18. maj 2011
1 kommentar
Mig sagde hunden

Men in orange?

Har du lagt mærke til, hvor uforholdsmæssigt mange mænd der alligevel er glade for orange? Nå, ikke. Måske er det bare et sammenfald, at jeg de sidste dage har set bemærkelsesværdigt mange mænd iklædt netop den farve – eller som har ladet sig fotografere op ad en orange baggrund. Bemærkelsesværdigt, fordi det er meget, meget få mennesker (i verden nærmest), der rent faktisk kan bære den farve – og ud af de meget, meget få mennesker er det en meget lille procentdel, der er mænd.

Og nu vi taler om det. Hvad skete der lige for Kåre Quist i Kontant i går? Var det bare mig der så ham iklædt en meget nedringet t-shirt og beige cottoncoat? Og er jeg den eneste, der ikke helt forstår hvorfor?

Og hvad sker der i øvrigt for mig, som drømmer om at sidde i toget til Berlin i morgen med Albertes fantastiske musik i ørerne? Kan det virkelig passe, at der kun er Hansi Hinterseer, Thin Lizzy og Kids Hits at hente i den lokale Ekspertforretning? Og hvad siger det musikudvalg om provinsen og om mig, der har valgt at bo her?

med emneordet , , , ,
17. maj 2011
1 kommentar
Farmorbørn, The kids

Kamp til sidste bloddråbe

Lige så hysterisk jeg kan blive over, at de unger ikke bare ligger sig til at sove ASAP, når nu jeg, deres mor, som kender dem bedre end dem selv, ved, at de er trætte og SKAL sove, ligeså urkomisk er det at observere deres kamp mod trætheden.

Som for eksempel når barnet bruger 20 minutter på at flytte sin madras rundt i hele værelset under højlydt klagen over ikke at kunne sove. Og som så til sidst modvilligt lægger sig på madrassen og råber: JEG FALDER ALDRIG I SØVN. ALDRIG NOGENSINDE. Derefter 10 sekunder, måske mindre. Og så snorken, der er en murerarbejdsmand værdig.

(Jeg sagde jo, de var trætte.)

med emneordet , ,
17. maj 2011
1 kommentar
As if, Mig sagde hunden

Skæbnens huskekage

Da jeg gik i gymnasiet, var jeg temmelig full of myself (for nu at sige det mildt). På den der jeg går i utroligt løse gevandter, har set lyset og venter nu bare på at nogen ser mit enestående talent-måde. Lad mig bare sig, at jeg venter stadig…

I min klasse gik der en pige, som vi (altså os, der havde vores på det rene, alting på det tørre, var nede med de fede og havde lommerne fulde af koffeinpiller, som kunne holde os oprejst fra torsdag til søndag)… Forfra: I min klasse var der en pige, som stak temmelig meget ud. Hun havde talte flydende spansk foruden et formfuldendt tysk og engelsk. Hun var stjernegod til at analysere, hun kunne synge, og selvfølgelig blev hun bedre til at bøje de latinske verber end alle os andre tilsammen. Dengang syntes vi det var hende, der var lige smart nok. Tænk, at hun ikke gad at drikke sig ned i fadøl til en 5’er på det lokale værtshus om torsdagen. Hun kunne ikke tåle røg og insisterede på, at der ikke blev røget inden for, når klassen mødtes (Øh, hvad? Som om? Kan man nu ikke engang få lov til at rulle sig en cigaret på den gode gamle Samson-tobak og nyde den i fred?). Og når det var fuldmåne kunne hun ikke sove. Helt ærligt. Kom nu ind i kampen. Live a little.

Efter gymnasiet begyndte vi at ses lidt gennem en fælles ven, og jeg undrede mig over, at netop hun ikke strøg direkte videre på universitet og brugte alle sine talenter der. I stedet kastede hun sig ud i noget maleri (og var selvfølgelig stjernedygtig til det). Hun overvejede vist at søge ind på Kunstakademiet, men skrev så i stedet en ansøgning til Forfatterskolen og kom ind. Efter nogle år begyndte hun at uddanne sig sprogofficer (nåh, det gik måske ikke så godt med skriveriet) og lærte at tale russisk på ingen tid. Derefter videre til Afghanistan (forestiller mig hun lærte at tale pashto i flyet), hvor hun som en af de første så potentialet i at forsvaret gjorde noget for de afghanske kvinder. Fik en pris og skrev en bog om det arbejde. Og nu har hun gudhjælpemig fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond for sit litterære talent. Who’s laughing now, little miss wannabe hjemmerullet hippie?

med emneordet , , ,
16. maj 2011
1 kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Ord, der starter med k

Det er ikke ordforrådet, den er gal med. OMG. Så mange ord, der strømmer gennem hovedet og ud af munder på det barn. Konstant. Og os, hans genetiske ophav, synes jo bare, han er noget så sød, når han fortæller historier. Og totalt nuser er det også, at hans udtale endnu ikke er helt på plads. Særligt K spænder ben, så Carla bliver til Darla, køkkenhave til døddenhave, kammerat til dammehart (R er også temmelig svært, spørg bare kæresterne Mahie og Sighid).

Anyways. Vi snakker en hel del om, hvad vi skal gøre. Eller rettere om vi burde gøre noget. Men i vanlig stil bliver det ikke rigtig til noget. I fredags fortalte en pædagog i børnehaven, at en talepædagog havde givet det råd, at det er rigtig godt at overdrive lydene.

Således grebet af den gode stemning ved aftenbordet i går kastede vi os ud i overartikulerede K-ord, som til sidste endte med at hele familien sad og råbte til hinanden:

– [K]ammerat

– [K]ammerjun[K]er

– [K]anon

– [K]lamphugger

Et ord, der fik Miss Carla til at bryde fuldstændig sammen af grin, og som Halfdan til alles overraskelse kunne sige. Og så fik de voksne blod på tanden:

– [K]lemme

– [K]lejne

– [K]lasse

– [K]ussetyv

Begejstringen løb ligesom af med mig. Og i øvrigt var det et rigtigt godt ord at råbe højt. Spørgsmålet: Hvad er en kussetyv? viste sig lidt svært at besvare på et stadie, hvor vi ikke engang er nået til at sætte de rigtige ord på forplantningens hellige handlinger. Undskyld.

med emneordet , , , , ,
16. maj 2011
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Sandheden, The kids

Det behøver ikke være svært at sætte ord på

Til fødselsdag igår hos en af de nyskilte familier, som havde kastet sig ud i kunsten at holde en børnefødselsdag som i gamle dage og lykkedes med det. Jeg er fuld af beundring for det overskud.

Og mens vi andre måske gik lidt rundt om den varme grød, satte Halfdan og fødselarens storesøster på fem sig ved børnebordet med deres boller:

Halfdan: Din mor og far, de bor jo ikke sammen mere.

Storesøster: Nej, de er heller ikke kærester mere, og jeg skal bo i et andet hus sammen med min mor.

Og så videre til kagen… Ikke så mange dikkedarer der. Og jo, jo jeg ved da godt, at det er fordi ungerne ikke har den fjerneste ide om, hvad der er socialt acceptabelt at sætte ord på. Det er jo fx også derfor, at ens søn kan finde på at sige til sin far, der får en hjælpende hånd af en bekendt fra golfklubben: “Far, arbejder du sammen med ham den tykke der?”

I går var en fin dag. Og ham, den lille 2-årige fødselar, han var bare rigtig glad for sin nye cykel.

med emneordet , , , ,
14. maj 2011
3 kommentarer
Anbefalinger

En moderne familie

Først læste jeg Lone Hørslevs Sorg og Camping og bagefter Erlend Loes Stille dage i Mixing Part. Og når man har gjort det, ville man egentlig bare ønske, man havde stiftet familie og lade sig binde sammen af de der unger, som jo er langt mere forpligtende end hvide kjoler og fælles ringe i guld. Det med børnene er jo faktisk til-døden-jer-skiller uanset hvad der sker fra nu af.

Begge bøger fortæller satirisk og tragikomisk om mennesker, der ikke har lyst til at være der, hvor de er. Om mennesker, der drømmer om at leve et andet liv end det, der står midt. Om mænd og kvinder, der taler sammen og alligevel næsten systematisk taler forbi hinanden. Og en hel masse om at længslen efter det græs, der eftersigende skulle være grønnere på den anden side.

Det kunne have været både trist og temmelig tungt at slæbe sig igennem, men både Hørslev og Loe er kløgtige, dygtige ordmennesker og satirikere, der tør at bide fra sig. Så det er virkelig trist, men også meget, meget morsomt  og så temmelig tankevækkende. Jeg gad for eksempel godt vide, hvor mange af de mænd, jeg kender, der har haft våde drømme om Nigella Lawson?

med emneordet , ,
11. maj 2011
Skriv en kommentar
As if, Farmorbørn, Sandheden

Se, alle de sjove ting min far lavede

Jeg har lavet en Lad være med at skælde ud og tal anerkendende til dine børn-test til Vores Børn Junior. Hvordan testen gik kan du læse i augustnummeret, men jeg kan godt afsløre nu, at en lille præmie ville have været på sin plads…

I påsken tog jeg mine to børn med på tur for at blive fotograferet i smukke omgivelser og af professionel fotograf. Begge dele skulle gerne smitte af på resultatet.

Idag bad redaktøren mig så om jeg ville sende nogle af vores egne billeder til at krydre med. Bare en håndfuld af de bedste billeder af børnene og mig.
Nu har jeg så bladret det sidste års billeder igennem – faktisk endte jeg med at bladre stort set hele det store familiealbum igennem efterhånden som sandheden gik op for mig. For det er ikke spørgsmål om at finde de bedste. Det er et spørgsmål om at finde nogen overhovedet…

Vi har en mia. billeder af børnene i alle mulige og umulige situationer. Og vi har billeder hvor de læser bøger med deres far, fejrer fødselsdag med deres far, er på stranden med deres far, spiller golf med deres far. At dømme efter billederne er der nærmest ikke grænser for hvad faren har foretaget sig med børnene. Jeg derimod… Oh gru. Den ikke-eksisterende mor.

Det, der findes er enten 1) mor i baggrunden (og dem er der endnu færre af) eller 2) mor close up med et stk barn i forkrampet forsøg på selv at dokumentere sin tilstedeværelse.

Et par eksempler

Det går jo bare ikke – hverken i bladet eller i familien. Håber eddermame de unger kan huske hvor sjov jeg var uden et kamera i hånden.

med emneordet , , , ,
11. maj 2011
Skriv en kommentar
Anbefalinger

En telefonsælger der er svær at ryste af

Jeg ved ikke med dig. Men jeg synes ligesom jeg er blevet for gammel (og for meget mor med tunnelsyn i ulvetimen) til at blive ringet op af telefonsælgere, der fem minutter i spisetid liiige vil sælge en forsikring, et avisabonnement eller spørge om, hvilke kaffeshampooremolade jeg bruger. Derfor svarer jeg aldrig på “hemmeligt nummer” (som er det mindst hemmelige tegn på, at der er nogen, der vil sælge dig noget), og hvis jeg alligevel gør, siger jeg venligt Nej tak. Dårligt tidspunkt. Farvel.

Men så i går ringede en kvinde fra Mødrehjælpen. Ikke noget hemmeligt nummer der. Og aldeles overraskende og overrumplende venlig. Hun forklarede, at der lige nu er ventetid hos Mødrehjælpen for kvinder, der bliver udsat for vold, fordi Mødrehjælpen ikke har penge til at udvide deres tilbud, så de kan tage imod de kvinder (og deres børn), som har brug for hjælp.

Jeg var ikke svær at overbevise for det føltes bare instinktivt rigtigt at give et bidrag. Til kvinder, der er udsat for vold, trusler om vold, og som lever med angsten for, hvad der sker, når de forlader den mand, der måske i årevis har udsat dem for overgreb. Det kræver mod og styrke af slags, som fortjener opbakning fra os, der – trods alt – lever et ret ukompliceret liv. Måske har du også lyst til at være med?

med emneordet , , , ,
8. maj 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Jeg kunne bare lade være

Seriøst, jeg har end ikke den mindste lillebitte anelse om, hvorfor jeg skrev som jeg gjorde i overskriften. Kan ikke engang huske, hvornår jeg skrev det. Udover det må have været i dag.

Midt på siden er der fremhævet en rød boks, hvor der står “Det har du ikke rettigheder til at gøre.” Og når jeg publicerer siden, spørger systemet: “Er du sikker på du vil gøre det?” Måske skulle jeg bare lade være. Eller jeg ved ikke…

P.S. Jeg skulle selvfølgelig have grebet ind i dag, for det viste sig, at det hjemmestrikkede køkken havde specialiseret sig i retter kogt på alle havens hvide og sorte tulipaner… Så det var det. Godt for kokkene, at æbletræet blomstrer nu.

med emneordet ,
8. maj 2011
Skriv en kommentar
The kids

Det med galaksen

image

Apropos. Hvad er det for et barn der starter dagen med en bolle med gorgonzola?

← Ældre indlæg
Nyere indlæg →