Tag Archives: overload

10. oktober 2010
1 kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

Kys det nu, det satans liv!

Imorgen tæller virkeligheden igen. I dag skal vi huske at tænke over, hvad der skal på madpakkerne, og hvad vi skal spise, og hvem der er hjemme hvornår. Vi skal huske at pakke tasker til børnehaven, at finde togkortet frem og koordinere ugens første dag, hvor jeg henter børn, tager videre til møde, mens søde Selma passer børnene, indtil Casper kommer hjem Hello reality!

Og det er ikke fordi jeg drømmer om at blive hjemmelavet marmelade-mor, men tid du, det ku jeg sgu godt bruge noget mere af. Og fleksibilitet. Jeg blir ligesom en mindre sur mor – og måske et sjovere menneske. Sådan en der kan grine af et spildt glas mælk. Men i morgen er det slut. Så er der ikke noget at grine af. Så er det bare ud af fjerene kl. nul-seks-hundrede, ned og spise morgenmad, op og tage tøj på, ud og børste tænder, rede hår og vaske søvnen ud af øjnene, og finde sko, kysse farvel og vi ses.

Du skal ikke have ondt af os, for det er jo bare sådan hverdagen er – for os allesammen, ikke? Og det går over igen, ikke? Altså når børnene flytter hjemmefra, ikke? Så nu gælder det bare om at bide tænderne sammen og købe en bideskinne, hvis jeg sku få lidt spændingshovedpine af at koordinere, arrangere og eksistere.

med emneordet , , , , , , ,
6. oktober 2010
Skriv en kommentar
As if, Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov

Slap af med de udråbstegn!

Ved ikke lige, hvordan det er gået til at udråbstegnet er blevet så vigtigt et element i min (blog)liv, at jeg ikke kan producere en overskrift uden. Måske er det bare, fordi hver dag lige for tiden er et udråbstegn.

5 dage tilbage i dag blev der sagt! Og selvom jeg prøver at vende ryggen til, forsvinder timerne mellem hænderne på mig og samler sig langsomt som en bunke helt almindelig mandagshverdag på gulvet foran mig.

Efterårets kalendergymnastik-opvisning er under opsejling. Og når kalenderen fyldes ud af dine, mine og vores aftaler er det ved at være alvor. For snart er der alt for få imorgener at sætte sin lid til.

Så er det tid til at grave rutinemanualen frem igen. Og jeg kan jo passende starte med at slå op under Morgen og genopfriske proceduren for at få familien klar til afgang 07.20.  Hvordan var det nu? Står man op kl. 5 for at nå bad, morgenmad, børn i tøjet,  madpakker, pakke tasker, huske sedler, aftale aftensmad, udrede konflikter, børste tænder og smile imens, så alle kommer godt af sted? Og hvad hvis der kommer en ny regering inden, løser det hele sig så?

med emneordet , , , , ,
21. september 2010
1 kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Mammalingo

Nå, men nu ska vi også i gang med at tale om noget andet end den dødssyge orlov. Jeg kan jo ikke blive ved med at fylde jeres liv med  totalt overskudsagtige beretninger fra en anden verden.

Alt er ved det gamle. Børnene sendt på en lille retreat, mens forældrene tester guiden How to spend en halv årsløn in 15 seconds. Faktisk er de tikke helt sandt, for vi brugte vist det meste af to timer på at kaste alle drømme om en ny orlov ned i mit all time favorite sorte hul.

Det er mig til stadighed en gåde, hvorfor man bruger sit liv på at overveje om den der trøje til 799 er for dyr, når man uden at blinke kaster 148.000 efter en ny bil velvidende at der i halen på den investering bare følger en ny strøm af udgifter. Virkelig en gåde.

Anyway, jeg skrev under uden at have armen vredet om på ryggen eller noget, og om et øjeblik er jeg (med)ejer af en bil. Og det var en helt ny bil vel at mærke. Med 2 års fabriksgaranti, 12 års rustgaranti og stænklapper. Med et fastforrentet lån med rimelig ÅOP, hvis du forstår. Kvadratisk. Praktisk. God.

Men helt ærligt. Jeg ville sgu hellere have været en tur til Korsika – eller Casablanca OG have et par nye vinterstøvler. Men jeg tror du ved, hvad jeg mener, når jeg siger at det ligesom ikke er en option. Altså at vælge mellem det frie liv og en bil. Det er den ældgamle historie om æbler og pærer. Det er ligesom ikke det samme. Overhovedet.

Og det er altså ikke fordi jeg ikke har forsøgt at holde stand herude i provinsen. Jeg har købt ny cykel. Og cykelhjelm. Og taget toget Danmark rundt for ligesom at demonstrere min glæde ved offentlig transport. I lang tid troede jeg faktisk, at jeg bare kunne tage toget og bybussen, når jeg skulle føde.

Det var så inden jeg havde prøvet at føde – og inden jeg vidste, at jeg er en af de kvinder, der går relativt hurtigt fra det føles som om jeg skal føde-fasen til jeg har født-fasen. Det var også inden jeg vidste, at der ikke var nogen hjemme den nat, Miss Carla besluttede sig for at møde verden (faktisk var jeg lige kommet hjem med tog fra Århus, da vandet gik). Og det var inden jeg opdagede, at jeg ikke havde udlandstelefoni på min mobil og derfor ikke kunne ringe til min kæreste, som var i England.

Men det er en anden historie. Og det er det den med bilen egentlig også – en sidehistorie, som mildest talt løb lidt løbsk, og som ikke har det mindste med mammalingo at gøre. Men eftersom den røde tråd skulle være så god at holde fast i, får I den anden historie – altså hovedhistorien, den I skulle have haft – i morgen.

Så godnat til alle jer bilejere derude – og til jer, der stadig holder stand.  Jeg beundrer hver eneste af jer. Oprigtigt!

med emneordet , , , ,
2. september 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden

Bøvs!

Det er virkelig en streg i regningen, at lige netop pandekager er nationaldessert i det her område. Det bliver med sikkerhed min død, når jeg om føje tid træder ud af sommerkjolerne og ned i beklædningsindustriens svar på en sandhedskommission, de altid unådige jeans.

(Løbesko – løbesko – løbesko)

med emneordet , , , , ,
18. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, SOmeone to love, The kids

Jeg har brug for hjælp!

Det sker nogle gange om året, at jeg føler mig slået totalt skakmat. Det er ikke til at sige, hvad der lige er udslagsgivende. Kun at jeg når et mætningspunkt, hvor jeg ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned på lille Miss Carlas temperamentsfulde sind.

Vi taler altså ikke om et barn, der gør lidt modstand. Eller et barn, der lægger sig ned på jorden og beklager sig lidt højlydt over verdens tilstand. Eller et barn, der bare sætter sig i et hjørne og surmuler helt på tværs.  Vi taler derimod om et barn, der gør fuldstændig og aldeles bananas, og som er helt, helt uden for rækkevidde, mens det står på. Som regel kan jeg fornemme det allerede om morgenen. I dag bliver sådan en dag. Og så er det bare et spørgsmål om tid før bomben eksploderer. Og der er kun en ting at gøre: At sætte sig med hende. Holde på hat og briller. Og vente på det går over igen.

Sidste sommer ringede jeg til en psykolog i kommunen i ren og skær desperation. Det var så lige op til sommerferien, og så var det ligesom gået lidt i sig selv igen, da ferien var ovre, og pludselig virkede det lidt overdrevet det med psykologen.

Men nu er den gal igen. Og hvad gør man så i en camper i Kroatien? Googler “temperamentsfulde børn” i håb om, at der er andre som mig derude. Og sørme så, en familieterapeut, der beskriver mit lille barn bedre end jeg selv kunne have gjort:

  • Er børn, som fylder ekstra meget i familien.
  • Stærk personlig vilje. Hader at få et nej. ”Besværlige” og konfronterende. Vil gerne bestemme, både i forhold til sig selv og andre. Føler, at de har større overblik/fantasi end andre til fx lege.
  • Kan være manipulerende for at få deres vilje, både over for andre børn og voksne.
  • Gode til at kommunikere og argumentere.
  • Giver ikke op. Meget insisterende. Hjælp til at komme i ro.
  • Har meget lille stress-tolerance. Frustreres nemt. Brug for trygge, forudsigelige rammer.
  • Behøver hjælp til at rumme og få sat ord på de ”svære” følelser. Hvad ligger bag?
  • Kan få depressive tanker, en følelse af ikke at høre til, være noget værd – udtaler fx: ”Jeg har et dårligt liv”.
  • Kan være ”kanondestruktive”/voldelige med blackouts, hvor de overhovedet ikke kan ”styre” deres raseri/aggressioner. Hjælp dem i ro!
  • Hader/elsker passioneret. Kan være meget sort/hvide i deres opfattelse af situationer.
  • Vil meget nødig indrømme deres ”fejl”. Føler sig ”dumme” og ved godt selv, at de har lavet en ”fejl”.
  • Kan have meget lidt selvværdsfølelse/selvtillid, hvis de ofte møder modstand og manglende forståelse.
  • Nogle lukker sig inde i sig selv og føler sig meget ensomme.
  • Hvis de møder jalousi/misundelse fra andre, begynder de ofte at underpræstere
  • Brug for ansvar, gerne det, de selv beder om. Brug for at kunne vælge mellem fx 2-3 muligheder.
  • Brug for anerkendende/tydelige rollemodeller.
  • Er både meget robuste og sårbare.
  • Brug for masser af knus, kram, kærlige ord, tid og nærvær, som i øvrigt alle børn har, men disse børn har ekstra meget brug for det.

Og jeg er villig til, hvad som helst. Hvis bare det hjælper. Hende. Mig. Os allesammen. Har straks tilmeldt mig foredrag med terapeuten. Og så har hun bare at komme op med andre løsningsmodeller end: “Jeg kan godt se, du er utrolig vred lige nu…”

med emneordet , , , , , ,
13. august 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Off

”Hvad med dig? Hvordan har DU det?” spurgte en veninde i en længere sms-strøm, hvor jeg fortalte om vejret og børnene og friheden. Jeg svarede, at jeg faktisk trivedes forbavsende godt, selvom der ikke er mange alene-stunder på sådan en tur.

Men forleden ramte jeg muren. Opsparet udslip af sur energi. Det var ikke fordi børnene var mere udfordrende end ellers. Eller fordi min kæreste var specielt irriterende. Eller fordi campingpladsen var ved at koge over af mennesker og larm og varme (åbenbart den ekstra bonus, man får ved at gå fra to til fire stjerner på campingbarometeret). Det var bare fordi det hele var for meget. For meget konflikthåndtering. For mange afbrudte samtaler, tanker og handlinger. Og alt, alt for meget campingsafari.

Sådan en af de dage, hvor det måske bare er bedst for alle, hvis man låser sig inde på toilettet og sidder og skumler der nogle timer (hvis altså man er hurtig nok til at låse døren, før børnene står foran en og råber, at de også skal akut tisse). Jeg forsøgte at mindske udbruddet med en badetur, og hvis jeg lå på ryggen med ørerne under vand, kunne jeg næsten ikke høre mit barn kalde på mig inde fra bredden.

Og selvfølgelig var det lige præcis den dag min tur til at samle overskud til en putteseance, der kun er blevet længere og længere, siden vi tog af sted. Dyb indånding. Og så lige en tur mere med Medister-minister Fister, Åge Emmanuel Ordklog og Min mormors gebis. Putte-putte. Mere vand. Flad mor-stemme: ”Nu skal I virkelig lægge jer til at sove.” Og som et lyn fra en klar himmel: Total ro efter fem minutter. Godt jeg havde gemt den der ungarnske rosévin til et særligt øjeblik. Skål!

med emneordet , , ,
7. august 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Mig sagde hunden, Orlov

Og så til vejret…

Hvad fanden sker der med skybrud på skybrud og 15 graders varme? Hvad bliver der af sol, sol og sol og 30 grader plus?

Jeg er med på, at jeg måske var lige lovlig optimistisk, da jeg i marts lå i sneen og forestillede mig tre måneders endeløse sommerdage.

Men jeg har altså hverken gummistøvler eller regntøj med, og mine yogalækre bukser (i familien kendt som klovnebukserne) var faktisk tænkt som natbukser – ikke en beklædningsgenstand, der skulle flashes på de europæiske rastepladser. Særligt fordi jeg ikke ligefrem i mig selv signalerer smidig solhilsen.

Selvfølgelig glæder jeg mig da over, at jeg ikke skal slå telt op i regnvejr, mens familien venter i bilen. Og at jeg ikke har en stor våd hund, der skal sove i min fodende. Og at jeg har tre måneder og ikke tre ugers ferie, så der er lidt flere sommerdage at samle sammen af. Og det var da også ret sjovt at tage alt tøjet af børnene og lade dem løbe gennem regnen, da det piskede ned i går – og vi grinede selvfølgelig, da Halfdan forpustet og triumferende bagefter sagde til sin søster: ”Så du lige, hvordan min tissemand svingede rundt i regnvejret?” Åh, den evige penisfascination, selv når der kun er et par cm at prale af.

I dag lander vi på den kroatiske ø Krk (respekt for et sprog, der opererer med stednavne uden vokaler), og så vil jeg godt se noget steady solskin, mens jeg nedsænker mit korpus i Adriaterhavet og henslænger de lune aftener med en bog og et glas af den rosevin, der har ligget på køl siden Ungarn. Sol, sagde jeg. Bare en 6-8 uger i streg. Det var det hele.

med emneordet , , ,
20. juli 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov, The kids

Tør øjenene

Ok, så siger jeg det som det er: Jeg synes faktisk, vi har givet os selv en rimelig stor udfordring ved at flytte hele familien ind på alt for få kvadrameter i camper, hvor der ikke en gang er mulighed for at låse døren til toilettet. Men jeg begynder så småt at forstå, at vi har valgt luksusmodellen.

På campingpladsen i Wien boede vi ved siden af en familie med to børn og en gigahund, og som om natten formåede at klemme sig sammen i sådan en lille minibus-agtig ting. Lidt længere nede af vejen havde en tysk familie slået telt op. De var så på cykelferie: Far, mor  og to små børn på 3 og 2 i cykeltraileren.

I dag, hvor vi bor på en slovakisk campingplads, der i bedste fald er under den østeuropæiske mafias vinger, så jeg tre små børn – den ældste var måske fem – tage nattøj på og praktisk talt lægge sig til rette på en hylde i familiens lille minican. Ikke en lyd. Godnat og kys kys fra deres smukke højgravide mor.

Jeg fatter ikke 1) hvor de forældre får overskuddet fra (på trods af gentagne løfter til mig selv, bliver jeg ved med at blive så presset af de unger, at jeg må brøle af dem for at kunne holde det ud), og 2) igen, igen hvordan de børn kan være så stille og tilsyneladende velopdragne. Selv i dag, hvor vi kun skulle køre sølle 60 km fra Wien til Bratislava, OG jeg havde bundet sutter og bamser fast med snore, så de kunne hives i land igen, sad børnene og råbte det meste af vejen. Og så råbte jeg også lidt, og Carla nåede de maksimale fem krydser, som derhjemme betyder minus fredagsslik, og som her blev til minus is.

Efter frokost tog vi til vandet, og vi købte is til Casper, Halfdan og jeg. Carla stod og så på uden så meget som at pive en lille smule, men det gjorde jeg så i stedet bag solbrillerne, for det skar sgu alligevel for meget i mit hjerte, at det lille menneske stod der og tog sin straf med oprejst pande. Lille stolte menneske. Heldigvis har vi stadig to måneder til at forbedre os. Og opnå total harmoni.

med emneordet , , , , , ,
12. juli 2010
4 kommentarer
Farmorbørn, Orlov, The kids

Forberedt til tænderne

I dag blev jeg færdig med Erland Loes faktiske ret morsomme bog Doppler om en mand, der skrider fra sin familie og flytter ud i en skov, hvor han bliver ven med en elg. Doppler kan ikke rigtig finde ud af det der med mennesker og sociale relationer og har i det hele taget fået nok af sit kompetente liv.

Og netop i dag kl. 11 overvejede jeg at gøre som Doppler og begynde et nyt liv i den tyske Wald – helt alene eller bare Casper og jeg, men i hvert fald helt og aldeles uden børn. En halv time tidligere kulminerede de seneste 36 timers inferno af konflikter og grænsesøgende børn i et kæmpe drama på Nürnberg Hauptbahnhof med Carla i leading role.

Min klarsynede mand havde helt ret i, at kun hvis jeg havde valgt et fodboldstadium under VM, havde jeg haft flere publikummer til optrinnet.

Ude fra må det have set ud som jeg var begik et større overgreb på mit modstandsdygtige barn, som jeg stod der og holdt hende fast, mens hun skreg af sine lungers forbavsende overvældende kraft – udmærket akustik på den banegård i øvrigt.  Lille Miss Carla (som lige der ikke føltes så lille endda) sparkede og slog og hendes hår strittede demonstrativt i alle retninger. Læg dertil en frisk formiddagstemperatur på 35 grader.

Bagefter, da jeg endelig turde give slip på min barn og tro på, at hun ikke ville løbe hele vejen tilbage til Berlin, skulle vi købe frugt i butikken over for vores selvbestaltede scene midt i centreret. Frugtdamen kiggede på Carla med store øjne og sagde: “Nåhr, lille baby.” Say what?!?! Hvorfor fanden er der ikke nogen, der nåhr’er mig for at have fået et efter sigende helt almindeligt barn med et ualmindeligt stort temperament?! Eller for at have spillet totalt fallit som forældre?

Måske er det fordi jeg slår så mange knuder på mig selv i løbet af sådan et døgn, hvor vi prøver nye metoder, tager nye dybe indåndinger og henter nyt overskud ingen steder fra.  Inden vi tog af sted, var jeg helt klar på, at det ville kræve noget tilvænning for os alle sammen at være af sted og sammen, men for at være ærlig var jeg faktisk ikke forberedt på de her 36 timer, hvor også lillebroren er vågnet op til dåd og fejrer sine snart tre år med at skide højt og flot på alt, hvad hans forældre siger.

Så da vi kom op af banegårdsdybet, var jeg sgu rimelig tyndhudet og måtte lige gå en tur rundt om bygningen og skylle efter med en liter vand. Ny dyb indånding og 1½ times leave fra familie-udfordringen, og så prøver vi igen. Men jeg håber eddermame, der er tale om tilvænning for ellers sætter jeg børnene til salg på Gul & Gratis sammen med alt det andet babyudstyr. Kan afhentes plejer at være nok til, at der dukker nogle villige aftagere op rimelig hurtigt – og så skal I bare se os holde ferie som i gamle dage…

med emneordet , , , ,
1. juli 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn

Så er det godt

Egentlig skulle børnene først komme hjem i morgen. Jeg havde sådan set lyst til at hente dem i går, men så er det bare med at tage sig sammen.

Det er jo latterligt, at man kan glæde sig så meget til tid alene, og når der så er gået 48 timer føles det som om der er gået 4 år, og man savner de små terrorister så meget, at man ender med at sidde og kigge alle billeder fra de blev født igennem – og så sender man lige en forsigtig sms til sin mor. Egentlig fordi man håber hun sender verdens længste sms tilbage om alt, hvad de har lavet og sagt siden de sagde farvel til deres mor. Desværre skriver hun bare. “Vi har det godt. Vi hygger.”

Men altså egentlig skulle de først hjem i morgen, men så ringede min mor og sagde, at den lille guitar hero var begyndt at savne sine forældre (eller sagde hun bare mor?) rigtig meget. Jeg var lige ved at begynde at tude. Nåhr, lille fyr. Luftkrammmmm – og så kørte faren af sted mod Djursland  for så skal barnet da hjem til sine forældre, og om en time lander de her – i krammeland, og jeg har seriøst overvejet om de begge to kan ligge i dobbeltsengen i nat, så jeg kan få det bedste ud af dem, inden de vågner i morgen og laver ballade og er pisseumulige, fordi det er den eneste måde de kan finde ud af at sige, at de har savnet os lige så meget, som vi har savnet dem. Eller forkert… for Miss Carla brokkede sig selvfølgelig over at blive hentet før tid og synes nok hun kunne blive og sove, og så kunne vi komme efter hende i morgen. At your service.

Jeg synes aldrig jeg helt kan kende børnene når de har været væk – jeg kunne heller ikke kende deres stemmer i telefonen her til aften. Det er som om de er blevet større, rundere, mere sig selv, mens de har været væk, så nu sidder jeg lige og genkender dem lidt inden de lander.

Enough is enough. Nu skal de bare komme hjem – og så skal jeg give dem familiesamvær, kram og kvalitetstid til de skriger af skræk.

med emneordet , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →