Er jeg den eneste, der har sådan en hale af ord hængende efter mig, som jeg kan huske præcist, hvornår jeg lærte at kende eller stave? Og dertil en hel hær af stemmer, der messer de mest enervererende huskeregler som fx at der er to m’er i kommune, fordi det jo ikke er en ko-mune (se, det er humor i 5. klasse).
Jeg kan også stadig hører lyden af radioavisen i radioen den morgen, hvor min veninde og jeg, 12 år gamle, var på vej i skole, og hendes mor fortalte os, at jeans er det engelske udtryk for cowboybukser. Eller den sommeraften det gik op for mig, at Funny (tyggegummiet) betyder sjov.
Og hver gang jeg skriver starter eller begynder, ser jeg lige præcis det ansigt for mig, som engang fortalte mig, at det kun er motorer, der starter – alt andet begynder.
Min dansklærer har æren for, at jeg hverken tænke på høns eller æg uden at tænke på, at høns ikke ligger, men lægger æg, og det kan man huske på æ’et i ægget. Eller at der er stor forskel på at sige han tog sin hat og han tog hans hat.
I gymnasiet var der røde streger i stilene, hver gang vi brugte ordet ting, fordi man altid kan være mere præcis end det. Og nu kan jeg slet ikke skrive ting, uden jeg først har tænkt længe over, om jeg virkelig mener ting eller noget andet.
Og så er der det med de der håndtørrer på offentlige toiletter. I mange, mange år grinede jeg af, hvor heldigt det var, at ham, der lavede apparaterne netop ned Dryer til efternavn. For ikke mange år siden sad jeg på et toilet i Tyskland, da det gik op for mig, at der ikke findes en mand, der Dan Dryer. Så nu tænker jeg på det (og på Dan Dryer, som han så ud i mit hoved) hver gang jeg tørrer hænder på et offentligt toilet.
Kun sandheden 