Category Archives: Farmorbørn

26. august 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn

Børnefamilie-attack – jeg beklager! Tror jeg?

Gad vide, hvor den der genetiske defekt ligger, som betyder at alle børnefamilier – eller ok, så mange, hvis du og din familie undtagelsesvis er helt anderledes… men altså hvor ligger mon den defekt, som betyder, at vi synes det er helt ok at kolonisere et sted med os selv, vores afkom og alt vores uundværlige emergency-gear uanset om det er en togkupe, et venteværelse eller en cafe?!

En stor del af min første barsel (oh, salige fortid fuld af endeløse timer og sommer med sovende baby) tilbragte min ligeledes barslende veninde og jeg på cafeer med lifte, stofbleer, lortebleer, dingleting, solbriller og babygråd. Spredt med rund hånd rundt i lokalet selvfølgelig… og uden den mindste antydning af dårlig samvittighed. Vi har sgu også ret til at være her! Vi har faktisk fortjent at sidde og hænge på din cafe hele dagen, fordi vi er trætte og har brug for at lade som om livet er en lille smule som før.

Det var dengang. Efterhånden har jeg helt glemt, hvorfor jeg gør. Det sker ligesom bare. Vi kommer ind ad døren med det lille cirkus. Stiller klapvogn inden for døren med et styk sovende barn. Bestiller kaffe og noget at drikke til børnene, som det helt sikkert lykkes os at spilde på bordet. Så trækker vi legetøjet op af tasken, så vi kan få ro til at snakke sammen. Og hvis barn 2 også viser tegn på træthed, synes jeg det er helt i orden, at jeg okkuperer to stole, hvor han kan sove, mens far og mor læser og drikker mere kaffe.

Du ved godt, hvad jeg mener, ik? Og så har i dag jo på en måde været en stille dag, fordi børnene ikke kastede sig ud i en 2010-udgave af Flashdance midt på gulvet eller legede Kongens Efterfølger med tjeneren.

med emneordet , , ,
22. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov

Sikke et dejligt minde

Nå, men jeg landede på den anden side af 35 med begge ben på jorden. Indtil videre. I det mindste har jeg mere brune fødder end jeg har haft i årevis, og børnene var totalt medgørlige, fordi institutionen har været så venlige at lære dem, at det er fødselaren, der bestemmer ALTING. Og jeg skal love for de tog den del virkelig alvorligt, så tak for det. Til pædagogerne altså.

Og efter vi havde spist os gennem udbuddet af is ved strandkiosken i løbet af dagen, gik vi hjem og iklædte os det fineste eller i hvert fald mindst plettede tøj. Jeg tog ligefrem mascara og parfume på, for der er jo ikke meget hjælp at hente fra naturens hånd mere – måske er det også derfor jeg er begyndt at prædike ret insisterende over for sine børn, at skønhed kommer indefra.

Men altså ud på restaurant, hvor børn OGSÅ var søde – jeg skal virkelig blive bedre til at brokke mig på bloggen, for det hjælper tilsyneladende. Vi sad ligefrem sammen alle fire og spiste, og jeg fik en mojito til maden, fordi det er så dejligt dekadent at drikke drinks til maden. Således opløftet af den gode stemning og de flotte tallerkner med dejlig mad, synes jeg det var på tide af tage feriens første samlede familiebillede.

Hvorfor er det, at tjenere åbenbart er de eneste mennesker i verden, der ikke kan tage et nogenlunde vellignende billede med et digitalkamera?

med emneordet , , , , , ,
19. august 2010
3 kommentarer
Farmorbørn, SOmeone to love, The kids

Hjælp til selvhjælp

Som altid når det ser sortest ud, kommer den dejligste dag sendt fra himlen med søde og glade børn. Og i dag også gode råd, som jeg takker ærbødigst for. Så mange søde mennesker ude i verden.

Et par gode links og bogtips om det der med at være og have et sensitivt barn lige til at dele:

  • Sensitive balance
  • Særligt sensitive mennesker af Elaine Aron
  • Forældre indefra  af Daniel J. Siegel og Mary Hartzel

Men også en mail fra facebook-ven med med rigtige gode nuancer, fordi hun så lige er en slags psykolog oveni.

Hendes pointe er den vigtigste, og det jeg bliver ved med at sige til mig selv; nemlig at selvom jeg nogle gange tænker, at det ville være rart med et eller andet mærkat at sætte på det lille temperamentsfulde og energiske barn, så løser det jo ikke problemet. Hun bliver jo ikke nemmere at håndtere i de ekstreme situationer, fordi vi kalder det et eller andet. Men det rare ved mærkater er, at de fjerner en del af ansvaret fra mig. Altså hvis hun nu er en lille smule aparte, så er det jo ikke helt så meget mit ansvar, vel?

Alligevel står vi tilbage med status quo: Et barn, der brager ud i verden, tager alting ind og til sidst, når hendes hjerne brænder sammen, udfordrer sine omgivelser med energiudladninger, der kunne løse en betragtelig del af fremtidens behov for alternativ energi.

Lige siden hun var helt lille, har hun grådigt suget verden til sig. Det gør hendes bror også, men den helt store forskel er, at han indimellem trækker sig tilbage, lukker alting ude og leger. Miss Carla lukker aldrig af, men tager bare ind og ind og ind, til der ikke kan være mere.

Det er oplagt, at vi måske skulle være bedre til at skåne hende. Til at udsætte hende for færre indtryk. Men det passer bare meget dårligt med mit temperament, og på de gode dage giver det hende også en masse udfordringer og oplevelser, som jeg tror på er gode for hende. Samtidig tænker jeg faktisk også, at ligesom hendes lillebror ofte skal presses lidt for prøve nye situationer af, så gør vi hende en tjeneste ved at lære hende at håndtere de situationer, hvor hun koger over. Det kræver bare overskud. Temmelig meget faktisk. Og nogle gange er jeg ligeså flad, som hun er hysterisk, og på de dage (som i går fx) er det svært lige at finde den overskudsagtige mor frem.

Men ved I hvad? I hele den lange facebook-mail var jeg allermest glad for sætningen Hun bliver sgu helt sikkert en dejlig voksen. For i virkeligheden er det jo det handler mest om. Så prøver jeg lige at mønstre lidt mere mor-mod ved at spare op af dage som i dag.

med emneordet , , , ,
18. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, SOmeone to love, The kids

Jeg har brug for hjælp!

Det sker nogle gange om året, at jeg føler mig slået totalt skakmat. Det er ikke til at sige, hvad der lige er udslagsgivende. Kun at jeg når et mætningspunkt, hvor jeg ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned på lille Miss Carlas temperamentsfulde sind.

Vi taler altså ikke om et barn, der gør lidt modstand. Eller et barn, der lægger sig ned på jorden og beklager sig lidt højlydt over verdens tilstand. Eller et barn, der bare sætter sig i et hjørne og surmuler helt på tværs.  Vi taler derimod om et barn, der gør fuldstændig og aldeles bananas, og som er helt, helt uden for rækkevidde, mens det står på. Som regel kan jeg fornemme det allerede om morgenen. I dag bliver sådan en dag. Og så er det bare et spørgsmål om tid før bomben eksploderer. Og der er kun en ting at gøre: At sætte sig med hende. Holde på hat og briller. Og vente på det går over igen.

Sidste sommer ringede jeg til en psykolog i kommunen i ren og skær desperation. Det var så lige op til sommerferien, og så var det ligesom gået lidt i sig selv igen, da ferien var ovre, og pludselig virkede det lidt overdrevet det med psykologen.

Men nu er den gal igen. Og hvad gør man så i en camper i Kroatien? Googler “temperamentsfulde børn” i håb om, at der er andre som mig derude. Og sørme så, en familieterapeut, der beskriver mit lille barn bedre end jeg selv kunne have gjort:

  • Er børn, som fylder ekstra meget i familien.
  • Stærk personlig vilje. Hader at få et nej. ”Besværlige” og konfronterende. Vil gerne bestemme, både i forhold til sig selv og andre. Føler, at de har større overblik/fantasi end andre til fx lege.
  • Kan være manipulerende for at få deres vilje, både over for andre børn og voksne.
  • Gode til at kommunikere og argumentere.
  • Giver ikke op. Meget insisterende. Hjælp til at komme i ro.
  • Har meget lille stress-tolerance. Frustreres nemt. Brug for trygge, forudsigelige rammer.
  • Behøver hjælp til at rumme og få sat ord på de ”svære” følelser. Hvad ligger bag?
  • Kan få depressive tanker, en følelse af ikke at høre til, være noget værd – udtaler fx: ”Jeg har et dårligt liv”.
  • Kan være ”kanondestruktive”/voldelige med blackouts, hvor de overhovedet ikke kan ”styre” deres raseri/aggressioner. Hjælp dem i ro!
  • Hader/elsker passioneret. Kan være meget sort/hvide i deres opfattelse af situationer.
  • Vil meget nødig indrømme deres ”fejl”. Føler sig ”dumme” og ved godt selv, at de har lavet en ”fejl”.
  • Kan have meget lidt selvværdsfølelse/selvtillid, hvis de ofte møder modstand og manglende forståelse.
  • Nogle lukker sig inde i sig selv og føler sig meget ensomme.
  • Hvis de møder jalousi/misundelse fra andre, begynder de ofte at underpræstere
  • Brug for ansvar, gerne det, de selv beder om. Brug for at kunne vælge mellem fx 2-3 muligheder.
  • Brug for anerkendende/tydelige rollemodeller.
  • Er både meget robuste og sårbare.
  • Brug for masser af knus, kram, kærlige ord, tid og nærvær, som i øvrigt alle børn har, men disse børn har ekstra meget brug for det.

Og jeg er villig til, hvad som helst. Hvis bare det hjælper. Hende. Mig. Os allesammen. Har straks tilmeldt mig foredrag med terapeuten. Og så har hun bare at komme op med andre løsningsmodeller end: “Jeg kan godt se, du er utrolig vred lige nu…”

med emneordet , , , , , ,
17. august 2010
1 kommentar
Farmorbørn

Overflettemestermoren

“Hvorfor er det altid far, der vasker tøj?” spurgte Carla forleden.

Og barnet har jo ret. Det er virkelig altid faren hjemme – og nu ude – der står med røven i vejret og brokker sig over, at vasketøj åbenbart har en særlig evne til at formere sig.

“Det er fordi han er så god til at vaske tøj,” svarede jeg helligt, fordi min indre feminist var glad for at vise min datter, at fædre også kan være fremme i skoene derhjemme.

“Er du dårlig til at vaske tøj?” Ahr, det gik alligevel min stolthed for nær sådan ligefrem at indrømme, at jeg var dårlig til tøjvask, fordi faren er god til det.

“Det er også altid far, der vasker op. Det er han måske også bedst til?” fremturede barnet.

Jeg var ved at blive lidt træt af samtalen, så jeg gav hende ret. Ja, din far er den bedste i verden til at vaske op – og ja ja, jeg er virkelig eminent ringe til at få opvaskebørsten rundt i alle hjørner.

“Men så kan du heldigvis lave fletninger. Det kan far slet ikke finde ud af.”

Hurra. Jeg er frisøren. Moren, der kan lave to cm lange fletninger i fehår. Det er faktisk sværere end det lyder. Glæder mig at barnet værdsætter mine kompetencer.

P.S. Det viste sig selvfølgelig senere, at Miss Carla havde gennemført samme forhør med sin far. Han havde så ikke lige valgt kønsdimensionen på sine svar, men i stedet givet barnet opfattelsen af, at jeg forsøger at springer over, hvor gærdet er lavest. Det er ikke nødvendigvis usandt. Jeg indrømmer gerne, at både tøj- og opvask ikke ligger allerøverst på min liste over sjove huslige opgaver. Men jeg troede ligesom vi var sammen om det her. Selvom jeg ikke vasker op eller vasker tøj eller tømmer lokum eller…

med emneordet , , ,
6. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, The kids

Sparket til hjørne af Molly og Spiderman

Midt i maden kommer Halfdans kop flyvende henover bordet. Han ser på os med store øjne og siger: ”Molly kom lige til at vælte koppen, og så fløj hun op i træet og gemte sig, og nu kan jeg ikke finde hende.” Eller pludselig vælter han bagover på stolen med mad og tallerken ud over sig. ”Aih, jeg har sagt til Molly, at hun ikke må kaste med maden, men det er fordi hun er så lille.” Eller jeg siger: ”Jeg vil gerne have du holder op med at slå, ellers må du ind og sidde på din seng.” Han svarer: ”Hvis du gør det, så kommer Spiderman bare og pfui så tar han mig, og så flyver vi lige op i luften, hvor I ikke kan fange os.”Og jeg har et par gange forsøgt mig med modsvar a la: ”Jo, for jeg har også vinger, så jeg flyver bare lynhurtigt op i træet og henter dig ned igen.” Men han kigger på tørt på mig og siger: ”Nej, for så tar jeg lige mit sværd og svinger det schhhyyyt ind i dig, og så har du slet ikke nogen arme.”

Jeg siger ikke, at jeg gerne ville bytte det eventyrlystne barn for endnu et temperamentsfuldt barn. Men bare, at det er en lille smule svært at opdrage en genstridig 3-årig, som hele tiden flyver af sted med Spiderman eller skyder skylden på Molly. Både fordi det er svært at lade være med at grine, og fordi man hører sig selv sige ting som: ”Lige nu er jeg ikke så interesseret i at høre, hvad Molly gør.” Eller: ”Det her handler ikke om Spiderman.”

med emneordet , ,
3. august 2010
1 kommentar
Farmorbørn, Orlov, The kids

Slovenien – land of dreams

Fra regnvåde, surmulende Ungarn til smilende, let-at-elske Slovenien. Jamen, jeg er bare forelsket. Helt enkelt. Den første nat slog vi os løs som virkelige campister og parkerede wohnmobilen på en parkeringsplads (det er det de rigtige autocamper-mennesker gør efter sigende) midt i vinlandet i det nordøstlige Slovenien. Naboen var et vinotek og tak. Jeg fik lige et glas kølig hvidvin med god jazz og en halv times lokale rejsetips, og nu er vi så begejstrede, så man kunne tro, at vi var direkte sponseret af det slovenske turistråd. Men den er god nok. Her er ganske fantastisk (og jeg har så brugt 200 år på en collage, som alligevel ikke helt blev, som jeg havde regnet med – sorry for/til en halshugget søn).

Vi har kørt gennem de grønne bjerge langs grænsen til Kroatien fra smukke, smukke Ptuj i nord til nu et lille sted Kostanjevice med det fedeste galleri. Nåede lige 30 minutters rundtur, mens Casper lokkede børnene med is i parken udenfor.

Siden blev vi fanget i det mest sindssyge regnvejr på en cafe i byen, hvor børnene helt overraskende opførte sig aldeles eksemplariske, selvom vi kom langt på den anden side af spisetid og meget tæt på sengetid. Og det lykkes mig at bestille en latte, som var en latte og ikke en espresso med to ml mælk. Altså bare for at nævne, at livet jo – trods alt – ikke kun er op ad bakke.

For der jo også øjeblikke i løbet af en dag fx når de begge to nikker med lukkede øjne bag i bilen, hvor jeg helt glemmer, at det ene barn stangede mig i mellemgulvet i morges, og at det andet barn skreg sine lunger ud hele vejen fra badelandet til camperen i går eftermiddags. Og jeg tager det på en måde som en kærlighedserklæring, at min søn spontant slikker mig hele vejen op ad armen, mens han kigger på mig og siger: “Ma-ma, ma-ma? Ska vi lege, jeg er baby?”, og at min datter vågner om morgenen og siger: “Mm, jeg synes nok, der lugtede af dig, mor.”

med emneordet , , , , ,
3. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Orlov

Keep on dreaming

Egentlig ville jeg brokke mig lidt over, at indbegrebet af den her tur er, at jeg stort set ikke har nogen privatsfære tilbage. Det kommer der af hele tiden at blive hjemsøgt af børn og så blive forladt igen – helst når jeg sidder på et toilet på en restaurant, og det barn, der gik med for tisse, åbner døren på vid gab, mens jeg sidder stadig sidder på toilettet og efterlader mig der med fri udsigt til restaurantens gæster og buskerne nede om hælene.

Så blev jeg afbrudt af et hysterisk barn i et badeland og fik aldrig publiceret guldkornene. Men derfor skal I jo ikke snydes, så her er lidt daggammelt galde:

Der var en gang, hvor jeg tænkte, at det måtte være en udfordring at sidde på en øde ø sammen med 20 mennesker, man ikke kender, og så lege Robinson Crusoe, men det var så før jeg fik børn – og helt sikkert før jeg tog på tur med to små børn i en autocamper.

Jamen, det er da virkelig flot, at du har løbet nøgen rundt og været vildt sulten på en eller anden sygdomsbefængt ø et sted ud for en kyst i selskab med TV3’s kamerahold, læger og psykologer.

Men jeg når sgu heller ikke at barbere ben, fordi der altid er et barn, der gerne vil med i bad (og så er der selvfølgelig altid et andet, der aldrig vil med, og som hader at få hovedet under vand), og vi har allesammen været skambidte af myg, og ungerne er rådne med jævne mellemrum – ret jævne faktisk. Men her er hverken psykologer til at diagnosticere grænsesøgende børn og forældre, der giver sig af med nyttesløs trussel-pædagogik eller et ø-råd, hvor jeg har mulighed for at stemme den mest irriterende ud.

I stedet foregår det nogenlunde som da vi var på fiskerestaurant forleden. Fint sted, men vi var ikke nervøse, for i Slovenien er børn velkomne alle steder, står der i guidebøger. Så vi sætter os. Halfdan går i gang med at spise bordpynten, og brødkurven med 10 (ti!) stykker brød er tom, næsten før tjeneren har sat den på bordet. Det går også temmelig hurtigt med at få tømt juicen, men det lykkes at få bestilt mad – altså på den der måde, hvor man skynder sig at bestille det første, man før øje på i menukortet.

Så kommer ventetiden… damage control… endelig kom maden. Vi skærer mad ud, skubber stole ind, forsøger at få barnet til at spise bare hver anden bid med gaffel, og før vi ved af det, er børnene færdige med at spise.

Jeg tror nok, jeg fik noget blæksprutte med parmaskinke, og restauranten lå efter sigende meget smukt ned til en flod, og solnedgangen var vist også ok. Tror nok vi var to voksne, men vi nåede ikke rigtig at få talt sammen. Udover det sædvanlige: “Rækker du mig lige vandet?” “Vil du gå med på toilettet med hende?” “Vil du samle hans gaffel op?”

Og det er nok den korteste forklaring på, hvorfor pizza ude eller pasta/pesto-retter hjemme er så populære – eller hvorfor vi bruger dage på kanten (på alle måder på kanten) i et badeland i stedet for at forsøge at drømme os væk i et prisvindende wellness center på den anden side af gaden. I det mindste har vi gemt brochuren til en gang om 100 år.

med emneordet , , , , , ,
26. juli 2010
4 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov, The kids

Kun sandheden for børn

Den her tur med børn er ligesom at ligge i ske med sin bedste veninde seks måneder i Afrika: Man kommer til at kende hinanden ret godt, også selvom man troede alle hemmeligheder lå for en dag.

Og der er egenskaber ved børnene som virkelig slår en. Som at Carla ikke skyr nogen midler for at lave nye venskaber med børn, hun ikke kan tale med. Eller at det mindste stikord får Halfdan til at flyve af sted på sine fantasiskyer med Spiderman, tigre og løver og Molly. Og at Carla sætter sig til at lære noget nyt, når hun keder sig, så hun nu kan de fleste af flagene på campingguiden. Eller at Halfdan virkelig har en stor fremtid som konfliktmægler foran sig – uanset hvad han bliver præsenteret for, er hans svar: Ja, det var lige hvad jeg kunne tænke mig (altså hvis der ikke lige er tale om at gå en strækning på mere end 100 meter uden at blive båret eller at blive nægtet sin sutti).

Men observationer går (selvfølgelig – det burde jeg vel have sagt mig selv) også den anden vej. Jeg har stadig tilgode at komme op med svar på:

– Hvorfor fortæller du altid far, hvad jeg har gjort?

– Hvorfor fortæller I altid hinanden, hvad de andre har sagt?

Indrømmet, det lyder som en kedelig vane nu, hvor det blir sagt højt. Så jeg forsøge lige at holde lidt igen med referaterne…

med emneordet , , , ,
25. juli 2010
1 kommentar
Farmorbørn, Orlov

Om at gå så grueligt meget regn igennem og så finde et lille stykke paradis eller noget

Egentlig ville jeg have fortalt jer om Molly, men det blir en anden dag, for her er en anden (meget lang) fortælling fra det virkelige liv i outback Ungarn.

Allerede i nat fik vi den første warning om hvilken dag vi havde i vente, da det begyndte at regne. Altså ikke ikke regne som i dansk aih, hvor var det dejligt at få renset luften, men regne som i vi har vores reporter live igennem fra Skagen, hvor det regner helt utroligt meget. Kan du fortælle os mere om det, Lars? Og her kan vi så ikke rigtig høre reporter-Lars, fordi han står i modvind i Gl. Skagen med en indfødt der aldrig har set mage. Altså den slags regn.

Og det fortsatte ufortrødent natten igennem, så jeg i morges måtte løbe tværs over campingpladsen i bikini for at komme i bad, fordi vi er sådan nogle camping-amatører, der hverken har badekåbe, H2O-sandaler eller paraply. Det betaler sig aldrig at grine af de erfarne campister, for de baserer deres  udstyr på mange års erfaringer, og lige nu ville jeg fx dø for noget andet overtøj end min modesmarte gule cardigan, som jeg er meget glad for, men som er en komisk pedant til campisternes fleece-trøjer.

Men inden jeg kom så langt som badet, vågnede Halfdan og kravlede op ad stigen til sengen, hvor Casper og jeg sover – og jeg blev vækket af den her dreng.

Altså han har normalt to ret store øjne, men nu var det ene ligesom forsvundet i nattens mulm og mørke. Først grinede vi sådan helt hysterisk højt, fordi det så bizart morsomt ud, og fordi drengen ingen anelse havde om, hvordan han så ud. Og bagefter ærgrede jeg mig lidt over, at jeg måske havde fokuseret lidt for meget på forskellige typer af plaster (almindeligt, vandafskyende og noget med sjove figurer) end noget lidt mere medicin-agtigt som antihistaminer. Som straf skulle jeg nu både finde et søndagsåbent apotek på en søndag og samtidig formå at forklare mit ærinde.

Jeg startede i receptionen på campingpladsen til receptionisten, som talte tysk. Tilsyneladende. Noget med antihistaminen. Moskito. Bite. Big bubble. Medicin. To take away bubble… Hun kiggede på mig helt receptionist-tyggegummi-tyggende-blank og svarede: Ich verstehe nicht!

Så sendte vi sms til læge-familiemedlem i DK for lidt rådgivning a la hvis barnet siger nej til is og har feber, søg straks læge – og ellers start med antihistaminer. Eftersom drengen skreg på morgenmad i bilen, mens vi nærmede os supermarkedet, konkluderede vi, at han so far ikke var døende. Morgenmad. Indkøb i fortsat silende regn. Og nu med paraply. Men til gengæld med strejkende baglygter. Ind på tanktstation. Skifte pærer på lygter, og så videre mod den ungarnske pampas, som eftersigende skulle være aldeles betagende og værd at rejse efter. Noget med hesteshows. Oprindelig folk. Hele turistballaden.

Undervejs stoppede vi i en større by for 1) at finde apotek og 2) at tjekke mulig campingplads ud. Campingpladsen var forlængst nedlagt. Men med apoteket gik det bedre. Jeg medbragte patienten. Ekspedienten forstod tysk, men talte det ikke. Sagde hun. Så jeg bad om antihistaminer og forklarede problemet, og hun var helt med. Gav mig nogle ampuller (i min verden kommer de i pilleform, men nuvel), og jeg forstod at han skulle have en halv ampul to gange dagligt. Måtte vi blande det i lidt vand for at få ham til at drikke det? Ja, selvfølgelig. Ingen problem. Så os af sted. Ind i camperen og videre til nærmeste internationale familierestaurant med internet, fordi forældrene var en smule i panik over vejret og gik med overvejelser om at køre helt ud af Ungarn og videre til Italien for slippe fri af regnen. Totalt ballade på McD med overtrætte børn, der gerne ville lege, selvom der ikke var nogen legeplads, og forældrene gerne ville researche, men ikke kunne få ro.

Tilbage i bilen. Halfdan var så dygtig og drak medicinen uden at kny. Børnene faldt i søvn, og vi kørte i silende regn på dårlige landevej videre mod pampassen, men Casper bandede over ungarer og vejret og vejene og pampassen og hesteshows… Jeg prøvede at holde hesteshowsfanen højt, men jo længere vi kom ud af de oversvømmede landeveje og jo mere vi kiggede på det rønner, der skulle forestille at være receptioner til campingpladser blev det svært at være optimist, selv for en jubelnar. Så FUCK PAMPASSEN. DER ER SGU DA OGSÅ FOR LANGT UDE MED HELE DET CIRKUS!

Vi vendte bilen og lagde hovedattraktionen bag os. Og kørte mod byen. Og så begyndte det at lysne. Vejene blev bedre. Børnene var sødere. Det holdt op med at regne. Byen så næsten indbydende ud, selvom husene var faldefærdige og skodderne tæt lukkede i vinduerne. Vi kørte gennem byen over bjerget og landede lige her:

Paradis, ikke? Og børnene legede. Vi spiste hyggelig aftensmad. Afværgerede panikstemning, da Carlas bamse var forsvundet. Læste godnathistorie. Halfdan drak sin medicin, og vi kiggede på ham og var enige om, at det faktisk allerede havde hjulpet en lille smule. Og børnene lagde sig til at sove uden et ord (2. gang på tre uger).

Så sendte vi lige en update til lægen om, at vi nu havde fået kalcium-glükonát på apoteket, og det så ud til at virke. Hun skrev tilbage: Det er saltvand. Håber ikke I har betalt for meget for det.

For 20 kr. ren placebo. Vi dryppede lige hans øje en gang med det saltvand, jeg havde med hjemmefra, og så må vi nok køre en tur ned ad bjerget efter nye forsyninger i morgen. Denne gang medbringer vi lægens latinske anvisninger for jeg er færdige med ungarer, der forsøger at lade som om de forstår, hvad jeg siger, mens jeg nikker og lader som om jeg forstår hvad de siger. Goddamn, det er EU. Skal vi ikke snart have et fælles sprog?

med emneordet , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →