Det der med lige at stikke en finger i jorden først har aldrig rigtig været mig.
Eller det vil sige, hver gang jeg sidder i lort til halsen lover jeg mig selv at blive bedre til at vejre stemningen først.
Som nu den anden dag, hvor jeg sad til møde med fem andre, jeg ikke kender, og vi kom til at tale om en effektiviseringsproces (som det så smukt lyder), der er sat i gang i kommunen. Oh my God en lorteproces, hvis du spørger mig – det var der så uheldigvis en der gjorde i begyndelsen af mødet, hvor vi lige sad og smalltalkede lidt og jeg endte i meget lang, harmdirrende og hudløs ærlig enetale, hvor jeg pillede processen fuldstændig fra hinanden (and believe you me, jeg formulerer mig ikke just i diplomatiske vendinger, når jeg først får fyret op for stemmebåndet).
Og så var det jeg trak vejret, og imens tog mødelederen ordet og sagde helt stilfærdigt: “Det er mig, der er projektleder på det projekt…”
Hm, hm…
