Tag Archives: held i uheld

28. april 2011
1 kommentar
As if, Mig sagde hunden, SOmeone to love, The kids

The truth and nothing but…

Elsker I ikke bare de der morgener, hvor det ene barn starter med at skælde ud over at smørret smelter på friskbagt brød, og den anden råber Dumme mor, fordi han ikke må tage sin guitar og sit ridderkostume med i børnehave? Og hvor man også selv lige når at råbe så højt af det ene barn, at det andet barn helt af sig selv redder hår, børster tænder, tager solcreme, jakke og gummistøvler på og stiller sig uden for og venter på furien og den genstridige bror?

Elsker I ikke bare, når man lige når at give sin børn et forsonings [slash] dårlig samvittigheds-knus inden afgang, og man endda får sagt undskyld for råberiet, og den lille siger, at han også bare gerne vil sige undskyld for det med dumme mor? Og at man møder smilende op i børnehaven med søde børn, og pædagogen rutinemæssigt spørger, om børnene er stået tidligt op, og ens barn helt tørt svarer: “Ja, og jeg nåede også at få skæld ud af mor.”

med emneordet , , , , ,
9. april 2011
2 kommentarer
The kids

Nu sker det…

image

Ord er vist overflødige… men hvis du er i tvivl om, hvad der foregår, kan du løæse forklaringen her

med emneordet , , , , ,
21. marts 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Amalie is in the house #2

Nå, men hun er jo en stædig stodder, min datter. Så det kan godt være jeg lykkedes med at tie hendes kommende deltagelse i MGP ihjel, men måske har jeg virkeligheden virkelig skudt mig selv i foden, for nu plager hun så i stedet om:

  • Noget musik, hvor det kun er Medina, der synger.
  • At tjene penge til en Nintendo ved at stille sig op og synge ude på fortovet.

Som den wanne-be økomor, jeg er, anerkender jeg selvfølgelig, at det er utrolig flot, at min datter arbejder på at blive økonomisk uafhængig. Jeg er bare meget i tvivl om, jeg som det helt lille bitte mennesker jeg i virkeligheden er, kan rumme at det skal foregå i umiddelbar nærhed af min bopæl.

med emneordet , , ,
14. februar 2011
1 kommentar
The kids

Skoldkopper med et maskulint touch

Er nu i gang med anden omgang skoldkopper, og sådan bliver man jo hele tiden en klogere mor. Fx ved jeg nu, at skoldkopperne er særligt glad for de nedre regioner, og stakkels Halfdan (som også selv synes, han er stakkels) er virkelig hårdt ramt lige der.

Så i går fik han lov til det, som rigtig mange mænd (inkl. de metroseksuelle) sikkert drømmer om, når de ser sport. Jeg tog tøjet af den lille varme dreng, så han kunne sidde der i sofaen og lufte sine genitalier, mens han så fjernsyn. Og det faldt ham faktisk ret naturligt straks at placere hånden i skridtet, mens han zoomede ind på Kaj og Andrea.

Så kom ikke og sig, at kvinder ikke forstår sig på at opfostre rigtige mænd…

med emneordet , , ,
2. februar 2011
3 kommentarer
Sandheden, The kids

Det er derfor man kan føle sig lidt fladmast

I går sagde Halfdan til mig, at han aldrig vil være voksen. Han siger så meget, den dreng. Det meste af det handler om ridder og røvere og ræve, og om hvordan man slår drager ihjel, og om hvem der skal reddes, og hvorfor elefanten går baglæns, og hvad Robin Hood elsker at spise.

Som den ansvarlige mor, jeg er, taler jeg selvfølgelig med mit barn. Og fordi han nu alligvel kører rundt i samme ridder-røver-ræve-rille, kan nå, hvad gjorde du så og ja, det kan jeg godt se – det ser ret vildt ud og sikke noget og det er godt nok en skør ridder/røver/elefant, den der og ja, det ser meget vildt ud gå til det meste. Og den slags optimering er slet ikke dårlig både mandag morgen og tirsdag eftermiddag.

Da Ridder Halfdan i går bedyrede sin kærlighed til barndommen eller i hvert fald bare sin modvilje mod voksenlivet – forstod jeg ham sådan set godt, for det er unægtelig nogle lidt andre drager, man kæmper med når de værste ridder-tåger har lagt sig, og man i stedet bliver overmandet af almindelig sund fornuft. Og måske var det det, han havde på fornemmelsen, da han sagde: Det er fordi, når jeg bliver voksen, så taber jeg al luften.

Kunstigt åndedræt? Anyone?

med emneordet , ,
30. november 2010
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

Grrrr!

Hvad kunne du godt tænke dig, der skulle ske i s-togene? Catwalk? Juicebar? ARGH! Tak for det glade budskab. Fin reklame med lækre damer på plakaten der, men efter fire timer med både det ene og det andet og det tredje tog for at komme til f****** København, havde jeg egentlig kun et eneste lille bitte ønske: At det er muligt for de danske statsbaner at drive deres primære forretning, dvs. bringe et tog fra a til b inden for den fastsatte tidsramme, også når temperaturen sniger sig på den kolde side af nul. Og er jeg i øvrigt apropos årstiden rimelig kold over for om det er regional, lyn, intercity eller s-tog, just make it happen.

Nå, men jeg nåede da lige frokosten og 45 min. oplæg i København, inden jeg skulle hjem igen. Det tog så også lige en halv krig, fordi der sørme – big surprise – var røget et sporskifte i Nørre Udkantsdanmark. Goddamn!

Heldigvis – for der er selvfølgelig ikke noget der er så skidt… – havde jeg selskab af Suzanne Brøgger. Altså not in person, vi har faktisk en gang passeret hinanden i mellemgangen, men hun kører på 1. klasse, og jeg er offentligt ansat, så der er ikke noget naturligt sammenfald der. Men altså hendes bog! Den kvinde kan skrive – og så har hun bid og humor og er intellektuel af den gamle skole. Dekadent på Karen Blixen-måden, hvilket alene er beundring værd (tjek hendes oplæsning nederst og husk det gamle skrattende klip med Karen Blixen. See what I mean – og ellers lige meget. Det er jo trods alt bare en parentes.). Og bogen er ren fornøjelse, satirisk og en lille smule kulturgossip-agtig. Det var ellers meningen, jeg skulle aflevere den, for jeg har fået den første rykker, men nu bliver jeg nødt til at skynde mig at læse den færdig. Jeg har en set den gamle verden forsvinde – og hvor er mine øreringe, hedder den. Just in case.

Og så vil jeg bare sige to ting mere:

  1. Jeg har købt julekort og har oprigtige intentioner om at sende dem ud i verden. Julekort. For første gang i, ja måske nogensinde. Se, det er en rigtig familie.
  2. Jeg har ikke skrevet et ord om badehotelfesten, fordi vi var langt henne i den efterfølgende uge før jeg var nogenlunde normal igen og min stemme ikke længere lød som en havnearbejde fra Sydhavnen. Og på det tidspunkt havde jeg lige brug for en pause – fra mit eget festlige jeg, forstås. Egentlig startede det meget godt med en løbetur langs stranden og efterfølgende badetur (i havet, mine damer og herrer). Og jeg tror ikke, der var andre end værtinden og jeg der rigtig bemærkede, at vi havde den samme kjole på. Og næste morgen vågnede jeg til lyden af min egen stemme, der ligesom lavede et skingert ekko i mit hoved – sjov aften, megen dans på strømpefødder og alt, alt for mange kloge ord i det høje toneleje. Heldigvis er ingen af de officielle billeder kompromitterende.

Sådan! Der fik du lige manualen på, hvordan man skriver et blogindlæg, der stritter i tusinde retninger, og ikke har nogen virkelig stor eller vigtig  pointe. Men hey, i morgen starter julen og handler det ikke netop om hygge og almindelig smalltalk, så alle er glade og ingen får risalamanden galt i halsen.

P.S. Foredraget er i Odense den 16. marts kl. 17, og der er aftensmad til store og små, og film til de små, mens jeg taler til og med de store. Håber vi ses!

And then, over to you Queen of Mogadonien (anmeldelse af bogen her):

med emneordet , , , ,
30. oktober 2010
1 kommentar
As if, Mig sagde hunden

Nå, så blev man så gammel

I går så jeg et program i fjernsynet, som var så spændende, at jeg aldrig nåede at flytte mig fra sofabordet over i sofaen. Gedigen underholdning med en god blanding af interviews og musik – et portræt af en mand, som jeg har været (ikke temmelig) hemmeligt forelsket i siden 1985.

Det er så 25 år siden, og tænk, jeg synes ikke han så en dag ældre ud. Men altså… man ved ligesom, man har ramt muren, når det går op for en, at det i virkeligheden er en 2010-udgave af et lørdagsundholdningsprogram med Per Wiking, man ser.

Kan du huske de der programmer med den beige-brune hjørnesofa, hvor værten – måske var det i virkeligheden Jarl Friis Mikkelsen, but you get my point – over en aften interviewede en kendt person fx Grethe Sønck? Det hele var så krydret med musik og spas udført af gæsten eller hendes venner. Nå, men det var så det program, jeg så i går: Thomas Helmig i selskab med Radioens Symfoniorkester og en masse pinlige og bemærkelsesværdigt grånende kvinder som publikum.

Og nu har jeg så smidt en flæskesteg i ovnen – og det er lige gået op for mig, at den der sang Carla i dag underholdt hele Føtex med, mens hun delte tipskuponer ud til kunderne: Klokken er lidt i fe-em, uh-uh, ikke er en, hun selv har fundet på, men er et Rasmus Sebach-hit af en art. Jeg fatter det ikke – hverken det med tiden eller det med grisen eller det med hittet.

med emneordet , , , , ,
15. oktober 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, The kids

Motionsdag og social arv

Det er vist ikke nogen overdrivelse eller et opskruet forsøg på at stramme historien at sige, at jeg er vokset op i en familie, hvor sport ikke lige frem stod øverst på dagsordnen. Udover den årlige fuldemandsfodboldkamp i udklædning til byfesten har vi ikke slidt mange løbesko op hjemme hos os.

Derfor krævede det også hvert år lidt ekstra havregryn og tilløb at blive klar til og tune sig ind på den årlige motionsdag, som fejrede efterårsferiens komme (meget mærkværdig måde at komme hviledagen i hu på i en usportslig familie). Men det lykkedes da som regel at komme i mål – på et tidspunkt og uden at anstrenge kroppen med et alt for højt tempo. Et år havde min veninde og jeg spillekort med på turen – for ligesom at fjerne fokus fra det vildt, vildt strenge i at vores overenergiske og frisk klædte firser-idrætslærer forsøgte at få os op i tempo. Men vi gik i 7. klasse, så det gav lige som sig selv, at han var langt ude.

Nå, men der har i noget tid hængt en seddel om orienteringsløb i børnehaven. Det var så i dag, og jeg havde ikke lige lavet den der kobling til motionsdagen – og jeg havde da i den grad overset, at det var lige præcis i dag, det hele løb af stablen. Så jeg vil godt på forhånd undskylde for, at mit barn mødte op til den nationale løbedag i uldne gummistøvler og cowboybukser.

Til næste år lover jeg, at vi både arbejder på udstyr og indsats, for det viser sig, at den lille pirat havde fundet sin mors gamle plads bagerst i feltet, hvor han havde mere travlt med at holde i hånd med pigerne end at komme først over målstregen. Til gengæld var han ret begejstret over, at hele børnehaven havde havde heppet på ham, da han kom over målstregen som den sidste i aldeles adstadigt og totalt genkendeligt tempo.

Men det går jo ikke. Slet ikke. For børn i dag kommer ingen vegne, hvis de ikke hele tiden prøver at komme først. Og det er jo kun i børnehaven, at der er guldmedaljer til alle. Og regeringen vil jo også gerne hjælpe børn til at bryde den sociale arv. Og i øvrigt er der jo også fedmeepidemi og diabetespandemi at tage hensyn til. Og det kan godt være, du tænker, at det bare er et freakin’ motionsløb, men sådan er det jo med alt. Det starter i det små og pludselig er det ude af kontrol – både det med hænge lidt i bremsen og det med pigerne…

med emneordet , , , , , ,
11. oktober 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Orlov, SOmeone to love

Hverdagszen – no kidding

Post-orlov dag 1. Jeg føler mig nødsaget til at tvinge mig selv ind i lidt sund zen a la Skyggebjerg, hvis der skal være mening med galskaben. Så i dag har været en god dag,  fordi:

1. Vi kunne stå op, da børnene vågnede i stedet for at forsøge at lokke dem til at sove lidt længere, som vi har gjort de sidste fire måneder.

2. Kollegaerne var glade for at se mig igen. Nogen endda så søde, at de spurgte om jeg bare var på besøg. You wish!

3. Yndlingsbageren er ikke lukket, men bare flyttet over på den anden side af gaden og serverer nu også en habil latte.

Se selv. Det er da slet ikke så slemt med hverdag, når man på 20 minutter lige kan ryste sådan tre dejlige oplevelser ud af ærmet. Jeg tar sgu en tur mere i morgen. Følg med. Det blir total cliff-hanger…

(Og så er det måske på sin plads at tilføje, at jeg ikke forsøger at drive plat på Madame Skyggebjergs daglige nedslag. Tværtimod ville jeg faktisk af et ganske oprigtigt hjerte ønske, at jeg var lige så god til at værdsætte de små stjerneskud,  som livet byder på.)

med emneordet , , , ,
21. september 2010
1 kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Mammalingo

Nå, men nu ska vi også i gang med at tale om noget andet end den dødssyge orlov. Jeg kan jo ikke blive ved med at fylde jeres liv med  totalt overskudsagtige beretninger fra en anden verden.

Alt er ved det gamle. Børnene sendt på en lille retreat, mens forældrene tester guiden How to spend en halv årsløn in 15 seconds. Faktisk er de tikke helt sandt, for vi brugte vist det meste af to timer på at kaste alle drømme om en ny orlov ned i mit all time favorite sorte hul.

Det er mig til stadighed en gåde, hvorfor man bruger sit liv på at overveje om den der trøje til 799 er for dyr, når man uden at blinke kaster 148.000 efter en ny bil velvidende at der i halen på den investering bare følger en ny strøm af udgifter. Virkelig en gåde.

Anyway, jeg skrev under uden at have armen vredet om på ryggen eller noget, og om et øjeblik er jeg (med)ejer af en bil. Og det var en helt ny bil vel at mærke. Med 2 års fabriksgaranti, 12 års rustgaranti og stænklapper. Med et fastforrentet lån med rimelig ÅOP, hvis du forstår. Kvadratisk. Praktisk. God.

Men helt ærligt. Jeg ville sgu hellere have været en tur til Korsika – eller Casablanca OG have et par nye vinterstøvler. Men jeg tror du ved, hvad jeg mener, når jeg siger at det ligesom ikke er en option. Altså at vælge mellem det frie liv og en bil. Det er den ældgamle historie om æbler og pærer. Det er ligesom ikke det samme. Overhovedet.

Og det er altså ikke fordi jeg ikke har forsøgt at holde stand herude i provinsen. Jeg har købt ny cykel. Og cykelhjelm. Og taget toget Danmark rundt for ligesom at demonstrere min glæde ved offentlig transport. I lang tid troede jeg faktisk, at jeg bare kunne tage toget og bybussen, når jeg skulle føde.

Det var så inden jeg havde prøvet at føde – og inden jeg vidste, at jeg er en af de kvinder, der går relativt hurtigt fra det føles som om jeg skal føde-fasen til jeg har født-fasen. Det var også inden jeg vidste, at der ikke var nogen hjemme den nat, Miss Carla besluttede sig for at møde verden (faktisk var jeg lige kommet hjem med tog fra Århus, da vandet gik). Og det var inden jeg opdagede, at jeg ikke havde udlandstelefoni på min mobil og derfor ikke kunne ringe til min kæreste, som var i England.

Men det er en anden historie. Og det er det den med bilen egentlig også – en sidehistorie, som mildest talt løb lidt løbsk, og som ikke har det mindste med mammalingo at gøre. Men eftersom den røde tråd skulle være så god at holde fast i, får I den anden historie – altså hovedhistorien, den I skulle have haft – i morgen.

Så godnat til alle jer bilejere derude – og til jer, der stadig holder stand.  Jeg beundrer hver eneste af jer. Oprigtigt!

med emneordet , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →