Category Archives: As if

Jeg sku aldrig ha købt den krop

Nå, men så faldt jeg i 90’er-gryden. Jeg har købt en body. Altså en af de der gymnastikdragter, som så i det i nye årtusinde fås som business-smart skjortemodel eller som en full size blonde. Jeg valgte den sidste, fordi den egentlig skal bruges til en fest – og fordi der ikke meget blå-hvid Nordea-dame over mig.

I dag har jeg så været debuterende bodydame. Gud bedre det! Det er sgu ikke blevet nemmere at knappe det lort 20 år down the line – og så er jeg ikke en gang fuld. Endnu. Seriøst, jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skal komme igennem en festlig 40 års fødselsdag på badehotel i det monstrum. Og gad vide om jeg cyklede mindre den gang i 90’erne? For de der knapper…

med emneordet , ,

Nå, så blev man så gammel

I går så jeg et program i fjernsynet, som var så spændende, at jeg aldrig nåede at flytte mig fra sofabordet over i sofaen. Gedigen underholdning med en god blanding af interviews og musik – et portræt af en mand, som jeg har været (ikke temmelig) hemmeligt forelsket i siden 1985.

Det er så 25 år siden, og tænk, jeg synes ikke han så en dag ældre ud. Men altså… man ved ligesom, man har ramt muren, når det går op for en, at det i virkeligheden er en 2010-udgave af et lørdagsundholdningsprogram med Per Wiking, man ser.

Kan du huske de der programmer med den beige-brune hjørnesofa, hvor værten – måske var det i virkeligheden Jarl Friis Mikkelsen, but you get my point – over en aften interviewede en kendt person fx Grethe Sønck? Det hele var så krydret med musik og spas udført af gæsten eller hendes venner. Nå, men det var så det program, jeg så i går: Thomas Helmig i selskab med Radioens Symfoniorkester og en masse pinlige og bemærkelsesværdigt grånende kvinder som publikum.

Og nu har jeg så smidt en flæskesteg i ovnen – og det er lige gået op for mig, at den der sang Carla i dag underholdt hele Føtex med, mens hun delte tipskuponer ud til kunderne: Klokken er lidt i fe-em, uh-uh, ikke er en, hun selv har fundet på, men er et Rasmus Sebach-hit af en art. Jeg fatter det ikke – hverken det med tiden eller det med grisen eller det med hittet.

med emneordet , , , , ,

Nå, så blev jeg lige væk dér

Det er hårdt at feste med de unge – og frimodige er de oven i købet. Eller måske  frivole er en bedre betegnelse?

Da vi lagde an til at sove efter 12 timers fest med flere drinks, end jeg har indtaget over det sidste år, så vi begge lige uforstående ud, da den unge værtinde, gik ud af gæsteværelset med ordene: “Og hvis det skal være erotik, er der både stearinlys og røgelsespinde på skabet!”

Det sagde hun virkelig. Efter Asti, Gewurztraminer, Ale no 16, rom, whiskey og gintonics. Og selv hvis jeg ikke havde drukket: Erotik? Er det ikke noget Joan Ørting tager sig af? Og røgelsespinde? Så får jeg da først problemer med astma og gamle rygerlunger. Godt den næste fest foregår på et badehotel med gæster tæt på de fyrre, som først lige er ved at rejse sig efter babyboomet…

med emneordet , ,

Slap af med de udråbstegn!

Ved ikke lige, hvordan det er gået til at udråbstegnet er blevet så vigtigt et element i min (blog)liv, at jeg ikke kan producere en overskrift uden. Måske er det bare, fordi hver dag lige for tiden er et udråbstegn.

5 dage tilbage i dag blev der sagt! Og selvom jeg prøver at vende ryggen til, forsvinder timerne mellem hænderne på mig og samler sig langsomt som en bunke helt almindelig mandagshverdag på gulvet foran mig.

Efterårets kalendergymnastik-opvisning er under opsejling. Og når kalenderen fyldes ud af dine, mine og vores aftaler er det ved at være alvor. For snart er der alt for få imorgener at sætte sin lid til.

Så er det tid til at grave rutinemanualen frem igen. Og jeg kan jo passende starte med at slå op under Morgen og genopfriske proceduren for at få familien klar til afgang 07.20.  Hvordan var det nu? Står man op kl. 5 for at nå bad, morgenmad, børn i tøjet,  madpakker, pakke tasker, huske sedler, aftale aftensmad, udrede konflikter, børste tænder og smile imens, så alle kommer godt af sted? Og hvad hvis der kommer en ny regering inden, løser det hele sig så?

med emneordet , , , , ,

Kom ikke her

Forleden løb jeg til bageren efter brød. Ja, du læste jeg rigtigt. Jeg stod op og løb frejdigt af sted. Det var en fin tur. Når jeg selv skal sige det. Og faktisk også lidt udfordrende med en pæn stigning på den første distance. Jeg kunne selvfølgelig godt mærke, at benene syrede lidt til, og jeg var da også lidt forpustet, da jeg nåede frem. Men hjemturen gik faktisk rigtig fint, og jeg holdt et pænt tempo. Ret tilfreds med mig selv over, at jeg kom af sted, og at jeg nu endelig har fået gang i løberiet igen.

P.S. Der var 800 meter til bageren, og 800 meter tilbage igen. Men det nytter jo ikke noget at piske sig selv med, at jeg engang kunne løbe 10 km på 50 minutter, at jeg engang har løbet en halvmarathon uden at være ved at dø bagefter, eller at jeg løb til jeg var gravid i 5. måned – første gang. Det er jo heller ikke længere nogen, der forventer at jeg kan drikke 10 øl uden at være sygemeldt en måned bagefter. Vel?

med emneordet , , , , ,

Ferieminder

Hvad husker to små børn fra tre måneders rejse med deres forældre?

Ja, indtil videre ved vi, at da Halfdan i går fik et Kinderæg, sagde han: ”Kan I huske dengang, vi boede i lejligheden, der fik vi også et påskeæg?”

Så efter at have pisket barnet rundt i en af Europas hippeste kulturhovedstæder i det meste af en uge, husker han et chokoladeæg af tvivlsom kvalitet. I det mindste er produktet af tysk oprindelse.

Og Carla sagde forleden: ”Jeg kunne godt tænke mig, at jeg aldrig mere skulle i børnehave.”

”Hvad ville du så lave i stedet?” spurgte jeg.

”Være hjemme sammen med far og dig!”

Hjemmefra havde jeg planlagt, at vi hver dag skulle sætte os og skrive dagbog sammen, og at børnene skulle tegne en tegning med en af dagens oplevelser. Du kan godt høre det, ikke? De griner af mig. De bedrevidende og bagkloge. Ikke nødvendigvis hånligt, men i det mindste en lille smule overbærende. For der gik selvfølgelig ikke mere end fire dage, før Carla nedlagde veto mod tegneriet. ”Aih, kan vi ikke godt holde op med det der og bare tegne noget, der er sjovt i stedet for?” Og det er vist også ved at være nogle dage siden, jeg selv har gjort mig dagbogsnoter i min lille bog med hængelås og plads til små artefakter.

Men altså indimellem tegner Carla alligevel en tegning (Halfdan gør også, men der er mest nogle aggressive streger, der går over i en eller anden slåskamp mellem tuscherne – det barn er virkelig inde i en meget gal periode. I parentes bemærket.). Men altså Carlas tegninger viser hverken drypstenshuler, slotte eller gigantiske badelande for den sags skyld. Derimod er det konsekvent tegninger af hende og jeg, der går en tur, eller hende og Halfdan, der leger en leg, eller os alle sammen på vej ned for at spise en is.

Jeg gider ikke en gang belemre dig med, hvad man kan lære af det. Men det er selvfølgelig en tanke værd, at vi formentlig havde fået de samme ferie-tegninger ud af børnene, hvis vi havde brugt 150.000 på is og siddet derhjemme på terrassen i tre måneder i stedet…

med emneordet , , , ,

Og så er det ikke en gang for sjov

Er jeg den eneste, der tænker, hvad det er Colgate egentlig har gang i?

Colgate Sensitive Pro-Relief Tv-reklamer

Så ved man ens mor har været forbi…

Når der ligger to sirlige bunker vasketøj a la den her:

Det er næsten synd at det fine tøj skal bo her:

med emneordet ,

Oddity

Når man arbejder på et bibliotek, går det op for en, hvor mange mærkelige bøger der udgives i denne verden – eller måske snarere hvor mange nicheagtige bøger, der findes, OG som nogen rent faktisk er interesseret i at læse.

Fx den her:

Et værk om FDM, Forenede Danske Motorejere – måske er det bare fordi jeg ikke har haft kørekort så længe, eller interesserer mig for biler. Overhovedet. Men hvis du gør, er det her måske en bog for dig. Den er i hvert fald stor.

med emneordet

Kun for børn

Vi var på besøg hos øjenlægen i dag, Miss Carla og jeg. Til en start er han i sig selv ikke ligefrem et festfyrværkeri, men mere af den skole, hvor det efter fem minutter går op for dig, at konsultationen er forbi, og lægen sidder og læser journalen på den næste patient. Han fik bare ikke lige sagt farvel og tak for denne gang, og så lister du ud og tager dit tøj på med en fornemmelse af at være stukket af fra noget…

Det fede er, at klinikken selvfølgelig afspejler præcist, hvem lægen er – og det gælder sådan set også det ekstra lille venteværelse for børn, hvor legetøjet er en kasse fyldt med gamle bamser af tvivlsom oprindelse, og billederne på væggen ser sådan ud:

med emneordet