Kun sandheden

Helt ærligt der var en gang, hvor man ikke en gang havde en mobiltelefon. Hvor man kunne forsvinde fra verden i tre uger, fordi man var gået på druk i Malawi og havde andet at gøre end at bevæge sit dovne legeme forbi posthuset for at foretage et opkald (collect call, selvfølgelig) til sine forældre, der var ved at kaste op af angst over, om man var blevet slugt af det sorte kontinent.

Faktisk havde det været ret så smart med en mobiltelefon dengang, for så havde vi kunne sende en beroligende sms samtidig med at vi drak kolde Carlsberg brygget på Malawi-majs og spillede kort med det det halve af den australske og engelske ungdom. På den anden side var der altså også noget ret befriende ved bare at kunne forsvinde, indtil vi var klar til at blive fundet igen.

I juleferien afleverede jeg min bærbare på arbejdet for gud bedre det om jeg skal betale Multimedieskat for at lave mit arbejde, og i øvrigt har vi allerede to computere, hvoraf den enes batteri godt nok er så dårligt at det er en joke at den går under betegnelsen bærbar, og den anden har en løs forbindelse, så man hele tiden skal skrue op og ned for lysstyrken på skærmen for at kunne se billedet. Men altså det er stadig to computere, en til min kæreste og en til mig og nok til at vi kan skændes om, hvem der skal have den store skærm (og det dårlige batteri) og hvem der skal have den lille (og konstant svigtende) skærm.

Og sådan går livet så dejligt i den lille familie, indtil hin aften hvor vi i al mindelighed beslutter os for at bytte apparater og så siger min kæreste: Aih, nu er der ikke mere strøm på. Og så griner vi af hvor dårligt det batteri er (åh, hvad der dog ikke kan more et gammelt ægtepar). Og så rejser jeg mig for at tænde for kontakten. Og så hævder min kæreste at der stadig ingenting sker, og nu er der kun 9 min. strøm tilbage (3 min. in real time). Og så river vi nærmest det hele fra hinanden uden noget sker. Og minutterne går uden der findes en løsning, inden den dør for aldrig mere at vågne op.

Men heldigvis har vi stadig en der virker, og så kan vi jo bare deles og skiftes for hvem gider bruger tusindvis af kroner på en ny computer, når vi kan bruge dem på at holde ferie i Kroatien. Men gu kan vi ej, for når jeg vil tjekke mails, vil han se golf, og det er pisseirriterende, og når han vil se golf, vil jeg gerne skrive et blogindlæg, og det er vildt latterligt. Så nu må børnene tage til takke med 1-stjernede campingpladser i Kroatien for ellers ender det med vi aldrig kommer af sted som en stor familie. So much for low key…