Mandag morgen kl. 06.25 – jeg lærer aldrig at forstå de ungers energiniveau
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: overload
Rekonvalescent
Den spareplan tog sgu hårdere på mig end jeg havde troet. Eller også var det bare en ganske almindelig influenza, der ramte mig samme dag, som spareplanen blev offentliggjort. Nu alligevel et sært sammentræf, hvis du spørger mig.
I går stod jeg over for udfordringen at være syg og enlig mor på samme tid. Jeg tumlede ud af sengen 10 minutter i fire og forsøgte at få mit hår lagt bare en smule ned, kastede lidt vand i hovedet for at sløre den værste febersved på overlæben og forsøgte mig faktisk også med lidt mascara.
Men det blev sådan set ødelagt ligeså snart jeg trådte ind i institutionen, og Miss Carla råbte ud over hele legepladsen: “Se, min mor har nattøj på, fordi hun er syg.”
Fordelen ved at være syg er, at man får nogle utroligt eksemplariske børn. Muligvis er der en sammenhæng mellem deres velvilje og min imødekommenhed over for stort set alle forslag. “Må vi ses fjernsyn?” “Må jeg få et stykke knækbrød mere?” “Jeg kan ikke spise mit rugbrød, må jeg få koldskål i stedet?” Ja. Ja. Ja. Måske man bare skulle lægge alle principperne på hylden og få en sjovere hverdag.
Jeg formåede også at bage muffins til Carlas udflugt i dag. Der er ingen grænser for, hvor langt man kan komme på vand og hovedpinepiller.
Så blev klokken endelig, endelig halv otte, og jeg svingende mig endda op til både historie og godnatsang, men ingen træer vokser ind i himlen, og særligt ikke når de er børn. Så nu kan I jo så selv gætte om de to trolde ville sove, og hvor længe der gik før de faldt til ro…
Hvad er det ved stille, du ikke forstår?
Kender I de der damer, der rejser sig og vader hele vejen gennem kupeen i toget for at fortælle en, at man sidder i en stillekupe, og derfor hverken må sludre lidt med sin sidekammerat, ringe til sin mor for at høre, hvordan hun har det, eller spille lidt høj musik, så de andre også kan få glæde af den nye plade med… ja, ok, jeg køber så ikke så meget musik mere, men I ved hvad jeg mener.
Nå, men den dame… Det er så mig. Så du kan godt sige hej næste gang, du møder mig. Og hvis du larmer i stillekupeen, kan du være ret sikker på at få besøg af mit sure fjæs. Simpelthen fordi det er blevet et princip – patetisk måske, men helt ærligt jeg har jo sat mig derind, fordi jeg kører med en decibel langt over det menneskelige, når jeg kommer hjem. Jeg har brug for ro. For at være helt stille. For at jeg kan være en tålelig mor for mine børn. Så husk nu på, at jeg bare er sur, fordi jeg prøver at blive en bedre mor. Ret simpelt, egentlig.
Det sagde hun også i går
Tre dage i Berlin, lige inden for rækkevidde, i det bedste selskab og med udsigt til masser af snak om alt det sædvanlige. Vi forsøgte at tale både Göteborg, Amsterdam og Istanbul op, men til sidst vandt den tyske hovedstad alligevel. Så nu tager vi afsted efter helt samme model som sidste år, samme bus, samme kvarter, samme planer.
Det burde velsagtens være en form for et faresignal, at man kan være jublende glad over gentagelser. I kender godt de der par, der hvert år i påsken tager to uger til Rhodos, og det har de sådan set gjort i 20 år. Nå, men det er så os, men det er jo lidt noget andet med Berlin. Top of the pop. Den kreative klasse i vægtløs tilstand. Bohemian lifestyle a la Vesterbro i opgangstid.
Men nu har jeg alligevel fået koldsved, for måske går mit liv mere i ring end jeg aner:
Kære Trine. Er nok først hos dig ved 10-tiden imorgen aften. Casper skal lige hjem fra golf, før jeg kan tage af sted. Håber det er ok. Knus
Og nu har hun lige svaret:
Det sagde du også sidste år. Du kommer bare når det passer dig
Stereotype stereotyper
Man kan godt blive lidt træt, når man skal kompetenceudvikles af sit arbejde, og det betyder, at man skal sidde og høre på en 2.000 år gammel, tidligere kendt, idrætspsykolog, der øser af al sin kundskab om relationer mellem mennesker:
- Kvinder skal have modstand. Prøv at lade være med at kysse hende farvel om morgenen, og når hun så spørger hvorfor, siger du bare: “Ja, det kan du jo så tænke over i løbet af dagen.”
- Læg armen alfaderligt om din kvindelige kollega og giv hende en gang massage.
- Tag din kvindelige kollega under armen, når I går ned ad gangen, og så går du lidt for hurtigt, så du kommer til at trække af sted med hende. Det kan de godt lide.
- Udfordr din kvinde. Så når hun spørger dig, om hendes nye kjole er pæn, spørger du: “Passer den kjole virkelig til din personlighed?”
- Så er der simultankapaciteten. Mænd kan tænke på tre ting samtidig. Kvinder kan tænke på 7, men husk nu at de seks andre ting, de tænker på, er totalt ligegyldige.
- Humor er utrolig vigtigt, og så må kvinderne være med på det niveau, de kan.
Jeg har luret, at han forsøgte at være sjov. Og jeg er muligvis sur, men jeg synes det var spild af tid og ikke sjovt. O.V.E.R.H.O.V.E.D.E.T.
Tidsrøver
Altså hvis der er nogen, der ligger inde med nogle ekstra timer, de ikke skal bruge til noget, så vil jeg gerne købe dem. Det behøver bare at være noget, der svarer til en uge, for så tror jeg sådan set jeg ville være rimelig up to date med min kalender og den hær af små fedtede huskesedler, der vælter ud af den, hver gang jeg åbner den.
Jeg har lige læst en bog om stress, så jeg kan berolige jer med at det ikke er på den måde… For jeg har hverken forhøjet blodtryk eller svært ved at falde i søvn (som om?!?!) – og det der med at jeg kommer til at kalde min kæreste for Halfdan og Halfdan for Casper, det har vist ikke noget med stress at gøre, men bare en lille ekstra gave man får med i mor-pakken, som åbenbart betyder at man fra den ene dag til den anden ikke kan kende det ene familiemedlem fra den andet. I det mindste har vi ikke en hund eller en kanin, som man også skal holde styr på.
Det er mere noget med, at der lige er et par film, jeg godt kunne tænke mig at se i biografen, et par bøger, der ligger derhjemme og tigger om at blive læst, et par veninder, jeg godt kunne trænge til at drikke kaffe med (hvis altså de kan genkende mit nummer når jeg ringer) og et par sjove projekter og 100.000 ideer (apropos) oppe i mit hoved, som jeg godt gad at have tid til at realisere.
Hør hende lige, brokkehoved. På en dag, hvor børnene bliver hentet af og skal overnatte hos deres bedsteforældre (ja, ja, jeg ved at også det begynder at ligne et mønster, men vi forsøger så vidt muligt at have dem hjemme et par dage om ugen. Så vidt muligt), og hvor jeg er på vej til spændende møde i Kbh – med lyntoget fra Odense – og har tid til at læse i toget. Det var bare, fordi jeg lige fik øje på en anden note i min kalender, som jeg også godt gad at have tid til…
Nåhr, en baby
Velkommen Ida. Velkommen Cornelia. Velkommen Villads. Velkommen Albertes lillesøster (dine forældre skal lige blive enige om et navn). Og velkommen Marvin, som snart er 5 timer gammel. Det er babyboomende forår med gravide maver og nyfødte babyer en masse. Og jeg bliver sgu så sentimental af alle de nyfødte babyer (jeg sagde sentimental, ikke skruk).
Det handler ikke om de ni måneder, hvor jeg var gæst i min egen krop og jeg i øvrigt blev forfulgt af den tvangstanke, at alle mine ikke-gravide veninder havde tabt sig helt enormt meget og var mere veltrænede end nogensinde før. Det handler heller ikke om timerne med tiltagende veer, hvor jeg var så rasende over, at ingen – som i INGEN – havde været i stand til at formidle hvor f***** ondt det gør, når ens bækken gør klar til at skyde en baby ud i livet. Og det handler i øvrigt slet ikke om at skulle føde en moderkage (nu må I seriøst godt gå væk fra mit underliv) eller om at møde den kække jordemoder: “Nu må du godt gå ud og tisse”, og man tænker: “ALDRIG NOGENSINDE kommer jeg til at lade mit vand igen. ALDRIG.” Eller om at se min krop udstyret med Anni Fønsbys bryster – så meget for at have glædet sig til at ligge på maven igen…
Det der er med babyer, er de første minutter, hvor det der lille væsen, som man både kender og slet ikke ved, hvem er, ligger på ens mave og kigger rundt på verden for første gang. Det er de første dage i osteklokke, hvor det går op for en at man skal være mor til det lille menneske fra nu og i al evighed. Det er den følelse af sammenhørighed, man får, når man kigger på sin kæreste, der nu også er far, og man ved at uanset hvad der sker, så er vi bundet sammen af og i et andet menneske. Det er duften af baby og de varme, trygge 50 cm krop mod en. Det er alle de tårer, der løber ned over ens ansigt, fordi det bare er så uforståeligt, så vildt og så ubegribelig stort.
Lortebleerne, skrigeturene, de søvnløse nætter, bekymringerne, frustrationerne og flitsbuerne misunder jeg dem ikke. Men et turpas til nybagte forældre-osteklokken kunne være dejligt…
God-nu-virkelig-nat
Muligvis er det mig, der griber det forkert an, men det er ligesom det ikke er lykkedes mig at definere ordet (eller måske rettere begrebet) Godnat helt klart for mine børn. Altså jeg har lige som taget for givet at godnat = nu går jeg ud af dit værelse, og så lægger du dig til at sove, fordi det har været en lang dag, og du er så træt at du næsten ikke kunne kravle op ad trappen.
I stedet ser det ud til at børnene opererer med en betydning, der er tættere på: Nu går du ud af værelset, og så lader jeg som om jeg har tænkt mig at lægge mig til at sove, men når din røv rammer sofaen giver jeg mig til at råbe, og hvis du ikke straks indfinder dig og servicerer mig, går jeg over i skingre skrig, som får naboen til at overveje at melde dig til de sociale myndigheder, fordi der helt klart foregår noget fordækt i det hjem.
Den eneste formildende omstændighed, at de jo ER trætte, så derfor er det svært at holde skrigeriet gående mere end et kvarters tid – og der kan jeg jo så passende gå ud i haven og hænge tøj op.
Giv mig den nu tilbage
Helt ærligt der var en gang, hvor man ikke en gang havde en mobiltelefon. Hvor man kunne forsvinde fra verden i tre uger, fordi man var gået på druk i Malawi og havde andet at gøre end at bevæge sit dovne legeme forbi posthuset for at foretage et opkald (collect call, selvfølgelig) til sine forældre, der var ved at kaste op af angst over, om man var blevet slugt af det sorte kontinent.
Faktisk havde det været ret så smart med en mobiltelefon dengang, for så havde vi kunne sende en beroligende sms samtidig med at vi drak kolde Carlsberg brygget på Malawi-majs og spillede kort med det det halve af den australske og engelske ungdom. På den anden side var der altså også noget ret befriende ved bare at kunne forsvinde, indtil vi var klar til at blive fundet igen.
I juleferien afleverede jeg min bærbare på arbejdet for gud bedre det om jeg skal betale Multimedieskat for at lave mit arbejde, og i øvrigt har vi allerede to computere, hvoraf den enes batteri godt nok er så dårligt at det er en joke at den går under betegnelsen bærbar, og den anden har en løs forbindelse, så man hele tiden skal skrue op og ned for lysstyrken på skærmen for at kunne se billedet. Men altså det er stadig to computere, en til min kæreste og en til mig og nok til at vi kan skændes om, hvem der skal have den store skærm (og det dårlige batteri) og hvem der skal have den lille (og konstant svigtende) skærm.
Og sådan går livet så dejligt i den lille familie, indtil hin aften hvor vi i al mindelighed beslutter os for at bytte apparater og så siger min kæreste: Aih, nu er der ikke mere strøm på. Og så griner vi af hvor dårligt det batteri er (åh, hvad der dog ikke kan more et gammelt ægtepar). Og så rejser jeg mig for at tænde for kontakten. Og så hævder min kæreste at der stadig ingenting sker, og nu er der kun 9 min. strøm tilbage (3 min. in real time). Og så river vi nærmest det hele fra hinanden uden noget sker. Og minutterne går uden der findes en løsning, inden den dør for aldrig mere at vågne op.
Men heldigvis har vi stadig en der virker, og så kan vi jo bare deles og skiftes for hvem gider bruger tusindvis af kroner på en ny computer, når vi kan bruge dem på at holde ferie i Kroatien. Men gu kan vi ej, for når jeg vil tjekke mails, vil han se golf, og det er pisseirriterende, og når han vil se golf, vil jeg gerne skrive et blogindlæg, og det er vildt latterligt. Så nu må børnene tage til takke med 1-stjernede campingpladser i Kroatien for ellers ender det med vi aldrig kommer af sted som en stor familie. So much for low key…
A not so pleasant surprise
Efter en uge med fødselsdagsfri og derefter pasning af opkastende barn er det er en hvis befrielse over at kunne se frem til sådan en helt igennem standard uge, hvor begge børn er i institution om dagen, mens far og mor er på arbejde. Hver ting til sin tid og ingen grund til at blive frustreret over, at alt det man burde nå, som man øjensynligt ikke kan nå…
Ja, altså indtil jeg afleverede børnene i morges og så den lille fine seddel på Halfdans skab i vuggestuen
Husk, at vuggestuen er lukket fredag den 7. maj på grund af pædagogisk dag
Så her er ugens perfekte give-away: To standardbørn, nydelig indpakket i lilla og velour, med relativt gode samarbejdsevner, imponerende talegaver og et misundelsesværdigt energiniveau. Leveres fragtfrit med returporto. Anyone?
Kun sandheden 