Tag Archives: børn

20 kg kærlighed

Nogle dage kan jeg næsten ikke være i min krop af bare kærlighed til de unger. Det ligger jo ikke nødvendigvis i kortene, at de skulle være specielt lovable sådan en mandag, hvor de er helt balrede efter en action packed weekend efterfulgt af en lang dag i institutionen.

Men altså jeg er blød som smør. Miss Carla fik lov til at falde i søvn på sofaen, mest for min skyld, så jeg kunne ligge og snuse hende i håret og nusse hende i nakken, mens hun faldt i søvn. Nu er hun så bare ikke et nussebarn: “Vi kan også bare sige, at du nusser mig, når jeg er faldet i søvn.” Aka snitterne væk, jeg kan overhovedet ikke falde i søvn, når du laver cirkelbevægelser i mit hår!

Så nu ligger hun her lige ved siden af og snorker, mens det ville varmeapparat af en krop varmer mine fødder. Hvis ikke det er lykke i det små… (og jeg har sgu ellers aldrig været den sentimentale type, sir det bare).

med emneordet , , , , ,

En mere til børnefamilierne

Opslag i børnehaven:

26/11:  Hjææælp!
Vi har meget sygdom blandt personalet i dag.

P.S. Mange børn har feber og opkast.

26/11:  Og vi har også flere med skoldkopper.

Og så kan man jo passende bruge weekenden på at krydse fingre og udarbejde et kriseberedskab til næste uge. Jeg elsker vinter, våde flyverdragter og feberhede kinder… lige det jeg drømte om, inden jeg fik børn!

med emneordet , , , ,

Hvordan sover du om natten?

I weekenden fortalte en af mine venner mig, at han tre gange hver nat tager sin hovedpude og dyne og går rundt om sin dobbeltseng for at lægge sig i den modsatte side. Imens ruller hans kæreste henover deres datter og lægger sig i hans side for at amme den lille skønhed, som straks falder i søvn igen.

Min veninde sover jævnligt i smørhul i sine børns dobbeltseng for at trøste den yngste, der nærmest har kronisk mellemørebetændelse hele vinteren igennem. De ligger selvfølgelig på den korte led, så min veninde fryser tit om fødderne.

I nat sov jeg i Miss Carlas køjeseng nænsomt svøbt Hello Kitty-lagner, fordi Carla var krøbet ind i min seng, og jeg ikke orkede at bære hende ind til sig selv, da jeg kom hjem efter midnat. Og forleden sov jeg på tre tæpper bredt ud på gulvet i børnenes værelse for ikke at vække mine forældre, der var på besøg.

De sidste fire år har jeg i det hele taget sovet lidt for meget på interimistiske sovepladser rundt om i huset med det ene formål at få børnene til at sove, mens jeg selv fik noget søvn. Jeg burde måske have lugtet lunten allerede dengang Miss Carla var helt lille, hvor jeg en morgen faldt omkuld på hendes legetæppe i stuen. Det vildeste er egentlig ikke, at jeg har gjort det. Det er derimod, at jeg og alle andre forældre jeg kender, kan fungere næsten uanset, hvor vi har sovet, bare vi i det mindste får lov til at ligge ned med lukkede øjne i mere end tre timer. Eller også er det bare, fordi jeg kun omgås folk, der er i samme situation som mig, at jeg ikke opdager hvad det konstante søvnunderskud rent faktisk gør ved mig og de andre – og at vi har opgivet at tale om noget større end den sidste uges nætter og om hvor let det bliver når børnene bliver ældre. Emner, der trods alt og efterhånden kører så meget i ring, at vi hver især kan tillade os at tage en lille lur imens.

med emneordet , ,

Hvor meget mad kan der være i en 4-årig?

Vi har aldrig haft problemer med appetitten hjemme hos os. Mine børn har tømt sutteflasker fulde af mælk på et øjeblik. Senere kastede de sig frådende over alle de kulhydrater, de kunne komme i nærheden af. Nu jeg overvejer efterhånden, om det var nemmere at flytte hele hustanden ned i Kvickly fremfor at køre i fast rutefart med rugbrød, pasta og mælk i kurven, så vi kan overleve endnu et døgn.

I morges spiste mit ældste barn fire (altså 1-2-3-4) portioner morgenmad, havregryn med havrefras. Og det var efter hun i går kl. halv fem spiste 2 stykker knækbrød efterfulgt af aftensmad, fire halve rugbrødsmadder, en time senere.

I sidste uge bad pædagogerne om, at hun får mere mad med. Så nu har hun udover frokosten, der består af fire halve rugbrødsmadder, grønt og frugt og lidt ekstra pille-pille-mad, også fået en stor madkasse med til eftermiddagsmad med mere brød, frugt og grønt igen.

Indimellem har jeg forsøgt at springe et (mellem)måltid over, men her taler vi så om et barn, hvor der er direkte link mellem samarbejdsvilje og blodsukker. Så dårlig investering på den gode stemning i familien-kontoen.

Er der noget at sige til, at jeg ikke føler jeg laver andet end at servere mad og rydde op efter måltider i weekenden? Og er der overhovedet nogle grænser for, hvor meget mad der kan forbrændes af sådan en lille krop på 115 cm? Og hvor stor en suppegryde får jeg brug for, når det barn bliver teenager? (Der kom tanken om efterskole igen…)

P.S. Og lad mig lige kommentere på de asketiske madpakker: Institutionen har altså en total nul-sukker kostpolitik, som også forsager tørret frugt og den slags, så derfor er madpakkerne nærmest en tro kopi af kostråd og officielle anbefalinger + jeg er måske på den side, når det kommer til børnenes (og min egen) mad. Den sidste del arbejder jeg (lidt) med.

med emneordet , , ,

Vil du have en mavepuster?

”De refererede for hinanden samtaler som de havde haft med andre forældre, og forsikrede stakåndet hinanden om at det blev nemmere om et års tid, om to år, når den mindste blev tre, når de begge var over fem, når ingen af dem brugte ble, når de var i skolealderen…”

Er det en samtale I har haft derhjemme? Bare lidt?

Eller hvad med det her:

”Med samme skæve smil forholdt de sig til de efterhånden allestedsnærværende populærvidenskabelige håndbøger om ernæring og trivsel i familien, som Rune og Anna med en vis selvrespekt kunne proklamere, at de aldrig kunne finde på at købe, men som alligevel fandt vej til deres lejlighed […] og de talte om at det var hysterisk, kvasireligiøst og potentielt farligt, men endte alligevel med bagest i hovedet at lagre nogle af de vejledende ideer og gode råd og måske afprøve en madopskrift eller to.”

Nu kom jeg så til at sige, at den måske ikke var så god, men i mellemtiden har jeg så rent faktisk læst Nikolaj Zeuthens bog Verdensmestre, og jeg har knap fået vejret endnu. Egentlig er det en ret nøgtern beskrivelse af livet , som det former sig for parret Anna og Rune og deres to små ønskebørn, men skal jeg love for, at han får hængt alle os, der er børn af 70’erne og blev forældre i 00’erne, til tørre. Eller i hvert fald mig og så mange i min omgangskreds, at det begynder at ligne en tanke, en form for et fænomen, en generationsting.

Siger det her dig noget:

”Et gennemgående problem som især viste sig med den treårige Emma, var at barnets eget velbefindende og trivsel var det eneste pejlemærke for hvor vellykket projektet var. Rune og Annas valg førte langt fra altid tilbage til et fastforankret sæt af ideer og overbevisninger, men indgik snarere som indimellem ganske flagrende dele af en hele tiden igangværende proces hvor målet var at fremelske bestemte egenskaber i datteren, og hvor det derfor var hendes adfærd der var evalueringsrapporten hvori man kunne læse hvor godt eller dårligt målsætningen var lykkedes.”

For ikke at forglemme det evige dilemma:

”De kunne således godt på en lørdagsudflugt i en snæver vending give Emma en hotdog i en pølsevogn, men mens hun stod der med maden i sine små hænder og smilende lod den forsvinde ned i sit sarte og letpåvirkelige fordøjelsessystem, gjorde de sig begge mere eller mindre abstrakte, diagrammatiske forestillinger om hvordan farvestofferne og de øvrige E-numre trængte ind i mavesækken og tarmene og hjernen, hvordan de små giftpartikler satte sig i Emmas væv, hvordan fedtet og ketchuppen og remuladen og de ristede løg helt givet ville virke på Emma i retning af mathed og følelsesmæssige udsving, og i mange timer efterfølgende ville den røde pølse være et negativt pejlemærke for Rune og Annas forståelse af Emmas adfærd og humør.”

Det er ikke særlig sindsoprivende og sine steder både forudsigeligt, kedeligt og temmelig gennemsnitlig. Præcist som mit liv. Læs den, hvis du tør.

med emneordet , , , ,

Er der nogen, der har set mig…

Åh, saglige Morpheus.
Please, have mercy on me.

I går aftes kom jeg til at råbe af mit barn, som var alt for træt, men nægtede at sove og i stedet råbte og sparkede og kastede med ting. Mit lille englebarn, som på en måned har forvandlet sig til en lille djævel, der hele tiden står på spring med sit svær og råber: HaHAA! Jeg klarede dig, nu smider jeg dig ud! Og som i weekenden sagde til mig: Når jeg bliver lige så stor en far, som du er en mor, så skal jeg aldrig skælde ud.
Det er altid et dårligt tegn. Projektioner, du ved. Og jeg har altså sagt undskyld, for selvfølgelig er det ikke i orden at råbe. Aldrig. Vel? Det er jo mig, der er den voksne. Ikke?

Men altså det ændrer jo ikke på, at drengen ikke vil sove, og at han hele natten har ligget med hovedet boret ind i min maven. Og at hver gang jeg forsøgte at løfte ham ned på en madras på gulvet, begyndte han at skrige: Mor, mor, hvor er du? Op i sengen igen. Jeg har muligvis blundet i nat, men sovet har jeg ikke. Og jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fortæller dig det. Måske bare fordi det vel egentlig er ret synd for mig, ikke?

med emneordet , , , ,

Udhvilet

04.43 i morges. Hele 13 minutter mere end i går. Med lidt god vilje er vi på den anden side af kritiske kl. seks om bum, bum, bum… seks dage! Til den tid har jeg formentlig glemt, hvad jeg hedder, so please remind me…

I ren og skær trods nægter jeg at stå op, når den lille konge i bælgragende mørke annoncerer at han er både sulten og overhovedet ikke træt.

I stedet bruger vi lige halvanden time på at hente en madras ind i soveværelset og redde en seng op der, fordi jeg ikke kan sove, når jeg hele tiden får et sovedyr i øjet eller en fod i maven. Efter ca. 15 min. med højlydt hosten forsøger den lille stalker så at undslippe soveværelset, hvorefter han ender i smørhullet og straks begynder at stille spørgsmål a la Hvad dag er det i dag?, Hvor bor farmor henne? og Må jeg godt få müsli til morgenmad? Så begynder han at råbe. Så råber jeg tilbage. Så græder han. Så skælder jeg ud. Så ligger han sig ned og prøver at sove. Så tager han tøjet af, og starter forfra med spørgsmål, råben og gråd.

I morges vågnede storesøsteren lige da klokken rundede fem, så krøb jeg ind i køjesengen til hende for at få hende til at sove igen, hvorefter hun annoncerede at hun egentlig bare gerne ville have sin seng for sig selv. Derefter var jeg forvist til Halfdans seng, hvor jeg forsøgte at sove under et alt for lille tæppe, mens Miss Carla sang Jeg gik mig over sø og land.

Man kan godt blive lidt pirrelig af sådan en morgen. Jeg sir det bare…

med emneordet , , , ,

1. advarsel mod at holde orlov

Tro nu ikke, at alt der orlovshalløj bare er lutter lagkage. Jo, jo, det er da rigtigt at den sidste tid var helt eventyrlig og måske det tætteste en familie kan forvente at komme på paradisiske tilstande. Og med lidt god vilje har jeg da også stadig lidt ekstra kulør og vitaminer at trække på, men alt det der med at gå i fuldstændig symbiose med sine familie har altså også nogle omkostninger. Puha, siger jeg bare.

Fx at jeg goddamn savner mine børn så meget i løbet af dagen, at jeg næsten ikke kan vente med at komme hjem til dem. Og du må gerne kalde mig både hjerteløs og en lille smule hård i filten, men det har jeg altså aldrig gjort før. Ikke på den måde. Bevares, det var da dejligt at komme hjem og ae de små poder over deres små sovende kinder efter en lang dag i felten. Men jeg har eddermame også nydt at være noget andet end mor – og at få en pause fra råben og skrigen og oprydning og servicering og alle de andre forældreting, man laver mellem 05.00 og 19.30.

Men nu… puha, jeg har bare lyst til at være sammen med dem hele tiden (og notér dig venligst at det ikke er det samme, som at jeg er fed at være samme med hele tiden). Faktisk har jeg aldrig savnet dem så meget som nu. Mer vil ha mer!

med emneordet , , , ,

Lidt af en pivskid

Nu har jeg gået rundt om de her tre bøger i det meste af en måned,

og jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen til at gøre det der egentlig var meningen, nemlig at rive siderne ud af dem.

Illustrationerne er fantasiske, og min plan var egentlig at ramme de bedste ind og hænge dem på børnenes værelse, men nu ligger de altså her på mit bord og glor på mig i stedet. Og for at være helt ærlig, så tror jeg aldrig jeg kommer til at tage så meget som en enkelt side ud af dem. Pivskid!

med emneordet , ,

First warning

Ahem… en måned i børnehave, og min søn er allerede totalt streetwise. Forleden kom han ind i stuen med hænderne i siden, kiggede på sin søster og sagde: Hva så smukke! Savner du nogen at lege med?

WTF?!?!

med emneordet , , ,