Jeg tar den på min kappe

Lige om lidt holder jeg kæft med den ferie og de billeder, der kom med hjem. Det er jo ved at udvikle sig til en slidt udgave af TV2 Nyhederne, hvor der ikke er grænser for, hvor mange vinkler man kan lægge ned over den mindste lille begivenhed.

Men altså man skulle jo tro, at vi ikke havde lavet andet end at indtage føde på den ferie. For de 194 billeder viser børn, der spiser morgenmad, børn, der snacker, børn, der spiser sandwich, børn, der giver deres bamse mad, og børn, der spiser aftensmad. 100 af billederne viser udelukkende børn, der spiser is. Jeg synes åbenbart mine børn er utroligt søde at være sammen med, når de spiser. Og sådan gik det til, at jeg blev hende den amerikanske mor, der tvangsfodrede mine børn, som blev så store, at de måtte løftes ud fra førstesalen med en kran. Var det noget, TV2?

Ok, selvfølgelig har jeg ikke taget 194 billeder af spisende børn. Jeg tog nemlig også et snapshot af hele familien i elevatoren i lufthavnen på vej hjem. Sjovt nok, synes min kæreste ikke nødvendigvis det var den bedste ide, jeg fik på den tur. Som du kan se på billedet, havde jeg det til gengæld meget sjovt, men det er selvfølgelig heller ikke mig, der forsøger at bakke vaklende bagagevogn inkl. 2 (på alle måder) balancerende unger ud af elevator imens.

Han havde til gengæld haft god mulighed for at få fotorevanche, da jeg en time senere jonglerede med to overtrætte børn og et toiletbesøg gone wrong på hektisk og temmelig crowded rasteplads. Nu er han så bare ikke så besat af at dokumentere familiens kalorieindtag (eller den efterfølgende rejse), som hans maniske livsledsager. Du vælger selv, hvem der har fat i den lange ende.

 

med emneordet , , , ,

Hun vokser ud af mig

I morges redte hun selv sit hår og lavede en hestehale. Sådan en pæn en, der er redt sammen med børste og sirligt samlet med en elastik. Hun strøg selv det lidt for lange pandehår væk fra øjnene og satte det fast med et spænde. Og hendes tøj matchede – ikke meget gipsy tilbage i det barn.

Nu er hun en af de store i børnehaven. En af de ældste. Dem, der taber tænder, og som ikke længere har basun-englekinder.

Jeg forstår fandme godt, hvorfor forældre tuder, når børnene starter i skole. For der mister vi dem jo sådan rigtigt første gang. Der holder de op med at blive passet på dagen lang. Der udfordrer jungleloven civilisationen, og der bliver de rigtige små mennesker, der skal præstere i virkeligheden. Ikke flere perleplader og mudderkager som lovligt tidsfordriv.

Jeg har et år og 390 madpakker  endnu. Til at kramme et barn, der alligevel aldrig har været et krammebarn. Til at give slip og øve mig i at vinke farvel sådan rigtigt. Aih ok, ikke rigtigt, vel? For det er jo først når hun pakker sin rygsæk og rejser til Indien og ryger sig skæv og roder rundt med australske surfertyper og sover på interimistiske hoteller, at jeg for alvor siger farvel. (Og så skal du høre mig pive.)

Men altså inden vi når så langt, så er der lige noget alfabet og nogle tabeller, der skal læres (foruden alt det andet). Og sammenlignet med rejsen til Indien er det alligevel til at tage og føle på. I første omgang får hun vel brug for nogle til at øve 9-tabellen med – selvom jeg indrømmer, at jeg måske ikke er det mest oplagte valg til lige præcis den opgave.

med emneordet , , , , , ,

Sommerferie i børnehøjde

Jeg har så nærmest ikke taget et eneste vellykket billede fra feriekollektivet i Spanien. 11 børn i en hvirvelvind og rigelige mængder hvidvin efter børnenes sengetid gav sjovt nok ikke lige kameraet førsteprioritet. Ikke mindst fordi jeg det meste af tiden ikke havde nogen som helst fornemmelse af, hvor det var blevet af i bunken af badevinger, våde håndklæder og perleplader.

Af billederne fremgår det, at det en del af ferien også har været i hænderne på min søn, og på den måde får man jo så også en fornemmelse af, hvad det er for en ferie, han har været på. Temmelig stilfærdig i grunden.

med emneordet , ,

And the winner is…

I dag er jeg på vinderholdet. Ironisk nok i en kronikkonkurrence i Information om, hvad præstationskulturen gør ved os allesammen. Og jeg kan bare sige, at den der sms, der tikkede ind på min telefon sent tirsdag eftermiddag, den gjorde ualmindeligt godt. Ikke mindst fordi der ud over æren også fulgte to flybilletter til Island med i begejstringen. Så nu er der dømt shopping i Reykjavik, nordlys på romantisk hotel i ødemarken og den slags ødselt tidsfordriv.

Kronikken? Den handler om sådan nogle som mig, der har travlt med at lade som om, at jeg ikke har en eneste lillebitte ambition på mine børns vegne, selvom jeg nærmest ikke har andet. Måske kender du det? Bare lidt? Nå, men i hvert fald kan du så læse om sådan nogle som mig og mit særligt talentfulde barns potentiale lige her

med emneordet , , , ,

Jeg er ikke holdt op

OK. Rimelig mørkt billede af sovende barn i sidste indlæg. Beklager. Altså at du på den måde gik glip af min engel.

Apropos søvn. Det ka godt være de var lang tid om at falde i søvn i storkollektivet men hold kæft hvor de sov begge to når de så gjorde det. Nu vågner de om natten og ska ha noget at drikke, tisse og trøstes. Er det mon en tanke værd at de i under den spanske ferie delte seng med deres forældre…

Og apropos børn. Så har de været noget frustreret over stilheden, vejret og maden siden vi kom hjem. På en måde ligesom de voksne. For her flyder ingen dameblade, serveres hverken kolde gintonics eller rislende hvidvin og her er der kun to til at vaske tøj og rydde op og lave mad. For slet ikke at tale om selskabet. Der er sgu temmelig stille i ligusterkvarteret efter sådan en uge.

Lige nu er der faktisk bomstille. For resten af familien er ude og rundt omkring så her er bare kaffe, fuglesang og motorvejens susen. Også en form for provinsromantik som føles rart. Trods alt.

med emneordet

Magic moment

image

En uges ferie af de gode og solrige slutter lige om lidt, og i aften lagde børnene sig til at sove for første gang uden en timelang modstandskamp. Alt ånder ro. Sidste nat med kliken…

med emneordet

Stordriftsfordele

image

Ude fra lyder det måske som et temmelig kaotisk koncept. Det gør det egentlig også indefra. Andet er vel næsten ikke muligt når man samler 11 små børn på et sted og det sted ikke er institution med uddannet personale eller en engelsk kostskole i 30’erne (oh,tænk hvis det var…)

Til gengæld er der en pool og normeringen langt bedre end i institutionen, for hele det her sindssyge menagerie er gamle venner (du ved, dem der kender dig bedst og ved alt det, du ikke har lyst til at dine nye venner skal vide om dig) og deres unger samlet i et grande casa på den spanske solkyst i en hel uge. Genial ferie, nu du spørger.

Stordriftsfordelene er til at få øje på: Madlavning på skift. Oprydning på skift. Leg på skift. Solbadning på skift. Og voksensamtaler (lidt rusten der, men vi er ved at komme i træning), kold hvidvin og snak som i gamle dage når (de fleste af) børnene sover tungt i deres senge.

Det er en vitamindsprøjtning af de helt store. Og bagefter er der stille. Både på den gode og på den lidt vemodige måde. For man kan godt blive temmelig afhængig af at være så meget sammen med alle dem, man kan lide.

med emneordet ,

Det havde jeg glemt (om sommerferie)

image

Goddamn. Sol holder. Spanien holder. Swimmingpool holder. Det hele holder fordi det er ferie og dagene er endeløse (det samme var den første nat hvor piraten var vågen lige omkring 8000 gange og så blev jeg lige igen mindet om hvorfor jeg er SÅ færdig med at være babymor).

Men nu er de i badetøj. Jeg har fået cafe con leche og læser Dy Plambeck og så er alt lutter idyl.

Der er åbenbart ingen grænser for hvor mange gange man tilgiver sine børn. Utroligt, når man tænker på hvad de trods alt trækker en igennem på relativt kort tid. Ikke ret mange andre der kunne komme af sted med det. Eller måske ingen faktisk.

Nå, men det var den ferie vi kom fra…

med emneordet

Lost in the fire

Nu har jeg stirret på det her indlæg i halvanden time. Og ingen ord kommer. Ingenting. Måske fordi sommeren er fuld af solskin og saltvand og børn, der bader fra morgen til aften. Det er præcis så skønt som ferie skal være. Præcis så tilfældigt. Og glædeligt. Allerede.

Forude tre uger mere af alt det gode. Heraf en del dage i eksil. Væk fra regnen og de dage, hvor ingenting ligner sommer.  Men for fanden da! Tænk, hvis livet kunne være simpelt som nu. Altid. Hver dag.

med emneordet , , , , ,

Tomgang, hverdagssnak og sproglige talenter

Her har du svaret på, hvorfor Helle Helle er god – og på hvad det er hun kan med alle de ord, der syner af ingenting.

Scene 1

”Nå, skal du smage en?”

”Ja, men så lad mig da det.”

”Det er jo ikke for tøsedrenge.”

”Er der nogen, der har sagt jeg er en tøsedreng, da?”

Han rejste sig op og rodede i poserne på hylden over sæderne, man kunne se et stykke af hans mave der, hvor skjorten ikke helt kunne nå ned i bukserne mere, han pustede lidt, da han rakte dåsen frem.

”Værsgo.”

”Nå, hold da op. Det er en ordentlig omgang. En julebryg.”

”Jamen, vi er jo også i jul-i.”

Scene 2

”Hvad koster linserne?”

”Fem en halv.”

”Hvad koster hindbærsnitterne?”

”Også fem en halv.”

”Så tror jeg, jeg tager en hindbærsnitte.”

Bagerpigen tog den forreste hindbærsnitte med tangen og lagde den i en pose, hun lod posen stå åben, damen stod stadig og kiggede.

”Hvad koster napoleonshattene?”

”Seks kroner.”

”Seks kroner ligeud?”

”Ja.”

”Så tror jeg også jeg tager en napoleonshat.”

Den første snak er fra toget i morges. Den anden er fra Dette burde skrives i nutid skrevet af dronningen af creepy hverdagsdramaer.

 

med emneordet , , , ,