Tag Archives: Udfordring

7. september 2011
Skriv en kommentar
Anbefalinger, As if

Breaking News! Lars Løkke uncensored

Foranlediget af dagens afsløringer (og genopfriskning) af den regerende statsministers sande interesser bringer vi her, ærede læsere, den tale, som Hr. Lars Løkke holdt i august på Venstres sommermøde på Bornholm.

Forud for sommermødet udtalte han til Politiken: »Derfor har jeg besluttet mig for ikke at komme med politiske budskaber nu. De må vente til Venstres sommermøde i august«. Og hvis du har glemt, hvad de centrale pointer var, får du nu chancen for at genlæse den visionære tale:

Kære venner! Jeg tror mange har det lige som mig. Sommermødet er den tid på året, hvor vi har flest tømmermænd. Hvor vi tænker over de fester, vi har været til. Og vi tænker over de fester, der kommer. Og hvordan ser det så ud, når jeg skal gøre status?

Ja, den følelse der kommer til mig, er en stolthed over at være medlem af et parti, hvor vi har gode muligheder for at få gang i den og frihed til at købe billig spiritus. Det er en glæde over at være medlem af et parti, hvor vi tager os af hinanden, hvor vi byder hinanden op til dans. Venstre er ikke et perfekt parti, men vi er gode til at feste.

Jeg er selv født med festerne inden for rækkevidde. Fra mine første år i VU over tiden som lokalpolitikere til medlem af Folketinget. Som så mange andre unge greb jeg de fester, jeg blev tilbudt. Og for os der er vokset op med festerne, kan invitationerne næsten føles som en selvfølge. Men det er det ikke. Det er noget, jeg skal arbejde for hver dag.

De sidste to år har vi kæmpet for at komme ud af den værste økonomiske krise, verden har oplevet siden 2. Verdenskrig. Vi har holdt fester, som var svære, men nødvendige. Det kan mærkes. Vi kan glæde os over resultatet af vores indsats. Fremgang for danske værtshuse. Lave priser på alkohol. Flere tømmermænd end i andre partier. Respekt om Venstres fester ude i verden.

Det ser også ud, som om Venstres medlemmer i år har drukket lidt mere end sidste år. Optimismen er så småt ved at vende tilbage. Det er positivt. Det skal vi fejre. I flere partier har man ikke gennemført de fornødne reformer. Derfor har man måtte skære drastisk i festerne, hæve prisen på alkohol og lukke flere værtshuse. Det har ført til uro blandt medlemmerne og optøjer i flere lokalafdelinger rundt om i landet.

I Venstre handler vi i tide. Vi sender de nødvendige invitationer. Vi holder en fælles fest. Der får vi også brug for, når vi skal fremad. For lige som andre partier står vi over for den udfordring, at der bliver færre unge og flere ældre. Vi er mange, der lever længere, og det skal vi selvfølgelig fejre. Desværre hænger regnestykket ikke sammen. I dag drikker kun halvdelen af medlemmerne i Venstre, og fremover bliver det færre. Derfor står vi ved en skillevej. Vi skal vælge, hvilken vej vi vil gå. Hvis vi passivt lader udviklingen fortsætte, vil vi støt og roligt blive trukket i retning af kedeligere fester. Og vi vil blive nødt til at skære i antallet af gratis shots og fadøl. Det ønsker jeg ikke. Det ønsker ingen af os. Tværtimod.

Der er kun en farbar vej: Gennem sjove fester og gennem mere gratis alkohol må vi sikre, at vi får så mange til at drikke som muligt. Derfor skal vi prioritere vores fester med stor omhu. På den måde kan vi skabe et robust grundlag for at udvikle vores parti. Til glæde for os alle sammen.

Vi har brug for, at alle møder op til festerne næste år. Vi er simpelthen nødt til at kræve lidt mere af hinanden. Jeg foreslår derfor, at vi gradvist nedsætter aldersgrænsen for, hvornår man må sælge og udskænke alkohol til unge.

Vores fester bygger på værdier, som vi har kæmpet for i generationer. Ansvar for det fælles. Frihed til forskellighed. Lige muligheder for kvinder og mænd. Og det vil vi ikke give køb på. Når man vælger at melde sig ind i Venstre, skal det være, fordi man vil være en del af festerne. Vi har plads til alle, der både kan og vil.

Venstre er ikke et perfekt parti. Men det er et godt parti. Et af de bedste, der findes. Vi står i en ny tid med nye udfordringer, men de kan overvindes med dans på bordene og fadøl i hanerne. Sammen må vi kæmpe for det vi har kært. Godt sommermøde – vi ses i baren!

med emneordet , , ,
3. september 2011
Skriv en kommentar
As if

Det vi leger #3

Sidste vinter opdagede vi at der løb vand ned af væggen i stuen. Det er åbenbart det der sker, når tagrenderne er 200 år gamle, og vandet løber ud alle andre steder end i nedløbsrøret.

I dag kom der en tømrer og kiggede på det problem, der åbenbart ikke bare lader sig lappe – og nu vil han også sende en murer, som først skal reparere alle revnerne i muren (“Når der er hul i tagrenden, så bliver der revner i væggen, når vandet trækker ind og fryser.” “Oh, I see.”).

Der er også noget med nogle tagsten, der skal sikres, fordi de er begyndt at glide ned og lægge sig i tagrenden (de steder, hvor den stadig holder dem tilbage).

Næst efter bilen er fast ejendom ved gud det største sorte hul, vi hælder penge i. Alle de dejlige penge, vi kunne bruge til at rejse jorden rundt, konverterer vi nu til zinktagrender og cement. Good gracious.

Jeg gider ikke lege den her leg alligevel!

(Og jeg fatter stadig ikke, om det er meningen jeg skal vide noget om alt det her bare fordi jeg har købt et hus i et øjebliks redebyggerus.)

med emneordet , , ,
2. september 2011
1 kommentar
As if

Det vi leger #2

I marts gik jeg i gang med at grave ud til en terrasse. Bare en lillebitte en på et sted i haven, hvor der er sol hele tiden (forudsat den nogensinde kommer til at skinne igen, selvfølgelig). Processen er simpel. Først fjerner man græs og jord, så kører man sand på, planerer og lægger fliser. Af den overskydende jord lavede jeg en vold – eller gik i gang med at lave en vold. Nu ser det sådan ud (det er volden til højre):

Til foråret kommer min bror og ordner det med jorden og sandet og fliserne.

(Og jeg fatter ikke, hvor de kæmpestore blomster, der er dobbelt så høje som min høj, kommer fra. En ukrudtsbusk?)

med emneordet , ,
1. september 2011
2 kommentarer
As if

Det, vi leger #1

I et år har jeg gloet på en ledning ved børnenes seng, som min far har lavet. “Ja, jeg trak lige en ledning, så kan I jo bare sætte natlamperne op, når I finder dem, I vil have.” Et år, hvor jeg bildte mig selv ind, at det var svært at finde lige præcis den rigtige børnenatlampe.

I virkeligheden var det fordi jeg ikke kunne greje, hvordan den ledning, min far “lige” havde trukket, skulle forenes med lampens ledning.

I weekenden kom han og satte lamperne op.

(Og jeg fatter stadig ikke det med ledningerne.)

med emneordet , ,
31. august 2011
Skriv en kommentar
As if

5 ting, jeg ikke fatter uanset hvor meget jeg prøver

Jeg er nærmest holdt op med at trække vejret, siden det valg blev udskrevet. Både fordi jeg ikke magter hvis Lars og hans crew skal drikke guldøl den 15. september. Og fordi jeg heller ikke ved, om jeg tror på/magter/er overbevist om, at det blir bedre med Helle og Villy. Lad os bare sig, at det har næsten har udviklet sig til en personlig skriveblokade på linie med det, der eftersigende foregår på det såkaldte boligmarked.

Så tillad mig at fordrive ventetiden med en lille top 5 over ting og sager, som min hjerne åbenbart (også) er for lille til at rumme.

1) Coops sindssyge PlusPointsystem og deres endeløse mails om at jeg bare er 150 kr. fra at rykke op på PlusTrin en mia. Pyramidespil, sir jeg bare. Døm selv

2) Stilheden på et plejehjem. Er det mon sådan døden er? Angstprovokerende stille? Og den blomst, der har fået lov til at stå og tørre helt ind i vasen på bordet – er det et forvarsel om, hvad der sker med dem, der flytter ind?

3) Hungersnøden på Afrikas Horn. 110 mio. kr. og seks tv-værter og en komiker i havnen og så taler vi ikke mere om det. Helt seriøst, har der ikke været ildevarslende stille siden i lørdags? Og kunne man forestille sig at en af de 278 daglige målinger på om Helle eller Lars fører, kunne bytte plads med lidt nyt fra de sydlige himmelstrøg.

4) De rige. Hvorfor er vi ikke mere forargede over, at de rigere bliver rigere, selvom der er freaking finanskrise (som så lige er blevet aflyst)? Og hvorfor undrer vi os ikke over, at der kun er en vej frem til lykken – og det er flere penge, mere forbrug, flere penge, mere forbrug, selvom vi alle sammen ved, at jorden en dag går under af netop den grund. Jeg har sagt det før, men du skal altså virkelig se Inside Job og gør det før den 15. september. For måske får du lyst til at sætte dit kryds et andet sted.

5) Nåh ja, og så lige den der detalje med at universet udvider sig. Så verden er blevet større? Eller er det en anden verden? Eller er det bare i teorien? Eller noget der ligger lysår foran os eller bag os?

med emneordet , , ,
9. august 2011
4 kommentarer
The kids

Jeg vil gerne ringe til en ven

– Hvor mange gange har vi sovet siden det var gamle dage?
– Hvor kommer vandet i havet fra?
– Hvem lavede den kugle der var før Big Bang?

For fanden mand. Hvorfor kan børn ikke interessere sig for banaliteter som hvordan man får børn eller hvor lorten blir af når man trækker ud i toilettet?

Jeg får stress af alle de 3-årige spørgsmål, som jeg af gode grund selv er holdt op med at undre mig over. Og hvorfor er det nu lige jeg ikke er i familie med Tor Nørretranders eller i det mindste kan mønstre noget der bare ligner en naturvidenskabs m/k i den nærmeste omgangskreds?

Sig til mig det bare er en fase, og at han derefter bliver et helt almindeligt fodboldspillende drengebarn. Ikke at jeg kan spille fodbold, men jeg har i det mindste14 års erfaring i at lade som om jeg ved hvad det går ud på.

med emneordet
5. august 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Den jeg var engang – og tror jeg stadig er

Det kan egentlig siges ret kort: Jeg har aldrig været tæt på at være talentfuld inden for nogen sportsgren overhovedet. Jeg har gået til jazzballet to gange og spillet håndbold en måned. Bolde er slet, slet ikke mig!

Da jeg flyttede til Kbh, meldte jeg mig ind et motionscenter men det vat temmelig demotiverende altid at stå i den modsatte ende af lokalet når aerobicserierne var mere end tre forskellige bevægelser lange. Kropslig koordinering er så heller ikke lige mig.

Så en dag begyndte jeg at gå til yoga. Det er ikke så upbeat. Mere mig – også selvom jeg er så stiv i benene at jeg aldrig har været i stand til at få overkroppen til at mødes med underkroppen og så helt ubesværet give mine ben en omvendt krammer. Har en gang hørt at det med korte sener er en medfødt genetisk defekt. God trøst.

Nå, men i yogaperioden synes jeg selv at jeg var ret tæt på at ligne Madonna. Også fordi jeg tabte mig en del samtidig. Det var ikke motionens skyld, men derimod min kærestes. Da han flyttede til England for at læse, holdt vi nemlig op med at spise nachos, der må være chipsens forsøg på at klæde sig ud som en kartoffel, med ost og guacomole til aftensmad. Det pyntede på os begge.

Da det gik allerbedst var der desideret en der sagde til mig at nu måtte jeg ikke blive tyndere. Det er ikke sket siden.

Jeg begyndte også at løbe lidt. Dengang kunne man løbe rundt om volden på Christianshavn uden at møde andet end sovende alkoholikere og unge, der havde købt hemmelig hash på Christania og nu forsøgte at finde at sted hvor de kunne ryge i smug.

De sidste tre måneder jeg skrev speciale, boede jeg i London. Og hold nu godt fast – der stod jeg op hver morgen, som i hver eneste dag i 90 dage, og lavede en times yoga. Tre gang om ugen løb jeg en time på løbebånd. SLAP AF! Jeg må have lignet en million selvom jeg ikke husker det sådan.

Jeg har ikke lavet yoga siden. Åh jo, altså bortset fra en søndag i foråret hvor en veninde overtalte mig til at være med til en 6 timers seance. Hvordan er det nu med gamle cirkusheste? Yogalæren var ikke imponeret. Hun spurgte kun om jeg sad meget ved computeren siden mine skuldre sidder tættere på mine bryster end på skulderbladene som burde være deres bedste venner? Og jeg var ikke i nærheden af at kunne løfte min egen vægt i armene. Goodbye Madonna.

Da jeg fik mit første job, begyndte jeg at løbe i Sparta. Løbe. Løbe. Løbe. Den faste rute lød på 14 km + træning + hyggeløb med kollegaerne. På en god uge løb jeg 5 gange om ugen OG cyklede på arbejde. 16 km hver dag. Jeg havde så god samvittighed at jeg kunne have solgt aktier af mit overskud. Skønt at stå op søndag morgen og løbe halvanden time før morgenmaden. Eller at trække i tøjet onsdag aften ved 9-tiden og løbe mens solen gik ned. Åh jeg elskede det og delte selvfølgelig gerne ud af min begejstring til alle.

Da jeg toppede, løb jeg en halvmarathon på under to timer. Superfed oplevelse – og jeg var ikke engang smadret bagefter. Det var i 2005. Siden har jeg forsøgt på alle mulige måder at blive venner med mine løbesko. Jeg er mere end stolt hvis jeg kan løbe 5 km en gang om ugen.

Jeg tror stadig jeg er løber selvom enhver idiot kan se at mit tøj er 10 år gammelt. Skoene er til gengæld nye og dyre for hvad man ikke har i rygrad, må man købe sig til i udstyr. Jeg er sikker på jeg kunne løbe 10 km men jeg gider ikke. Åh hvor jeg ikke gider. Jeg slæber mig rundt – går også lidt fordi det er så synd for mig og fordi jeg sveder og fordi jeg hellere ville lave noget andet. Og bagefter har jeg det ikke spor dejligt. Jeg sveder i flere timer og tænker bare på hvor meget chokolade jeg har optjent på den meget meget lange tur, jeg var ude på. Mig og Madonna, vi er ligesom temmelig færdige med hinanden… See you in heaven.

med emneordet
4. august 2011
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Jeg tar den på min kappe

Lige om lidt holder jeg kæft med den ferie og de billeder, der kom med hjem. Det er jo ved at udvikle sig til en slidt udgave af TV2 Nyhederne, hvor der ikke er grænser for, hvor mange vinkler man kan lægge ned over den mindste lille begivenhed.

Men altså man skulle jo tro, at vi ikke havde lavet andet end at indtage føde på den ferie. For de 194 billeder viser børn, der spiser morgenmad, børn, der snacker, børn, der spiser sandwich, børn, der giver deres bamse mad, og børn, der spiser aftensmad. 100 af billederne viser udelukkende børn, der spiser is. Jeg synes åbenbart mine børn er utroligt søde at være sammen med, når de spiser. Og sådan gik det til, at jeg blev hende den amerikanske mor, der tvangsfodrede mine børn, som blev så store, at de måtte løftes ud fra førstesalen med en kran. Var det noget, TV2?

Ok, selvfølgelig har jeg ikke taget 194 billeder af spisende børn. Jeg tog nemlig også et snapshot af hele familien i elevatoren i lufthavnen på vej hjem. Sjovt nok, synes min kæreste ikke nødvendigvis det var den bedste ide, jeg fik på den tur. Som du kan se på billedet, havde jeg det til gengæld meget sjovt, men det er selvfølgelig heller ikke mig, der forsøger at bakke vaklende bagagevogn inkl. 2 (på alle måder) balancerende unger ud af elevator imens.

Han havde til gengæld haft god mulighed for at få fotorevanche, da jeg en time senere jonglerede med to overtrætte børn og et toiletbesøg gone wrong på hektisk og temmelig crowded rasteplads. Nu er han så bare ikke så besat af at dokumentere familiens kalorieindtag (eller den efterfølgende rejse), som hans maniske livsledsager. Du vælger selv, hvem der har fat i den lange ende.

 

med emneordet , , , ,
15. juni 2011
4 kommentarer
Gaver, Mig sagde hunden, SOmeone to love, The kids

Vinderen og en lortehistorie

I dag sker dette:

Efter jeg har hentet børnene, går vi hjem og tager badetøj på. Eller de tar badetøj på. Jeg tager håndklæder og kaffe, og så går vi over gaden og ned til vandet. En af de dage, hvor man næsten ikke kan være i sin egen krop af bar overskud.

Faktisk er jeg så ovenud begejstret, at jeg tager dette billede af mine børn. OMG. Selv vandet glimter som sølv og ædelstene. Ren magi.

Billedet lægger jeg selvfølgelig straks på Facebook med ordene: “Det er sådan en eftermiddag der får en til at glemme genstridige unger, de altid ventende madpakker og vasketøjsbjerget”

Da Carla pludselig tripper, fordi hun skal mere end tisse, er jeg vel tæt på ekstase over idyllen, så jeg stikker hende nøglen til huset og en formaning om at se sig godt for, når hun går over vejen.

5 minutter går. 10 minutter. Og så er det, jeg tænker, jeg lige vil kaste blik ned ad vejen for at se, om hun er faldet i staver eller snak på vejen. Men hun er ingen steder at se, så Halfdan og jeg går hele turen tilbage, og der står hun i døren med lidt spredte ben og grådkvalt stemme.

Der er nemlig det med de soldragter, at lynlåsen sidder bagpå, og 5-årige arme er lige præcis for korte til selv at kunne nå…

Morale: Den, der praler med sit paradis, ender med at stå og spule lort ud af røven på sine børn.

Og vinderen, trække, trække lod (min mand og børn udgik af lodtrækningen, trods alt): Eva R. Send mig fluks en mail, så får du en lille souvenir fra Thailand.

 

 

 

med emneordet , ,
9. juni 2011
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden

En forsmag på det der venter (inkl. konkurrence)

Jeg har været væk, ikke? Altså ude at rejse. Og mine børn har sådan set ikke haft glæde af mit inspirerende selskab i næsten 10 dage. Den mindste synes det er mere end rart at have mig tilbage igen. Faktisk så meget, at han spontant slikker mig på armen flere gange om dagen (et levn fra hunde-fasen). Men hende den store, altså er hun bare  vokset ud af både sandaler og mig, mens jeg har været væk? Det er ikke fordi hun nogensinde har været et barn, der har hængt meget i sin mors (eller fars) skørter. Det der med at flytte hjemmefra er noget, hun har italesat nærmest siden hun kunne sige havregryn. Øjensynligt en form Nangijala.

Tirsdag viste jeg faktisk stort overskud. Afleverede efter ni (unheard of) og hentede igen allerede halv 1. For at kompensere en lille smule for mit fravær. Og jo, tanken var da også mere hyggelig end selve eftermiddagen, som gik med lige præcis så mange konflikter, der skal til, for at hive en tilbage til hverdagen. Siden har jeg stort set ikke set barnet. Hun er ude i verden sammen med med alle de andre. Og at dømme efter hendes humør, når hun kommer hjem og bliver puttet, trives hun derude.

Men altså helt ærligt. Fem år (jeg behøver kun at se mig selv i spejlet for at blive mindet om, hvor de år er blevet af). Jeg har knap nok nået at lukke et øje (seriøst) og så er hun ude af døren. Og i fuld gang med sit eget liv. Er det så nu, jeg får mig en fritidsinteresse for ikke at blive helt arbejdsløs, når lillebroderen følger efter hende om et år? Eller hvordan varmer jeg op til fase 2 i børnefamilien?

P.S. Husk, at du kan stadig nå at vinde en souvenir fra Thailand. Jeg trækker lod mellem alle de rigtige gæt (skriv nu bare frø, så er du med) søndag aften, mens pinsesolen gør klar til at danse.

med emneordet , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →