Kun sandheden

”De refererede for hinanden samtaler som de havde haft med andre forældre, og forsikrede stakåndet hinanden om at det blev nemmere om et års tid, om to år, når den mindste blev tre, når de begge var over fem, når ingen af dem brugte ble, når de var i skolealderen…”

Er det en samtale I har haft derhjemme? Bare lidt?

Eller hvad med det her:

”Med samme skæve smil forholdt de sig til de efterhånden allestedsnærværende populærvidenskabelige håndbøger om ernæring og trivsel i familien, som Rune og Anna med en vis selvrespekt kunne proklamere, at de aldrig kunne finde på at købe, men som alligevel fandt vej til deres lejlighed […] og de talte om at det var hysterisk, kvasireligiøst og potentielt farligt, men endte alligevel med bagest i hovedet at lagre nogle af de vejledende ideer og gode råd og måske afprøve en madopskrift eller to.”

Nu kom jeg så til at sige, at den måske ikke var så god, men i mellemtiden har jeg så rent faktisk læst Nikolaj Zeuthens bog Verdensmestre, og jeg har knap fået vejret endnu. Egentlig er det en ret nøgtern beskrivelse af livet , som det former sig for parret Anna og Rune og deres to små ønskebørn, men skal jeg love for, at han får hængt alle os, der er børn af 70’erne og blev forældre i 00’erne, til tørre. Eller i hvert fald mig og så mange i min omgangskreds, at det begynder at ligne en tanke, en form for et fænomen, en generationsting.

Siger det her dig noget:

”Et gennemgående problem som især viste sig med den treårige Emma, var at barnets eget velbefindende og trivsel var det eneste pejlemærke for hvor vellykket projektet var. Rune og Annas valg førte langt fra altid tilbage til et fastforankret sæt af ideer og overbevisninger, men indgik snarere som indimellem ganske flagrende dele af en hele tiden igangværende proces hvor målet var at fremelske bestemte egenskaber i datteren, og hvor det derfor var hendes adfærd der var evalueringsrapporten hvori man kunne læse hvor godt eller dårligt målsætningen var lykkedes.”

For ikke at forglemme det evige dilemma:

”De kunne således godt på en lørdagsudflugt i en snæver vending give Emma en hotdog i en pølsevogn, men mens hun stod der med maden i sine små hænder og smilende lod den forsvinde ned i sit sarte og letpåvirkelige fordøjelsessystem, gjorde de sig begge mere eller mindre abstrakte, diagrammatiske forestillinger om hvordan farvestofferne og de øvrige E-numre trængte ind i mavesækken og tarmene og hjernen, hvordan de små giftpartikler satte sig i Emmas væv, hvordan fedtet og ketchuppen og remuladen og de ristede løg helt givet ville virke på Emma i retning af mathed og følelsesmæssige udsving, og i mange timer efterfølgende ville den røde pølse være et negativt pejlemærke for Rune og Annas forståelse af Emmas adfærd og humør.”

Det er ikke særlig sindsoprivende og sine steder både forudsigeligt, kedeligt og temmelig gennemsnitlig. Præcist som mit liv. Læs den, hvis du tør.