Så nu står vi her. Politikerne ønsker, at lærerne stik i mod, hvordan arbejdsmarkedet ellers udvikler sig, skal holdes lidt mere i ørerne. De er åbenbart de eneste mennesker, vi ikke tror på kan håndtere det grænseløse arbejdsmarked, selvom de har været en del af netop det længe før det blev et fænomen.
Vi har besluttet os for, at PISA-tests og enhver test i det hele taget er sandheden, og dokumentation er godt, for når vi dokumenterer så ved vi præcis hvad vi bruger tiden til – og hvad vi får for pengene. Nok så vigtigt. Ikke en krone må gå til spilde, ikke et barn må tabes på gulvet, selvom der ellers faktisk er lige præcis dokumentation nok for, at flere tests og flere timer ikke nødvendigvis hjælper dem, vi påstår at ville hjælpe (med mindre man som Antorini vælger at læse resultaterne bagvendt).
Problemet er, at tidens dokumentationsliderlighed betyder, at vi cykler rundt i et evalueringshjul som en rundtosset hamster, der ikke længere kender forskel op og ned. Det er i hvert fald sådan jeg oplever det, når jeg ser, hvad lærerne (og eleverne) i 0. klasse skal trækkes igennem før de er klar til at mødes med os, forældrene. Dokumentationstyranniet går forud for alt andet. Det her er to-do-listen til 2. forældresamtale på Miss C’s skole, 50+ elever, 2 lærer, i (undskyld gentagelsen) 0. klasse:
- De børn der har behov for det gentestes i sprogvurderingen
- PSV-test, psyko-social vurdering
- Undervisningsmiljøvurdering
- DLB-test, dansk, lyd og bogstav
- Skydeskiven, som er et evalueringsmateriale I laver med jeres børn
- Ny matematikprøve
- Elevsamtaler
- Alle trådene samles i elevplanen som udfyldes og sendes til jer.
Vi er enige om at børnene på tidspunktet for forældresamtalerne i april har gået i skole i 8 måneder. Og de er allerede i gang med en mio. tests, som tager tid fra det vi ellers gerne vil fokusere på, undervisningen, den fælles indsats, så de kan blive benhårde til at stave og læse og regne, fordi det åbenbart er de eneste færdigheder der gælder i den virkelige verden, hvor man ikke ligger samfundet til last. Og vi er enige om, at vi i vores tro på dokumentationen og testens hellige haller ender vi med at tage ansvaret fra lærerne. I modsætning til alle andre professioner tror vi nemlig ikke rigtig på, at de er gode til det de laver, og at de er i stand til at vurdere (uden at psykoteste hvert eneste freaking elev) om et barn trives, har fået hul på de faglige færdigheder og i det store og hele bare er godt i gang med at finde ud af hvad det der skoleliv går ud på.
Jeg ville ønske netop det var formålet med det første år i skolen, at lære at gå i skole, at lære at trives, at lære at navigere i en ny og uhåndgribelig verden. Jeg ville ønske vi troede på lidt mere på lærernes faglighed (og blandede os mindre i den måde de tilrettelægger deres arbejde på), men mest af alt ville jeg ønske, at vi troede lidt mere på børnene og gav dem lidt mere plads til at lande og finde sig til rette og tage tingene i deres eget tempo (både det hurtige og det langsomme), for måske ville det faktisk give mere plads til at løfte i flok og række en ekstra hånd ud til dem der har brug for det.
Jeg formoder, at resultaterne af testene ikke overrasker lærerne synderligt. De kender trods alt børnene og er sammen med dem mange timer hver dag. Men først må vi ensrette og teste og dokumentere, sætte det hele ind i fine, snorlige skemaer, der kan sammenligne og benchmarke. Vi siger det handler om resultater, men i virkeligheden handler det om mistillid til de lærer, som vi (som samfund og system) har været med til at uddanne til netop at være fagligt og menneskeligt kompetente eksperter i børns uddannelse. Se, det er en skandale, som vi burde tage os af først og fremmest.
Kun sandheden 