Tag Archives: momentan sindssyge

18. oktober 2010
Skriv en kommentar
Orlov, SOmeone to love

Den bedste kur mod savn

Når nu det hele gør lidt ondt, og der er alt for lang tid til nye eventyr, og man allerede savner de gamle, er det så dejligt at lukke øjnene og lade verdens bedste film kører på replay.

Ren harakiri – og så har du jo ikke en gang set de 2.000 billeder af børn, der smiler og bader og griner og spiser is og krammer og leger og elsker at være på tur.

Heldigvis er der også andre billeder i kameraet fx lidt dokumentation af tysk fastfood. Og egentlig savner jeg jo hverken silde- eller laksesandwich med rå løg og syltede agurker. Så er frikadeller trods alt at foretrække.

med emneordet , , , ,
13. oktober 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Ben-Zen

First things first, så lad os få en god ordens skyld og for at bidrage til lidt ligevægt i universet komme i gang:

  • Klokken otte er et genialt tidspunkt at skulle ud af døren med et styk sørøver og en überpyntet prinsesse.
  • Månen kan godt lide frost og er ny og sprød.
  • Våde godnatkys og to børn, der hurtigt falder i søvn, er en god start på resten af dagen.

Nogle dage er bare… dage, og kræver det lige en kanin eller to, før hatten sidder som den skal. Men jeg kom i mål igen. Nu skriver jeg sgu snart en bog om positive simple appreciative living. Snyd ikke dig selv for et nyt kapitel. I morgen.

med emneordet , , ,
10. oktober 2010
1 kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

Kys det nu, det satans liv!

Imorgen tæller virkeligheden igen. I dag skal vi huske at tænke over, hvad der skal på madpakkerne, og hvad vi skal spise, og hvem der er hjemme hvornår. Vi skal huske at pakke tasker til børnehaven, at finde togkortet frem og koordinere ugens første dag, hvor jeg henter børn, tager videre til møde, mens søde Selma passer børnene, indtil Casper kommer hjem Hello reality!

Og det er ikke fordi jeg drømmer om at blive hjemmelavet marmelade-mor, men tid du, det ku jeg sgu godt bruge noget mere af. Og fleksibilitet. Jeg blir ligesom en mindre sur mor – og måske et sjovere menneske. Sådan en der kan grine af et spildt glas mælk. Men i morgen er det slut. Så er der ikke noget at grine af. Så er det bare ud af fjerene kl. nul-seks-hundrede, ned og spise morgenmad, op og tage tøj på, ud og børste tænder, rede hår og vaske søvnen ud af øjnene, og finde sko, kysse farvel og vi ses.

Du skal ikke have ondt af os, for det er jo bare sådan hverdagen er – for os allesammen, ikke? Og det går over igen, ikke? Altså når børnene flytter hjemmefra, ikke? Så nu gælder det bare om at bide tænderne sammen og købe en bideskinne, hvis jeg sku få lidt spændingshovedpine af at koordinere, arrangere og eksistere.

med emneordet , , , , , , ,
6. oktober 2010
Skriv en kommentar
As if, Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov

Slap af med de udråbstegn!

Ved ikke lige, hvordan det er gået til at udråbstegnet er blevet så vigtigt et element i min (blog)liv, at jeg ikke kan producere en overskrift uden. Måske er det bare, fordi hver dag lige for tiden er et udråbstegn.

5 dage tilbage i dag blev der sagt! Og selvom jeg prøver at vende ryggen til, forsvinder timerne mellem hænderne på mig og samler sig langsomt som en bunke helt almindelig mandagshverdag på gulvet foran mig.

Efterårets kalendergymnastik-opvisning er under opsejling. Og når kalenderen fyldes ud af dine, mine og vores aftaler er det ved at være alvor. For snart er der alt for få imorgener at sætte sin lid til.

Så er det tid til at grave rutinemanualen frem igen. Og jeg kan jo passende starte med at slå op under Morgen og genopfriske proceduren for at få familien klar til afgang 07.20.  Hvordan var det nu? Står man op kl. 5 for at nå bad, morgenmad, børn i tøjet,  madpakker, pakke tasker, huske sedler, aftale aftensmad, udrede konflikter, børste tænder og smile imens, så alle kommer godt af sted? Og hvad hvis der kommer en ny regering inden, løser det hele sig så?

med emneordet , , , , ,
21. september 2010
3 kommentarer
Mig sagde hunden, Orlov

Er du fra Danmark?

Det kan faktisk godt være en smule overvældende at sidde i et DSB-tog mandag morgen og så pludselig opdage, at alle taler dansk. Nu kan man ikke længere kalde sit barn en gammel ged eller højlydt kommentere ens medmenneskers gøren og laden. Den ret tilfalder igen kun børnene – og så er jeg tilbage som den ansvarlige forælder, der griner overbærende af, hvor ligefremme børn kan være… Miss Carla var også fald temmelig forvirret: “Er I OGSÅ fra Danmark?” spurgte hun forundret. Altså kortvarigt forundret, for så så hun ligesom potentialet i at dele tre måneders oplevelser med alle de morgenfriske. Og folk var søde nok, men der er jo ikke ligefrem nogen, der gav indtryk af, at mine børn ligner engle. Det var selvfølgelig også et morgentog, og længe siden sidste bad…

To timer senere var jeg ikke længere i tvivl. Det pissede ned, som det kun kan pisse ned i Danmark. Vasketøjet lå og grinede af os foran vaskemaskinen. Og da jeg stod i supermarkedet med min mælk (dansk mælk!) og pastinakker (er det ikke en efterårsgrøntsag?!) og makrel i tomat (we bloody missed you!) og kiggede på ekspedienten, der lignede en, der hellere ville sidde derhjemme og se Gang i Sunny Beach (er det ikke et nyt spændende program, der kan forsøde mit efterår?), og som ikke havde alt for travlt med at fortolke betydningen af kundetilfredshed. Ja, så ved man, at nu er det virkelig på tide at mønstre alle kræfter og holde fokus på alt det gode.

Jeg fremkaldte de første billeder fra turen, inden jeg lagde mig til at sove…

med emneordet , , , ,
26. august 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn

Børnefamilie-attack – jeg beklager! Tror jeg?

Gad vide, hvor den der genetiske defekt ligger, som betyder at alle børnefamilier – eller ok, så mange, hvis du og din familie undtagelsesvis er helt anderledes… men altså hvor ligger mon den defekt, som betyder, at vi synes det er helt ok at kolonisere et sted med os selv, vores afkom og alt vores uundværlige emergency-gear uanset om det er en togkupe, et venteværelse eller en cafe?!

En stor del af min første barsel (oh, salige fortid fuld af endeløse timer og sommer med sovende baby) tilbragte min ligeledes barslende veninde og jeg på cafeer med lifte, stofbleer, lortebleer, dingleting, solbriller og babygråd. Spredt med rund hånd rundt i lokalet selvfølgelig… og uden den mindste antydning af dårlig samvittighed. Vi har sgu også ret til at være her! Vi har faktisk fortjent at sidde og hænge på din cafe hele dagen, fordi vi er trætte og har brug for at lade som om livet er en lille smule som før.

Det var dengang. Efterhånden har jeg helt glemt, hvorfor jeg gør. Det sker ligesom bare. Vi kommer ind ad døren med det lille cirkus. Stiller klapvogn inden for døren med et styk sovende barn. Bestiller kaffe og noget at drikke til børnene, som det helt sikkert lykkes os at spilde på bordet. Så trækker vi legetøjet op af tasken, så vi kan få ro til at snakke sammen. Og hvis barn 2 også viser tegn på træthed, synes jeg det er helt i orden, at jeg okkuperer to stole, hvor han kan sove, mens far og mor læser og drikker mere kaffe.

Du ved godt, hvad jeg mener, ik? Og så har i dag jo på en måde været en stille dag, fordi børnene ikke kastede sig ud i en 2010-udgave af Flashdance midt på gulvet eller legede Kongens Efterfølger med tjeneren.

med emneordet , , ,
21. august 2010
Skriv en kommentar
The kids

Husk nu hunden

I en uges tid har børnene leget en leg med en tom 1½ l vandflaske og en snor. Det er noget med, at flasken er en hund, og så trækker de hunden med rundt på campingpladsen og gir den mad og lægger den til at sove. Og det foregår på den der lidt maniske måde, hvor man under ingen omstændigheder må røre ved flasken, fordi hunden jo er ved at spise eller noget.

Kom ikke og sig, at selv danske børn ikke kan lære at få meget ud af lidt, når de er blevet trætte af de otte stykker legetøj, som deres mor har taget med hjemmefra – og som i øvrigt ret hurtigt viste sig at være lige netop det, de ikke leger med.

I går gik begge børn (selvfølgelig) med Casper på toilettet og på vej tilbage lå flasken på græsset.

– Husk lige hunden, sagde Casper (det er den slags, der åbenbart sker når man er forældre; altså at man ender med at kalde en plastikflaske for en hund).

Begge børn kiggede på deres far med store undrende øjne, som kun børn kan kigge helt tomt på deres forældre, mens han pegede på hunden/flasken.

– Aih, det er da ikke en hund. Det er da en flaske! sagde de og løb grinende hen til mig for at fortælle den totalt langt ude historie om deres far, der tror, at en flaske er en hund, når det er jo er åbenbart for enhver, at det er en flaske og på ingen måder en hund…

med emneordet , , , ,
18. august 2010
Skriv en kommentar
Afrika, Anbefalinger, Orlov

Forbudt for børn

Der har været temmelig meget krig på programmet i dag. Først tog vi en båd ind til Dubrovnik, og langs kysten lå sønderskudte og bombede spøgelseshoteller som monumenter fra en krig, der sluttede for 15 år siden. Parkeringspladserne var fulde af biler og strandene fulde af luftmadrasser og parasoller og mennesker, som lignede gæster på de hoteller, der ikke længere er. Et meget mærkeligt syn.

Efter to timer i Dubrovnik var vi nået halvt ned gennem den 300 meget lange hovedgade i den gamle bydel, da vi første gang talte om at tage hjem igen. Og det var ikke, fordi byen var plastret til med turister, men fordi børnene også lige havde deres egne lille krig kørende. Halfdans krig hedder jeg-er-næsten-tre-år-og-jeg-kan-ikke-gå-to-sammenhængende-meter-på-mine-egne-ben-og-jeg-vil-i-øvrigt-ha-min-sut-NU. Rimelig belastende, selvom man prøver at fortælle sig selv, at det bare er en fase. Carlas krig er den gode gamle, som åbenbart fungerer bedst med publikum og god akustik. Det endte med, at tjener kom og stak hende et bolsje. Formentlig ikke for min eller hendes skyld, men fordi hendes krig ødelagde hans frokost-restaurant-forretning.

Og så tog jeg en pause. Gik på museum. På superseje War Photo Limited, som både huser en permanent udstilling af fotografier fra krigen i Jugoslavien, og som lige nu viser udstillingen Tribal Regions med fotos af den spanske Associated Press fotograf Emilio Morenatti. Virkelig flotte, maleriske billeder fra det nordlige Pakistan og Afghanistan. Jeg købte også en bog med fotografier fra en tidligere udstilling om børnesoldater. Bare for at pine mig selv med lidt grufulde historier fra den virkelige verden med et æstetisk twist. Får lige lyst til at anbefale A Long Way Gone, som er en erindringsfortælling skrevet af en tidligere børnesoldat i Sierra Leone. Det er en barsk historie, men god at blive klog af.

Og nu vi er ved anbefalinger og Pakistan, så synes jeg, du skulle tage at give nogle kroner til Folkekirkens Nødhjælps indsamling til ofrene for oversvømmelserne i Pakistan.

Uddrag fra Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside: “Titusinder af landsbyer står under vand, og FN vurderer, at omkring 6 mio. mennesker har brug for akut nødhjælp for at overleve. 20 mio. menneskers liv er direkte påvirket af oversvømmelserne. Katastrofens omfang vurderes til at være værre end tsunamien og jordskælvene i Pakistan i 2005 og Haiti i 2010 tilsammen.”

Selvom det selvfølgelig er virkelig irriterende, at din kælder står under vand, og august regner væk, så kan vi næsten ikke være andet bekendt, vel?

med emneordet , , , , , ,
17. august 2010
1 kommentar
Orlov, SOmeone to love

Ode til en mand

Når man tager en mand med højdeskræk og særlige anlæg for at bekymre sig om store og små udfordringer i livet og smider ham ind i et 7,6 m langt køretøj og beder ham om at transportere sin familie stik syd til en af verdens smukkeste byer (det er UNESCO igen) – og turen så foregår langs snoede kystveje, kan man godt have lyst til at give ham en medalje for at stå dagen igennem.

Men når man så i øvrigt undervejs beslutter sig for at dreje til højre væk fra kysten for at komme op på motorvejen, og den ubekendte faktor så er, at de næste to timers køretur foregår på smalle bjergveje med et autoværn, der ikke en gang ville kunne forhindre en trehjulet cykel i at køre ud over kanten, ja så er man taknemmelig på en helt særlig måde, når Dubrovnik viser sig i horisonten.

Og når han har krise over, hvordan man køber en fødselsdagsgave til sin kæreste i souvenir-land, så er det ligesom om, at alene det, at han har kørt mig hele den lange vej gennem Kroatien med de mange bjerge, de små veje og de alt for mange biler i den alt for store camper for at se nr. 1 på min orlovsønskeliste er det svært at forlange mere.

Og når han i ramme alvor siger, at han var ved at kaste op af ubehag undervejs, så er det svært ikke unde ham en cigaret, selvom det er 5 år siden, han holdt op med at ryge.

med emneordet , , , ,
16. august 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Orlov

Sight-seeing

Det er vel også ved at være tid til noget reel sight-seeing, for indimellem lykkes det os da at løsrive børnene fra strandlivet og med løfter om is og pomfritter og juice og hoppeborge at trække dem rundt på lidt seriøs sight-seeing.

Eller det er jo så faktisk rimelig useriøst, når man har børn med, for med mindre der virkelig er tale om en meget stor is, er det jo ikke muligt at holde dem i ro længe nok til overhovedet at betale entre til en seværdighed – hvor man så i øvrigt højst sandsynligt og helt sikkert ikke må have is med ind. Nå, men tak for hjælpen dér!

Men altså så i hvert fald fornemme stemningen i en by som nu fx Trogir, som har fået den ære at blive erklæret bevaringsværdig af UNÈSCO.  Og hvis jeg må anbefale alle børnefamilier en ting (ud over unlimited is-udlevering, men det regner jeg med I har fanget), så er det det: Gå efter seværdigheder, der er så store, at børnene slet ikke opdager, at I er i gang med at sight-see den, fordi der også er masser af butikker, hvor I kan kigge på Hello Kitty-bluser, crazy muslinge-figurer og i Kroatien åbenbart også æsler i enhver afskygning (hvad faen er det nu for en maskot at vælge?!?!). Nå, men Trogir ser nogenlunde sådan ud (i en noget grynet udgave).

Sådan rimelig idyllisk på den der måde, hvor jeg bare har lyst til at være en gammel rynket dame med store bryster i frit fald under flonelskjolen og bare, skæve tæer i tøflerne. Sådan en, der hænger ud med de andre gamle damer på en bænk, hvor vi spiser figner og ordner den nærmeste verdenssituation uden blik for faste spisetider (forudsat vores mænd er døde eller vi er ugifte naturligvis) og med overskud til at nulre de små børn, der løber forvildet gennem gaderne, i håret. I den dur. Altså.

Og hvorfor er der nu ingen mennesker på de billeder, tænker du. Helt sikkert. Så meget for familietur. But I’ve tried. Fordi jeg synes det kunne være helt rart med billeder af børnene i andre situationer end når de er klædt i stramtsiddende soldragter. Men det går nogenlunde sådan her, når jeg forsøger at forevige dem og seværdighederne i skøn forening:

Og jeg gider jo ikke ligefrem samle på billeder af døde børn, selvom det jo ikke er nogen hemmelighed, at jeg indimellem ønsker dem lidt længere væk end den nærmeste iskiosk.

Så der er billeder af børn, der bader, og billeder af seværdigheder – de sidste regner jeg med at bruge som en slags memory kort over steder i verden, der er værd at gense, når børnene hellere vil bruge en uge på Sunny Beach end at spille død på mine feriebilleder.

med emneordet , , , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →