Tag Archives: momentan sindssyge

13. august 2010
2 kommentarer
Mig sagde hunden, Orlov

Savner/savner ikke

Der er selvfølgelig de åbenlyse glæder ved sådan en tre måneders camping-spree med fødderne i vand og solbrillerne fastmonteret i ansigtet (har allerede slidt et par op og var jo derfor tvunget ud i indkøb af nye – det går naturligvis under “Uforudsete udgifter” i budgettet).

Men så er det jo godt, at jeg er sådan et menneske, der aldrig bliver helt tilfreds – prøver virkelig at arbejde med min lykke-attitude, mindfullness og alt det der, men derfor savner jeg nu alligevel:

  • en eftermiddag med veninderne.
  • en kande te af den virkelig gode slags.
  • biografen.
  • nyhederne.
  • en fast forbindelse til den virtuelle verden (jeg er åbenbart ikke så cool, som alle jer, der lige holdt en måneds pause med det der online-noget).
  • en oppustelig og pålidelig babysitter.

Og jeg har sådan set ikke brug for at blive mindet om, hvad jeg kommer til at savne, når jeg er hjemme igen. For der er selvfølgelig ikke ret meget, der kan konkurrere med evigt solskin, brune fødder og vandmeloner.

Dog ved jeg, at jeg aldrig kommer til at længes tilbage til

  • den røde knap på campingtoilettet, som alt for tydeligt viser, at spanden er fuld (og jeg har endda kun tømt spanden én gang, men for hver gang min kæreste træder til med stort mandsmod føler jeg ligesom, at det mere og mere bliver min tur, og jeg kaster næsten op ved tanken.
  • at trave hen over en campingplads med kurs mod toiletterne med mascara ned ad kinderne og natkrøllet hår (så er man så alligevel så forfængelig).
  • at se andre mennesker, jeg ikke kender, i alle mulige kompromitterende camping-situationer.
  • at dykke ned i min toilettaske i håb om at møde min negleklipper uden at skulle tømme hele indholdet ud på gulvet.
  • at lave akrobatiske øvelser med hysteriske børn på banegårde, campingpladser, strande, restauranter og du-fortsætter-selv-listen, mens jeg taler med overdrevent dæmpet og tålmodig stemme, selvom jeg i virkeligheden har lyst til at skride fra det hele.
med emneordet , , ,
13. august 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Off

”Hvad med dig? Hvordan har DU det?” spurgte en veninde i en længere sms-strøm, hvor jeg fortalte om vejret og børnene og friheden. Jeg svarede, at jeg faktisk trivedes forbavsende godt, selvom der ikke er mange alene-stunder på sådan en tur.

Men forleden ramte jeg muren. Opsparet udslip af sur energi. Det var ikke fordi børnene var mere udfordrende end ellers. Eller fordi min kæreste var specielt irriterende. Eller fordi campingpladsen var ved at koge over af mennesker og larm og varme (åbenbart den ekstra bonus, man får ved at gå fra to til fire stjerner på campingbarometeret). Det var bare fordi det hele var for meget. For meget konflikthåndtering. For mange afbrudte samtaler, tanker og handlinger. Og alt, alt for meget campingsafari.

Sådan en af de dage, hvor det måske bare er bedst for alle, hvis man låser sig inde på toilettet og sidder og skumler der nogle timer (hvis altså man er hurtig nok til at låse døren, før børnene står foran en og råber, at de også skal akut tisse). Jeg forsøgte at mindske udbruddet med en badetur, og hvis jeg lå på ryggen med ørerne under vand, kunne jeg næsten ikke høre mit barn kalde på mig inde fra bredden.

Og selvfølgelig var det lige præcis den dag min tur til at samle overskud til en putteseance, der kun er blevet længere og længere, siden vi tog af sted. Dyb indånding. Og så lige en tur mere med Medister-minister Fister, Åge Emmanuel Ordklog og Min mormors gebis. Putte-putte. Mere vand. Flad mor-stemme: ”Nu skal I virkelig lægge jer til at sove.” Og som et lyn fra en klar himmel: Total ro efter fem minutter. Godt jeg havde gemt den der ungarnske rosévin til et særligt øjeblik. Skål!

med emneordet , , ,
20. juli 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov, The kids

Tør øjenene

Ok, så siger jeg det som det er: Jeg synes faktisk, vi har givet os selv en rimelig stor udfordring ved at flytte hele familien ind på alt for få kvadrameter i camper, hvor der ikke en gang er mulighed for at låse døren til toilettet. Men jeg begynder så småt at forstå, at vi har valgt luksusmodellen.

På campingpladsen i Wien boede vi ved siden af en familie med to børn og en gigahund, og som om natten formåede at klemme sig sammen i sådan en lille minibus-agtig ting. Lidt længere nede af vejen havde en tysk familie slået telt op. De var så på cykelferie: Far, mor  og to små børn på 3 og 2 i cykeltraileren.

I dag, hvor vi bor på en slovakisk campingplads, der i bedste fald er under den østeuropæiske mafias vinger, så jeg tre små børn – den ældste var måske fem – tage nattøj på og praktisk talt lægge sig til rette på en hylde i familiens lille minican. Ikke en lyd. Godnat og kys kys fra deres smukke højgravide mor.

Jeg fatter ikke 1) hvor de forældre får overskuddet fra (på trods af gentagne løfter til mig selv, bliver jeg ved med at blive så presset af de unger, at jeg må brøle af dem for at kunne holde det ud), og 2) igen, igen hvordan de børn kan være så stille og tilsyneladende velopdragne. Selv i dag, hvor vi kun skulle køre sølle 60 km fra Wien til Bratislava, OG jeg havde bundet sutter og bamser fast med snore, så de kunne hives i land igen, sad børnene og råbte det meste af vejen. Og så råbte jeg også lidt, og Carla nåede de maksimale fem krydser, som derhjemme betyder minus fredagsslik, og som her blev til minus is.

Efter frokost tog vi til vandet, og vi købte is til Casper, Halfdan og jeg. Carla stod og så på uden så meget som at pive en lille smule, men det gjorde jeg så i stedet bag solbrillerne, for det skar sgu alligevel for meget i mit hjerte, at det lille menneske stod der og tog sin straf med oprejst pande. Lille stolte menneske. Heldigvis har vi stadig to måneder til at forbedre os. Og opnå total harmoni.

med emneordet , , , , , ,
16. juli 2010
Skriv en kommentar
Orlov, Sandheden

De rigtige campister

Og hva er nu det? Et billede fra en byggeplads, tænker du måske.

Men næh nej, det er bare vores nye campingnabo, der er ved at flytte ind. Og det beviser jo bare, at under alt det frisind med løsslupne bryster i alle aldre og nøgne veltilfredse (jeg sagde ikke velproportionerede) mandemaver og alle de mange smil og godmorgen, godformiddag, godeftermiddag og godaften, så er campister først og fremmest pedanter – og  vi er indtil videre de glade amatører, der spiser nutellamader og sandwich for 4. dag i træk. Men det er jo ikke nogen garanti for at vi ikke ender i vaterpas-fælden efter to måneder i campingland.

med emneordet , ,
12. juli 2010
4 kommentarer
Farmorbørn, Orlov, The kids

Forberedt til tænderne

I dag blev jeg færdig med Erland Loes faktiske ret morsomme bog Doppler om en mand, der skrider fra sin familie og flytter ud i en skov, hvor han bliver ven med en elg. Doppler kan ikke rigtig finde ud af det der med mennesker og sociale relationer og har i det hele taget fået nok af sit kompetente liv.

Og netop i dag kl. 11 overvejede jeg at gøre som Doppler og begynde et nyt liv i den tyske Wald – helt alene eller bare Casper og jeg, men i hvert fald helt og aldeles uden børn. En halv time tidligere kulminerede de seneste 36 timers inferno af konflikter og grænsesøgende børn i et kæmpe drama på Nürnberg Hauptbahnhof med Carla i leading role.

Min klarsynede mand havde helt ret i, at kun hvis jeg havde valgt et fodboldstadium under VM, havde jeg haft flere publikummer til optrinnet.

Ude fra må det have set ud som jeg var begik et større overgreb på mit modstandsdygtige barn, som jeg stod der og holdt hende fast, mens hun skreg af sine lungers forbavsende overvældende kraft – udmærket akustik på den banegård i øvrigt.  Lille Miss Carla (som lige der ikke føltes så lille endda) sparkede og slog og hendes hår strittede demonstrativt i alle retninger. Læg dertil en frisk formiddagstemperatur på 35 grader.

Bagefter, da jeg endelig turde give slip på min barn og tro på, at hun ikke ville løbe hele vejen tilbage til Berlin, skulle vi købe frugt i butikken over for vores selvbestaltede scene midt i centreret. Frugtdamen kiggede på Carla med store øjne og sagde: “Nåhr, lille baby.” Say what?!?! Hvorfor fanden er der ikke nogen, der nåhr’er mig for at have fået et efter sigende helt almindeligt barn med et ualmindeligt stort temperament?! Eller for at have spillet totalt fallit som forældre?

Måske er det fordi jeg slår så mange knuder på mig selv i løbet af sådan et døgn, hvor vi prøver nye metoder, tager nye dybe indåndinger og henter nyt overskud ingen steder fra.  Inden vi tog af sted, var jeg helt klar på, at det ville kræve noget tilvænning for os alle sammen at være af sted og sammen, men for at være ærlig var jeg faktisk ikke forberedt på de her 36 timer, hvor også lillebroren er vågnet op til dåd og fejrer sine snart tre år med at skide højt og flot på alt, hvad hans forældre siger.

Så da vi kom op af banegårdsdybet, var jeg sgu rimelig tyndhudet og måtte lige gå en tur rundt om bygningen og skylle efter med en liter vand. Ny dyb indånding og 1½ times leave fra familie-udfordringen, og så prøver vi igen. Men jeg håber eddermame, der er tale om tilvænning for ellers sætter jeg børnene til salg på Gul & Gratis sammen med alt det andet babyudstyr. Kan afhentes plejer at være nok til, at der dukker nogle villige aftagere op rimelig hurtigt – og så skal I bare se os holde ferie som i gamle dage…

med emneordet , , , ,
5. juli 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Himmelvendt

Bortset fra jeg er den eneste, der ikke har pakket – endsige har overblik over, hvad jeg burde pakke, så er vi vist på vej…

Jeg overspringshandler så lige lidt med te, mails og chokolade, inden jeg skal tage så vigtige beslutninger som, hvorvidt jeg skal have tre eller fire kjoler med eller om jeg får brug for både akvarelfarver og tegnekridt, når jeg nu går helt i kreaspagat på den tur..

Tre måneder – altså jeg har sgu ikke været af sted så længe hjemmefra siden jeg blev student og det var altså dengang grunge-musikken blev opfundet. Nu elsker de unge igen skovmandsskjorter, Dr Martens og Kurt Cobain, og så ved man ligesom at alderen ikke længere er på ens side.

Faktisk er rygsækken også fra dengang, og jeg er virkelig glad for den – ikke mindst fordi vi har oplevet så meget sammen. OG selvom jeg ved præcist, hvor patetisk det er med forældre, der holder stædigt fast i minderne fra dengang.

Og så er der dem, der mener – og siger – at det måske heller ikke ligefrem lå i kortene dengang i grunge-tiden, at jeg skulle turnere på de europæiske campingpladser i en camper. Helt ærligt, hvor Hanne og Bent-agtigt har man lov til at være?

Men i bedste voksenstil har jeg kastet alle principper i grams og glæder mig som ind i himlen til at skifte de danske sommernætter ud med tyrolersol og kroatiske klipper. Forklædt i Birkenstock-sandaler, som jo i virkeligheden bare er en H2O-badetøffel in disguise. Who gives a fuck. See you on the other side.

med emneordet , , ,
1. juli 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn

Så er det godt

Egentlig skulle børnene først komme hjem i morgen. Jeg havde sådan set lyst til at hente dem i går, men så er det bare med at tage sig sammen.

Det er jo latterligt, at man kan glæde sig så meget til tid alene, og når der så er gået 48 timer føles det som om der er gået 4 år, og man savner de små terrorister så meget, at man ender med at sidde og kigge alle billeder fra de blev født igennem – og så sender man lige en forsigtig sms til sin mor. Egentlig fordi man håber hun sender verdens længste sms tilbage om alt, hvad de har lavet og sagt siden de sagde farvel til deres mor. Desværre skriver hun bare. “Vi har det godt. Vi hygger.”

Men altså egentlig skulle de først hjem i morgen, men så ringede min mor og sagde, at den lille guitar hero var begyndt at savne sine forældre (eller sagde hun bare mor?) rigtig meget. Jeg var lige ved at begynde at tude. Nåhr, lille fyr. Luftkrammmmm – og så kørte faren af sted mod Djursland  for så skal barnet da hjem til sine forældre, og om en time lander de her – i krammeland, og jeg har seriøst overvejet om de begge to kan ligge i dobbeltsengen i nat, så jeg kan få det bedste ud af dem, inden de vågner i morgen og laver ballade og er pisseumulige, fordi det er den eneste måde de kan finde ud af at sige, at de har savnet os lige så meget, som vi har savnet dem. Eller forkert… for Miss Carla brokkede sig selvfølgelig over at blive hentet før tid og synes nok hun kunne blive og sove, og så kunne vi komme efter hende i morgen. At your service.

Jeg synes aldrig jeg helt kan kende børnene når de har været væk – jeg kunne heller ikke kende deres stemmer i telefonen her til aften. Det er som om de er blevet større, rundere, mere sig selv, mens de har været væk, så nu sidder jeg lige og genkender dem lidt inden de lander.

Enough is enough. Nu skal de bare komme hjem – og så skal jeg give dem familiesamvær, kram og kvalitetstid til de skriger af skræk.

med emneordet , , , ,
18. juni 2010
9 kommentarer
Farmorbørn

10 ting, du ikke vidste da du blev gravid 2. gang

  1. At din første barsel var piece of cake, og at du skulle have benyttet dig af det i tide. Nu er der mest af alt dømt arbejdslejr.
  2. At du kommer til at tælle minutterne til din kæreste kommer hjem og afløser dig.
  3. At det kommer til at føles som en ferie at være alene med kun et barn.
  4. At du kommer til at indføre milimeter-diktatur i dit parhold a la hvis jeg skal vækkes 100 gange om natten, så skal min kæreste også – også selvom han ikke kan amme.
  5. At antallet af rynker stiger eksponentielt med, hvor mange timers søvnunderskud du er i.
  6. At du kommer til at servere flere fryseretter, pasta med ketchup og havregryn til dit første barn end du havde drømt om – for overhovedet at kunne få hverdagen til at hænge sammen.
  7. At du er for træt til at tabe dig – mest fordi du har fortjent så meget chokolade for at stå anstrengelserne igennem.
  8. At du indimellem har lyst til at løbe hjemmefra – bare for at få en lille flig af dit gamle liv tilbage.
  9. At du får dårlig samvittighed over, hvor god nr. 2 barn er til at underholde sig selv, og hvor dårlig 2’eren er til at lægge puslespil og svømme og tælle, fordi du aldrig har tid til at lægge puslespil en hel eftermiddag.
  10. At du ikke kommer til at fortryde beslutningen om at få et barn mere, fordi du er for træt til at reflektere over dit liv, mens du er på barsel 2. gang.
med emneordet , , ,
16. juni 2010
6 kommentarer
Mig sagde hunden

Det, du ikke skal dele med din kæreste

For noget tid siden begik jeg en af de største brølere, man overhovedet kan begå i sit parforhold; jeg kom til at lade som om min kæreste var min veninde. Eller et kort øjeblik troede jeg, at vi var tunet ind på samme frekvens.

Det startede egentlig meget godt, da vi sad i bilen på vej til familiefest. Ungerne havde for en gangs skyld overgivet sig og sad og hang med tunge, sovende hoveder på bagsædet, og vi gik så i gang med yndlingssport no. 1, som virkelig skaber sammenhørighed; gloriepudsning.

Det er der, hvor vi sidder og bekræfter hinanden i, at vi sgu da klarer det der med børn ret godt, og så meget har det da ikke påvirket vores forhold, og vi er da også ret gode til at deles om opgaverne – særligt når man ser, hvordan andre klarer det. For den slags piedestal-dyrkelse virker ligesom bedst, hvis man kan enes om at hænge de andre til tørre imens.

Grebet af den gode stemning blev jeg selvfølgelig overmodig, så jeg kastede mig (hovedkuls, indrømmer jeg nu) ud i en formulering a la:

“Det er alligevel ret vildt, at når jeg ser rundt på de kvinder, jeg kender, der har fået børn, så er det præcis de samme problemer, de har derhjemme.”

“Som hvad?!”

“Nahmen, altså mere sådan du ved i forhold, hvem der gør hvad, eller altså vel noget med, hvem der sådan, ahem, egentlig har ansvaret eller jeg mener, det lyder som om det tit, er kvinden, der har overblikket og så følger deres mænd bare lige som med.”

Den, der mærkelige tavshed, der bredte sig i bilen, føltes slet ikke symbiotisk længere, snarere eksplosiv. Og det var alt, alt for sent at trække i land…

“Hvad mener du?!”

Og nu jeg alligevel var sprunget i uden ilt, kunne jeg lige så godt drukne mig selv fuldstændig.

“Ahem, jeg mener, eller jeg ved ikke, det er måske bare helt naturligt. Du ved, man er jo presset, når man har småbørn. Altså det er jo heller ikke fordi vi har haft det så fedt hele tiden eller…”

“Jeg forstår overhovedet ikke, hvor du vil hen? Jeg har ikke haft nogen problemer med dig, sidder du så og taler med dine veninder om, at du synes vi har haft det svært uden at tale med mig om det?!”

“Nej, det er jo ikke fordi vi lige har talt om os. Jeg sagde bare, at de andre havde nogen oplevelser. Eller. Altså. Mere generelt. Ikke lige om os. Eller. Tror jeg.”

Det blev en meget lang køretur og en lidt kølig familiefest, når man lige har sådan en hvad-har-du-sagt-til-dine-veninder-om-mig-sag hængende mellem sig.

Jeg er helt med på , at det var et aldeles malplaceret forsøg på at forklare, hvad det er kvinder taler om – nogle gange. Ikke hele tiden. Bestemt ikke. Og slet ikke jeg. Jeg ved ikke, hvorfor det var nødvendigt, for jeg er egentlig også helst fri for et referat af samtalerne fra seks timer på golfbanen. Men måske er det, der sker, når man har været sammen i tusind år – at man lige skal huske at være fortrolige kærester først og fremmest.

med emneordet , , ,
12. juni 2010
4 kommentarer
Mig sagde hunden

De kloge mødre

Da jeg var højgravid, var jeg til fødselsdag med en masse kvinder, der allerede havde børn. Og da jeg gik derfra var jeg sikker på, at jeg ville dø under fødslen eller at mit barn som minimum ville blive født med en eller anden form for deformitet, hvis jeg da overhovedet kunne føde det lille væsen.

Alle som en havde en lille skrækhistorie om verdens værste fødsel i ærmet. Det var ikke nødvendigvis deres egne fødsler, de berettede fra, men så kendte de da heldigvis en veninde eller en kusines veninde, hvis barn var kommet til verden under rædselsvækkende omstændigheder.

Jeg ved ikke, hvorfor kvinder har så stort et behov for at overdænge gravide med alle deres ulideligt kloge ord og endeløse erfaringer om dette og hint udi i babyverdenen.

I dag hørte jeg en mor sige, at det bare er fordi vi er ved at koge over med alle vores mor-oplevelser, at vi slet ikke kan holde os tilbage, når vi ser en sagesløs gravid – hendes pointe om, at vi faktisk ikke fortæller for hendes skyld, men for vores egen skyld, er måske ikke så skæv. For endelig er der noget, jeg ved noget om – og du kan ikke sige mig imod, for så svarer jeg bare, at det var sådan vi oplevede det i min familie. Og personlige oplevelser kan ingen jo sætte spørgsmålstegn ved.

Jeg har forlængst besluttet mig for at jeg ikke vil være en af de der gruopvækkende kvinder. I stedet sker der nu det, at hver gang jeg møder en gravid harcelerer jeg over, hvorfor alle skal fortælle om verdens værste fødsel. Og så har jeg taget mig selv i at camouflere min bedrevidenhed som sammenhørighed, hvilket betyder, at jeg pludselig hører mig selv stille spørgsmål som: “Hvordan har du det med at gå derhjemme?” Hvorefter jeg straks går i gang med at fortælle om min oplevelse af at være på barsel.

Det er åbenbart umuligt at holde kæft, når man er blevet mor.

med emneordet , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →