Tag Archives: momentan sindssyge

Jeg har fundet fred med mig selv (LIAR!)

Hvor mange kvinder omkring de 40 har du mødt, som siger, at de aldrig har haft bedre? Som endelig har fundet fred med sig selv? Som er gennemstrømmet af en mærkelig form for indre ro? Som ikke længere stræber og higer efter at være en anden end lige præcis den, de er lige nu, lige her?

Hånden op. En del, ikke? Eller måske er det bare mig, der har fået den opfattelse, at livet bliver så meget lettere omkring de 40, fordi man får en ordentlig røvfuld selvaccept i fødselsdagsgave.

Nå, men jeg venter stadig. På den indre ro. Her to år før jeg åbenbart overgår til en form for buddhistisk zentilstand.

Fuck, jeg gad godt at være 20 igen. 20 uden på, og 38 indeni. For så ville jeg vide, at den fine krop, jeg netop havde trukket gennem 6 måneders vodka- og falaffelophold i en kibbutz i det sydlige Israel, var på toppen af sin karriere.

Jeg ville kunne se mig selv i spejlet og værdsætte, hvad jeg så, for jeg ville vide, at om 18 år, søster lystig, så er virkeligheden en anden. Udover kroppens almindelige forfald vil du have to fødsler på samvittigheden, som forstærker det tyngdekraften allerede arbejder på.

Havde du forventet at få din gamle krop igen, spurgte min læge efter jeg havde født nummer 1. Og nu du spørger, så ja, det var faktisk lige præcis, hvad jeg havde regnet med. Det grinede vi meget af, lægen og jeg, der 8 uger efter fødslen, og jeg grinede højest, fordi jeg var helt sikker på, at jeg (selvfølgelig) ville være lige netop den undtagelse fra reglen, som vi alle drømmer om. Der tog jeg fejl. I stedet blev jeg gravid igen. Fik grå hår i min ellers trofaste blonde hårpragt. Rander under øjnene. Karsprængninger på benene. Slap hud på maven. Og plads til en knyttet hånd i bhen.

Glæden ved det venter jeg stadig på. Og der er dem, der siger det er medierne (igen) og billedmanipulationens skyld. Det er det måske. Givetvis. Men det er måske også bare en begyndende dødsangst. Selve anerkendelse af at skaderne er uoprettelige, og at forfaldet kun bliver større. Uanset om vi bader i hørfrøolie og løber 100 marathonløb.

Måske kalder vi det bare selvaccept for at trøste os selv og hinanden. Og måske er det, vi mærker omkring de 40 ikke indre ro, men derimod en stille resignation over livets gang, som skaber et sidste øjeblik af panik, der får os til at danse og le som om imorgen ikke fandtes. Og måske er det, alle omkring de 40 hylder. Den sidste dans.

med emneordet , , ,

Alle mand over bord (eller noget om, hvor stille der er dernede i det sydøstlige Danmark)

Jeg har været ude at køre med tog. Igen. Til Nykøbing F, som den automatiske dame siger i toget. Og der er stille derude. Helt stille. Som i en science fiction-film, hvor jorden er gået under, og der kun er et menneske tilbage. Og det var så mig. Bag kameraet. De andre… spist af zombier, måske.

P.S. Hvis nu du bor derude, så giv lige lyd.

med emneordet , , , ,

Skolestart-parat

170 sider. Så meget fylder den bog, vi fik med hjem fra skolen forleden. 170 sider om at gå i skole, om at have venner, om sikker trafik, om at være forældre og om at smøre madpakker.

Er der noget at sige til, at det  indimellem føles som en uoverkommelig opgave bare at gøre sit bedste?

Noget handler om, at du skal lære dit barn at rød mand i et lyskryds betyder stop. Andet at der er godt at have sund mad med i skole (no shit). Og så er der masser af tips og tricks til, hvordan du er et ordentlig, ansvarligt menneske, bare sådan i det hele taget.

Vi er en meget besynderlig – og også lidt sølle – generation af forældre, der rager rundt i blinde. Mens vi bliver coachet og terapeuetet og selvudviklet langt ind i helvede, kigger vi undrende på de små væsener, vi har sat i verden. For hvordan skal man være et ordentlig menneske og en god rollemodel for sådan et lille stykke guld? Hvordan kan jeg stole på, at det jeg giver videre er det bedste for barnet? Og er det ikke lige arrogant nok at gå efter sin mavefornemmelse og tro på, at jeg er en god nok mor?

Det er som, om vi bilder os ind at det pletfrie forældreskab findes. Som om vi tror, at hvis bare vi læser alle manualerne, følger eksperternes råd og tygger os igennem 170 sider om at være skolebarn i det nye årtusinde, så vil vores børn aldrig lave en Anna Wahlgren på os – og hvis de gør, kan vi hive skolemanualen frem og med ro i sindet sige: “Det var ikke mig, der fandt på det. Jeg gjorde bare det, der stod i bogen.”

Det gør mig sgu faktisk lidt træt.

med emneordet , , ,

Tusind tak. Tak. Mange tak. Tak skal du have.

Nogle gange gad jeg godt være mindre taknemmelig. Fx i går da jeg blev ringet op af en århusiansk hotelejer. Han ville liiige tjekke op på min reservation, fordi deres it-system havde været nede, så der havde været nogle dobbeltbookinger i Påsken. Samtalen forløb nogenlunde sådan her:

Hotelejer: Så jeg vil høre dig, om jeg må finde et andet værelse til jer på et andet hotel i samme prisklasse.

Mig: Ja, det er meget fint. Tak.

Hotelejer: Nu har du jo booket i centrum, men jeg ved ikke hvor meget du går op i det?

Mig: Nej, eller, det ved jeg ikke, det var bare rart det var centralt, men eller det…

Hotelejer: Og du har booket et værelse med eget bad og toilet, men hvis nu jeg kan finde et værelse i en villa, hvor I skal dele bad med ejeren, går det så?

Mig: Ja, det er da lige meget. Det er superfint. Tak.

Hotelejer: Nå, men så kigger jeg lidt rundt og ser, hvad der kan lade sig gøre. Jeg håber vi kan løse problemet, så du stadig har et sted at overnatte.

Mig: Tusind tak. Det er pænt af dig. Tak skal du have. Tak.

Vi er enige om, at problemet er hans? Og at jeg har købt en vare hos ham, som han ikke kan levere? Og at han nu prøver at tørre et kollegieværelse med fælles bad af på mig til samme pris? Og vi er enige om, at for alt det sagde jeg ikke: “Jeg vil gerne have et værelse på et hotel med bad, sådan som jeg har bestilt det. Om det kan fås i samme prisklasse, er jo lidt din hovedpine.” Vi er enige om, at jeg sagde: “Tak.” Og endda: “Tusind tak”?!?!

med emneordet , ,

Man kan godt blive lidt træt (og gammel)

Tillad mig at sige noget om afhængighed, ny teknologi og menneskets forfald efter Politiken og TV2 i dag har fortalt os, at ikke mindre en 2.000.000 danskere nu ejer en smartphone. Og det er vist nok noget, vi skal være bekymret for, for det betyder at vi hele tiden er online, og at det er bekymrende, fordi vi så ikke er rigtig til stede i den virkelige verden, og til sidst får vi stress, fordi vi hele tiden sidder med snuden i skærmen.

Det er forfærdeligt, ikke? Fællesskabet, interaktionen mellem mennesker, er under pres. Det samme er tankeflugt og dagdrømmeri, fordi vi hele tiden holder os beskæftige med internettet og den slags. Kaos venter. Og sammenbruddet. Sædernes forfald.

Eller det kommer så an på, hvem du spørger. En 50+ stressforsker af en art, vil helt sikkert give dig ret. Det gjorde han i hvert fald på Tv2. Men de unge, de siger sådan:

Vi ’surfer’ ikke, og internettet er for os ikke ’et sted’ eller et ’virtuelt rum’. Internettet for os er ikke noget, der befinder sig uden for selve virkeligheden. Nej, det er en del af den: et usynligt, men konstant tilstedeværende lag, der er forbundet med det fysiske miljø. Vi ’bruger’ ikke internettet, vi lever på internettet og i forlængelse af det. Hvis vi skulle fortælle jer vores Bildungsroman (’dannelsesroman, red.), måtte vi først forklare, at der findes et naturligt internetaspekt i alle de oplevelser, der har formet os. Vi indgik venskaber og fjendskaber online, vi skrev af efter de eksamensopgaver, vi fandt på internettet, vi planlagde fester og studieforløb online, vi forelskede os i hinanden på nettet, og vi slog op på nettet. Webbet er for os ikke et nyt stykke teknologi, vi har skullet lære, og som det efterhånden er lykkedes os at beherske. Webbet er en proces, som foregår kontinuerligt, og som løbende forvandler sig for vores øjne og forvandler sig med os og gennem os. Teknologier dukker op og bliver afløst af nye; hjemmesider konstrueres, blomstrer op og forgår igen. Men internettet fortsætter, fordi vi er på nettet og kommunikerer med hinanden på måder, der falder os naturlige, og som er mere intense og effektive end nogensinde før i menneskehedens historie.

Resten af artiklen kan du læse i Information

Og jeg siger dette: Lad os nu ikke falde i den fælde en gang til. Stor var opstandelsen den gang i et andet årtusinde, da selve BOG-EN, den hellige bibel, blev afløst af bøger. For hvordan skulle det nu ikke gå, når folk kunne udsættes for uendelige udlægninger af verdens beskaffenhed uden præstens mellemkomst?

Nå, men alt dette bare for at sige, at jeg bliver lidt træt, når os, der stadig kan huske, hvordan det var at skrive 3. g-opgaven ind på skrivemaskine, og hvordan det var at være på internettet med et modem, går i koma over, hvor farlige de nye apparater er.

Og jo, der kan sikkert findes eksempler på børn, der er blevet mærkelige af computerspil, og unge, der har gjort sindssyge ting, fordi de hørte en sang i radioen og ikke helt kunne finde ud af hvad der var fiktion og virkelighed (eller der var måske mest i 1990’erne det var på mode). Der kan sikkert også findes eksempler på voksne, der er vokset sammen med deres smartphone og så kan vi kalde det en form for afhængighed og sygeliggøre dem.

Men prøv-nu-lige-hør-her. Det går over igen. Verden er ikke ved at falde fra hinanden (og hvis den er, er det i hvert fald ikke internettet og mobiltelefonernes skyld). Det er bare os, der ikke er vokset op med internettet, der skal lære at slappe lidt af. Se muligheder fremfor begrænsninger. Halvfyldte glas i stedet for halvtomme. Ikke?

med emneordet , , , ,

Hvor var det lige det gik galt for fløjlshandske-generationen (dig og mig)?

Nyhedsbrev fra børnehaven. Og jeg peger ikke fingre ad pædagogerne, men ad mig selv (og lidt ad dig, der står bag mig i kyssekøen).

Kyssevinduet er et begreb i det hvide hus.

Børnene bruger vinduet til at tage afsked med deres forældre. Det er rigtig godt at der er en tydelig afsked, så alle ved at nu er der sagt farvel.

Kyssevinduet er desværre anbragt så det ikke er muligt for børnene selv at kysse farvel i vinduet. Vinduet er så højt oppe, at en personale er nødt til hjælpe, for at barnet ikke risikerer at falde ud og slå sig. Det betyder at der bliver brugt meget af personalets tid med at hjælpe ved vinduet, og vi er derfor nødt til at forlade de børn vi laver noget sammen med. Det er en vigtig del af vores pædagogiske arbejde at være nærværende, og det er vi ikke, når vi gang på gang er nødt til at gå til kyssevinduet.

Selvstændighed og det at kunne tage afsked og sige farvel er en vigtig del af udviklingen, og flytningen af ”kyssevinduet” giver det enkelte barn mulighed for ”at kunne selv”.

Personalet vil desuden  gerne slippe for den megen kulde og træk der kommer fra det åbne vindue.

Vi vil derfor afskaffe kyssevinduet. Børnene må selvfølgelig gerne kysse farvel, selvom det ikke kommer til at foregå ved vinduet. Når børnene har kysset farvel, kan de vinke til deres forældre fra vinduet på fiskestuen.

Når vi bruger vinduet på fiskestuen giver det de ældste børn mulighed for at tage afsked uden at skulle bruge hjælp fra en voksen. og personalet kan følge med i hvordan det enkelte barn klarer afskeden. Bliver der brug for hjælp er vi ikke ret langt væk, og kan derfor hurtigt komme og hjælpe de børn som får brug for det.

Du kan godt høre det, ikke? Det her er jo ikke skrevet til forældre, fordi det bliver svært for børnene, men fordi pædagogerne ved, at det bliver rigtig svært for forældrene. Og det bliver svært, for de afskedsseancer, der lige nu finder sted i kyssevinduet (hvor jeg mere end en gang har stået i kø for at kysse farvel), overgår alt, du nogensinde har set i Slap The Pony’s bizarre univers.

Kys-kys, gir du lige mor et stort kys, sådan ja, også et kram [som får barnet til halvvejs at falde ud af vinduet], ja og så lige et kys mere, og god dag lille trolde-pusse-nusse-superman, kys-kys, farveeeellll, mor kommer snart igen, ikke?

Jeg ved det, jeg står der jo for faen selv hver morgen, mens mit barn hænger ud af vinduet med en hale af ventende børn bag sig. Christ!

med emneordet , ,

Månedens gæst

Nå, men så sagde vi jo, at jeg begyndte at blogge igen. Og skrive jævnlige indlæg. Ikke fra Burma, vel? For det er jo et forlængst overstået kapitel. Kan knap huske hvornår jeg kom hjem. Men fra hverdagen – som den sidste uge har været så fuld af influenza, at jeg på et tidspunkt var overbevist om, at jeg ville dø af den ondsindede hjernemalaria. Det er det der sker, når man begynder at frekventere netdoktor.dk kl. 02 om natten, mens hele ens krop sitrer af feber.

Men altså som du ser. Jeg er her stadig. Næsten virusfri og men stadig ikke på kaffe. Og i morgen, så begynder jeg igen. At blogge. Og sige noget sjovt om hverdagen. For den er jo sjov, ikke? Mega-sjov. Just wait and see…

med emneordet , ,

Bilka og mig – we’re on a break

Jeg får hjertebanken allerede mens jeg parkerer bilen på  parkeringspladsen. Når jeg støder ind i den første kran af en indkøbsvogn begynder jeg at svede. Og derfra går det så egentlig bare ned ad bakke. Konklusionen er egentlig meget enkel: Jeg hader Bilka. Virkelig hader. Det er shopping, når det er værst. Virkelig. Og 10.000 kr. spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor jeg så ikke bare bliver væk?

I dag fordi jeg var på jagt efter et kamera. Sådan et der kan tage billeder, så man skulle tro, at jeg nærmest var sådan lidt professionel fotograf-agtigt. Problemet er, at jeg ikke helt er villig til at betale, hvad det koster. Og så var der sådan et fint tilbud i Bilka. Og siden det nu var så længe siden, jeg havde været der sidst, og jeg kunne skulle have den ene, meget konkrete ting, kunne det vel ikke være så slemt endda.

Jeg fandt kameraet og tog en pseudosnak med ekspedienten (elsker du ikke bare, når de står og læser op af brugsanvisningen, fordi de om muligt ved endnu mindre om det, de sælger, end du selv gør). Jeg ville fx gerne vide noget om, hvor mange billeder der kan være på et 8 GB-kort (og jeg ved godt, det afhænger af både vind og vejr og størrelsen på de billeder, du tager, men altså…). Fint svar der: “Vi sælger mest 8 GB, så der må alligevel kunne være en del billeder på!” Og til spørgsmålet om batteriets levetid (og jeg ved godt, det afhænger af både vind og vejr og størrelsen på de billeder, du tager, men altså…): “Altså sidste år havde jeg sådan et lommekamera med på sommerferie i Spanien, og der ladede jeg det måske op hver anden dag, så det kan alligevel holde sådan rimelig længe!”

Selvfølgelig endte det med, at den kunde, der stod bag mig, vidste en masse om spejlreflekskameraer og gennemsnitlige antal billeder og batterilevetider og sådan. God vejledning fra den kant. Mens pigen med den afskallede neglelak stod og bladrede i brugsanvisningen.

Så jeg var fortrøstningsfuld og besluttede mig for kamera, det populære 8 GB kort og en taske. The works. Der gik noget tid med at klemme  brugsanvisningen tilbage i plastikposen, så jeg kiggede lige lidt på nogle headsets imens. Og så skete det, der ikke må ske, når jeg har overvundet mig selv og er gået i Bilka: “Hej [hvad sker der for det der med stikke hovedet lidt ind foran en, som om jeg allerede har glemt, hvem hun er]. Jeg kan se, at vi først får kameraet på lager i morgen, men så kan du jo bare komme forbi og hente det der.”

Til det er der at sige:

1) Nej, det kan jeg ikke, for i morgen sidder jeg i en flyvemaskine, og 2) Selv hvis jeg ikke sad i en flyvemaskine, så kører jeg ikke 30 km for at re-entrere indkøbscenter fra helvede. Jeg har kun et skud i bøssen, hvis ikke jeg skal hentes i ambulance og køres direkte på intensiv.

Så derfor tilspørger jeg dig, Hr. Mærsk Mc-Kinney-Møller: Hvad faen skal vi med store grimme blå varehuse fulde af varer, hvis I alligevel ikke vil sælge mig andet end 5 flasker ketchup for en hund?

Nå, men jeg er jo i øvrigt på vej til Burma om 24 timer. Kamera eller ej. Det er jo noget med shorts og bare tær og reporter in real life. Og de billeder, man har inde i hovedet, er der jo aldrig nogen, der kan tage fra en. Vel?

med emneordet , , , , ,

Bonuskunde – nu med guldkort

Jeg har lige fået ikke bare en, men hele to mails fra Magasin. I den første ønsker de mig tillykke med mit Goodiekort, som jeg vil få tilsendt snarest (kortet fik jeg for et års tid  siden ifm. en kampagne i Magasin). I den anden mail får jeg at vide, at jeg kan handle i Magasins webshop med eller uden mit kort. Total topbonusguld-agtigt.

Begge mails fortæller mig, at det er meget fordelagtigt at være udstyret med et Bonus-Goldie-Goodie-kort. Fx ved jeg nu, at de hver måned trækker lod om et gavekort til Magasin blandt alle Goodie Kort-ejere (vist nok kun hvis jeg husker at bruge mit kort, når gør mine (ugentlige?) indkøb i stormagasinet).

Derudover ved jeg også nu, at de ikke belemrer mig med mails, men sender dem samlet en gang om året. Der er både smart og. Og så får jeg i øvrigt 10% på Magasin Chokolade. Det er selvfølgelig også noget. Og måske den egentlige årsag jeg overhovedet belemrer dig med en fortælling om mit Goldie Hawn Kort.

med emneordet , ,