Åh, januar. Jeg hader det lort! Jeg hader Januars mørke og sjask. Jeg hader den bleghed, der ikke længere lader sig skjule, fordi solen har været væk alt for længe. Og jeg hader Januar-bakterien, som slæber sig gennem kroppen i sneglefart…
Positivt er det selvfølgelig, at der nu er 44 minutters mere lys at gøre godt med. Og at jeg stadig har gang i det der drømmeværksted. Og at min søn leger huspoet og siger ting som: “Min sjæl flyver aldrig op i himlen, for den sidder rigtig godt fast i mit hjerte.”
[er en rituel form for selvmord, der blev praktiseret af samuraier, som en del af deres bushido-kultur. “Seppuku” er samuraiernes egen formelle betegnelse for begrebet og brugt i skrift, mens “harakiri” er talesprog, og hvad almindelige japanere kalder det.]
eller
[er en rituel form for selvmord, der bliver praktiseret af kvinder, der som en del af deres trøstekultur står på hovedet i en pose søde finske lakridser, mens de læser kendis-nyhedsbrev, som opfordrer til at gennemføre et detox-program på 21 dage med ordlyden it is really just the thing if you are in need of a good detox—wanting some mental clarity and to drop a few pounds.]
Undskyld. Det passer sig slet ikke at blive så sur lige op til jul. Vel? Og jeg forstår jo godt, at vi er nødt til at tale om vejret. Det er jo ikke bare fordi det er koldt. Det er fordi vi er danskere. Vi er ligesom prædisponeret for at lade os rive med af temperaturer og (manglende) nedbør og vind og alt derimellem. Min salige morfar noterede hver eneste dag i sin røde Mayland-kalender dagens temperatur, nedbør, sol eller sky-forhold. Året rundt. Så vi er lovlig undskyldt. Det er noget med arv og miljø – og måske generne. I virkeligheden.
Måske blev jeg bare smittet af min ualmindeligt vrede datter, der i bedste Bertel Haarder-stil skælder og smælder og tramper og kommanderer fra morgen til aften. Tror hun trænger til juleferie. Ligesom sine forældre og lillebror. Og bare rolig, jeg ved godt at tanken om ferie ikke altid er det samme som at det bliver hyggeligt. Men gaverne kan måske afværge de værste konflikter – i starten i hvert fald. Siden kommer jo abstinenserne. Så er der noget nyt harcelere over, og sådan kører livet (og bloggen) så fint i ring. Halleluja!
Må jeg bare trække det gode gamle spejderkort: Det er ikke vejret, men påklædningen den er gal med! Og ja, jeg ved godt at den gode gamle canadiske Sorel-støvle er udsolgt over alt, men så må du sgu sætte dig ind i sofaen under et tæppe og vente på bedre tider. For jeg gider ikke høre mere brok om sne eller se laaaaaaaaaaaaaange nyhedsindslag om alle de mennesker, der ikke kan komme hjem til jul. Du kan godt høre det, ikke? Ikke helt det samme at sidde under sin sovepose i lufthaven og vente som slet ikke at have nogen familie at fejre jul med eller dø af kulde i Moskvas gader, vel?
Så skal vi ikke holde op med at tale om vejret, stikke piben ind og lade være med at gå i panik over at igen i år er juletræerne rekorddyre, vejsalt ikke til at opdrive, og flæskesteg snart en mangelvare? Og når nu vi er gang så hold bare igen med vejr- og sneplovsreportager fra det ganske land. Hold nu kæft! Det er bare vejret (og den globale opvarmning) – det går over igen (måske).
Der er en dogmatisk frikirkepræst i Nordjylland, der har hængt en nisse på sin kirke. Altså ikke en levende nisse, vel? Men en udstoppet nisse. Han har set sig sur på de små utysker, fordi de gør grin ad Jesus. Eller peger fingre af ham. Eller fjerner fokus fra fødselaren med al deres jammerlige hygge og pudseløjerlige nissestreger, gør de, de små dæmoner.
Og ved du hvad? Jeg gir ham sgu ret! Altså jeg kan ikke lige hidse mig helt så meget op over det med Jesus. Faktisk, hvis jeg skulle vælge, ville min valg måske alligevel trods alt falde ud til nissens fordel, for der er sgu ikke meget spræl i ham Guds Søn, den enbårne. Men dæmoner, det er de uden tvivl, nisserne. Eller måske snarere dem, der har fundet på nisserne, og som lige ville toppe deres gode ide med at gøre nisserne til nogle værre drillepinde. Tak for den, siger jeg efter i denne uge at have haft besøg af BÅDE børnehavenisse 1 OG børnehavenisse 2. Så skal man pludselig BÅDE smøre en spændende madpakke OG overgå de andre forældres nissepåhit.
No. 1 havde heldigvis ingen dagbog med hjem, men der var alligevel rigelige forventninger om alle de drillerier, han kunne finde på, så kl. 11 om aftenen lagde jeg børnenes tøj i ovnen, hang kræmmerhus op over deres seng og hældte ris i deres støvler. Og nej, hvor de grinede, for det var vel nok en værre nisse, ham Rumle.
Om eftermiddagen fandt jeg gudhjælpemig en ny nisse ved det andets barns garderobeskab, og morgenens oplevelser kombineret med massiv erfaringsudveksling i institutionen skabte mildest talt helt vanvittige forventninger til, hvad mon den gode Kandis nu ville finde på. Heldigvis havde jeg ekspederet første omgang nissedrillerier, så i ligestillingens navn tog børnenes far sig af 2. omgang.
Og når man står og dypper børnenes tandbørster i marmelade og binder alle sko i huset sammen, så glæder man sig da i over, at der i det mindste ikke kommer flere uanmeldte besøg i december. Og over at der er et helt år til vi igen skal i gang med at lave nisseløjer ved nattetide. Og over at man ikke i et øjebliks vildfarelse har sat yderligere børn i verden.
Hvad kunne du godt tænke dig, der skulle ske i s-togene? Catwalk? Juicebar? ARGH! Tak for det glade budskab. Fin reklame med lækre damer på plakaten der, men efter fire timer med både det ene og det andet og det tredje tog for at komme til f****** København, havde jeg egentlig kun et eneste lille bitte ønske: At det er muligt for de danske statsbaner at drive deres primære forretning, dvs. bringe et tog fra a til b inden for den fastsatte tidsramme, også når temperaturen sniger sig på den kolde side af nul. Og er jeg i øvrigt apropos årstiden rimelig kold over for om det er regional, lyn, intercity eller s-tog, just make it happen.
Nå, men jeg nåede da lige frokosten og 45 min. oplæg i København, inden jeg skulle hjem igen. Det tog så også lige en halv krig, fordi der sørme – big surprise – var røget et sporskifte i Nørre Udkantsdanmark. Goddamn!
Heldigvis – for der er selvfølgelig ikke noget der er så skidt… – havde jeg selskab af Suzanne Brøgger. Altså not in person, vi har faktisk en gang passeret hinanden i mellemgangen, men hun kører på 1. klasse, og jeg er offentligt ansat, så der er ikke noget naturligt sammenfald der. Men altså hendes bog! Den kvinde kan skrive – og så har hun bid og humor og er intellektuel af den gamle skole. Dekadent på Karen Blixen-måden, hvilket alene er beundring værd (tjek hendes oplæsning nederst og husk det gamle skrattende klip med Karen Blixen. See what I mean – og ellers lige meget. Det er jo trods alt bare en parentes.). Og bogen er ren fornøjelse, satirisk og en lille smule kulturgossip-agtig. Det var ellers meningen, jeg skulle aflevere den, for jeg har fået den første rykker, men nu bliver jeg nødt til at skynde mig at læse den færdig. Jeg har en set den gamle verden forsvinde – og hvor er mine øreringe, hedder den. Just in case.
Og så vil jeg bare sige to ting mere:
Jeg har købt julekort og har oprigtige intentioner om at sende dem ud i verden. Julekort. For første gang i, ja måske nogensinde. Se, det er en rigtig familie.
Jeg har ikke skrevet et ord om badehotelfesten, fordi vi var langt henne i den efterfølgende uge før jeg var nogenlunde normal igen og min stemme ikke længere lød som en havnearbejde fra Sydhavnen. Og på det tidspunkt havde jeg lige brug for en pause – fra mit eget festlige jeg, forstås. Egentlig startede det meget godt med en løbetur langs stranden og efterfølgende badetur (i havet, mine damer og herrer). Og jeg tror ikke, der var andre end værtinden og jeg der rigtig bemærkede, at vi havde den samme kjole på. Og næste morgen vågnede jeg til lyden af min egen stemme, der ligesom lavede et skingert ekko i mit hoved – sjov aften, megen dans på strømpefødder og alt, alt for mange kloge ord i det høje toneleje. Heldigvis er ingen af de officielle billeder kompromitterende.
Sådan! Der fik du lige manualen på, hvordan man skriver et blogindlæg, der stritter i tusinde retninger, og ikke har nogen virkelig stor eller vigtig pointe. Men hey, i morgen starter julen og handler det ikke netop om hygge og almindelig smalltalk, så alle er glade og ingen får risalamanden galt i halsen.
P.S. Foredraget er i Odense den 16. marts kl. 17, og der er aftensmad til store og små, og film til de små, mens jeg taler til og med de store. Håber vi ses!
26/11: Hjææælp!
Vi har meget sygdom blandt personalet i dag.
P.S. Mange børn har feber og opkast.
26/11: Og vi har også flere med skoldkopper.
Og så kan man jo passende bruge weekenden på at krydse fingre og udarbejde et kriseberedskab til næste uge. Jeg elsker vinter, våde flyverdragter og feberhede kinder… lige det jeg drømte om, inden jeg fik børn!
Det er åbenbart ikke kun efteråret, der gør sit for at trække det sidste energi ud af kroppen. Nu også denne finanslov – og ligesom med det forrige indlæg kan jeg ikke engang svinge mig op til råberi. Og så alligevel: FOR NU STOPPER DET! Puha, det hjalp. Lidt.
Men altså den her pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp taler ligesom for sig selv, ik? Og du må gerne råbe med, hvis du kan mærke ubehaget hobe sig op…
Kommentar til Finansloven:
Verdens fattigste betaler igen Endnu engang skærer Danmark i den hjælp, som de allerfattigste mennesker på kloden har så hårdt brug for, viser tallene i Finansloven.
I den netop vedtagne Finanslov er 183 millioner kroner flyttet fra udviklingsarbejde blandt de fattigste mennesker i verden til flygtninge- og integrationsarbejdet i Danmark. Dermed er der færre penge til at bekæmpe sult og sygdomme i u-lande og til hjælp ved naturkatastrofer.
”Det bør ikke være de allermest lidende mennesker i verden, som betaler for flygtninge- og integrationsarbejdet i Danmark. Vi danskere har råd til selv at betale den udgift,” siger Henrik Stubkjær, Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og peger på, at udviklingsbistanden allerede blev udhulet, da man indgik regeringsgrundlaget i februar og fastfrøs bistanden på kroner og ører.
Henrik Stubkjær hæfter sig desuden ved, at Finansloven har bevilget 1,3 millioner kroner til at bygge et børnehjem i Afghanistan:
”Regeringens plan er dermed at give mulighed for at afvise mindreårige, uledsagede flygtningebørn fra Afghanistan og sende dem direkte tilbage til det børnehjem. Hvad er det for et menneskesyn, som vores regering præsenterer?”
Kun sandheden 