Tre dage i Berlin, lige inden for rækkevidde, i det bedste selskab og med udsigt til masser af snak om alt det sædvanlige. Vi forsøgte at tale både Göteborg, Amsterdam og Istanbul op, men til sidst vandt den tyske hovedstad alligevel. Så nu tager vi afsted efter helt samme model som sidste år, samme bus, samme kvarter, samme planer.
Det burde velsagtens være en form for et faresignal, at man kan være jublende glad over gentagelser. I kender godt de der par, der hvert år i påsken tager to uger til Rhodos, og det har de sådan set gjort i 20 år. Nå, men det er så os, men det er jo lidt noget andet med Berlin. Top of the pop. Den kreative klasse i vægtløs tilstand. Bohemian lifestyle a la Vesterbro i opgangstid.
Men nu har jeg alligevel fået koldsved, for måske går mit liv mere i ring end jeg aner:
Kære Trine. Er nok først hos dig ved 10-tiden imorgen aften. Casper skal lige hjem fra golf, før jeg kan tage af sted. Håber det er ok. Knus
Og nu har hun lige svaret:
Det sagde du også sidste år. Du kommer bare når det passer dig
Kun sandheden 
Kender det kun al for godt. Fx. når jeg starter på historien ‘dengang jeg var i USA’ – så kommer min mand med alle de anekdoter som han har hørt 1000 gange og tænk, jeg synes ikke jeg har fortalt dem. Kors i røven.