Tag Archives: Udfordring

Suspense i børnefamilien

Åh, sygdom. Ikke skoldkopper eller børnesår, men den lille udefinerbare febersygdom, som er noget, og alligevel ikke er noget.

Mine børn er virkelig meget sjældent syge (og det kræver både mod og en stor tiltro til universets velvilje at skrive det). Og jeg er i øvrigt stor fan af hånd på panden og et kritisk blik på barnets almene tilstand. Jeg mener, det kan godt være du hoster, men hvis ikke du af egen vilje bliver liggende under dynen om morgen, og i stedet kaster dig ud i et tvivlsomt potpourri af alle MGP-sagene på en falsk guitar i ført højhælede sko og hat, eller hvis du starter dagen med en omgang “ved du, hvor alle verdens superheltehunde bor?”, så er den nok ikke behandlingskrævende, den hoste.

Mit ene barn sover nonstop, når hun er syg. Den anden ligger vågen og klynker og har meget ondt af sig selv. Så det er sådan set nemt nok.

Men indimellem sker det, at de ringer fra børnehaven… Smilende overskudsmor (eller far) henter mere (eller mindre) feberplaget barn, som bliver så glad for at se sin mor (eller far) flere timer før hentetid.

Derhjemme sker der en af to ting. Enten kollapser barnet på sofaen, hvilket er en stor lettelse. Pyha, det var godt vi fik det lille myr hjem under den trygge vinge. Eller det giver sig til at lege og spørge om vi skal bage kage eller spille spil eller tegne hjerter.

Og det er ikke så stor en lettelse. For hvad nu? Kan man være febersyg og legesyg på samme tid? Og hvis man kan, er det så dig, der er i morgen? Eller er det mig? Er farmor? Og hvad hvis nu han er frisk i morgen. Eller hvad hvis vi tror han er frisk, og så ringer børnehaven igen?

Om natten står man op og mærker på panden, som er præcis som varm, som den er på et barn, der sover dødssøvn? Og næste morgen… kulminationen på spændingskurven, hvor de voksne ser barnet an, mærker pande, forbereder sig mentalt på en hjemmedag og til sidst tager temperaturen for at have noget fakta at stå imod med i institutionen. Og tager man op-på-hesten-igen-stemmen på. Siger til sig  selv at alt er ved det gamle. Og krydser fingre (eller slukker sin telefon: Jeg sad i møde. )

med emneordet , , , ,

Det dobbelte land (sig igen, at der ikke er fattige i Danmark)

Jeg ønsker mig en ny mælkeskummer og et spisebord. Jeg gad altså også virkelig godt på en storby-veninde-tur til foråret. Og så kunne det jo være ret så fint med en ny terasse, en havebruser og den slags… Sådan er der så meget.

Forleden drømte jeg om at flytte til Orø og tilbragte det meste af dagen på Boligsiden. Og så gik det op for mig, at man kan købe huse til 200.000 kr. alle mulige steder i Danmark. Så måske man skulle have sig et sommer-lege-jeg-keder-mig-lidt-i-provinsen-hus?

Jeg klikkede lidt rundt, optændt af min indre tilbudsjæger og den hellige forbrugsild, men efterhånden begyndte jeg at få en ret dårlig smag i munden.

For Boligsiden dokumenterer det vi godt ved, men ikke må sige: Udkantsdanmark findes. Det samme gør de marginaliserede. Og de fattige (jo, de gør så!).

De bor lige her:

Alle billeder er fra virkelige boligannoncer. Det billigste hus koster 165.000.

med emneordet , , , ,

Forældrenes skolestart

Lige om lidt er jeg sådan en, der har barn i skole (og på den måde bliver man vel også en slags voksen eller hur?).

I går var der informationsmøde på skolen, og det møde sagde sådan set ret meget om, hvem vi, altså forældrene, er – og hvad det er for nogle børn, vi er i gang med at lave. Således fandt lærerne det nødvendigt at sige følgende til de voksne:

  • Undgå lange afskedsseancer inde i klassen. Giv bare et kram og sig: Hav en god dag, og gå så. (Der er med andre ord ikke noget kyssevindue i skolen, vel? Let go.)
  • Lad selv dit barn lægge madpakken i skoletasken derhjemme og siden i køleskabet på skolen.
  • Lær dit barn selv at tage tøj på.
  • Lær dit barn selv at gå på toilettet og fortæl dem, hvor meget papir man bruger.
  • Lær dit drengebarn at tisse ned i kummen, så der er ikke er tis ud over hele gulvet.
  • Lad være med at tale grimt om de andre børn eller voksne. Det smitter af på børnene.
  • Hvis dit barn brokker sig derhjemme, så husk at du kun har hørt den ene side af historien.
  • Stol på, at dit barn er klar til at gå i skole. Det er sværrest for forældrene at navigere i det nye liv.

Derudover fik vi også at vide, at de støtter børnene i fx selv at klæde om til idræt, lægge tøjet samlet på bænken og selv gå i bad efterfølgende.

Noget siger mig, vi skulle blive bedre til at give slip og lade de børn bruge deres arme og hoveder noget mere. Allerede nu. Mens de er så små og bløde. For lige om lidt er de store og ude af stand til at gøre noget som helst på egen hånd. Fordi vi havde så travlt med at beskytte dem mod alt det, der er svært.

med emneordet , , ,

5 ting, jeg heldigvis ikke vidste før jeg fik børn

1. At der var 4 år, hvor nattesøvn ikke en gang var noget, jeg drømte om, simpelthen fordi jeg aldrig sov længe nok ad gangen til at nå drømmeland.

2. At jeg ville vænne mig til at sidde på toilettet med åben dør, fordi der alligevel hele tiden var et barn, der skulle spørge om noget/fortælle noget/vise noget – eller bare se på mig imens.

3. At det værste ved at føde ikke var selve fødslen, men derimod der hvor jordemoderen kækt sagde: Og så skal vi lige af med moderkagen også. WTF?

4. At der var et tidspunkt, hvor jeg kunne lugte, om det var mit barn blandt 10 andre, der havde lort i bleen.

5. At det ville være mine børn, der legede råbende fange-gemmeleg i Kvickly, mens alle de andre, som før var mig, rystede overbærende på hovedet over, at jeg overhovedet havde taget mine børn med ud at handle.

med emneordet , , ,

Er der en pæreskifter til stede?

Der er sidder en mand på et plejehjem. Han er lidt svær at få øje på i denne tid, hvor mørket har slugt dagslyset. Han sidder i sin lænestol. Der er et svagt lys fra lampen over hans spisebord, og natlampen er også tændt. Men der er et hjørne af værelset, hvor hverken spisebordslampen eller natlampens lys kan nå, og der sidder han. I mørket. Når man går forbi ude på gangen, kan man lige ane omridset af en mand. Når man går tættere på, kan man se, at han har åbne øjne. Han stirrer tomt ud i luften, mens han lytter til Leif Davidsens roman Min broders vogter på sin cd-afspiller. En gang i mellem rækker han ud efter glasset med den røde saft eller lommetørklædet, som ligger sammenkrøllet på stakken af lydcd’er på hans bord. Han siger selv, at det ikke gør noget, at han sidder i mørke for han kan alligevel næsten ingenting se mere. Så verden ser alligevel sådan ud for ham. Dunkel.

Men det er ikke fordi han har bedt om at sidde i mørket. Det er der vist aldrig nogen, der har spurgt ham om. Det er fordi lampen på hans bord ved siden af lænestolen væltede, og pæren splintredes mod gulvet. Klir. Klir. Klir. ‘En af damerne’, som han kalder dem, samlede lampen op fra gulvet og satte den på bordet igen. Skærmen sad lidt skævt, men det kan han ikke se. Ligesom han ikke kan se de to tørre hyacinter med brune blade, der nikker med hovederne på sofabordet. Bagefter kom rengøringsdamen og fejede glasskårene op. Men pæren, den skal han selv købe, og sætte i. Sådan er reglerne. Også når man er 102. Næsten blind. Og efterhånden har ben så tynde som tændstikker. For ‘damerne’ skal jo passe beboerne, altså hjælpe dem i tøjet, give dem mad, hjælpe dem på toilettet og den slags. Men de skifter ikke pærer. Dem skal man selv købe. Sådan er systemet, og reglerne, og direktiverne (for tiden er knap, vi ved det). Så derfor sidder han der i mørket i flere uger. Han siger ikke noget til nogen. Han affinder sig med situationen, og vænner sig til mørket. Indtil nogen, der ikke arbejder der, kommer forbi og skifter den pære. Og han misser lidt med øjnene, når lampen igen lyser. ‘Så kom der lys over land’, siger han.

(Det mest tankevækkende ved den historie er ikke, at systemet er skruet mærkværdigt sammen. Det er derimod, at det er muligt at institutionalisere dem, der arbejder i systemet, så meget, at ingen overvejer at forbryde sig mod reglerne og skifte den pære. Trods alt. Det er ikke bare tankevækkende, men i grunden temmelig skræmmende.)

 

med emneordet , ,

Konfirmationsforberedelse

Ingen jul uden Jesus. Og prøv lige at gøre det overbevisende for børn. Som når ens barn siger: Hvorfor har Jesus ingen mor? Og det viser sig at hun er med på at Gud er faren, og man så roder sig ud sig ud i forklaringen om at han faktisk har to fædre, på en måde, og en mor der blev gravid selvom hun ikke har kysset med nogen af dem inden. (Ok, den del kunne jeg måske have udeladt.) Og derefter følger spørgsmålet om han stadig lever og hvordan han så døde og en historie om at blive hængt op på et kors med søm i hænder og fødder fordi ham romeren var bange for ham. Og da han så døde, fløj han op i himlen. Du kan godt høre hvordan det lyder, ikke?

Personligt vidste jeg at jeg havde ramt muren da den yngste sagde: Ham har jeg snakket med. Da vi fløj til Spanien i sommer så jeg ham oppe i himlen! (Why not. Den ene historie er vel ligeså god som den anden. Og hvem ved om lige netop min søn har en særlig forbindelse til den del af universet.)

Jeg gjorde selvfølgelig min pligt og skyndte mig at fortælle om alle de andre ting man kan tro på. Således endte vi i Thailand hvor Buddha styrer slagets gang og der nok er Vandfestival, men ingen jul.

Da vi var færdige, opsummerede miss Carla snakken: Nå men jeg tror på Jesus så, for jeg vil gerne holde jul.

Og således startede vi de indledende øvelser til konfirmationsforberedelserne.

Glædelig jul!

med emneordet , , ,

Noget om kønsroller

Mine børn har en legekammerat på besøg. En dreng fra børnehaven. De er flyttet ind i stuen. Eller flygtet, for det er noget med at oppe på værelset, som er USA, er der borgerkrig, og efter en tur over Sydafrika, hvor der også var ballade, er de nu endt i Egypten, hvor der er fred og ro. Med sig har de en kuffert, et tæppe, udklædningstøj og en kasse med køkkensager. Mere behøver man vel egentlig heller ikke.

De har lukket døren derind, så jeg kan ikke se, hvad de laver, men jeg kan høre dem. Eller det vil sige, jeg kan høre min datter. For det er hende der styrer legen. Benhårdt. Så lægger du dig til at sove. Så læser du for os andre. Så redder du sengen. Så henter du tæppet. Indimellem kan jeg høre en svag mumlen fra drengene – og et par gange også lyden af en dreng, der begynder at lege med biler. Men der bliver slået hårdt ned på enhver afvigelse fra historien. For det er jo ikke for sjovt, at de nu endelig er kommet til Egypten og har fået indrettet et hjem og kan begynde at være en rigtig familie.

Men ved du hvad? Jeg fatter simpelthen ikke de finder sig i det. Hvorfor beder de hende ikke om at slappe lidt af? Blande sig uden om? Eller bare lægge sig til at sove?

Jeg fatter i øvrigt heller ikke, hvor det der bossy-gen kommer fra? Socialt betinget? Eller genetisk? Begge forklaringer er  i virkeligheden lige deprimerende.

med emneordet , , ,

Hvor gammel er du egentlig – i virkeligheden?

I jagten på mine, lige netop mine, 15 minutters berømmelse har jeg sagt ja til at afsløre, hvor gammel  min krop i virkeligheden føler sig. Det er sådan en test, hvor det afsløres at alle de løbeture, jeg praler af, aldrig bliver til noget, og at jeg ikke er, og aldrig har været, i stand til at sidde med strakte ben og nå mine tæer. Det er også her det kommer for en dag, at de to gulerødder, jeg engang imellem spiser, ikke er i nærheden af at gøre det ud for de 600 g om dagen, der skal til for at holde kroppen glad – og ung. Det tager 3 timer, så det siger vel sig selv, at ALT kommer for en dag, og at det til sidst viser sig, at selvom jeg prøver at lade som ingenting, så har min krop det i virkeligheden, som græskaret, der i nat faldt ned fra sin piedestal og flød sammen på terassen.

image

Nu du spørger, så kunne jeg måske have valgt at lade mig forevige under lidt mere flatterende omstændigheder – for nåh ja, hele herligheden, uvaner, sandhed og alt, bliver stillet til skue i et dameblad senere på året. Med fotosession und alles…

Jeg er ikke sikker på, hvor meget jeg kan nå at redde på en uge, men foreløbig lokkede angsten for sandheden mig ud på en løbetur med masser af intervaltræning i går. Og efter andefesten i aften står den på grøntsager og strækøvelser fra morgen til aften. Sikkert spild af tid. For det er trods alt begrænset, hvor meget af de sidste 20 års intens hærgen af mit korpus jeg kan nå at kamuflere på 7 dage (hvis det lykkedes, så bliver jeg den nye Chris MacDonald med eget træningsprogram, fitnessfilosofi and what not, og så skal du bare se mig forlænge de 15 min. til 150 timers berømmelse).

Anyways… mens du venter, er du stadig velkommen til at stemme på min novelle (der er stadig et stykke vej før jeg er med i top 5 og dermed den endelig finale). Et like giver et point. Din e-mailadresse 2. Tak – og så er jeg vist den, der er løbet. I ordets mest bogstavelige forstand.

med emneordet , , , ,

Tre skridt og spytklat

Jeg er i gang med verdens længste tilløb. Tilbage til hverdagen. Indtil videre har det taget to dage, og jeg er der ikke helt endnu. Og allerhelst pakkede jeg hele menageriet ned i min taske og tog tilbage til lufthavnen og ud i verden.

Efter traveller’s high kommer low, ikke? Det giver ligesom sig selv. Og jeg har aldrig været god til at komme hjem, for livet er både enkelt og intenst, når man rejser. Det får jeg aldrig for meget af. Aldrig, tror jeg. Derfor er det en underlig ambivalent følelse at savne dem derhjemme uden overhovedet at savne det derhjemme.

Og stakkels danske provinsliv, der skal hamle op med det her:

Du er velkommen til at stemme i med Nu falmer skoven trindt om land, men det hjælper ikke, for uanset hvor smukt efteråret tager sig ud, og hvor meget solen anstrenger sig for at kaste lidt varme af sig, så er jeg bare mere til falds for himmelstrøg, der dufter tungt af sol og støv og friskkogt ris.

Så sådan sad jeg på mit havnekontor i dag og forsøgte at komme på omgangshøjde med mit almindelige arbejde, hvor der skal skrives artikler om helt almindelige (og i danske øjne vigtige) sager til almindelige mennesker som dig og mig. Det skal nok komme. Jeg skal bare lige have spist den sidste malariapille og børstet det sidste støv af sandalerne. Så bliver der plads til hverdagen igen. Og det er både godt og lidt vemodigt.

med emneordet , , , ,

Forskellen er den samme

Der var det her billede, som vi ikke så godt kunne lide, fordi det passer sig dårligt for en x-udviklingsminister at spille med på gamle forestillinger om den hvide mands overlegenhed.

Han sagde godt nok, at det bare var noget, de legede, og at hans sydsudanske værter var med på den lille gimmick og grinede højt og længe af hans præsidentale hilsen. Men vi købte den ikke rigtig, fordi han var minister.

 

Og så er der det her billede.

Det kan vi godt lide. For det er Mads Brügger, som leger blindebuk med diktatorer, korrupte embedsmænd og griske forretningsmænd. Og han vinder priser for sine film. Og udfordrer mediet. Og stikker Janteloven langt op i måsen. Det kan vi virkelig godt lide. Derfor vil vi også rigtig gerne kunne lide Ambassadøren, hvor han går undercover og forsøger at smugle diamanter til Europa under dække af at bygge en tændstikfabrik i Den centralafrikanske republik.  Derfor så 1000 mennesker (journalister, NGO-folk og unge mænd med fuldskæg og en dokumentarist i maven) filmen til premieren i Grand i går. For vi håbede, hans film ville åbne vores øjne eller forandre vores billede af det Afrika, mange os allerede kender.

Mads Brügger er morsom. Bevares. Men på de andres bekostning. Hans to pygmæ-assistenter var virkelig komiske i al deres intetanethed, men jeg havde hele tiden en underlig fornemmelse, at de var statister mere end assistenter i Brüggers filmmanuskript. At de var med fordi det er nemt at grine af dem, der ikke forstår spillet. Og det var decideret ubehageligt at se, hvordan den enes ansigt rev sig i smerte, da Brügger satte dem på to stole i sit kontor og spillede hvalsang for dem.

Og Paul, hans lokale diplomatiske hjælper, kom til at fremstå som lidt af en medløber, men uden filmen nogensinde formåede at synliggøre den skæve magtrelation mellem rig, hvid mand og økonomisk afhængig sort mand, som vrider alle forsøg på jævnbyrdighed af led.

At det koster mange, mange penge at købe sig til magt, og at alt er til salg i et land, hvor alle strukturer er i opløsning er næppe en overraskelse for nogen. Ej heller at ud af kaos vokser magtbegærlighed af den ondeste slags.

Derfor havde det også været mere interessant, om Mads Brügger havde brugt tid på at finde ud af om det virkelig er sandt, at Frankrig som tidligere koloniherre tilskynder anarkiet i Den centralafrikanske republik, fordi det flyder med guld og diamanter og olie og andre naturressourcer, som der kan tjenes mange, mange penge på. Jo, der er en lokal diamantmine-ejer, der tjener meler sin egen kage, men hvor ender de store penge henne, når diamanter, guld og myrraskær bringes ud af landet i diplomaternes kufferter? Hvad tjener mon overhovedet på at udvinde uran sammen med Kina? En vigtig, men måske knap så komisk historie.

Og nu vi er ved pengene, så giver det vel også mening at spørge, hvor mange penge Mads Brügger hældte ned i centralafrikanske lommer for at filmens historie kunne materialiseres? Hvem finansierede de 170.000 kr., det kostede at smøre diamantmine-ejeren. Og hvor kom de 300.000 kr. til det falske diplomatpas fra? Kom pengene fra filmstøtte? Er det produktionsomkostninger? Rekvisitter?

Afrika er en jungle. The heart of darkness. I hvert fald der, hvor der er mange penge at tjene (knap så meget i tørkeområderne). Det vidste vi vel egentlig godt i forvejen. Mennesket kan være en grådig motherfucker, når der lugter af nemme penge. Det vidste vi også godt. Det er sjovt at grine af de andre. Også det vidste vi. Så hvad ved vi nu, som vi ikke vidste før Ambassadøren? Måske ikke så meget andet end at Mads Brügger er villig til at sætte livet på spil for at underholde os, og at han befinder sig godt i lyst jakkesætte, solbriller og lange støvler. Med ironisk distance naturligvis. Og så gælder det ikke rigtigt, vel?

med emneordet , , ,