Ingen skal sætte sorte fingre på de hvide vægge, for kærligheden er som sne, der glimter, når solen rammer tusindvis af krystaller.
Bare en tanke efter premieren på Medealand på Edison i fredags. More to follow…
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: momentan sindssyge
Er der nogen, der har set mig…
Åh, saglige Morpheus.
Please, have mercy on me.
I går aftes kom jeg til at råbe af mit barn, som var alt for træt, men nægtede at sove og i stedet råbte og sparkede og kastede med ting. Mit lille englebarn, som på en måned har forvandlet sig til en lille djævel, der hele tiden står på spring med sit svær og råber: HaHAA! Jeg klarede dig, nu smider jeg dig ud! Og som i weekenden sagde til mig: Når jeg bliver lige så stor en far, som du er en mor, så skal jeg aldrig skælde ud.
Det er altid et dårligt tegn. Projektioner, du ved. Og jeg har altså sagt undskyld, for selvfølgelig er det ikke i orden at råbe. Aldrig. Vel? Det er jo mig, der er den voksne. Ikke?
Men altså det ændrer jo ikke på, at drengen ikke vil sove, og at han hele natten har ligget med hovedet boret ind i min maven. Og at hver gang jeg forsøgte at løfte ham ned på en madras på gulvet, begyndte han at skrige: Mor, mor, hvor er du? Op i sengen igen. Jeg har muligvis blundet i nat, men sovet har jeg ikke. Og jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg fortæller dig det. Måske bare fordi det vel egentlig er ret synd for mig, ikke?
Endnu en grund til at være træt
Det er åbenbart ikke kun efteråret, der gør sit for at trække det sidste energi ud af kroppen. Nu også denne finanslov – og ligesom med det forrige indlæg kan jeg ikke engang svinge mig op til råberi. Og så alligevel: FOR NU STOPPER DET! Puha, det hjalp. Lidt.
Men altså den her pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp taler ligesom for sig selv, ik? Og du må gerne råbe med, hvis du kan mærke ubehaget hobe sig op…
Kommentar til Finansloven:
Verdens fattigste betaler igen
Endnu engang skærer Danmark i den hjælp, som de allerfattigste mennesker på kloden har så hårdt brug for, viser tallene i Finansloven.
I den netop vedtagne Finanslov er 183 millioner kroner flyttet fra udviklingsarbejde blandt de fattigste mennesker i verden til flygtninge- og integrationsarbejdet i Danmark. Dermed er der færre penge til at bekæmpe sult og sygdomme i u-lande og til hjælp ved naturkatastrofer.
”Det bør ikke være de allermest lidende mennesker i verden, som betaler for flygtninge- og integrationsarbejdet i Danmark. Vi danskere har råd til selv at betale den udgift,” siger Henrik Stubkjær, Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og peger på, at udviklingsbistanden allerede blev udhulet, da man indgik regeringsgrundlaget i februar og fastfrøs bistanden på kroner og ører.
Henrik Stubkjær hæfter sig desuden ved, at Finansloven har bevilget 1,3 millioner kroner til at bygge et børnehjem i Afghanistan:
”Regeringens plan er dermed at give mulighed for at afvise mindreårige, uledsagede flygtningebørn fra Afghanistan og sende dem direkte tilbage til det børnehjem. Hvad er det for et menneskesyn, som vores regering præsenterer?”
Jeg sku aldrig ha købt den krop
Nå, men så faldt jeg i 90’er-gryden. Jeg har købt en body. Altså en af de der gymnastikdragter, som så i det i nye årtusinde fås som business-smart skjortemodel eller som en full size blonde. Jeg valgte den sidste, fordi den egentlig skal bruges til en fest – og fordi der ikke meget blå-hvid Nordea-dame over mig.
I dag har jeg så været debuterende bodydame. Gud bedre det! Det er sgu ikke blevet nemmere at knappe det lort 20 år down the line – og så er jeg ikke en gang fuld. Endnu. Seriøst, jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skal komme igennem en festlig 40 års fødselsdag på badehotel i det monstrum. Og gad vide om jeg cyklede mindre den gang i 90’erne? For de der knapper…
Udhvilet
04.43 i morges. Hele 13 minutter mere end i går. Med lidt god vilje er vi på den anden side af kritiske kl. seks om bum, bum, bum… seks dage! Til den tid har jeg formentlig glemt, hvad jeg hedder, so please remind me…
I ren og skær trods nægter jeg at stå op, når den lille konge i bælgragende mørke annoncerer at han er både sulten og overhovedet ikke træt.
I stedet bruger vi lige halvanden time på at hente en madras ind i soveværelset og redde en seng op der, fordi jeg ikke kan sove, når jeg hele tiden får et sovedyr i øjet eller en fod i maven. Efter ca. 15 min. med højlydt hosten forsøger den lille stalker så at undslippe soveværelset, hvorefter han ender i smørhullet og straks begynder at stille spørgsmål a la Hvad dag er det i dag?, Hvor bor farmor henne? og Må jeg godt få müsli til morgenmad? Så begynder han at råbe. Så råber jeg tilbage. Så græder han. Så skælder jeg ud. Så ligger han sig ned og prøver at sove. Så tager han tøjet af, og starter forfra med spørgsmål, råben og gråd.
I morges vågnede storesøsteren lige da klokken rundede fem, så krøb jeg ind i køjesengen til hende for at få hende til at sove igen, hvorefter hun annoncerede at hun egentlig bare gerne ville have sin seng for sig selv. Derefter var jeg forvist til Halfdans seng, hvor jeg forsøgte at sove under et alt for lille tæppe, mens Miss Carla sang Jeg gik mig over sø og land.
Man kan godt blive lidt pirrelig af sådan en morgen. Jeg sir det bare…
F***ing vintertid
Det er godt denne her uge ikke faldt sammen med min zen-uge, for så havde jeg været tvunget ud i dumme begejstrede banaliteter a la Hvor dejligt at stå tidligt op og have god tid sammen med familien.
HA! Nu kan jeg i stedet nøjes med at sige: Hvor latterligt at blive vækket kl. 04.30 efter mindre end fem timers søvn og så bruge to tåbelige timer på at få et sommertidsudhvilet barn til at sove! Hvor langt ude-tåbeligt at kaste med puder og bamser i desperation over at få sin skønhedssøvn ødelagt! Hvor skingrende belastende at skulle se sig selv i spejlet kl. lort i lagkage og få det bedste ud af det syn!
Jeg er så træt, at jeg ikke engang gider at belemre jer med, hvordan det føles. Og jeg har for længst prøvet med kaffe – og nougatmandler fra Summerbird. Hjælper ikke en skid.
Heldigvis – og thank god for shopping – kan Amazon, Liebe og Perch’s holde mig kørende et par timer inden jeg langsomt glider ned ad stolen og spredes i atomer ud over sofaen.
Yndlingsbambus-te, ny favoritkop (det er den aller-aller-sidste, promise, Casper), en smuk, smuk bog, som fortjener selvstændig omtale af en med større overskud (glæd dig), to sjove og en hemmelig bog (afsløring følger inden længe uh-h cliffhanger!) – og en australsk ko, der ikke måtte komme i børnehave…
Aih, der var også noget andet, mere vigtigt jeg ville sige. Noget med en film, jeg har set. Tror jeg. Af hende den smukke Sophia Coppola. Ret fantastisk. Og stille. Vist nok. Måske. Nå ja, og så at jeg synes vintertid er noget crap – og at alle de voksne skal holde op med at tale om, at der fik vi nok lige en time forærende. Det føles sgu mildest talt ikke som en foræring, skulle jeg hilse og sige. Og nu begynder jeg også snart at kaste puder på mig selv, hvis jeg ikke tier stille. Sure kælling! There, I said it! Gadonk!
Nå, så blev man så gammel
I går så jeg et program i fjernsynet, som var så spændende, at jeg aldrig nåede at flytte mig fra sofabordet over i sofaen. Gedigen underholdning med en god blanding af interviews og musik – et portræt af en mand, som jeg har været (ikke temmelig) hemmeligt forelsket i siden 1985.
Det er så 25 år siden, og tænk, jeg synes ikke han så en dag ældre ud. Men altså… man ved ligesom, man har ramt muren, når det går op for en, at det i virkeligheden er en 2010-udgave af et lørdagsundholdningsprogram med Per Wiking, man ser.
Kan du huske de der programmer med den beige-brune hjørnesofa, hvor værten – måske var det i virkeligheden Jarl Friis Mikkelsen, but you get my point – over en aften interviewede en kendt person fx Grethe Sønck? Det hele var så krydret med musik og spas udført af gæsten eller hendes venner. Nå, men det var så det program, jeg så i går: Thomas Helmig i selskab med Radioens Symfoniorkester og en masse pinlige og bemærkelsesværdigt grånende kvinder som publikum.
Og nu har jeg så smidt en flæskesteg i ovnen – og det er lige gået op for mig, at den der sang Carla i dag underholdt hele Føtex med, mens hun delte tipskuponer ud til kunderne: Klokken er lidt i fe-em, uh-uh, ikke er en, hun selv har fundet på, men er et Rasmus Sebach-hit af en art. Jeg fatter det ikke – hverken det med tiden eller det med grisen eller det med hittet.
Der er ingen vej uden om
Undskyld, er der nogen, der har glemt at tænde for lyset – eller at slukke for vandet. Goddamn! Stadig kun oktober, og alligevel solen står først op til frokost og går ned lige efter. Og det regner. Lige om lidt stiller vi havemøblerne tilbage og får lidt af lyset igen, men i løbet af et par uger er hele landet gået i sort igen. Og batterierne på mine cykellygter er allerede døde. Der er sgu da ikke noget at sige til at vi er nødt til at gå amok i jul for at overleve. Vintermørke – det store rædselsvækkende monster, der vender tilbage år efter år…
Og folk, der taler om vejret er i øvrigt langt ude. Så nu er det sagt. Ude af systemet. Og så snakker vi ikke mere det…Vi ses til fælles ekstase og lovprisning af, hvor lange dagene egentlig er i maj!
Nå, så blev jeg lige væk dér
Det er hårdt at feste med de unge – og frimodige er de oven i købet. Eller måske frivole er en bedre betegnelse?
Da vi lagde an til at sove efter 12 timers fest med flere drinks, end jeg har indtaget over det sidste år, så vi begge lige uforstående ud, da den unge værtinde, gik ud af gæsteværelset med ordene: “Og hvis det skal være erotik, er der både stearinlys og røgelsespinde på skabet!”
Det sagde hun virkelig. Efter Asti, Gewurztraminer, Ale no 16, rom, whiskey og gintonics. Og selv hvis jeg ikke havde drukket: Erotik? Er det ikke noget Joan Ørting tager sig af? Og røgelsespinde? Så får jeg da først problemer med astma og gamle rygerlunger. Godt den næste fest foregår på et badehotel med gæster tæt på de fyrre, som først lige er ved at rejse sig efter babyboomet…
Må jeg godt sige noget?
Det er jo totalt langt ude, at hver eneste lille prut et politisk engageret menneske har gjort i sin fortid, kan gøre sig fortjent til en tur i mediemøllen. Helt ærligt!
Ole Sohn var kommunist, og ja, set i bagklogskabens klarsyn var der dele af det engagement, som var en smule naivt. For nu ved vi allesammen, at de ikke havde det helt så godt der omme bag muren, og at der var nogen, der glemte at yde efter evne og nyde efter behov.
Og vi kan da også godt blive enige om, at den samfundsmodel, som kommunisterne hyllede ikke viste sig at være helt så bæredygtig (men jeg sku da så hilse at sige, at vi lige nu har de klareste beviser for, at liberalisternes begejstring for de frie markedskræfter også lader noget tilbage at ønske).
Men at manden nu skal tvinges til at sige, at det ikke bare var naivt, men også at det var en fejl at være aktivt kommunist er jo så himmelråbende dumt som det lyder. Det VAR jo ikke en fejl – og dengang var DKP faktisk en del af folkestyret. Det er noget med demokrati og den slags frisind, der betyder at man godt kan rumme andre end sig selv og sine egne. Og det i sig selv kan jo godt være noget af en udfordring i en tid, hvor vi bedst kan lide vores egne (tro mig, jeg har også svært ved at sluge, at der er så mange, der elsker Dansk Folkeparti).
Nå, der er ganske givet 1000-vis af nuancer på den sag, men jeg er bare SÅ freaking træt af, at vi finder os i, at der hele tiden bliver kastet røgslør ud over det som vi virkelig burde interesserer sig for. Fx hvordan regeringen systematisk har udsultet den offentlige sektor for at skabe rum og velvilje for den private sektors alternativer – og sundhedssektoren er jo bare et hjørne. Er der ikke nogen, der gider følge den til dørs. Please? For fanden!
Kun sandheden 