Tag Archives: momentan sindssyge

Ville du have troet på det? Ville jeg?

Gad vide om jeg havde haft så travlt med at få børn, hvis nogen havde fortalt mig dette (og husk det er bare et eksempel blandt mange):

Fredag aften. I er på vej hjem fra svømning. Du sveder, for det gør man altid når man har været i svømmehallen. Nu står du i din varme vinterjakke på McD med to Happy Meals på en bakke, mens dit ene barn sidder på toilettet med dårlig mave og lort på bukserne. Dit andet barn tilbyder at hjælpe med at fylde cola i kopperne, mens du håndterer toiletbesøget.

Når du kommer tilbage fra toilettet, hvor den mindste stadig sidder på tønden, løber der en stille svedperle ned over tindingen, og foran dig står den store i en sø af cola og siger: Måske er det smartere at komme is i koppen, før man kommer cola i. 

Ville jeg havde troet på den historie? Ville du?

Eller ville jeg mon bare have grinet højt og tænkt, at sådan en mor ville jeg aldrig blive – hverken hende, der belønnede mine børn med fastfood, eller hende, der ville lade tingene komme ud af kontrol?

med emneordet , ,

Forældrenes skolestart

Lige om lidt er jeg sådan en, der har barn i skole (og på den måde bliver man vel også en slags voksen eller hur?).

I går var der informationsmøde på skolen, og det møde sagde sådan set ret meget om, hvem vi, altså forældrene, er – og hvad det er for nogle børn, vi er i gang med at lave. Således fandt lærerne det nødvendigt at sige følgende til de voksne:

  • Undgå lange afskedsseancer inde i klassen. Giv bare et kram og sig: Hav en god dag, og gå så. (Der er med andre ord ikke noget kyssevindue i skolen, vel? Let go.)
  • Lad selv dit barn lægge madpakken i skoletasken derhjemme og siden i køleskabet på skolen.
  • Lær dit barn selv at tage tøj på.
  • Lær dit barn selv at gå på toilettet og fortæl dem, hvor meget papir man bruger.
  • Lær dit drengebarn at tisse ned i kummen, så der er ikke er tis ud over hele gulvet.
  • Lad være med at tale grimt om de andre børn eller voksne. Det smitter af på børnene.
  • Hvis dit barn brokker sig derhjemme, så husk at du kun har hørt den ene side af historien.
  • Stol på, at dit barn er klar til at gå i skole. Det er sværrest for forældrene at navigere i det nye liv.

Derudover fik vi også at vide, at de støtter børnene i fx selv at klæde om til idræt, lægge tøjet samlet på bænken og selv gå i bad efterfølgende.

Noget siger mig, vi skulle blive bedre til at give slip og lade de børn bruge deres arme og hoveder noget mere. Allerede nu. Mens de er så små og bløde. For lige om lidt er de store og ude af stand til at gøre noget som helst på egen hånd. Fordi vi havde så travlt med at beskytte dem mod alt det, der er svært.

med emneordet , , ,

Hilsen fra speltland

Det startede sådan set allerede i morges, hvor jeg stod op og lavede morgenmad til verdens sødeste børn, som havde sovet usædvanligt længe.

Så gik jeg en lang tur i solen langs stranden med en veninde og kom tilbage med røde kinder og fuld af forventninger til foråret og alt det gode, der venter forude.

Jeg slog lige en dej sammen da jeg kom hjem. Så vi kan bage pølsehorn sammen, ungerne og jeg, når ridderen vender hjem igen. Miss Carla og jeg spillede spil og spiste hjemmelavde kokostrøfler. Ikke et ondt imellem os, og bagefter gik hun i gang med at lege, mens jeg skar grøntsager ud og gjorde kødet klar til sådan en ret, der skal stå og boble hele eftermiddagen i ovnen.

Og nu tror jeg så jeg vil gå ud og røre en surdej sammen. Må jeg minde om at klokken er 14.17. Men sådan er det i Speltland, mentalt overskud, glade børn, friskbagt brød og simreretter hele vejen til banken. Godt det er mandag i morgen…

 

med emneordet , , ,

God freaking morgen

Er der ikke nogen, der kan give mig et skud af det der stof, som trækker en igennem de første år med små børn. Det, der gør, at man tolererer at blive vækket hver anden time natten igennem, og at man nogle nætter kun sover fire timer, og alligevel formår at være en slags menneske dagen efter?

Fire timer, lige præcis så lang tid er der fra kl. 01 til 05, hvor jeg blev vækket af  husets nyudnævnte terrorist, som rev mig i håret for at få mig med på toilettet. Eller det vil sige, han sad på toilettet med døren lukket og sked i noget der lignede 8 timer, mens jeg forsøgte at lade være med at vågne. Det var egentlig ikke så svært sådan lidt i fem.

Bagefter gik han modvilligt med ovenpå igen, og så må du selv gætte hvor meget vi fik sovet. Helt ærligt, jeg havde glemt at 4-årige er SÅ genstridige. Og så sure. Og vedholdende.

Og hvor er det i øvrigt mit uskyldige barn har lært at sige ting som:

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– Du er en kæmpe lortemor, hvis du ikke giver mig morgenmad.

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– Skal jeg smadre dig med den bog her?

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– AAAAAAAAAAAARRRRRRRRRRRGGGGGGGGGGGGHHHHHHHH. GI’ MIG NU NOGET MORGENMAAAAAAAAAAAAAAAAD!

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

Christ! Hvor var jeg henne den dag, de udleverede engleagtige, morgentrætte børn, der skal vækkes med blide kys og stille musik for at komme i gang med dagen?Jeg gider ikke være mor til et monster. Og slet ikke et morgen-monster. Det var sgu ikke det, jeg bestilte.

 

med emneordet , , ,

Og hvad kan vi så lære af julen

1. At vi begynder at hyle i november over alt det vi skal nå inden jul, og så er det hele overstået på en weekend. Christmas high – Christmas low.

2. At vi køber gaver til en hel hær, men får selv kun fire tilbage, hvoraf 2½ er lavet af små ubehjælpsomme barnehænder.

3. At vi taler stolpe op og stolpe ned om julehjælp og varme tæpper og hjemløse og udsatte familier, men resten af året glemmer vi, at de fattige stadig er på røven.

5. At risengrød ikke er en delikatesse bare fordi det er jul.

6. At der altid – AL-TID – er for mange pakker til børnene.

7. At der altid – AL-TID – er for meget mad.

8. At vi sjældent savner gran, glögg eller gris, når hele balladen er overstået.

9. At vi er så glade, når vi når jævndøgnet for nu går vi igen mod lysere tider. Men januar er et ødeland, februar den koldeste, mest trøstesløse måned, og foråret kommer aldrig i marts.

10. At vi lover os selv, at næste år skal det være anderledes, mere enkelt, mindre mad, færre arrangementer, næsten ingen gaver. Og i november starter hele hysteriet forfra.

Og så selvfølgelig, at idyllen aldrig lader sig iscenesætte:

med emneordet , ,

Dør en ridder, når man skyder ham i hjertet?

Kl. 04.26 i morges

Barnet: Moar, er det ikke rigtigt, at når man skyder en ridder i hjertet, så dør han?

Moar: Mm-m

Barnet: Hvis man lige skød en bue ind i hjertet på ham, så dør han, fordi hjertet holder op med at slå. Er det ikke rigtigt?

Barnet igen: MOR!

Moar: Mm-m

Barnet: Men det er svært at skyde en ridder i hjertet, for han har jo rustning på. Og han har jo også et skjold. Og man kan jo ikke skyde en bue igennem en rustning og et skjold på samtidigt. Er det ikke rigtigt?

Moar: Du skal lægge dig til at sove.

Barnet: Men er det ikke rigtigt at rustningen og skjoldet er lavet af jern, og det er det hårdeste der findes i verden? Moar?!?!

Moar: Schyyy

Kl. 04.37

Barnet: Moar, hvad var det nu det hed det bjerg, hvor Jesus hang på korset?

Moar: Golgata

Barnet: Golgata, det ligger meget langt væk. Er det ikke rigtigt? Det er syd på, ikke?

Moar: Mm-m

Barnet: Hvad hedder det sted sydpå? MO-AR!

Moar: Israel

Barnet: Og vi flyver henover bjerget, når vi skal til Egypten. Er det ikke rigtigt?

Moar: Mm-mmm. SCHYYYYY!

04.42

Barnet: Hvad skete der med de soldater, der fangede Jesus? Blev de slået ihjel?

Moar: De døde vel til sidst.

Barnet: Fordi der var nogen, der slog dem ihjel?

Moar: Vel bare fordi de blev gamle og døde ligesom gamle mennesker gør.

Barnet: Men der er ikke nogen af dem, der lever mere, vel? For det var noget der skete i gamle dage, er det ikke rigtigt?

04.43

Barnet: Hvornår var gamle dage? Er det mere end 22 år siden?

On and on, lige til kl. 06.04. Og så under morgenmaden.

Barnet: Moar, jeg er bare så træt!

Tell me about it!

 

med emneordet , ,

Hvor gammel er du egentlig – i virkeligheden?

I jagten på mine, lige netop mine, 15 minutters berømmelse har jeg sagt ja til at afsløre, hvor gammel  min krop i virkeligheden føler sig. Det er sådan en test, hvor det afsløres at alle de løbeture, jeg praler af, aldrig bliver til noget, og at jeg ikke er, og aldrig har været, i stand til at sidde med strakte ben og nå mine tæer. Det er også her det kommer for en dag, at de to gulerødder, jeg engang imellem spiser, ikke er i nærheden af at gøre det ud for de 600 g om dagen, der skal til for at holde kroppen glad – og ung. Det tager 3 timer, så det siger vel sig selv, at ALT kommer for en dag, og at det til sidst viser sig, at selvom jeg prøver at lade som ingenting, så har min krop det i virkeligheden, som græskaret, der i nat faldt ned fra sin piedestal og flød sammen på terassen.

image

Nu du spørger, så kunne jeg måske have valgt at lade mig forevige under lidt mere flatterende omstændigheder – for nåh ja, hele herligheden, uvaner, sandhed og alt, bliver stillet til skue i et dameblad senere på året. Med fotosession und alles…

Jeg er ikke sikker på, hvor meget jeg kan nå at redde på en uge, men foreløbig lokkede angsten for sandheden mig ud på en løbetur med masser af intervaltræning i går. Og efter andefesten i aften står den på grøntsager og strækøvelser fra morgen til aften. Sikkert spild af tid. For det er trods alt begrænset, hvor meget af de sidste 20 års intens hærgen af mit korpus jeg kan nå at kamuflere på 7 dage (hvis det lykkedes, så bliver jeg den nye Chris MacDonald med eget træningsprogram, fitnessfilosofi and what not, og så skal du bare se mig forlænge de 15 min. til 150 timers berømmelse).

Anyways… mens du venter, er du stadig velkommen til at stemme på min novelle (der er stadig et stykke vej før jeg er med i top 5 og dermed den endelig finale). Et like giver et point. Din e-mailadresse 2. Tak – og så er jeg vist den, der er løbet. I ordets mest bogstavelige forstand.

med emneordet , , , ,

Det vi leger #4

Nå, men det var de tagrender, vi kom fra. De er nu på plads og meget, meget flotte (tør man sige andet for 15.000 kr.). Indrømmer at billeddokumentation måske ville være på sin plads, fordi I sikkert er ved at dø af spænding over, hvordan sådan en stålfætter tager sig ud…

Muligvis havde tømren lige været på kursus i mersalg, for han benyttede selvfølgelig lejligheden til bare sådan en passant at nævne, at det tag jo nok ikke holdt evigt. Eller det var faktisk ikke, hvad han sagde. Han sagde: Det tag holder ikke mere end en 2-3 år. Det har jo mange år på bagen efterhånden, og hvis vi skifter taget, skifterne vi også lægterne, så de bliver dobbelt så brede som nu. (Som om det var en attraktion i sig selv, selvom de lægter har holdt på taget i snart 100 år uden problemer.)

Jeg hviskede forsigtigt: Og hvor meget koster det så?

Han: Ahr, nu må du ikke hænge mig op på det, men slag på tasken er i omegnen af 140 tusinde.

Ved du, hvad jeg gjorde? Jeg parkerede den overflødige information i det der mørke moseområde af hjernen, hvor alting forsvinder for altid. Og besluttede mig for ikke at nævne samtalen for min kæreste med et eneste ord.

Men selvfølgelig blev han passet op af tømren igår.

Tømrer: Som jeg sagde til din kone, så skal I nok til at tænke på nyt tag.

Så nu ligger den beslutning fint som en lille lort, der bare lugter mere og mere, jo længere vi venter…

med emneordet , ,

Nu dør jeg af skræk (men jeg vil selvfølgelig gerne vinde)

Det foregik nogenlunde sådan her:

Jeg var på et kursus, hvor underviseren fortalte, at han havde en skrivegruppe, som han mødtes med. Bagefter skrev jeg til ham for at høre hvordan det fungerede, fordi jeg gerne ville have noget faglig sparring på det jeg laver. Så skrev han, at jeg var velkommen i deres gruppe – hvis altså jeg skrev fiktion. Så skrev jeg til ham at det gjorde jeg (oh ho-hooo, som i små bitte stykker tekst, jeg aldrig har vist til en levende sjæl). Og så skrev han at jeg jo kunne komme til en slags prøvemøde, hvor jeg havde min egen tekst med. Så satte jeg mig ned og skrev historien om Morten. Jeg ved ikke hvor den kom fra for den dag havde jeg slet ikke nogen ideer til noget som helst. Lad os bare sige, at jeg på en måde startede fra en ende af og arbejdede mig frem mod slutningen. That simple (ha-ha-ha).

Dagen før vi skulle mødes i skrivegruppen, læste jeg om en novellekonkurrence på nettet. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg gjorde det. Og det er ikke falsk beskedenhed. Men nu fremstår det mere som et bagholdsangreb på mig selv. Så altså, jeg sendte novellen ind. Og glemte seriøst alt om det.

De kunne godt lide historien i skrivegruppen, og jeg var ret så lettet over, at min debut ikke faldt helt til jorden.

I nat vågnede jeg klokken et, og jeg ved ikke hvorfor jeg tjekkede min mail, som i jeg vågner ALDRIG om natten og tjekker ALDRIG mail om natten. Men så lå der en mail: Tillykke din novelle er nomineret!

Gulp!

(788 noveller, og jeg er blandt de 25 udvalgte. Total crazy hvis du spørger mig.

Nå, men den næste måned kan du stemme på den novelle du bedst kan lide (som måske er min?). Og de 5 noveller der får flest stemmer går videre til finalen. Vindernovellen bliver udgivet og måske transformeret til en kortfilm. Det er sandt!

Så hvis du har lyst til at bidrage til spændingen, kan du læse min ellers hemmelige novelle og stemme på mig her: http://www.kortoggodt.info/2010/profil.asp?id=432 )

med emneordet , , , , ,

Forskellen er den samme

Der var det her billede, som vi ikke så godt kunne lide, fordi det passer sig dårligt for en x-udviklingsminister at spille med på gamle forestillinger om den hvide mands overlegenhed.

Han sagde godt nok, at det bare var noget, de legede, og at hans sydsudanske værter var med på den lille gimmick og grinede højt og længe af hans præsidentale hilsen. Men vi købte den ikke rigtig, fordi han var minister.

 

Og så er der det her billede.

Det kan vi godt lide. For det er Mads Brügger, som leger blindebuk med diktatorer, korrupte embedsmænd og griske forretningsmænd. Og han vinder priser for sine film. Og udfordrer mediet. Og stikker Janteloven langt op i måsen. Det kan vi virkelig godt lide. Derfor vil vi også rigtig gerne kunne lide Ambassadøren, hvor han går undercover og forsøger at smugle diamanter til Europa under dække af at bygge en tændstikfabrik i Den centralafrikanske republik.  Derfor så 1000 mennesker (journalister, NGO-folk og unge mænd med fuldskæg og en dokumentarist i maven) filmen til premieren i Grand i går. For vi håbede, hans film ville åbne vores øjne eller forandre vores billede af det Afrika, mange os allerede kender.

Mads Brügger er morsom. Bevares. Men på de andres bekostning. Hans to pygmæ-assistenter var virkelig komiske i al deres intetanethed, men jeg havde hele tiden en underlig fornemmelse, at de var statister mere end assistenter i Brüggers filmmanuskript. At de var med fordi det er nemt at grine af dem, der ikke forstår spillet. Og det var decideret ubehageligt at se, hvordan den enes ansigt rev sig i smerte, da Brügger satte dem på to stole i sit kontor og spillede hvalsang for dem.

Og Paul, hans lokale diplomatiske hjælper, kom til at fremstå som lidt af en medløber, men uden filmen nogensinde formåede at synliggøre den skæve magtrelation mellem rig, hvid mand og økonomisk afhængig sort mand, som vrider alle forsøg på jævnbyrdighed af led.

At det koster mange, mange penge at købe sig til magt, og at alt er til salg i et land, hvor alle strukturer er i opløsning er næppe en overraskelse for nogen. Ej heller at ud af kaos vokser magtbegærlighed af den ondeste slags.

Derfor havde det også været mere interessant, om Mads Brügger havde brugt tid på at finde ud af om det virkelig er sandt, at Frankrig som tidligere koloniherre tilskynder anarkiet i Den centralafrikanske republik, fordi det flyder med guld og diamanter og olie og andre naturressourcer, som der kan tjenes mange, mange penge på. Jo, der er en lokal diamantmine-ejer, der tjener meler sin egen kage, men hvor ender de store penge henne, når diamanter, guld og myrraskær bringes ud af landet i diplomaternes kufferter? Hvad tjener mon overhovedet på at udvinde uran sammen med Kina? En vigtig, men måske knap så komisk historie.

Og nu vi er ved pengene, så giver det vel også mening at spørge, hvor mange penge Mads Brügger hældte ned i centralafrikanske lommer for at filmens historie kunne materialiseres? Hvem finansierede de 170.000 kr., det kostede at smøre diamantmine-ejeren. Og hvor kom de 300.000 kr. til det falske diplomatpas fra? Kom pengene fra filmstøtte? Er det produktionsomkostninger? Rekvisitter?

Afrika er en jungle. The heart of darkness. I hvert fald der, hvor der er mange penge at tjene (knap så meget i tørkeområderne). Det vidste vi vel egentlig godt i forvejen. Mennesket kan være en grådig motherfucker, når der lugter af nemme penge. Det vidste vi også godt. Det er sjovt at grine af de andre. Også det vidste vi. Så hvad ved vi nu, som vi ikke vidste før Ambassadøren? Måske ikke så meget andet end at Mads Brügger er villig til at sætte livet på spil for at underholde os, og at han befinder sig godt i lyst jakkesætte, solbriller og lange støvler. Med ironisk distance naturligvis. Og så gælder det ikke rigtigt, vel?

med emneordet , , ,