Jeg snakker med mig selv. Så er det sagt. I mange år var det mest sådan noget med at være alene hjemme og så gik jeg og sludrede lidt med mig selv om, hvad jeg skulle lave til aftensmad og den slags vigtige sager. Det føltes vel som en form for selskab.
Mens jeg var på barsel, holdt jeg en pause. Altså ikke fordi jeg holdt op med at tale, men når man er sammen med sin baby døgnet rundt, kan man jo bilde sig selv ind, at det er dem, man taler med. Og i øvrigt er det vist også både godt og vigtigt for deres sprogudvikling, at man sætter ord på verden sammen med dem. Selv tak.
Til gengæld betød barslen også, at jeg begyndte at snakke med mit barn og mig selv alle mulige steder. Og lige den del har jeg haft lidt svært ved at give op. Det betyder fx at jeg ofte har lange samtaler med mig selv nede i Netto, mens jeg beslutter om jeg skal købe den ene eller den anden ost. Egentlig er der ikke så mange, der kigger – og for det takker jeg alle de fritidshåndværkere, der har fastmonteret det lille smarte apparat til øret – også selvom der ikke er nogen, der ringer. Og det er vel også passende at takke alle dem (os), der skændes med kæresten, laver indkøbsseddel, sladrer om dem, der kyssede til julefrokosten og betror sig til veninden over telefonen, mens vi står i køen i supermarkedet. Det er ligesom ikke længere helt aparte at gå og sludre uden at have en fysisk samtalekammerat at tale med. Og det gør det unægteligt nemmere for sådan nogle som mig, der ikke taler med nogen. Altså ud over mig selv.
Men der skal ord på for det virker, ikke? Altså den der lillebitte, mikroskopiske bøvs jeg kom til at slippe fri forleden, mens jeg ventede på den grønne mand ved et fodgængerfelt sammen med alle de andre fredagsshoppere gik åbenbart ikke under kategorien normal, socialt accepteret adfærd. Fornemmede jeg ret hurtigt. Så det sker ikke igen. Promise. (I øvrigt var det et uheld. Seriøst. Selvfølgelig.)
Kun sandheden 