Jeg er færdig med at træne i weekenden, aldrig mere. Fra nu af vil jeg kun frekventere motionscentret om formiddagen – sammen med pensionisterne.
Da jeg stod i omklædningsrummet og prøvede at komme til mig selv igen, kom en ældre dame hen til mig.
– Jeg gik på løbebåndet ved siden af dig. Sig mig engang hvor længe kan du løbe i det tempo.
– En halv time, sagde jeg og prøvede at få vejrtrækningen ned i et normalt leje
– Hvor langt løber du så?
– 5,5 km
– Ahm, det er simpelthen utrolig flot, og du løb virkelig stærkt. Meget flot!
Derefter strøg jeg lige over Føtex og fyldte kurven med grønne sager og frosen frugt. For fra nu af skal jeg kun leve af smoothies, sunde nødder og grove grøntsager – og jeg kan ligeså godt sige det med det samme, Lene Hansson og Chris MacDonald, I får kamp til stregen for pensionisterne elsker mig, og vi ved nok, hvor mange der blir af dem i fremtiden.
Farvel til koffein, kulhydrater og cola - nu skal mit potentiale leves ud! Nå ja, købte også lige sådan nogle fodpuder (th) til min nye støvler, som er så høje, at jeg får utrolig ondt i fødderne, når jeg har dem på - og faktisk ikke kan gå så langt i dem. Ret praktisk med børn.
HUSK NU endelig, hvilket vanvid en rosende bemærkning kan udløse, når du selv engang bliver pensionist…..
N.B.: Mit indlæg var ironisk ment, hvis nogen skulle være i tvivl…… 😉
Der er ikke noget som smiger der kan lede en i fordærv…