Som når Halfdan stiller flodhesten, hesten, giraffen, koen, hunden og elefanten op på række, henter sin elskede guitar og sin grønne skammel, sætter sig til rette og synger: “Det er en sang for alle dyrerne, det er en sang for alle dyrene…”
Lige der løber hjertet over, og man får lyst til at fortælle alverden om det lille vidunder. Det er hermed gjort.
Om lidt tager jeg min kæreste i hånden og checker ind på hotel – 48 timer til at være kærester, sove længe, spise brunch, læse aviser, se film, spise lækker mad, holde mere i hånd, shoppe, hænge ud på cafeer og drikke kaffe og snakke, snakke, snakke uden at blive afbrudt af skingre barnestemmer og små hænder, der hiver i tøjet.
Og hvis det nu skulle vise sig at være en rigelig optimistisk plan, vil jeg også være godt tilfreds med bare at holde i hånd i himmelsengen…
Jeg blir bare aldrig, som i nogensinde, træt af det her musik
Efter en vinter med utætte tagrender og snerydning i de tidlige morgentimer kom jeg pludselig i dag i tanke om, hvorfor i alverden det nu er at jeg en gang var så begejstret for tanken om fast ejendom – det er jo hverken de røde mursten eller tag over hovedet, der tæller, men det her – lige uden for vinduerne i MIN have.
I fuldstændig tråd med tidens trend (spørg bare den royale kommentator Emilia van Hauen og hendes crowd) ønskede jeg mig selvfølgelig ikke noget så usselt som materielle gaver til jul.
Nej, jeg vil sgu ha oplevelser, fællesskab og kreativ udfoldelse (ligesom 60+erne), og jeg er så heldig, at min kæreste ved, hvad der skal til for at gøre mig fuldstændig blød i knæene.
Så af sted til arty-farty selvrealisering inkl. full day off med mig, og nej, jeg drømmer ikke om at kunne leve af mine værker – selvom det kunne være corny nok med mit eget studio med udsigt over Københavs tage, ja eller i et gammelt nedlagt mejeri, som jeg selv havde sat i stand.
Det er bare fordi jeg synes det er så skidesjovt – og dejligt at tage hovedet under armen nogle timer, og så har jeg heldigvis fundet mig en lærer, som er så sindssygt god til at rose mig, så jeg i glimt har overvejet om jeg måske alligevel kunne slå mig ned som mig ned i bedste bohemestil laaaangt ude på landet, hvor hele familien kunne løbe rundt i flagrende gevandter og realisere og forsyne sig selv.
Ikke overraskende har jeg papir og tegneudstyr en masse liggende i skabet, men jeg synes bare det er så svært passe et liv som boheme ind mellem 9-4, madpakker og what not. Men derfor skal I selvfølgelig ikke snydes – og husk nu at jeg er til fals 0g salg for ussel mammon, hvis du bare aldrig har set mage…
Jeg fik endda en lille souvenir med hjem begået af den for real arty-farty dame, der rent faktisk havde det kunstnermejeri, hvor jeg legede boheme for en dag. Sikke mild man tager sig ud i akvarel.
Jeg er færdig med at træne i weekenden, aldrig mere. Fra nu af vil jeg kun frekventere motionscentret om formiddagen – sammen med pensionisterne.
Da jeg stod i omklædningsrummet og prøvede at komme til mig selv igen, kom en ældre dame hen til mig.
– Jeg gik på løbebåndet ved siden af dig. Sig mig engang hvor længe kan du løbe i det tempo.
– En halv time, sagde jeg og prøvede at få vejrtrækningen ned i et normalt leje
– Hvor langt løber du så?
– 5,5 km
– Ahm, det er simpelthen utrolig flot, og du løb virkelig stærkt. Meget flot!
Derefter strøg jeg lige over Føtex og fyldte kurven med grønne sager og frosen frugt. For fra nu af skal jeg kun leve af smoothies, sunde nødder og grove grøntsager – og jeg kan ligeså godt sige det med det samme, Lene Hansson og Chris MacDonald, I får kamp til stregen for pensionisterne elsker mig, og vi ved nok, hvor mange der blir af dem i fremtiden.
Farvel til koffein, kulhydrater og cola - nu skal mit potentiale leves ud! Nå ja, købte også lige sådan nogle fodpuder (th) til min nye støvler, som er så høje, at jeg får utrolig ondt i fødderne, når jeg har dem på - og faktisk ikke kan gå så langt i dem. Ret praktisk med børn.
Nu begynder det at ligne noget…
Fordelen lige nu er, at man kan få børnene til at hjælpe (med noget der rent faktisk er en hjælp) uden modydelser – bare fordi det er hyggeligt at være sammen, eller fordi det på mærkværdigvis er lykkes at gøre fx støvsugeren så attraktiv, så det i sig selv er en belønning at røre ved den. Ligesom det at blive sendt i kælderen efter toiletpapir er at sammenligne med en tur i tivoli…
Til gengæld er hjælpen ikke altid så pålidelig, fordi man ikke kan være sikker på de gider hjælpe, når man har brug for det (eller ikke selv gider), eller at de fuldfører opgaven, fordi de undervejs bliver hvirvlet ind i en eller anden sindssyg tiger- eller krokodille-leg.
Men snart kommer det kommercielle aspekt ind i billedet, og så bliver det for alvor sjovt. For med lommepenge som lokkemiddel kan man jo også stille krav til kvaliteten og omfanget af opgaven. Første opgave der står foran udlicitering her er badeværelset…
Åh, glæden ved at have gennemrodet alle skabe og så pludselig at komme i tanke om den plade chokolade, jeg købte på vej hjem fra arbejde. Must make more tea…
Ja, så er det så man ønsker at man var sådan et langt ude love child, at ens oldemor havde haft en heftig affære med en af de spanske soldater på Koldinghus hin nat for 200 år siden, som så siden hen havde givet mig bare en en lille smule sydlandsk glød.
Men nu er det desværre bare sådan, at jeg i den grad er sat sammen ikke bare af danske, men fynske kromosomer så langt tilbage at jeg kunne sælge mig selv til forskning på linie med den islandske befolkning. Og jeg kan bare melde, at folk som os i særlig grad er ramt af den afsky, vi nu alle føler (eller bør føle) for solarier takket være Kræftens Bekæmpelses kampagne Sluksolariet.
Oh my God! Kan det virkelig være meningen, at alle mødre (eller nu kan jeg jo bare tale for mig selv til en start) slet ikke kan få lov til at grille sig væk fra bare nogle af de spor, som tre års søvnunderskud ubarmhjertigt har trukket hen over mit ansigt? Hvis jeg nu lover at bruge faktor 100 og kun lige lader den kunstige sol efterlade en mild glød (tro mig, der skal ikke så meget til) mon så ikke det går?
Jeg har tømmermænd – efter fire øl. Så ved man ligesom man er mor i en småbørnsfamilie og ikke kommer så meget ud. Trætheden er til gengæld det hele værd efter en aften i total teenageland
Børnene har på mirakuløs vis leget selv det meste af eftermiddagen, og jeg har forsøgt at komme til hægterne med et græsk adventure – en film, jeg på det kraftigste vil advare imod. Den er dårlig selv med tømmermænd…
Kun sandheden 