Egentlig ville jeg have vist jer nogle flotte og tankevækkende billeder fra Malawi, men nu skal jeg se sæsonafslutning på Krysters Kartel. Über humor. Love it.
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Hvis du kun skal se en film…
Breathtaking i ordets oprindelig betydning. Virkelig gudesmuk og aldeles betagende.
Et liv med lister
Tænk engang, min mor er sådan et menneske, der ikke kan køre i Brugsen efter en liter mælk uden at skrive en seddel først. Når vi skulle have gæster derhjemme, skrev hun minutiøse lister med alle de opgaver, der skulle løses før gæsterne kom: “Stryge skjorte”, “lave dessert”, “ordne vask i badeværelset”…
Kæmpe komisk. Syntes jeg. Men dengang var jeg så også 15 og ikke 35, selvom det selvfølgelig godt kunne være svært både at skrive dansk stil og være forelsket i ham fra parallelklassen. Samtidig.
Nu står hovmod til gengæld for fald, for hver gang jeg har et ledigt øjeblik laver jeg lige en liste. Det fede ved lister er, at det giver orden i et lidt kaotisk og meget uforudsigeligt liv med børn.
Når jeg har skrevet det hele ned, så behøver jeg ikke huske på alle de vigtige sager mere. Hvis jeg nu var zen-mor ville jeg sikkert sige at jeg så kunne være mere tilstede i nuet, men det ville nok være en tilsnigelse.
Mit problem er nemlig – i modsætning til min mor – at jeg aldrig kan finde sedlerne igen, så derfor går jeg hele tiden rundt med fornemmelsen af, at der er noget, jeg har glemt. Desværre viser al erfaring indtil videre, at jeg har ret. For der er som regel noget, jeg har glemt, men det blir jo rent Sisyfos-arbejde at liste sig ud af den udfordring.
Hvad er det ved stille, du ikke forstår?
Kender I de der damer, der rejser sig og vader hele vejen gennem kupeen i toget for at fortælle en, at man sidder i en stillekupe, og derfor hverken må sludre lidt med sin sidekammerat, ringe til sin mor for at høre, hvordan hun har det, eller spille lidt høj musik, så de andre også kan få glæde af den nye plade med… ja, ok, jeg køber så ikke så meget musik mere, men I ved hvad jeg mener.
Nå, men den dame… Det er så mig. Så du kan godt sige hej næste gang, du møder mig. Og hvis du larmer i stillekupeen, kan du være ret sikker på at få besøg af mit sure fjæs. Simpelthen fordi det er blevet et princip – patetisk måske, men helt ærligt jeg har jo sat mig derind, fordi jeg kører med en decibel langt over det menneskelige, når jeg kommer hjem. Jeg har brug for ro. For at være helt stille. For at jeg kan være en tålelig mor for mine børn. Så husk nu på, at jeg bare er sur, fordi jeg prøver at blive en bedre mor. Ret simpelt, egentlig.
Har I fået styr på orloven?
Hvis jeg havde en FAQ i mit liv, så ville spørgsmålet, om hvorvidt vi har fået planlagt vores orlov (præcis en måned fra nu…) stå øverst. Mit svar ville være:
Ja, altså bortset fra, at vi mangler
- At betale sidste rate til autocamperen
- At finde ud af hvornår vi skal betale sidste rate til autocamperen (det er ikke usandsynligt at vi har misset en dato… hope not)
- Rejseforsikring
- Nye pas til børnene
- At få taget billeder til nye pas til børnene
- At booke overnatning i Nürnberg
- At booke cykeltrailer i Berlin
- At få bare et minimum af overblik over overnatningsmuligheder i Østrig, Tjekkiet, Ungarn, Slovenien, Kroatien, Italien og det der ligger derimellen
- At hyre en havemand til at slå græsset, mens vi er væk, bare for ikke at signalere alt for meget vi-er-ikke-hjemme-så-tag-hvad-du-vil-ha
- At bestille et Mastercard
Ahr, det burde jo ikke tage mange timer at få på plads, tænker du. Enig. Men det kræver så ligesom, at man har nogle timer, som ikke er fyldt ud med arbejde, tøjvask, madlavning, oprydning, de der goddamn madpakker (igen) og forsøg på bare et minimum af afretning og tilpasning af børn.
Jeg er helt sikker på, at det er en meget klog beslutning, at børnene lige tar en uge mere i institution, når vores orlov starter. Om ikke andet fordi vi skal bruge de første par dage på vågne efter den havefest, der indvier orloven. Og så er der selvfølgelig også selve pakningen. Egentlig burde vi vel også have en form for førstehjælpskasse med…
Det gjorde det så
Altså regnede og regnede og regnede i Berlin, men heldigvis var mit Visakort med på at shoppe sig til lidt solskin, og den silende regn lørdag var et godt påskud for at pleje tømmermændene i biografens mørke bevæbnet med uendelige mængder popcorn.
Men inden vi kastede os ned i sæderne, skal jeg love for at jeg havde tanket op på den gode samvittighed. For da vi vågnede ved 11-tiden (hvilket privilegium), så væltede vi direkte ud af sengen og ned i løbetøjet! Det er rigtigt – vi tog lige en lille rask løbetur i regnvejr med tømmermænd… eller det vil sige bagefter blev vi enige om, at det nok i virkeligheden kun lod sig gøre, fordi vi lavede et reelt bagholdsangreb på os selv. Nå, men så tror jeg nok lige det kan være svært at komme til for sin egen selvtilfredshed igen…
Måske sidder du i virkeligheden og venter på den store turguide til Berlin, men så kommer du til at vente længe med mindre altså du vil have en meget detaljeret beskrivelse af Kastanienallees bedste butikker og cafeer. Ahr, vi var da også en tur nede i Mitte, for der lå biografen og det er ned ad bakke på cykel hele vejen fra Prenzlauer Berg.
Og så kommer man så lige tilbage som ren overskudsmor og -kæreste. Der er ligesom ikke rigtig noget, der kan ramme en efter sådan en retreat.
Børnene har været foruroligende søde og medgørlige – jeg formoder at straffen kommer, når jeg mindst venter det, for de kan da umuligt være så taknemmelige for den fantastiske tiger-te, at de lader mig gå fri…
Hvem gider tale om vejret?
Ikke så meget som et lille pip om vejret får I fra mig. Jeg er jo ikke en lokalafdeling af DMI. Hvis du vil vide, hvordan vejret er, så smut over på dmi.dk i stedet. Og hvis du vil vide, hvordan vejret påvirker voksne mennesker… ja, så er det heller ikke her. For er det ikke bare det sygeste, at høre voksne mennesker brokke sig over vejret uanset om det regner eller sner eller er hedebølge eller pissekoldt?
MEN HVIS DET FUCKING REGNER I BERLIN, BLIR JEG SINDSSYG!
Den bedste bog
Faldt lige over bogen over alle bøger – og med fare for at overdrive, fordi jeg læste den, mens jeg residerede på et meget lille kollegieværelse i det nordlige London, mens jeg skrev speciale, vil jeg bare sige, at den altså har fået så mange priser, at det giver mening at sige, at jeg lægger mig i slipstrømmen af andres begejstring.
Du får lige et lille resume: Da den jødiske videnskabsmand David Strom og den sorte sangerinde Delia Daley i 1939 gifter sig, er det nærmest en forbrydelse i de racistiske USA. Deres børn vokser op i en verden af had og diskrimination, og de to ældste flygter ind i musikken, mens den yngste slutter sig til Black Power-bevægelsen.
Og hvis det ikke lyder af meget, vil jeg bare sige, at det er den mest rørende bog, jeg har læst næst efter Den uendelige historie (der hvor hesten drukner), og at jeg tudede mere end en gang undervejs.
På dansk hedder den Sange i tid og rum, og jeg synes du skulle læse den. Med det samme. Faktisk. Også selvom det danske omslag ikke er så smukt som det engelske. Læs alligevel. Nu.
Det sagde hun også i går
Tre dage i Berlin, lige inden for rækkevidde, i det bedste selskab og med udsigt til masser af snak om alt det sædvanlige. Vi forsøgte at tale både Göteborg, Amsterdam og Istanbul op, men til sidst vandt den tyske hovedstad alligevel. Så nu tager vi afsted efter helt samme model som sidste år, samme bus, samme kvarter, samme planer.
Det burde velsagtens være en form for et faresignal, at man kan være jublende glad over gentagelser. I kender godt de der par, der hvert år i påsken tager to uger til Rhodos, og det har de sådan set gjort i 20 år. Nå, men det er så os, men det er jo lidt noget andet med Berlin. Top of the pop. Den kreative klasse i vægtløs tilstand. Bohemian lifestyle a la Vesterbro i opgangstid.
Men nu har jeg alligevel fået koldsved, for måske går mit liv mere i ring end jeg aner:
Kære Trine. Er nok først hos dig ved 10-tiden imorgen aften. Casper skal lige hjem fra golf, før jeg kan tage af sted. Håber det er ok. Knus
Og nu har hun lige svaret:
Det sagde du også sidste år. Du kommer bare når det passer dig
Ren røv at trutte i
Kender I de der keramikfugle, som også er en fløjte. Hvis du puster den lille fugl i numsen, kommer der en liflig fløjtelyd ud af næbet på den. Jeg tror, de er fra Mexico, men det er sådan set ligegyldigt for de er sjove at puste i ligemeget hvor du kommer fra. Nå, men nu er min børn altså begyndt at lege keramikfugl – med hinanden.
Forleden da de var i bad, grinede de så højt, at jeg følte, jeg blev nødt til at rejse mig og gå ud for at se, hvad der var på færde. Som regel er det jo et faresignal, når børnene morer sig så hysterisk, når de er alene. Og der stod Carla med hovedet oppe i røven på Halfdan og pustede af sine fulde lungers kraft. Han fløjtede ikke, men grinede så tårerne bogstavelig talt løb ned ad kinderne på ham.
Jeg antager, at det er godt, at børnene har et naturligt forhold til alle dele af kroppen…
Kun sandheden 