afrika, Farmorbørn, Gaver, Orlov

Giv mig den nu tilbage

Helt ærligt der var en gang, hvor man ikke en gang havde en mobiltelefon. Hvor man kunne forsvinde fra verden i tre uger, fordi man var gået på druk i Malawi og havde andet at gøre end at bevæge sit dovne legeme forbi posthuset for at foretage et opkald (collect call, selvfølgelig) til sine forældre, der var ved at kaste op af angst over, om man var blevet slugt af det sorte kontinent.

Faktisk havde det været ret så smart med en mobiltelefon dengang, for så havde vi kunne sende en beroligende sms samtidig med at vi drak kolde Carlsberg brygget på Malawi-majs og spillede kort med det det halve af den australske og engelske ungdom. På den anden side var der altså også noget ret befriende ved bare at kunne forsvinde, indtil vi var klar til at blive fundet igen.

I juleferien afleverede jeg min bærbare på arbejdet for gud bedre det om jeg skal betale Multimedieskat for at lave mit arbejde, og i øvrigt har vi allerede to computere, hvoraf den enes batteri godt nok er så dårligt at det er en joke at den går under betegnelsen bærbar, og den anden har en løs forbindelse, så man hele tiden skal skrue op og ned for lysstyrken på skærmen for at kunne se billedet. Men altså det er stadig to computere, en til min kæreste og en til mig og nok til at vi kan skændes om, hvem der skal have den store skærm (og det dårlige batteri) og hvem der skal have den lille (og konstant svigtende) skærm.

Og sådan går livet så dejligt i den lille familie, indtil hin aften hvor vi i al mindelighed beslutter os for at bytte apparater og så siger min kæreste: Aih, nu er der ikke mere strøm på. Og så griner vi af hvor dårligt det batteri er (åh, hvad der dog ikke kan more et gammelt ægtepar). Og så rejser jeg mig for at tænde for kontakten. Og så hævder min kæreste at der stadig ingenting sker, og nu er der kun 9 min. strøm tilbage (3 min. in real time). Og så river vi nærmest det hele fra hinanden uden noget sker. Og minutterne går uden der findes en løsning, inden den dør for aldrig mere at vågne op.

Men heldigvis har vi stadig en der virker, og så kan vi jo bare deles og skiftes for hvem gider bruger tusindvis af kroner på en ny computer, når vi kan bruge dem på at holde ferie i Kroatien. Men gu kan vi ej, for når jeg vil tjekke mails, vil han se golf, og det er pisseirriterende, og når han vil se golf, vil jeg gerne skrive et blogindlæg, og det er vildt latterligt. Så nu må børnene tage til takke med 1-stjernede campingpladser i Kroatien for ellers ender det med vi aldrig kommer af sted som en stor familie. So much for low key…

med emneordet , , , , , ,
26. april 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, The kids

A not so pleasant surprise

Efter en uge med fødselsdagsfri og derefter pasning af opkastende barn er det er en hvis befrielse over at kunne se frem til sådan en helt igennem standard uge, hvor begge børn er i institution om dagen, mens far og mor er på arbejde. Hver ting til sin tid og ingen grund til at blive frustreret over, at alt det man burde nå, som man øjensynligt ikke kan nå…

Ja, altså indtil jeg afleverede børnene i morges og så den lille fine seddel på Halfdans skab i vuggestuen

Husk, at vuggestuen er lukket fredag den 7. maj på grund af pædagogisk dag

Så her er ugens perfekte give-away: To standardbørn, nydelig indpakket i lilla og velour, med relativt gode samarbejdsevner, imponerende talegaver og et misundelsesværdigt energiniveau. Leveres fragtfrit med returporto. Anyone?

med emneordet , , ,
20. april 2010
6 kommentarer
The kids

Mr. Drama Queen

Kun 1½ år siden og alligevel havde jeg fuldstændig glemt det, fortrængt det, tænkt det var en pigeting, men oh no – it’s back. Drama queen-fasen.

Så Halfdan piver, klynker eller skriger, når han:

  • vågner om morgenen, og det ikke er den han kaldte på, der kommer (og så nægter han i øvrigt selv at stå ud af sengen).
  • hans søster taler til ham lige når han er vågnet (indrømmet hun kan være vel energisk but still).
  • han ikke får lov til at bære sin tallerken over til bordet.
  • hans søster tager en vitaminpille før ham.
  • han er tørstig.
  • han er sulten.
  • han skal have skiftet ble.
  • det ikke er hans foretrukne der skifter bleen.
  • han skal have tøj på.
  • han ikke selv får lov at komme tandpasta på tandbørsten.
  • han ikke kan trække sine bukser op over blebagen.
  • han ikke kan få bukserne af.
  • vi spørger om han skal ud og tisse på toilettet.
  • vi ikke spørger om han skal ud og tisse på toilettet.
  • han ikke kan nå sit legetøj.
  • han ikke kan finde sit legetøj.
  • hans legetøj sider fast.
  • han ikke må få en sut.
  • vi ikke går den vej ud af vuggestuen, som han havde forestillet sig.
  • hans søster kommer først (i bad, ind ad døren, ud ad døren, op af trappen, ned af trappen…)
  • han ikke må sidde på skødet af mig, mens jeg spiser.
  • han ikke må spise min mad i stedet for sin egen.
  • han ikke sidder på sin faste plads i sofaen.
  • vi ikke læser den rigtige bog inden han skal sove.
  • han ikke selv vil gå ind i seng.
  • han selv vil gå ind i seng.
  • han ikke vil læse en af de 3000 bøger, han allerede har liggende i sengen.
  • han vil have lyset tændt.
  • han ikke vil have lyset tændt.
  • han ikke må få noget at spise, når han er kommet i seng.

Det bliver alligevel til noget piveri i løbet af en dag.

med emneordet , ,
19. april 2010
Skriv en kommentar
As if, Sandheden

Kære i Kristus

Jeg har fået en mail, som kommer til at sætte nye standarder for, hvordan jeg forventer folk henvender sig til mig – også selvom du ikke har 2.500 dollars at dele ud af.

Med venlig søster i Kristus

Kære i Kristus,

denne e-mail, som du gør maj den gode Gud velsigne dig i Jesu navn

Vi hilser Dem på vegne af vor Herre Jesus Kristus, vor Herre, at jeg er fru Lilian Morgan Republik Kuwait, hvor jeg var sammen med Mr. Steven Morgan, som arbejdede med Kuwait ambassade i Elfenbenskysten i ni år, før han døde i 12 / 01/2009 . Vi blev gift i elleve år uden et barn. Han døde efter kort tids sygdom, der varede kun fire dage. Før sin død var vi begge født på ny kristen. Siden hans død besluttede jeg ikke at gifte sig igen eller ikke får et barn uden for mit hjem, over for hvilket Bibelen er.

Da min afdøde mand var i live, han deponerede beløb på 2,5 00 $ millioner dollars af statens tiltrådte en bank i Abidjan Cote d’Ivoire Vestafrika. I øjeblikket disse penge stadig befinder sig i banken. For nylig, min læge fortalte mig ikke til at tage de næste otte måneder som følge af kræft problem.

Enhver, der generer mig mest, er min køresyge. Vide min tilstand besluttede jeg at donere denne fond til en velgørende organisation, der vil bruge disse penge den måde jeg vil mandar vedlagt. Jeg ønsker en organisation, der bruger denne fond til børnehjem, skoler, kirker, enker, at udbrede Guds ord og stræber efter at Guds hus er vedligeholdt. Bibelen gjort os til at forstå, at “salig er den hånd, der giver.”

Jeg tog denne beslutning, fordi jeg ikke har nogen børn, der vil arve dette penge, og min mand familie er ikke kristne, og jeg ønsker ikke min mand bestræbelser på at blive brugt af folk, der ikke tror på gud.

Jeg ønsker ikke en situation, hvor disse penge vil blive brugt i en djævelsk måde. Det er derfor, jeg tager denne beslutning. Jeg er ikke bange for døden derfor ved jeg, hvor jeg går. Jeg ved, at jeg vil være i brystet af Herren. Den Exodus 14 v 14 siger, at “hr. kampen min sag, og jeg vil gennemføre min fred.”

Jeg behøver ikke nogen telefonisk kommunikation i denne forbindelse på grund af mit helbred dermed tilstedeværelsen af min mands familie omkring mig altid. Jeg ville ikke have dem til at vide om denne udvikling. Med Gud så alt er muligt. Så snart du modtager dit svar, jeg vil give dig kontakt banken i Abidjan Cote d’Ivoire Vestafrika.

Vi offentliggør også et brev, at du forsøger den nuværende modtageren af denne fond fra Justitsministeriet, Cote d’Ivoire. Jeg ønsker dig og kirken altid rogaran for mig, fordi Herren er min hyrde. Min lykke er, at jeg levede et liv værd en kristen.

Hvem ønsker at tjene Herren skal tjene ham i ånd og sandhed. Vær altid bede sammen med alle dine liv. Du kan kontakte e-mail ovenfor, skal enhver forsinkelse i Deres svar vil give mig hjemmesiden på sourcing anden kirke for dette samme formål. Sørg for at handle i overensstemmelse hermed som angivet nedenfor.

De vente med at modtage dit svar hurtigst.

Fortsæt i Herren velsignet.

Med venlig søster i Kristus,

Søster Lilian Morgan

med emneordet , ,
18. april 2010
Skriv en kommentar
Blomsterballade, Mig sagde hunden

Drømmehave

Om tusind år når børnene står og smører madpakker til deres små poder og undrer sig over, hvor weekenden blev af, vil jeg lave mig en kop te og kaste mig veltilfreds i sofaen efter en laaaang dag i haven.

For hver søndag vil jeg gå rundt med min solhat med bred skygge og klippe lidt i roserne, luge ukrudt og plukke årets første anemoner under æbletræet.

Og hvis jeg taber målet af syne undervejs, kan jeg jo slå op i min nye havebog (sponsoreret af vildnis og gammel cykel), for det er i sandhed en bog med mange fantastiske billeder (jeg er lidt for doven til at læse plantebeskrivelser med tips til pleje og gødning).

Tror faktisk også jeg vil spise et kæmpe stykke kage der i sofaen, når nu tidens tand alligevel har sat sine spor på både mig og haven. Bare for at fejre de endeløse søndage forpligtelser af nogen art.

med emneordet , , ,
15. april 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden

Mig? Jeg er forfatter, skuespiller, rejsende i le creatife

Schy! Nu skal du ikke stikke mig den der plade med, at det er så dejligt at være blevet ældre. Man hviler mere i sig selv og higer ikke så meget efter andres anerkendelse eller drømmer om at være noget særligt som i ovre i den der kreative skole, hvor man udfolder sit talent til fulde.

Klart, der er da nogle dage (særligt dem med harakiri-agtige kærestesorger og weltschmerz), jeg ikke drømmer mig tilbage til. Men hold kæft, hvor er jeg blevet doven med alderen. Doven med drømmene, mener jeg. For kalenderen er sådan set fuld nok.

Der kommer ligesom et tidspunkt, hvor man kapitulerer og nærmest kun har hånlig latter til overs for de der teenagedrømme om tage livtag med scenekunsten eller kaste sig ud i noget digter-agtigt bohemelivsstil. Helt ærligt! Mig? Tror nok lige det er godt, jeg i stedet fik børn, hus ved vandet og et fast job. For det andet… det fører jo ikke rigtig til noget, vel?

Men det værste er ikke, at jeg tabte drømmene. Det værste er, at jeg er blevet kynisk af have hænderne fulde af børneopsparinger, pensionsinvesteringer, forsikringspapirer, garantibeviser og feriesedler til børnehaven. Kynisk på andres – de unges – vegne.

Og det er ikke bare trist, det er sgu også temmelig patetisk. For i virkeligheden ville jeg ønske, jeg havde noget tilbage af det der who-gives-a-shit. Så ville jeg nemlig gøre, som den teenagepige, jeg så hos boghandleren i dag: “Hej. Jeg leder efter en helt bestemt notesbog. Da jeg var 14 besluttede mig for at skrive ti notesbøger med mine tekster. Nu mangler jeg bare en. Det er fordi jeg kunstner.”

med emneordet , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →