Scene: En veloplagt mor og to lattermilde børn på 3 og 2 på en snedækket græsplæne. Børnene samler sne i deres små hænder og kaster det hvinende mod deres mor. Moren ler hjerteligt, samler barmhjertige snebolde op og kvitterer med bløde kast, der får børnene til at grine helt ned i maven. En far går forbi med sit trætte børn. Moren smiler til ham og tænker: “Se, hvor meget overskud jeg har. Se, hvor vi leger frit i vores familie. Se, hvor meget vi elsker hinanden.”
——————
Jeg var moren, og ja, jeg blev lidt kåd af al den opmærksomhed, så den næste snebold, jeg samlede sammen var betydeligt større end de andre. Jeg holdt mig selvfølgelig til de aftalte regler om ikke at skyde i hovedet og sendte en snebold på størrelse med en god håndbold af sted i nakken på 3-årige Miss Carla.
Hvordan ku jeg vide, at hun ville vende sig om i det øjeblik, den ramte… nu leger vi ikke den leg mere hjemme hos os.
Kun sandheden 
HEHEHEHE.
Ikke mindst til den der selvfede følelse man får, når man har en formodning om, at andre synes man klarer det bedre end én selv.
Formodentlig har ham faren tænk: “fuck, hvor er jeg glad for det ikke er mig, der skal rende rundt i den sne – jeg vil bare hjem og have kaffe …”
Selvtilfredsheden er jo en af de store overraskelser, man får i barselsgave – sammen med overbevisningen om, at de andre er helt galt på den
Ha, ha, ha. Dér tror jeg vi allesammen har været af og til. Jeg er ellers ikke overtroisk, men der er altså et eller andet om at man ikke skal udforder skæbnen med den slags tanker. Sidst jeg gjorde det fik vi lus og det var dælmene ikke spor sjovt, så hellere snebolde der rammer forkert.