24. januar 2010
3 kommentarer
Anbefalinger

Lige til en tåre

Vi elsker Alfons Åberg og læser og læser og så var det jeg faldt over en 30 år gammel bog af Fru Gunilla Bergstrøm: Lille Lulu Lykkepot om at få en handicappet datter og søster. Den er skrevet på de fineste vers – børnene holdt ikke til mere end et par sider, men jeg blev hængende og blev sgu helt rørt.

En dag kom psykologen tilbage,

han så alvorligt på

Lulu og sagde:

Noget er ikke rigtigt

(han sagde det forsigtigt.)

Lulu er ikke som de andre små,

hun er et barn I må passe på.

Han sagde det som det var

til Lasse og mor og far:

Lulu er fin, hendes hjerte banker,

men hun kan kun tænke bittesmå tanker.

Og selvom han ikke sagde mer’

så tænkte de alle tre sådan hér:

Den, der er lissom Lulu,

anderledes og sær,

regner folk ikke for noget

andet end… til besvær.

Dybt inden

vokser et skrig:

Er Lulu sær?

Er du sikker?

Og manden kigger

på Lulu og nikker.

Ja, med tanker så bittesmå

er verden nok svær at forstå.

Nej,

åh nej,

du må ikke sige…!?

At vores pige…?!

Nej,

åh nej

… det er ikke sandt.

Vi KAN ikke tro det…

VIL ikke tro det…

Lulu, som er så sød og go’

Men vi vidste det jo godt

inderst inde,

for vi var jo ikke blinde.

med emneordet ,
24. januar 2010
1 kommentar
Sandheden

Er jeg med i skjult kamera?

Vi bruger ikke høreværn hjemme hos os, men det burde vi nok, for jeg er helt sikker på at vi for længst har overskredet Arbejdstilsynets grænse for hvor meget støj der må være i private hjem (og hvis ikke de har lavet sådan en anbefaling, synes jeg de sku gå igang snarest, for det er formentlig en af de væsentligste grunde til forældres momentane sindssyge)… Nå, men jeg ved ikke, hvordan det er lykkes os at opforstre 2 stk. børn, der tilsammen kan skabe så meget larm, at jeg til enhver tid ville foretrække en skinger dødsmetalkoncert frem for de 2 ud 4 søndag formiddage, hvor lydniveauet når nye højder.

And believe you me, jeg har prøvet at råbe ligeså højt som dem for ligesom at illustrere lydniveauet (didn’t work), har prøvet at sætte noget stille musik på for at skabe den der hey-hvor-har-vi-det-rart-stemning (didn’t work), har prøvet at ignorere det i håb om at det ville gå over af sig selv (didn’t work at all)…

Og så er der den sure mor med øjenbrynene placeret helt omme i nakken tilbage. Ikke lige det billede jeg havde af mig selv og min kommende familie dengang på en bro i Cambridge, da vi besluttede os for at sætte børn i verden, men synes heller ikke ligefrem det flød med advarsler om det virkelige familieliv i det biblioteket af pjecer og hæfter, man har tasken fuld af som kommende mor og nybagt forældre.

Jeg er seriøst ved at være moden til at spille familiecase i et af de der se-hvor-ringe-de-andre-forældre-er-vi-henter-en-ekspert-ind-programmer tirsdag aften. Send bare hele styrken nu vi er igang

21. januar 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger

En ensom svale

Kl. er 22 og jeg sidder på et herberg der hedder skiftesporet. Jeg har ikke nogen penge og jeg er huged op på dope. Jeg får 8 doner dagligt og drikker meget stærkt øl, ryger det hash der falder af og tager alt det coke jeg kan skaffe.
De få pauser der er imellem jeg fylder på bruger jeg på at skaffe og tænke på hvordan finansieringen af mit kemiske selvmord ikke går i stå.

Har lige læst fotografen Martin Lehmanns hudløse portrætbog af narkomanen og vennen Henrik Svale Andersen, som han har kendt og fulgt gennem 10 år. Det er både en fotobog om et usædvanligt venskab, men også en tragisk historie om en mand, der forsøger at komme fri af sit misbrug – og måske sig selv.

En virkelig smuk og rå fortælling, som du kan se lidt af på Martin Lehmanns hjemmeside eller på Informations fotoblog

med emneordet ,
18. januar 2010
3 kommentarer
The kids

Regelbrud

Scene: En veloplagt mor og to lattermilde børn på 3 og 2 på en snedækket græsplæne. Børnene samler sne i deres små hænder og kaster det hvinende mod deres mor. Moren ler hjerteligt, samler barmhjertige snebolde op og kvitterer med bløde kast, der får børnene til at grine helt ned i maven. En far går forbi med sit trætte børn. Moren smiler til ham og tænker: “Se, hvor meget overskud jeg har. Se, hvor vi leger frit i vores familie. Se, hvor meget vi elsker hinanden.”
——————
Jeg var moren, og ja, jeg blev lidt kåd af al den opmærksomhed, så den næste snebold, jeg samlede sammen var betydeligt større end de andre. Jeg holdt mig selvfølgelig til de aftalte regler om ikke at skyde i hovedet og sendte en snebold på størrelse med en god håndbold af sted i nakken på 3-årige Miss Carla.

Hvordan ku jeg vide, at hun ville vende sig om i det øjeblik, den ramte… nu leger vi ikke den leg mere hjemme hos os.

med emneordet , ,
15. januar 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Deraf navnet…

Det der med lige at stikke en finger i jorden først har aldrig rigtig  været mig.

Eller det vil sige, hver gang jeg sidder i lort til halsen lover jeg mig selv at blive bedre til at vejre stemningen først.

Som nu den anden dag, hvor jeg sad til møde med fem andre, jeg ikke kender, og vi kom til at tale om en effektiviseringsproces (som det så smukt lyder), der er sat i gang i kommunen. Oh my God en lorteproces, hvis du spørger mig – det var der så uheldigvis en der gjorde i begyndelsen af mødet, hvor vi lige sad og smalltalkede lidt og jeg endte i meget lang, harmdirrende og hudløs ærlig enetale, hvor jeg pillede processen fuldstændig fra hinanden (and believe you me, jeg formulerer mig ikke just i diplomatiske vendinger, når jeg først får fyret op for stemmebåndet).

Og så var det jeg trak vejret, og imens tog mødelederen ordet og sagde helt stilfærdigt: “Det er mig, der er projektleder på det projekt…”

Hm, hm…

med emneordet
14. januar 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Alene hjemme

Fordelen ved at børnene indimellem stadig vågner kl. 5 (og at Halfdan kun sover en time i vuggestuen) er, at de begge to er så basket, at der er fuldstændig ro på stuerne inden kl. halv 8 – og at vi måske får lov til at sove lidt længere i morgen.

Så nu er her helt, helt stille for jeg er alene hjemme – og ligeså meget som jeg elsker selskab, ligeså meget elsker jeg at være alene i mit hjørne af sofaen, hvor puderne efterhånden har formet sig præcist efter min krop, med en friskbrygget latte (genial julegave til kæresten, hvis jeg selv skal sige det) og en god film på skærmen (som jeg tilmed for penge for at se og anmelde). Livet er indimellem på sin egen stilfærdige måde helt perfekt…

med emneordet ,
12. januar 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Januar-jammer

Helt ærligt er der ingen grænser for, hvor træt man har lov til at være? Ok, jeg er måske vel langt fra de famøse 600 g energigivende grønt om dagen, men hey jeg spiser da i det mindste vitaminpiller næsten dagligt eller i hvert fald når jeg husker det.

Jeg havde glemt at man kan være så træt

Og nej, jeg sidder ikke oppe den halve nat, selvom jeg ville ønske jeg havde hang til den slags boheme-agtige udskejelser, men den slags luksus er der ikke råd til i en småbørnsfamilie.

Det er bare det der januar, der går mig på nerverne. Så gå lige væk med dig!

med emneordet , ,
12. januar 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn

Tirsdag = fridag

Tirsdag er en særlig dag. Det er nemlig min dag – den dag, hvor jeg disponerer fuldstændig over min tid fra jeg går ud af døren om morgenen til jeg kommer hjem igen (altså jeg skal også lige på arbejde i det tidsrum, men altså i det store og hele…).

Det er en af de bedste aftaler, vi har indgået derhjemme. En fri dag til mig og en til dig. En dag, hvor jeg kan arbejde længe (det gør jeg som regel), hvor jeg kan lade op, hvor jeg kan læse bøger, hvor jeg kan shoppe (hvis altså jeg ikke lige netop i dag har glemt koden til mit Visakort – det er så aldrig sket før), hvor jeg kan drikke 10 kopper kaffe med veninderne og sludre om alt. Det er tid i 10. potens.

Altsammen bidrager det til en følelse af at man både kan være mor for to små børn, have overskud til at være kæreste OG tid til at være sig selv. Jeg elsker de dage, og jeg er overbevist om at jeg bliver en bedre mor og kæreste af det. Og vi kender jo alle sammen den gamle sang om at når forældrene er lykkelige…

med emneordet , ,
10. januar 2010
Skriv en kommentar
Sandheden

Hvad gør jeg nu?

Her er stille, helt stille – ingen børn og så en søndag aften… Kørte af sted til farmor tidligere på dagen, som meget betænksomt havde givet sin søn, som så til alt held er min kæreste, to styk børnepasning med overnatning i fødselsdagsgave. Så nu har vi både nået at være i biografen, spise pizza og tale fokuseret om vores arbejde og fremtiden  (og lidt om børnene , fordi det emne tilsyneladende er uudtømmeligt), og kl. er kun 19.24 – vi er ikke bagud på madpakker eller hinanden, så hvad nu…

Kunne jo starte med at at bage de rugbrød, jeg har været undervejs med i nogle dage nu (fantastisk opskrift), samle en stak gode blade og krybe ned under dynen, læse en af de tre bøger jeg pt er i gang med færdig, se Lust, Caution, hvis bare jeg kunne huske hvor jeg havde lagt den, sove… måske jeg kan nå det hele, hvis jeg strammer mig lidt an – kan jo sove uforstyrret hele natten og lige til 06.30 (hvilket er helt uhørt i dette über a-land).

8. januar 2010
Skriv en kommentar
Gaver

Flobberdewotsky

Og nu vi taler om forbrug… de her hollændere er bestemt ikke mainstream. Fede ting – jeg ville gå direkte efter en af deres diaperbags, hvis altså jeg havde brug for en (måske en ide til en barselsgave…)

med emneordet , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →