Som altid når det ser sortest ud, kommer den dejligste dag sendt fra himlen med søde og glade børn. Og i dag også gode råd, som jeg takker ærbødigst for. Så mange søde mennesker ude i verden.
Et par gode links og bogtips om det der med at være og have et sensitivt barn lige til at dele:
- Sensitive balance
- Særligt sensitive mennesker af Elaine Aron
- Forældre indefra af Daniel J. Siegel og Mary Hartzel
Men også en mail fra facebook-ven med med rigtige gode nuancer, fordi hun så lige er en slags psykolog oveni.
Hendes pointe er den vigtigste, og det jeg bliver ved med at sige til mig selv; nemlig at selvom jeg nogle gange tænker, at det ville være rart med et eller andet mærkat at sætte på det lille temperamentsfulde og energiske barn, så løser det jo ikke problemet. Hun bliver jo ikke nemmere at håndtere i de ekstreme situationer, fordi vi kalder det et eller andet. Men det rare ved mærkater er, at de fjerner en del af ansvaret fra mig. Altså hvis hun nu er en lille smule aparte, så er det jo ikke helt så meget mit ansvar, vel?
Alligevel står vi tilbage med status quo: Et barn, der brager ud i verden, tager alting ind og til sidst, når hendes hjerne brænder sammen, udfordrer sine omgivelser med energiudladninger, der kunne løse en betragtelig del af fremtidens behov for alternativ energi.
Lige siden hun var helt lille, har hun grådigt suget verden til sig. Det gør hendes bror også, men den helt store forskel er, at han indimellem trækker sig tilbage, lukker alting ude og leger. Miss Carla lukker aldrig af, men tager bare ind og ind og ind, til der ikke kan være mere.
Det er oplagt, at vi måske skulle være bedre til at skåne hende. Til at udsætte hende for færre indtryk. Men det passer bare meget dårligt med mit temperament, og på de gode dage giver det hende også en masse udfordringer og oplevelser, som jeg tror på er gode for hende. Samtidig tænker jeg faktisk også, at ligesom hendes lillebror ofte skal presses lidt for prøve nye situationer af, så gør vi hende en tjeneste ved at lære hende at håndtere de situationer, hvor hun koger over. Det kræver bare overskud. Temmelig meget faktisk. Og nogle gange er jeg ligeså flad, som hun er hysterisk, og på de dage (som i går fx) er det svært lige at finde den overskudsagtige mor frem.
Men ved I hvad? I hele den lange facebook-mail var jeg allermest glad for sætningen Hun bliver sgu helt sikkert en dejlig voksen. For i virkeligheden er det jo det handler mest om. Så prøver jeg lige at mønstre lidt mere mor-mod ved at spare op af dage som i dag.