Tag Archives: what they say

11. februar 2011
4 kommentarer
Brokkekassen, Sandheden, The kids

Om at passe ned i en kasse

Dagens anekdote fra det danske institutionsliv:

Carla: Jeg synes det er meget sjovere at være hjemme end at være i børnehave.

Mig: Hvorfor?

Carla: Det er fordi når man er hjemme så må man gøre det man gerne vil. Hvis jeg blir sulten, så spørger jeg bare om jeg må få noget at spise, og så siger I ja. Men hvis jeg er sulten i børnehaven, så må jeg ikke tage noget at spise, før vi allesammen skal spise!

Eller hvad med denne her:

Mor: Har du haft en god dag i børnehaven?

Carla: Ja, men der var ikke nogen voksne. De var allesammen syge, så der var kun en sammen med os og en sammen med de andre…

Ah-hem. Kunne vi ikke godt snart holde op med at diskutere efterløn og begynde at interessere os for 1) hvad det er for en hverdag vi tilbyder vores børn i et land, hvor børn tilbringer mere tid i institutioner end noget andet sted i verden, og 2) hvordan vi skruer det her samfund sammen, så der var lidt mere tid til bare at være familie?

Hvorfor er der ingen, INGEN, der tager de her spørgsmål alvorligt? Hvorfor er vi allesammen så trætte, at vi ikke kan råbe højt nok til, at nogen hører os og gør noget. Hvorfor accepterer vi, at alt for mange børn parkeres på alt for lidt plads med alt for få voksne? Hvorfor prøver vi at optimere vores liv i alle mulige økologiske retninger, men lige derhenne i institutionen, der må de sgu bare hutle sig igennem og få det bedste ud af det og håbe, at de er stærke nok til at overleve.

Der må sgu da være en nedre grænse for, hvad vi byder de unger – og en mellemvej mellem 45 timers institutionsuge og en hjemmegående mor/far. Og det kunne være fint, hvis vi løste den opgave i fællesskab i stedet for at tørre lorten og den dårlige samvittighed af på dig og mig og en endeløs række af frie valg. Argh!

med emneordet , , , ,
2. februar 2011
3 kommentarer
Sandheden, The kids

Det er derfor man kan føle sig lidt fladmast

I går sagde Halfdan til mig, at han aldrig vil være voksen. Han siger så meget, den dreng. Det meste af det handler om ridder og røvere og ræve, og om hvordan man slår drager ihjel, og om hvem der skal reddes, og hvorfor elefanten går baglæns, og hvad Robin Hood elsker at spise.

Som den ansvarlige mor, jeg er, taler jeg selvfølgelig med mit barn. Og fordi han nu alligvel kører rundt i samme ridder-røver-ræve-rille, kan nå, hvad gjorde du så og ja, det kan jeg godt se – det ser ret vildt ud og sikke noget og det er godt nok en skør ridder/røver/elefant, den der og ja, det ser meget vildt ud gå til det meste. Og den slags optimering er slet ikke dårlig både mandag morgen og tirsdag eftermiddag.

Da Ridder Halfdan i går bedyrede sin kærlighed til barndommen eller i hvert fald bare sin modvilje mod voksenlivet – forstod jeg ham sådan set godt, for det er unægtelig nogle lidt andre drager, man kæmper med når de værste ridder-tåger har lagt sig, og man i stedet bliver overmandet af almindelig sund fornuft. Og måske var det det, han havde på fornemmelsen, da han sagde: Det er fordi, når jeg bliver voksen, så taber jeg al luften.

Kunstigt åndedræt? Anyone?

med emneordet , ,
24. januar 2011
Skriv en kommentar
As if, Sandheden, The kids

Hvornår begyndte vi at snakke om Gud?

Åh, alle de principper til ingen verdens nytte. Allerede da jeg fandt ud af at mit første barn var en pige, gik jeg ind i kampen mod det lyserøde og kjolerne med hud og hår. Noget med at jeg gerne lære mit barn, at det at være pige er andet end at være lyserød og forklædt som Hello Kitty. Men så kiggede jeg væk et lille bitte øjeblik og pludselig kunne Miss Carla ikke iklædes andet end lilla og lyserød og kjoler, og stor var glæden da 3/4 af hendes julegaver var prydet af den lille japanske killing, der giver mig mareridt, fordi den dukker op alle vegne. Og også på voksne kvinders nattøj. Come on! Så søde er vi da heller ikke…

Nå, men siden jeg tabte kampen mod det lyserøde, har det bare været en lang deroute, hvor jeg også har måtte opgivet mine ret håndfaste holdninger til børn og slik, børn og Disney Sjov, børn og legelande. Bare for at nævne et par stykker.

Mine børn er heller ikke døbt. Fordi seriøst, jeg ville ikke stå og love den præst, at jeg ville opdrage mit barn i den kristne tro. Ikke fordi jeg forsager Jesus og alt hans væsen, men fordi det måske alligevel var et lige lovligt stort løfte for en, der de seneste mange år kun er kommet i kirken for at holde forfest til bryllupper. Men nu er selv den (anti)religiøse bastion faldet, efter jeg i dag hørte følgende ordveksling mellem mine børn, der for tiden er sygeligt optaget af død og sjæl og den højeste retfærdighed.

Carla: Du må ikke snyde. Snyder du?

Halfdan: Nej, nej, jeg snyder ikke.

Carla: Hvis du snyder, Halfdan, så kommer din sjæl op i himlen for at snakke med ham, der har lavet jorden. Han hedder Gud, og han vil ikke have at du snyder.

I give up! Amen!

med emneordet , ,
22. januar 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Et ret entydigt tegn på, at jeg er ved at blive gammel…

Jeg snakker med mig selv. Så er det sagt. I mange år var det mest sådan noget med at være alene hjemme og så gik jeg og sludrede lidt med mig selv om, hvad jeg skulle lave til aftensmad og den slags vigtige sager. Det føltes vel som en form for selskab.

Mens jeg var på barsel, holdt jeg en pause. Altså ikke fordi jeg holdt op med at tale, men når man er sammen med sin baby døgnet rundt, kan man jo bilde sig selv ind, at det er dem, man taler med. Og i øvrigt er det vist også både godt og vigtigt for deres sprogudvikling, at man sætter ord på verden sammen med dem. Selv tak.

Til gengæld betød barslen også, at jeg begyndte at snakke med mit barn og mig selv alle mulige steder. Og lige den del har jeg haft lidt svært ved at give op. Det betyder fx at jeg ofte har lange samtaler med mig selv nede i Netto, mens jeg beslutter om jeg skal købe den ene eller den anden ost. Egentlig er der ikke så mange, der kigger – og for det takker jeg alle de fritidshåndværkere, der har fastmonteret det lille smarte apparat til øret – også selvom der ikke er nogen, der ringer. Og det er vel også passende at takke alle dem (os), der skændes med kæresten, laver indkøbsseddel, sladrer om dem, der kyssede til julefrokosten og betror sig til veninden over telefonen, mens vi står i køen i supermarkedet. Det er ligesom ikke længere helt aparte at gå og sludre uden at have en fysisk samtalekammerat at tale med. Og det gør det unægteligt nemmere for sådan nogle som mig, der ikke taler med nogen. Altså ud over mig selv.

Men der skal ord på for det virker, ikke? Altså den der lillebitte, mikroskopiske bøvs  jeg kom til at slippe fri forleden, mens jeg ventede på den grønne mand ved et fodgængerfelt sammen med alle de andre fredagsshoppere gik åbenbart ikke under kategorien normal, socialt accepteret adfærd. Fornemmede jeg ret hurtigt. Så det sker ikke igen. Promise. (I øvrigt var det et uheld. Seriøst. Selvfølgelig.)

med emneordet , ,
18. januar 2011
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Chancen, The kids

Jeg hiver lige mig selv op…

Åh, januar. Jeg hader det lort! Jeg hader Januars mørke og sjask. Jeg hader den bleghed, der ikke længere lader sig skjule, fordi solen har været væk alt for længe. Og jeg hader Januar-bakterien, som slæber sig gennem kroppen i sneglefart…

Positivt er det selvfølgelig, at der nu er 44 minutters mere lys at gøre godt med. Og at jeg stadig har gang i det der drømmeværksted. Og at min søn leger huspoet og siger ting som: “Min sjæl flyver aldrig op i himlen, for den sidder rigtig godt fast i mit hjerte.”

med emneordet , ,
8. januar 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

En autoreply, der kan bruges til noget

I´m currently at the American Academy in Berlin and chasing a deadline.
If it´s an urgent Watson matter, please contact [navn]@Brown.edu;
Human Terrain, please contact [navn]@brown.edu;
Art of Peace, please contact [navn]@brown.edu;
and if it´s about zombies, phillip.gara@gmail.com is your man.

VTY
JDD

Ahr, det er da den sjoveste autoreply, jeg nærmest nogensinde har set, og så fra en professor – efter sigende byder manden på whisky, når man holder møde med ham. Er der noget at sige til, at jeg glæder mig til det interview (som handler om krig og ikke om zombier). Skål!

med emneordet , ,
2. januar 2011
3 kommentarer
SOmeone to love, The kids

En form for dårlig samvittighed

Dejlig jul, gode gaver, masser af veltilberedt svin og søde mennesker (som ikke var tilberedte, men bare var). Og hyggelig nytårsaften, som var præcis så kaotisk som sådan en aften er, når man både skal høre nytårstale, servere mad for syv børn mellem 0 og fire år, indtage fire retter mad, putte børn, høre rådhusklokkerne ringe og kysse sin kæreste alt imens man forsøger at blive en lille smule tipsy og fortrænge nattens fremskredne tidspunkt.

Desværre har det ikke været Miss Carlas jul. Efter et giga sammenbrud på en rasteplads mellem København og hjem, faldt det mig ind, at hun slet ikke har fået den ferie, hun havde brug for. For allerede inden jul var et tydeligt, at hun havde brug for ro og for at være sammen med os, hendes far og mor og lillebror. Ikke mere end det.

Og selvom hun hygger sig, når vi er ude, er det lige præcis i perioder som disse så tydeligt for os, der kender hende allerbedst, at der også er en grad af overlevelse i hendes sociale begejstring. Den store gåde er (ikke længere) hendes sammenbrud, som nok er blevet færre, men bestemt ikke mindre dramatiske. Gåden er derimod, hvorfor vi, hendes forældre, er så dårlige til at se, hvor det bærer hen. Hvorfor vi hver gang bilder os ind, at lige præcis det sammenbrud hun havde juleaften eller 1. juledag eller nytårsaften eller i går ved sengetid eller nu i dag på en rasteplads var en enlig svale. Når nu sammenhængen er så tydelig. Alt for mange indtryk. Alt for mange mennesker. Alt for meget uregelmæssighed.

Stakkels lille sensitive pige, som aldrig fik den ferie hun måske havde allermest brug for – og i morgen begynder hverdagen igen. Det er jo lige til at få dårlig samvittighed af.

I det mindste glæder jeg mig over, at højtiderne er fejret i familie og venners selskab. De er søde og forstående og kræver knap så mange forklaringer, når ens datter råber fra badeværelset: Slip mig, du kvæler min tissekone!

med emneordet , , ,
22. december 2010
8 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Sandheden, The kids

Når jeg får en baby

Af en eller anden grund har det ligesom udviklet sig til det ultimative trumfkort hjemme hos os. Det med at true med en baby. Og det er (for en gangs skyld) ikke de voksne, der truer børnene. Men derimod børnene, der truer de voksne.

Som nu fx Halfdan, der efter at have imiteret hund i det meste af 1½ år, oplever et personligt gennembrud, der seriøst må kunne bruges til en afhandling om projektioner. Det er nemlig gået op for ham, at han ikke er en hund, fordi han er en hund, men fordi han ønsker sig en hund.

Så nu terroriserer han sin meget lidt dyreinteresserede mor med daglige bud på, hvor meget han ønsker sig en hund. Ustandselige spørgsmål til, hvornår han kan få en hund. Gentagne krav om at vi straks kører ud og køber en hund. Og endeløse løfter om at hunden nok skal lære at bruge toilettet (fordi jeg forsøgte at skræmme ham med alle de hundelorte haven ville blive fuld af). Men lige meget hjælper det, og i morges trak han så baby-kortet: Når jeg bliver en far, skal jeg have en baby, og så skal den ha en hund at lege med! Hm!

med emneordet , ,
24. november 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Hvordan sover du om natten?

I weekenden fortalte en af mine venner mig, at han tre gange hver nat tager sin hovedpude og dyne og går rundt om sin dobbeltseng for at lægge sig i den modsatte side. Imens ruller hans kæreste henover deres datter og lægger sig i hans side for at amme den lille skønhed, som straks falder i søvn igen.

Min veninde sover jævnligt i smørhul i sine børns dobbeltseng for at trøste den yngste, der nærmest har kronisk mellemørebetændelse hele vinteren igennem. De ligger selvfølgelig på den korte led, så min veninde fryser tit om fødderne.

I nat sov jeg i Miss Carlas køjeseng nænsomt svøbt Hello Kitty-lagner, fordi Carla var krøbet ind i min seng, og jeg ikke orkede at bære hende ind til sig selv, da jeg kom hjem efter midnat. Og forleden sov jeg på tre tæpper bredt ud på gulvet i børnenes værelse for ikke at vække mine forældre, der var på besøg.

De sidste fire år har jeg i det hele taget sovet lidt for meget på interimistiske sovepladser rundt om i huset med det ene formål at få børnene til at sove, mens jeg selv fik noget søvn. Jeg burde måske have lugtet lunten allerede dengang Miss Carla var helt lille, hvor jeg en morgen faldt omkuld på hendes legetæppe i stuen. Det vildeste er egentlig ikke, at jeg har gjort det. Det er derimod, at jeg og alle andre forældre jeg kender, kan fungere næsten uanset, hvor vi har sovet, bare vi i det mindste får lov til at ligge ned med lukkede øjne i mere end tre timer. Eller også er det bare, fordi jeg kun omgås folk, der er i samme situation som mig, at jeg ikke opdager hvad det konstante søvnunderskud rent faktisk gør ved mig og de andre – og at vi har opgivet at tale om noget større end den sidste uges nætter og om hvor let det bliver når børnene bliver ældre. Emner, der trods alt og efterhånden kører så meget i ring, at vi hver især kan tillade os at tage en lille lur imens.

med emneordet , ,
16. november 2010
3 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, SOmeone to love, The kids

Er der nogen, der har set mig…

Åh, saglige Morpheus.
Please, have mercy on me.

I går aftes kom jeg til at råbe af mit barn, som var alt for træt, men nægtede at sove og i stedet råbte og sparkede og kastede med ting. Mit lille englebarn, som på en måned har forvandlet sig til en lille djævel, der hele tiden står på spring med sit svær og råber: HaHAA! Jeg klarede dig, nu smider jeg dig ud! Og som i weekenden sagde til mig: Når jeg bliver lige så stor en far, som du er en mor, så skal jeg aldrig skælde ud.
Det er altid et dårligt tegn. Projektioner, du ved. Og jeg har altså sagt undskyld, for selvfølgelig er det ikke i orden at råbe. Aldrig. Vel? Det er jo mig, der er den voksne. Ikke?

Men altså det ændrer jo ikke på, at drengen ikke vil sove, og at han hele natten har ligget med hovedet boret ind i min maven. Og at hver gang jeg forsøgte at løfte ham ned på en madras på gulvet, begyndte han at skrige: Mor, mor, hvor er du? Op i sengen igen. Jeg har muligvis blundet i nat, men sovet har jeg ikke. Og jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fortæller dig det. Måske bare fordi det vel egentlig er ret synd for mig, ikke?

med emneordet , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →