Tag Archives: momentan sindssyge

Hvis jeg var Google

Der er formentlig ikke nogen i verden, der har det sjovere end Google. Fordi folk er sindssyge. Og interesserer sig for sindssyge emner. Som får dem til at søge på sindssyge ting. Fx grøntsags hul til overskydende.

Undskyld, må jeg få spørgsmålet igen?

Godt, jeg ikke er bibliotekar eller Google (som også har lidt svært ved at svare).

Og tilbage står selvfølgelig det evindelige spørgsmål: Hvordan er du, mærkværdige menneske med mærkværdige tankerækker, endt ovre hos mig? 

med emneordet

En sandfærdig historie om døde dyr

Der lå en død fugl uden for min dør lørdag morgen. Det var en gråspurv. Øjnene var allerede væk, spist af nattens insekter. På naboens fortov lå et dødt pindsvin med udspillet mave. Og i haven lå en nøgen og grå dueunge, som var blevet skubbet ud af reden i æbletræet endnu inden den var flyveklar. Den lå på ryggen med sin skæve vinger ud til siderne, som om den i døden havde overgivet sig til de fluer, der var gået i gang med at fortære den.

Vi begravede gråspurven i forhaven. Børnene ville gerne røre ved den, inden jeg lagde den i hullet, men jeg kunne ikke slippe tanken om fugleinfluenza og det, der er værre. De synes det var ret sørgeligt at den skulle ned i det hul. Jeg havde slet ikke lyst til at holde den, men med havehandskerne gik det lige. Den så ret sølle ud med puskede fjer og sorte huller i stedet for øjne. Hvorfor kommer der ikke en kat og spiser den til natmad i stedet for det her absurde teater, tænkte jeg.

Pindsvinet ligger der stadig. Børnene tror det er en han, fordi der stikker noget spidst ud lige ved numsen, sagde den store. Jeg har ikke selv set efter. Pindsvin er tunge, og man stikker sig nemt på den genstridige pels, når man løfter dem. Vi er nødt til at grave den ned. Jeg ved det godt, men jeg gider ikke blive ved med at være graveren. Der er ikke andre, der gør det og børnene kan ikke forstå, at den bare skal ligge der. Det kan jeg godt forstå, de ikke kan, for det er jo også en uorden.

Jeg så faktisk den store brune klump ligge på vejen, da den var blevet kørt ned. Så nogen må have taget den og lagt den op på fortovet. Ikke mig. Jeg kiggede bare og lod den ligge. Men den der allerede havde den i hånden? Hvorfor smed det menneske den ikke i skraldespanden, kompostspanden?  Er det ikke der de døde dyr skal hen for at komme tilbage til naturen?

Da jeg så dueungen under æbletræet, løb jeg ind efter en affaldspose. Jeg orkede ikke flere døde dyr med børnene, og jeg orkede ikke flere graveopgaver. Jeg havde slet ikke lyst til at røre ved den alt ved den nøgne fugleunge, der var større end min hånd. Men jeg var nødt til at være hurtig, for jeg havde mit yngste barn lige i hælene.

Første gang jeg prøvede, fik jeg ikke rigtig fat, så den gled ud af hånden på mig og ud af posen. Den kom til at ligge helt skævt med næbbet i jorden og den ene vinge strittende lige op i luften. Anden gang tog jeg bedre fat og jeg prøvede at lade være med at tænke på, hvordan det føltes at have den i hånden. Jeg kan ikke længere huske om dens slatne krop var varm eller helt kold, men jeg ved, at mit barn med det samme opdagede mit ærinde. Hvad har du i posen, spurgte han. Bare noget, der skal smides ud, svarede jeg. Må jeg se? Men jeg havde allerede smidt den op i skraldespanden. Ikke komposten, for nu var den jo i posen, så nu må den ligge i den sorte spand og vente på affaldskværnen og forbrændingen i næste uge. Skraldemændene har som regel en blød bamse siddende lige over den knap på lastbilen, der løfter spanden op og tømmer den ned i det store ildelugtende affaldsgab. Måske kan det trøste duen i posen lidt.

I en anden pose i den sorte spand ligger der et utal af biller, som jeg støvsugede op i kælderen efter jeg havde ryddet op. Måske 20 sorte biller af den slags og størrelse, som jeg ikke kan huske, jeg har set siden jeg var barn. Og et firben, som viste sig at være levende. Jeg støvsugede det op sammen med billerne, og bagefter da jeg skulle tømme spanden, faldt det ud af røret og lå og sprællede lidt forvirret på ryggen. Også firbenet var jeg nødt til at holde i hånden for at få den ned i posen. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes firben i kældre. Det var helt gennemsigtigt, som et nøgent barn i en gyserfilm.

Det var den sidste søndag i september. Solen skinnede, og børnene løb rundt på fliserne med bare tæer, mens de døde dyr dukkede op alle vegne. Der var også en dame, der bankede på døren. Hun var sød og kom fra stranden for at sige, at hun havde læst noget, jeg havde skrevet, og som hun godt kunne lide. Jeg kendte hende ikke. Ikke før nu. Børnene viste hende det døde pindsvin, inden hun kørte. I skal få jeres mor til at begrave den, sagde hun til dem. De kiggede på mig, men jeg synes allerede jeg havde haft mine hænder på så mange døde dyr den weekend. Sidst på eftermiddagen blæste det op, og vinden var kold. Børnene tog jakker på, og huer, og handsker. Som et varsel om vinteren, der venter. De havde ikke lyst til at gå ind.

Vi fik spaghetti og bøffer til aftensmad. Vi snakkede om, hvordan køerne dør, når de kommer på slagteriet. Og grisene. Den mindste mente, at det var nemmere med kyllinger, fordi de er så små, og derfor må være nemmere at slå ihjel end en ko. Det fik op for mig, at jeg faktisk ikke rigtig ved, hvordan kyllingerne dør når de skal slagtes. Bliver de mon hængt op i benene og gasset ihjel? Eller bliver de slået ihjel først og så hængt op bagefter?

Jeg kunne ikke få mig selv til at bede den mindste om i det mindste at smage på bøffen. Jeg havde heller ikke så meget lyst til den alligevel, og den store synes kødet var lidt for hårdt at tygge. Spaghettien og parmesanosten kunne de godt lide.

Jeg bliver ved med at se dueungen, og gråspurven, billerne og det gennemsigtige firben for mig. Jeg prøver ikke at tænke for meget på pindsvinet, som stadig ligger på fortovet og svulmer uden nogen tager sig af det. Jeg ved, jeg burde, men jeg synes bare weekenden har været fuld af dyr allerede. Mange døde dyr, som jeg enten begravede eller slog ihjel. Som et varsel i sig selv. Og så var det ikke en gang en drøm.

med emneordet , , , , ,

Campister elsker lystfiskeri og redaktøren elsker bryster

På biblioteket i dag stødte jeg på en gammel kending; nemlig Dansk Camping Unions medlemsblad, som muligvis er det mest bizarre foreningsmagasin, jeg endnu har set.

På DCU’s hjemmeside bliver man budt velkommen af søde børnecampister, der øjensynligt elsker livet på græs. Foreningens blad er måske knap så meget for familier, men mere for redaktøren og hans kammerater. Håber jeg. Det var der masser af eksempler på, da jeg sidste år var medlem af DCU for at få rabat på de europæiske campingpladser (det fik vi så ikke så meget af, fordi vi glemte kortet i Wien, en uge inde i den lange køretur).

Men måske var det derfor jeg besluttede mig for at åbne bladet, da jeg så forsiden på bladet på biblioteket i dag. Fordi jeg vidste der var noget muggent ved den kvinde i waders. Noget i den måde hun smiler til mig på, som om hun bare leger hun er lystfisker.

… så jeg bladrede og bladrede frem til side 30-31. Og sørme om den glade lystfisker ikke havde smidt toppen. (I bladet kan man lige akkurat ane hendes brystvorter.)

Hvor corny er det lige? (På næste side, hvor det bliver alvor er der naturligvis rigtige lystfiskere, altså mænd, på billederne.)

med emneordet , ,

Jesus for President!

[Kommentar til Ekstra Bladets afsløring af, at der er muslimer, der overtaler/truer deres trosfæller til ikke at stemme ved valget ]

Jeg har to numre af Vagttårnet liggende derhjemme på spisebordet. Det er min egen skyld. Det var, fordi jeg kom til at stirre. Eller i hvert fald til at falde i staver, mens jeg stod i kø for at hæve penge.

Lidt længere henne stod to mænd og snakkede. Den ene temmelig meget tykkere og livstræt end den anden, der var så ulasteligt klædt, som kun mennesker, der virkelig har deres på tørre, kan være.

– Ja, jeg ved snart ikke, om jeg vil stemme på Dansk Folkeparti igen efter det med efterlønnen, sagde ham den tykke. Han havde en slap mulepose fra sin fagforening i hånden.

– Næhmen, det er jo derfor, at jeg er så glad for, at jeg slet ikke skal stemme. Du skulle overveje det samme, sagde den ulastelige og viftede med det, jeg fejlagtigt troede, var et valgprogram. Det viste sig så at være Vagttårnet, og selvfølgelig faldt hans salvelsesfulde blik straks på blondinen, der vantro stirrede på ham.

Jeg har ellers altid takket pænt nej til det lille blege blad. Ikke mindst fordi jeg gik i klasse med en pige, der var Jehovas Vidne, og hun måtte hverken holde fødselsdag eller være med til at fejre vores. Good gracious, kan man forestille sig en større straf, når man er 7 – eller 37 for den sags skyld?

Det er muligt, jeg har levet i total solformørkelse indtil den dag på gågaden, hvor det gik op for mig, at det med fødselsdagen er en bagatel. Langt mere bizart er det, at Jehovas Vidner ikke stemmer ved hverken det ene eller det andet valg, fordi Jesus er deres sande leder. Han er tiltænkt en temmelig central rolle, forstår jeg, og skal i selskab med de 144.000 særligt udvalgte lede jorden (eller hvor det nu er de mødes), når kloden går under næste gang.

Helt ærligt. Er der virkelig 14.000 danskere og 7 mio. mennesker i verden, der i ramme alvor sidder og venter på, at jorden går under – og som nægter (i stilhed, men dog alligevel) at lade sig lede af noget så vederstyggeligt som folkevalgt rakkerpak? Jeg er med på, at det måske netop i disse dage kan være lidt svært at få øje på 179 kvalificerede blandt de jordiske, men derfra og så til at sætte sig ned og vente på Jesus, der er dog et stykke.

Jeg får faktisk lidt koldsved ved tanken om, hvem der holder hånd i hanke med supersygehus, efterløn og betalingsbalancen, indtil Guds søn har tænkt sig at berige os med sit selskab? Og hvad vi gør med den synkende skude af en folkeskole eller krigen i Afghanistan? Og hvordan med 120 brevstemmer, der brændte op på Nordfyn, er det et varsel om snarlige omvæltninger?

Jeg spørger mest af nysgerrighed. For i Vagttårnet kan jeg læse, at der vist ikke rigtig plads til sådan nogle som mig efter den oprydning, de planlægger i den nærmeste fremtid. Tror nu for en sikkerheds skyld, at jeg stemmer til hedningevalget. Så vidt jeg har forstået, er det nemlig lidt svært at sige, hvor længe vi kommer til at vente på den guddommelige forløsning, og så synes jeg, det er meget rart at have en nødløsning i baghånden. Også selvom den ikke er godkendt på højeste sted.

med emneordet , , ,

Det er synd for de syge

Nåhr lille febervarme barn, der ligger og brænder i sin seng… Nåhr, nåhr, nåhr.

(Efter flere timers maksimal og uafbrudt klynken [slash] højlydt gråd er jeg nu i gang med at mønstre et overskud af hidtil usete formater.Pretending. As if. Og jeg ved ikke, om det lykkedes. Så er du advaret. Der er nemlig det med lige netop det her barn, at han ikke kan sidde, ikke kan stå, ikke kan ligge, ikke kan spise, ikke kan drikke, ikke kan sove, når han er syg. Til gengæld kan han jamre. Så det gør han. Og nu prøver jeg at tage mig sammen til at gå i seng, for jeg ved det er blir en lang halvvågen nat. Men min seng er våd, fordi han nåede at lave et af de der mirakuløse jeg-tisser-lige-gennem-bleen-omme-på-ryggen-selvom-det-teknisk-set-er-umuligt). Og jeg skal i øvrigt også hænge vasketøj op, inden jeg siger godnat. Ingen af delene trækker helt vildt. Så jeg ligger lige og ser lidt mere dårlig film, inden jeg rejser mig. God bedring til de syge – og deres mødre.)

med emneordet , ,

Man skulle fandme tro det var juleaften

Bankpakker. Boligpakker. Redningspakker. Jeg kaster op, hvis der kommer en eneste pakke mere, som skal redde nogen. Midlertidigt.

Tillad mig i al beskeden at foreslå tre ting:

1) At vi/nogen laver en form for en langsigtet, overordnet, gennemgribende plan, der måske ligefrem havde karakter af en nytænkende, fremtidssikret reform af en art (kunne fx være de politikere, vi har stemt på – selvom jeg har glemt med hvilken begrundelse).

2) At landets såkaldte statsminister holder op med at spille kostbar og i stedet får udskrevet det valg i en helvedes fart. Det kunne jo tænkes at det (også) var derfor at boligmarkedet står i stampe, og landets befolkning går rundt med apatiske blikke.

3) At du sætter dig ned og ser Inside Job og så taler vi lige om den der finanskrise (også nr. 2) igen – og om hvem det er der holder røven oppe på hvem, om det er synd for de rige, og om der er udsigt til at de frie markedskræfter redder verden.

med emneordet , , , ,

Selv jubeloptimister kan møde muren

image

Det er august for fuck sake. Og mørkt som i november. I øvrigt er jeg gennemblødt fordi jeg havde glemt at det ikke længere er muligt at bevæge sig uden for en dør uden at være klædt i plastik. Det er jo ved at udvikle sig til en virkelig dårlig katastrofefilm. Og jeg hader katastrofefilm. Som i afskyr. Så nu gir I mig noget Indian Summer – og det ska være lige nu. Ellers flytter jeg hjemmefra for efter 14 ugers nonstop nedbør, kan jeg bare sig at regn er ikke lige mig.

med emneordet ,

Hvad kan man få for et pavebesøg?

Nå, men så kom Paven til Spanien, og sådan et fornemt besøg kan fås for bare 400 mio. kr. [firehundrede-millioner-kroner]. Et greb i lommen for at få besøg af det tætteste katolikker kommer på Gud, og lidt guddommelig indgriben kan der godt blive brug for, hvis man bor i Spanien, og Den europæiske centralbank holder røven oppe på en.

Men altså 400 mio. kr. Hvad er det overhovedet for et beløb? Har du nogen ide om, hvad man få for den slags penge (udover 32 mio. plader Rittersport)?

Jo, fx skal Hovedstadens sygehuse spare 400 mio. kr. næste år. I 2010 købte polakkerne danske juletræer for 400 mio. kr., og årets studenter fik gaver for 400 mio. kr.

Eftersigende kan bibliotekssektoren spare 400 mio. kr. om året, hvis væsenet digitaliseres, og økonomer klager over, at der mangler lige præcis 400 mio. kr. for at opfylde de krav om nye fængselsceller, som er en del af regeringens tryghedspakke.

Netop nu tages de første spadestik til et stort boligbyggeri på Amager. Byggeriet koster den nette sum af 400 mio. kr. Over 100 guldsmede har købt falske forsikringer for 400 mio. kr., og hvis du skrotter dit gamle  oliefyr, kan du få del i regeringens skrotningspulje på 400 mio. kr.

Og sådan bliver det bare ved og ved. Jeg sir det bare. 400 mio. kr. er den nye sort, og for en gangs skyld er paven med helt fremme. Kan du se, hvor ivrigt han vinker? Og tror du spanierne har råd til at kigge væk sådan som aktiemarkedet ser ud i øjeblikket?

P.S. Og dem, der siger, at alt ikke handler om penge, lyver. Det handler ikke om andet. Så vidt jeg har forstået.

med emneordet , , ,

Så er der svar fra Søren Pind

Pyha, så slipper vi for at holde weekend uden at få svar på alle de spørgsmål, det store Søren Pind-foto giver anledning til – og som har forhindret mig at arbejde, spise, sove og være mor for mine børn i henved en uge nu. Næsten.

Berlingske Tidende har ringet til Søren Pind, og det er alt sammen bare en lille gimmick mellem ham, et chartret fly og seks sudanesere. God humor, dér! Så nu er vi tilbage ved, at det måske bare er mig, der er snerpet, for jeg forstår det stadig ikke. Men måske er det bare fordi jeg generelt ikke forstår udviklingsministeren, når han er klædt ud som Søren Pind.

No more talking, her er interviewet med Søren Pind 

– og et opdateret billede fra Information

med emneordet , ,

Meget kan man sige om Søren Pind, men…

han er ikke bange for at tage historien på sig. Udover afrikanske despoter er det vel kun den danske udviklingsminister, der uden skyggen af ironi kan få sig selv til at møde op i knitrende nyt safari-udstyr og hilse undersåtterne velkomne. Jeg har brugt timer på at stirre på det billede, men den er altså god nok. Det er sådan vi tager os ud, når vi er på officielt besøg i Sydsudan. Og det var juli 2011. Ikke 1955. Just for the record.

med emneordet , ,