I morges redte hun selv sit hår og lavede en hestehale. Sådan en pæn en, der er redt sammen med børste og sirligt samlet med en elastik. Hun strøg selv det lidt for lange pandehår væk fra øjnene og satte det fast med et spænde. Og hendes tøj matchede – ikke meget gipsy tilbage i det barn.
Nu er hun en af de store i børnehaven. En af de ældste. Dem, der taber tænder, og som ikke længere har basun-englekinder.
Jeg forstår fandme godt, hvorfor forældre tuder, når børnene starter i skole. For der mister vi dem jo sådan rigtigt første gang. Der holder de op med at blive passet på dagen lang. Der udfordrer jungleloven civilisationen, og der bliver de rigtige små mennesker, der skal præstere i virkeligheden. Ikke flere perleplader og mudderkager som lovligt tidsfordriv.
Jeg har et år og 390 madpakker endnu. Til at kramme et barn, der alligevel aldrig har været et krammebarn. Til at give slip og øve mig i at vinke farvel sådan rigtigt. Aih ok, ikke rigtigt, vel? For det er jo først når hun pakker sin rygsæk og rejser til Indien og ryger sig skæv og roder rundt med australske surfertyper og sover på interimistiske hoteller, at jeg for alvor siger farvel. (Og så skal du høre mig pive.)
Men altså inden vi når så langt, så er der lige noget alfabet og nogle tabeller, der skal læres (foruden alt det andet). Og sammenlignet med rejsen til Indien er det alligevel til at tage og føle på. I første omgang får hun vel brug for nogle til at øve 9-tabellen med – selvom jeg indrømmer, at jeg måske ikke er det mest oplagte valg til lige præcis den opgave.
Kun sandheden 