Kender du de der folk, der udbryder: “Aih, du skal ikke tage dig af mig – det er bare mig, der er skør!” Efterfulgt at lidt for up-beat latter?
Helt ærligt. Hvor tit har du nogensinde mødt en af de selvbestaltede skøre, som du virkelig synes var vildt crazy? Bare en tanke.
Nå, men så faldt jeg i 90’er-gryden. Jeg har købt en body. Altså en af de der gymnastikdragter, som så i det i nye årtusinde fås som business-smart skjortemodel eller som en full size blonde. Jeg valgte den sidste, fordi den egentlig skal bruges til en fest – og fordi der ikke meget blå-hvid Nordea-dame over mig.
I dag har jeg så været debuterende bodydame. Gud bedre det! Det er sgu ikke blevet nemmere at knappe det lort 20 år down the line – og så er jeg ikke en gang fuld. Endnu. Seriøst, jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skal komme igennem en festlig 40 års fødselsdag på badehotel i det monstrum. Og gad vide om jeg cyklede mindre den gang i 90’erne? For de der knapper…
04.43 i morges. Hele 13 minutter mere end i går. Med lidt god vilje er vi på den anden side af kritiske kl. seks om bum, bum, bum… seks dage! Til den tid har jeg formentlig glemt, hvad jeg hedder, so please remind me…
I ren og skær trods nægter jeg at stå op, når den lille konge i bælgragende mørke annoncerer at han er både sulten og overhovedet ikke træt.
I stedet bruger vi lige halvanden time på at hente en madras ind i soveværelset og redde en seng op der, fordi jeg ikke kan sove, når jeg hele tiden får et sovedyr i øjet eller en fod i maven. Efter ca. 15 min. med højlydt hosten forsøger den lille stalker så at undslippe soveværelset, hvorefter han ender i smørhullet og straks begynder at stille spørgsmål a la Hvad dag er det i dag?, Hvor bor farmor henne? og Må jeg godt få müsli til morgenmad? Så begynder han at råbe. Så råber jeg tilbage. Så græder han. Så skælder jeg ud. Så ligger han sig ned og prøver at sove. Så tager han tøjet af, og starter forfra med spørgsmål, råben og gråd.
I morges vågnede storesøsteren lige da klokken rundede fem, så krøb jeg ind i køjesengen til hende for at få hende til at sove igen, hvorefter hun annoncerede at hun egentlig bare gerne ville have sin seng for sig selv. Derefter var jeg forvist til Halfdans seng, hvor jeg forsøgte at sove under et alt for lille tæppe, mens Miss Carla sang Jeg gik mig over sø og land.
Man kan godt blive lidt pirrelig af sådan en morgen. Jeg sir det bare…
Det er godt denne her uge ikke faldt sammen med min zen-uge, for så havde jeg været tvunget ud i dumme begejstrede banaliteter a la Hvor dejligt at stå tidligt op og have god tid sammen med familien.
HA! Nu kan jeg i stedet nøjes med at sige: Hvor latterligt at blive vækket kl. 04.30 efter mindre end fem timers søvn og så bruge to tåbelige timer på at få et sommertidsudhvilet barn til at sove! Hvor langt ude-tåbeligt at kaste med puder og bamser i desperation over at få sin skønhedssøvn ødelagt! Hvor skingrende belastende at skulle se sig selv i spejlet kl. lort i lagkage og få det bedste ud af det syn!
Jeg er så træt, at jeg ikke engang gider at belemre jer med, hvordan det føles. Og jeg har for længst prøvet med kaffe – og nougatmandler fra Summerbird. Hjælper ikke en skid.
Heldigvis – og thank god for shopping – kan Amazon, Liebe og Perch’s holde mig kørende et par timer inden jeg langsomt glider ned ad stolen og spredes i atomer ud over sofaen.
Yndlingsbambus-te, ny favoritkop (det er den aller-aller-sidste, promise, Casper), en smuk, smuk bog, som fortjener selvstændig omtale af en med større overskud (glæd dig), to sjove og en hemmelig bog (afsløring følger inden længe uh-h cliffhanger!) – og en australsk ko, der ikke måtte komme i børnehave…
Aih, der var også noget andet, mere vigtigt jeg ville sige. Noget med en film, jeg har set. Tror jeg. Af hende den smukke Sophia Coppola. Ret fantastisk. Og stille. Vist nok. Måske. Nå ja, og så at jeg synes vintertid er noget crap – og at alle de voksne skal holde op med at tale om, at der fik vi nok lige en time forærende. Det føles sgu mildest talt ikke som en foræring, skulle jeg hilse og sige. Og nu begynder jeg også snart at kaste puder på mig selv, hvis jeg ikke tier stille. Sure kælling! There, I said it! Gadonk!
Tro nu ikke, at alt der orlovshalløj bare er lutter lagkage. Jo, jo, det er da rigtigt at den sidste tid var helt eventyrlig og måske det tætteste en familie kan forvente at komme på paradisiske tilstande. Og med lidt god vilje har jeg da også stadig lidt ekstra kulør og vitaminer at trække på, men alt det der med at gå i fuldstændig symbiose med sine familie har altså også nogle omkostninger. Puha, siger jeg bare.
Fx at jeg goddamn savner mine børn så meget i løbet af dagen, at jeg næsten ikke kan vente med at komme hjem til dem. Og du må gerne kalde mig både hjerteløs og en lille smule hård i filten, men det har jeg altså aldrig gjort før. Ikke på den måde. Bevares, det var da dejligt at komme hjem og ae de små poder over deres små sovende kinder efter en lang dag i felten. Men jeg har eddermame også nydt at være noget andet end mor – og at få en pause fra råben og skrigen og oprydning og servicering og alle de andre forældreting, man laver mellem 05.00 og 19.30.
Men nu… puha, jeg har bare lyst til at være sammen med dem hele tiden (og notér dig venligst at det ikke er det samme, som at jeg er fed at være samme med hele tiden). Faktisk har jeg aldrig savnet dem så meget som nu. Mer vil ha mer!
I går så jeg et program i fjernsynet, som var så spændende, at jeg aldrig nåede at flytte mig fra sofabordet over i sofaen. Gedigen underholdning med en god blanding af interviews og musik – et portræt af en mand, som jeg har været (ikke temmelig) hemmeligt forelsket i siden 1985.
Det er så 25 år siden, og tænk, jeg synes ikke han så en dag ældre ud. Men altså… man ved ligesom, man har ramt muren, når det går op for en, at det i virkeligheden er en 2010-udgave af et lørdagsundholdningsprogram med Per Wiking, man ser.
Kan du huske de der programmer med den beige-brune hjørnesofa, hvor værten – måske var det i virkeligheden Jarl Friis Mikkelsen, but you get my point – over en aften interviewede en kendt person fx Grethe Sønck? Det hele var så krydret med musik og spas udført af gæsten eller hendes venner. Nå, men det var så det program, jeg så i går: Thomas Helmig i selskab med Radioens Symfoniorkester og en masse pinlige og bemærkelsesværdigt grånende kvinder som publikum.
Og nu har jeg så smidt en flæskesteg i ovnen – og det er lige gået op for mig, at den der sang Carla i dag underholdt hele Føtex med, mens hun delte tipskuponer ud til kunderne: Klokken er lidt i fe-em, uh-uh, ikke er en, hun selv har fundet på, men er et Rasmus Sebach-hit af en art. Jeg fatter det ikke – hverken det med tiden eller det med grisen eller det med hittet.
Undskyld, er der nogen, der har glemt at tænde for lyset – eller at slukke for vandet. Goddamn! Stadig kun oktober, og alligevel solen står først op til frokost og går ned lige efter. Og det regner. Lige om lidt stiller vi havemøblerne tilbage og får lidt af lyset igen, men i løbet af et par uger er hele landet gået i sort igen. Og batterierne på mine cykellygter er allerede døde. Der er sgu da ikke noget at sige til at vi er nødt til at gå amok i jul for at overleve. Vintermørke – det store rædselsvækkende monster, der vender tilbage år efter år…
Og folk, der taler om vejret er i øvrigt langt ude. Så nu er det sagt. Ude af systemet. Og så snakker vi ikke mere det…Vi ses til fælles ekstase og lovprisning af, hvor lange dagene egentlig er i maj!
Ahem… en måned i børnehave, og min søn er allerede totalt streetwise. Forleden kom han ind i stuen med hænderne i siden, kiggede på sin søster og sagde: Hva så smukke! Savner du nogen at lege med?
WTF?!?!
Det er vist ikke nogen overdrivelse eller et opskruet forsøg på at stramme historien at sige, at jeg er vokset op i en familie, hvor sport ikke lige frem stod øverst på dagsordnen. Udover den årlige fuldemandsfodboldkamp i udklædning til byfesten har vi ikke slidt mange løbesko op hjemme hos os.
Derfor krævede det også hvert år lidt ekstra havregryn og tilløb at blive klar til og tune sig ind på den årlige motionsdag, som fejrede efterårsferiens komme (meget mærkværdig måde at komme hviledagen i hu på i en usportslig familie). Men det lykkedes da som regel at komme i mål – på et tidspunkt og uden at anstrenge kroppen med et alt for højt tempo. Et år havde min veninde og jeg spillekort med på turen – for ligesom at fjerne fokus fra det vildt, vildt strenge i at vores overenergiske og frisk klædte firser-idrætslærer forsøgte at få os op i tempo. Men vi gik i 7. klasse, så det gav lige som sig selv, at han var langt ude.
Nå, men der har i noget tid hængt en seddel om orienteringsløb i børnehaven. Det var så i dag, og jeg havde ikke lige lavet den der kobling til motionsdagen – og jeg havde da i den grad overset, at det var lige præcis i dag, det hele løb af stablen. Så jeg vil godt på forhånd undskylde for, at mit barn mødte op til den nationale løbedag i uldne gummistøvler og cowboybukser.
Til næste år lover jeg, at vi både arbejder på udstyr og indsats, for det viser sig, at den lille pirat havde fundet sin mors gamle plads bagerst i feltet, hvor han havde mere travlt med at holde i hånd med pigerne end at komme først over målstregen. Til gengæld var han ret begejstret over, at hele børnehaven havde havde heppet på ham, da han kom over målstregen som den sidste i aldeles adstadigt og totalt genkendeligt tempo.
Men det går jo ikke. Slet ikke. For børn i dag kommer ingen vegne, hvis de ikke hele tiden prøver at komme først. Og det er jo kun i børnehaven, at der er guldmedaljer til alle. Og regeringen vil jo også gerne hjælpe børn til at bryde den sociale arv. Og i øvrigt er der jo også fedmeepidemi og diabetespandemi at tage hensyn til. Og det kan godt være, du tænker, at det bare er et freakin’ motionsløb, men sådan er det jo med alt. Det starter i det små og pludselig er det ude af kontrol – både det med hænge lidt i bremsen og det med pigerne…
Altså, jeg ved da godt at bibliotekssektoren næppe går nedenom og hjem, bare fordi jeg ikke er på arbejde. Efter fire måneders fravær ser der ikke ud til at være mere krise end før jeg tog af sted (som offentlig institution er vi selvfølgelig pt potentielt hele tiden lidt i krise). Der står sgu stadig bøger på hylderne, og lånerne glemmer stadig at aflevere til tiden, og vi er stadig bagud og foran med de samme gamle ting.
Men derfor kan man jo godt drømme sig til en lille smule uundværlighed. Bare for at stive selvtilliden lidt af og få gang i motivationen efter fire måneder i drømmeland. Desværre er min autoreply totalt ubarmhjertig og har i dag sendt mig denne lille hilsen:
While you were out, no one was notified of your absence
Jeg går ud og drikker kaffe. Og læser bøger. Og suger efterårssol.
Kun sandheden 