17. november 2013
7 kommentarer
Anbefalinger

Mareridtsgaranti – Mød Lille Allan og vind bogen (eller trøstepræmien)

“Gå væk. Du må ikke røre ved mig. Lad være. Gå din vej.”

Miss C havde mareridt forleden. Det har hun ellers aldrig, men hun drømte at en mand havde klædt sig ud som hendes far og først da de kom hen til hans hus indså hun, at det slet ikke var hendes far, men en skummel børnelokker, der ville have hende med ind i sit hus.

Scary stuff. Men sådan er det, når man læser Lille Allan og Dobbeltgængerskolen som godnathistorie. Muhahaha.

Lille-Allan-og-dobbeltgængerskolenI bogen bliver Lille Allan, der bor alene i Urbanplanen med sin far, kidnappet af en mystisk mand med lange gule fingre. Faktisk besvimer han, da han spiser en bakke forgiftede pommes friter, der smager af opvaskemiddel. Da han vågner på igen, befinder han sig på Dobbeltgængerskolen, hvor rige forældre betaler for at deres børn får en håndfuld dobbeltgængere, som er gode til det, deres egne børn ikke er gode til. Ja, det er lidt kompliceret, men også sjovt og finurligt.

Mine børn kan godt lide at historierne både er uhyggelige og sjove, og det er Lille Allan og Dobbeltgængerskolen – ligesom Ærtehalm-bøgerne (som du virkelig skal læse med dine 6-7-8-årige børn).

Som en særlig søndagsservice kan du vinde Lille Allan og Dobbeltgænger skolen, hvis du kaster en kommentar senest på fredag den 22. november. Og hvis du vinder, så har du allerede den første julegave i hus.

Lille Allan printDenne gang er vi faktisk så heldige, at der også er en trøstepræmie, nemlig det fineste særprint af John Kenn Mortensen, der har lavet illustrationer til Lille Allan og Dobbeltgængerskolen.

Særprint betyder, at det ikke kan købes andre steder, og at det kun er dig og en håndfuld (eller to) andre mennesker, der ejer det. I verden.

Så hvad venter du på?

med emneordet , , ,
16. november 2013
Skriv en kommentar
Anbefalinger

Morten, din trussetyv

Morten Sabroe. En af de forfattere, der har stået på min bogreol og gloet på mig i årevis uden at vi rigtig kunne blive dus. Men så besluttede han sig for at skrive en satirisk roman om mænd, der taber potensen, eller har alt for meget af den og ikke noget sted at finde forløsning, fordi konen har mere travlt med sin karriere end med at dyrke sex med sin mand.

Jeg læste bogen på en weekend, selvom det i sig selv burde være et umuligt projekt, men nogle gange arter livet i børnefamilien sig helt uventet til de voksnes fordel.

Han har en skarp pen, ham Morten. Både når han beskriver sine medbrødres kamp med og mod potensen, og de dominerende kvinder, som mændene i romanen omgiver sig med. Stakkels mænd tænkte jeg, om hovedpersonen og hans tre venner, der er mere styret af deres nedre regioner end af deres intellekt. En mand skal ikke bare have sex, han skal have masser af det, synes Morten at mene. Og hvis ikke han får det… ja, læs bogen hvis du vil vide hvor galt det kan gå, og hvor patetiske desperate mænd i 40’erne kan blive.

Libido

Morten og jeg blev venner, mens jeg læste Libido. Eller jeg blev venner med ham (det er ikke det samme). Han skriver jo som død og helvede. Eller jeg er i hvert fald ven med Morten, og det kommer jo på mange måder min bogsamling til gode, for måske skulle jeg kaste mig over andre af hans bøger. Men først skal jeg læse den islandske Lejemoderens guide til et smukt hjem. Møde i bogklubben lige om lidt. Håber bare at Hallgrímur Helgasons er lige så saftig og insisterende som satirikeren Sabroe..

15. november 2013
Skriv en kommentar
As if

Royal sci-fi

Den royale maler Thomas Kluge har begået et maleri af Hendes majestæt og hele det kongelige menageri (det første af sin art de seneste 100 år).

Maleriet er noget af det uhyggeligste, jeg længe har set. Så ensomme de hver især ser ud, særligt den lille konge in spe, der står der mutters alene som en krympet voksen. Så stor og så lille på samme tid. Og den stakkels Isabella der under Kluges pensel er forvandlet til en moderne udgave af Carrie.

Det eneste glædelige ved maleriet er, at baggrunden står som ruiner fra en fjern fortid. Må det sammen med den dystopiske stemning være en reminder om, hvor det er hele det mærkværdige set-up, som kongehuset er, hører hjemme. I historiebøgerne.

Kongehuset maler

med emneordet ,
11. november 2013
4 kommentarer
Farmorbørn, Sandheden

Det ER strukturelt

For nogle lørdage siden forsøgte jeg mig med en kronik i Politiken. Mange, der læste den, syntes, jeg var dårlig til at sortere og sige nej, og næsten lige så mange der syntes det var synd for mine børn, at de skulle trækkes med en mor som mig.

Der var flere der var helt oppe at stå på den, fordi jeg åbenbart er sådan en typisk klynkemarie, der ikke kan finde ud af at tage ansvar for farten i det hamsterhjul, som kronikken handlede om. Sådan en stereotyp mor, der har travlt med at bage økologiske speltboller på surdej, mens jeg banker puder og fletter julehjerter med den anden hånd (myten om den perfekte mor viser sig igen og igen at være et hårdtslående argument). Og overraskende mange foreslog, at jeg gik på deltid (mens ingen foreslog, at min mand gik ned i tid. Ingen.).

Men midt i al balladen druknede min pointe, eller måske blev den snarere fremhævet. For det jeg forsøgte at sige med kronikken var ikke, at det er synd for mig eller for dig, men at det er synd for os (hvis det er synd for nogen), fordi hamsterhjulet ikke er noget, du eller jeg har opfundet. Det er et strukturelt problem, som ikke kan standes ved at jeg melder fra til en julefrokost eller går ned i tid. Vi har brug for en tredje løsning, en ny måde at organisere os på  – du ved, den løsning vi ikke kender endnu, men som jeg godt gad vi begyndte at diskutere os frem til.

Det er der mange der bliver provokeret af: At løsningen ikke ligger lige for, og at jeg insisterer på, at det er et strukturelt problem mere end en individuel udfordring, der kan løses med (flere) skemaer og (endnu) mere prioritering i den enkelte familie. Derfor blev jeg så glad, da jeg læste interviewet med Rasmus Willig i Politiken i weekenden. Rasmus er sociolog, og hans pointe er netop, at vi martrer os selv, fordi alle problemer er individualiserede:

“Det er helt nødvendigt, at vi oversætter de individuelle problemstillinger til sociale problemstillinger. Så længe alle problemer er individbaserede og ikke strukturelle, har vi en falsk forklaring af de reelle problemer. Der er akut behov for, at vi sætter farten ned og laver om på de strukturer, der styrer os rundt.”

Læs interviewet. Seriøst. Han har fat i den lange ende.

Vi har en vinder!

Så til Andreas bog, som jo faktisk er er flugtforsøg fra hamsterhjulet. Maier, du er den heldige vinder. Send mig navn og adresse, så modtager du fluks Andreas fantastiske bog fra forlaget.

Og hæng endelig på, der er en ny bog på vej lige om lidt. Om en dreng, der er god til noget.

med emneordet , , , , , ,
6. november 2013
22 kommentarer
Anbefalinger, Chancen, Sandheden

Vind Og den store flugt (måske årets vigtigste bog)

Måske har du allerede hørt historien om Andrea Hejlskov og hendes familie, som kørte næsten alt, hvad de ejede, til genbrug eller på lossepladsen og derefter satte kursen mod et helt nyt og mere enkelt liv i de svenske skove. Måske aner du ikke, hvad jeg taler om. Men det burde du, for Andreas historie er vigtig. Fordi hun er modig, måske den modigste jeg kender. Og fordi hun viser os, at der er et alternativ til hamsterhjulet, som jeg fornylig har skrevet en kronik om.

Andreas egen fortælling om, hvorfor de, en moderne familie, besluttede sig for at forlade alt, og hvordan det så har været at finde sig til rette langt oppe i nordlige Sverige, kan du nu læse om i hendes bog Og den store flugt. Eller rettere, jeg mener ikke kan, men skal. For det er en vigtig bog. En virkelig vigtig bog.

Jeg er så heldig, at jeg fik lov til at læse bogen, inden den blev sendt til tryk, og i et døgn så jeg ikke op fra den bog. Det gør ondt undervejs, rigtig ondt, men der er også noget befriende over at komme så tæt på en moderne families frigørelse fra alt det, vi kender. Aldrig nogensinde kommer jeg til at flytte ud i en skov, og slet ikke i en skov, hvor jeg selv skal bygge mit hus for at få et sted at sove. Men Andreas beslutning forstår jeg, og jeg kunne ikke være mere enig i hendes underliggende kritik af, hvordan det er vi har indrettet os som samfund. There’s something rotten in the State of Denmark. 

Historien er god nok i sig selv, men jeg lover dig, at damen fra skoven oven i købet skriver som død og helvede, så du både kommer til at grine og græde undervejs. Det er en bog, du skal læse. Hellere i dag end i morgen.

Men hvis du alligevel har lidt tålmodighed, kan du vinde Og den store flugt her på stationen. Kast et lod i kommentarfeltet, så trækker jeg en vinder på søndag.

Og den store flugt

I øvrigt kan du lige nu møde Andrea et sted i Danmark – eller på bogmessen i weekenden. Tjek her

med emneordet , , , , ,
2. oktober 2013
3 kommentarer
Sandheden

Abort gør dig ked af det

Og så blev det søndag – og også mandag og tilmed tirsdag, og nu er det pludselig onsdag, og jeg har stadig ikke fundet den heldige vinder af Caitlin Morans bog. Shame on me. Men nu gør jeg det, der er bare noget jeg skal sige først. Og det handler om aborter og den kampagne, som forstyrrede mennesker (og det mener jeg virkelig de er) har besluttet sig for at hælde ud over os alle sammen. En kampagne så fuld af dårlig samvittighed, at jeg får lyst til at råbe højt tilbage. SHUT UP! Fri abort er en basal rettighed, som jeg mener alle kvinder bør have adgang til. Punktum. Og jo, du kender måske en fjern slægtning eller veninde eller gammel skolekammerat om hvem nogen har fortalt, at hun bruger abort som prævention. Og hvad så? Har jeg lyst til at spørge. Der er vel ingen, der seriøst mener at vi skal begrænse adgangen til abort, fordi en eller anden vi en gang har hørt om efter sigende har været en lidt for flittig gæst på hospitalet. Nej vel?

Caitlin Morans bog indeholder et meget fint og nuanceret kapitel om netop abort, og det vil jeg anbefale alle, også de religiøse (i enhver forstand) modstandere, at læse. Kapitlet om aborter, om hendes egen, om hvordan vi ser på abort (de dårlige og de gode), om hvordan vi ser på mødre, og hvorfor hun tror på, at kvinder er i stand til at træffe et kvalificeret valg, inden de får en abort. Det er kloge ord, og jeg blev faktisk rørt undervejs, fordi jeg synes netop det kapitel siger så meget om vores forventninger til kvinden som mor – og fødemaskine: ”Den bedste mor – den perfekte mor – vil gå alle ni måneder med ethvert barn, hun undfangede, uanset hvor nedbrydende og ødelæggende det ville være, for hendes kærlighed ville være stor nok til alle.”

Som Moran tror jeg på, at kvinder også når det handler om aborter er i stand til at tage kvalificerede og velovervejede beslutninger, præcis som vi hver dag gør på vores arbejde og i (de fleste) af livets andre forhold. Abortmodstandernes kampagne forsøger at tale til den lille pige i os alle, til den lyserøde drøm om barnet (”du vil jo altid kunne huske det lille hjerte, der slog inden i dig”). De taler enten fra et moraliserende eller et religiøst synspunkt, og det er der formentlig en meget god grund til, for der findes ganske enkelt ikke rationelle argumenter for at fratage kvinden retten til at bestemme over sin egen krop.

Caitlin Morans kapitel skriver åbent og næsten skræmmende nøgternt om sin egen abort, samtidig med at hun igen og igen understreger, at hun ikke var i tvivl eller nogensinde har fortrudt at hun tog den beslutning. Fordi det var den rigtige for hende. I den situation hun var i på det tidspunkt i sit liv. Og det er en helt afgørende pointe: Ingen af os kan (eller bør) gøre os til herre over, hvorvidt en kvinde skal føde et barn. Det er hendes egen beslutning (sammen med faren, hvis der er sådan en), og den ret fortjener ingen at få frataget eller mudret til med andres dårlige samvittighed.

P.S. Luise, du har vundet Kunsten at være kvinde. Send mig din adresse, så får du fluks bogen i din postkasse.

med emneordet , ,
24. september 2013
2 kommentarer
SOmeone to love, The kids

Måske er det derfor jeg ikke selv pylrer om i hvert fald et af mine børn

Egentlig er det den gamle sang om hønen og ægget. Altså får børnenes personlighed betydning for, hvilken slags mor man bliver? Eller har den slags mor man er betydning for, hvordan børnene bliver? Eller er det en uendelig cirkelbevægelse, hvor vi hver især former os efter hinanden?

Jeg ved det ikke. Det jeg til gengæld ved er, at jeg er mor til Miss C, og at hun hele tiden udfordrer min måde at forsøge at være en slags mor på. Som nu fx i går morges:

Mig:  Hey, stop, jeg vil gerne have at du tager en trøje på, når I skal cykle.

Miss C [kommer stormende tilbage og river trøjen ud af hånden på mig]: HVAD ER DET HER FOR ET LIV?!?! Kan man slet ikke få lov til at gøre NOGETSOMHELST uden der står en voksen og råber gør nu dit og gør nu dat. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at vi fik en snak om, hvordan vi kunne lave nogle andre rammer for, hvad I skal bestemme!

Hun er syv år. S.Y.V.

Jeg har for længst gjort mig mentalt klar til at sende hende ud i verden. Ikke fordi jeg har lyst til at give slip, men fordi hun allerede har revet sig løs. Det er livsduelighed in the making, og jeg elsker det (selvom det kræver hår på brystet og ben i næsen – også af mig).

.

med emneordet , , ,
23. september 2013
4 kommentarer
Farmorbørn, The kids

Pylrer du om dit barn – bare en lillebittemikroskopisk smule?

Jeg skal skrive en artikel om hvordan vi som mødre (og fædre) forsøger at beskytte vores børn mod alt ondt i verden, fordi vi ikke nænner at se dem slå sig eller blive kede af det. Der er dem, der mener, at vi gør vores børn en bjørnetjeneste, fordi vi ikke lader dem gøre deres egne erfaringer. Men det er svært, ikke? At give slip på den måde, når vi står lige ved siden af og kan guide dem uden om alt det onde.

Til artiklen leder jeg efter gode eksempler på, hvad du som forældre konkret gør for at skærme dit barn? I hvilke situationer forsøger du at beskytte dit barn? Råber du Pas på eller Kom ned, når dit barn er på vej om i det højeste træ? Tager du over i konflikter mellem dit barn og legekammeraterne, når de bliver uenige? Blander du dig, hvis du synes dit barn bliver uretfærdigt behandlet? Lader du dit barn selv gå alene til købmanden efter en liter mælk? 

Jeg vil meget gerne høre eksemplerne, men også dine tanker om, hvorfor du gør som du gør  – også meget gerne de eksempler hvor du godt ved, at du ikke burde blande dig, men alligevel ikke kan lade være, fordi du vil dit barn det bedste?

Det er ikke en artikel, der har til hensigt at hænge nogen ud, men derimod at se på, hvorfor vi reagerer som vi gør  – og hvad det betyder for vores børn (og jeg bruger ikke jeres eksempler uden først at spørge om lov).

Håber I er med på at lege lidt.

med emneordet , ,
23. september 2013
12 kommentarer
Anbefalinger, Sandheden, SOmeone to love

Tiltrængt opsang fra en klog gammel dame og en bog, du kan vinde (Caitlin Moran it is)

Caitlin Moran. Need I say more? Vanvidskvinde på speed (og jeg elsker det). Feminist om en hals med et komisk talent, som jeg nok synes er temmelig tiltrængt i en verden, hvor alle andre end de særligt dedikerede snerper munden sammen i sur hønserøv, hvis man kommer for skade at bringe emnet ligestilling (i enhver afskygning) op.

Morans helt banale pointe er, at hvis du har en vagina (det lyder ligesom bedre på engelsk – vagina på dansk lyder også som sur hønserøvsmund), og du gerne selv vil bestemme over den, så er du feminist. Punktum. Damen er ikke bare morsom, hun er også klog på sin egen temmelig bramfrie måde (se hende folde sig ud her).

IMG_20130902_193706Bogen, Kunsten at være kvinde, er netop kommet på dansk, og forlaget har været så venlig at sende mig en bog og love, at en af jer også kan vinde den. Men siden jeg nu både har den engelske og den danske udgave, synes jeg bare vi skal sende mit forlagseksemplar ud i verden.

Så meld dig under fanerne, hvis du vil være den lykkelige ejer af Kunsten at være kvinde. Jeg trækker lod på et tidspunkt søndag den 29. september.

Imellemtiden kan du læse det fine interview med Lise Nørgaard, som Berlingske har begået. Damen er 96 og fordelen ved at blive så gammel er, at man kan tillade sig at give kvinder en tiltrængt opsang. Der jo ingen der laver sur hønserøvsmund over en dame på 96. Hun har trods alt livet og erfaringen på sin side. Så lad os slutte med dette fine citat fra en klog gammel dame:

»Det er glimrende, at kvinder har noget at skulle have sagt, og det er meget tilfredsstillende. Jeg er vild med alt det, kvinder har fået. Men de sidder og læser Eurowoman. Har barselsorlov alt for længe. Så keder de sig, men i stedet for at læse en bog og få lidt åndsliv, går de i mødreklubber og taler om bleer, bøvs og bræk. Eller til baby-salmesang og så ligger de her småfede babyer på syv måneder rundt om alteret, mens mødrene bræger som får. Det lyder ad pommern til, og børnene kan jo tage skade for livet.«

 

med emneordet , , , , ,
17. september 2013
1 kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden, SOmeone to love

En af de morgener

Nå, men jeg tror bare jeg tager tilbage og henter mine børn hjem. Måske får jeg alligevel ikke lavet noget i dag, for det var en af de morgener. En af dage hvor den dårlige samvittighed hænger i tøjet resten af dagen.

Det startede egentlig fint, og vi ramte en god mellemtid, men der kan ske meget mellem 7 og halv 8. Fx at de tasker, der skal pakkes ikke pakker sig selv, og de børn, der skal pakke dem, ikke rigtig kommer ud af røret. Eller at den mor, der skal bevare overblikket taber det undervejs og begynder at blive lidt stram i betrækket, selvom det aldrig har gjort noget godt for kampen mod uret. Eller at moren for sent husker at der stadig er bogstavleg i 0. og at vi straks må finde en ting, der begynder med A, som den yngste kan lægge frem til udstilling i klassen (Asfalt? Nej. Automat? Nej. Ammoniak? Nej. Anker? Nej. Abe, siger den yngste så. Abe! Klart, har vi en abe? Nej, vi har ikke en abe. Det er der jeg googler “ord, der begynder med A og for første gang har Google ikke har svaret på alt. Selvfølgelig, det er en af de morgener, hvor Murphey lægger forhindringer ud).

Uret tikker, og vi forlængst har tabt al den gode tid, og børnene begynder at skændes, og mine mundvige hænger ned ad i en sur smiley. Miss Carla vælter med sin cykel allerede inden hun er kommet op på den og begynder at græde. Halfdan råber Lortemor og nægter at gå ud af døren. Fordi jeg stadig er syg. Siger han. Det er han ikke, men han bliver det formentlig hvis hans mor ikke holder op med at hvæse.

Cykelturen gør godt. Det gør den altid. Så er vi i bevægelse og vi kan kun cykle så hurtigt som vi gør, og der er ro til at tale om noget andet og til at køle af og måske ligefrem grine lidt. I dag nåede vi ikke at grine så meget, men jeg nåede at sige undskyld.

Den lille sagde bare: Ja, ja. Han vil gerne videre og den bedste måde at komme videre på er at forsvinde i mængden, grine med kammeraterne, og få den sure mor på behørig afstand.

Den store prøver, men stemninger sidder i kroppen på hende længere end på så mange andre, og hun hager sig fast i min arm, da jeg siger farvel: Du må ikke gå. Du skal blive hos mig. Siger hun, velvidende at jeg er nødt til at gå for klokken har ringet og dagen er i gang.

Hendes omsorgsfulde klasselærer kommer og holder om hende. Spørger hende hvorfor hun er ked af det. Min mor har været sur hele morgenen. Siger hun. Og det er det ikke så meget at sige til. Jeg krammer og kysser farvel og har den dårligste smag i munden da jeg skynder mig ud af døren. Hun skal nok klare sig, men følelsen sidder i kroppen resten af dagen. Hendes krop. Min krop. Det var en af de morgener. Kapløb mod tiden og humøret. I dag vandt jeg ikke.

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →