Tag Archives: børn

17. juli 2010
5 kommentarer
Farmorbørn, Orlov

Velbekomme!

Hele familien er ved at dø af sult, og i øvrigt regner det, så vi skal også hjem og have vasketøjet ind. Altså, det ka godt være vi er sluppet for madpakkerne, men jeg skulle hilse og sige, at tøjet stadig ikke vasker sig selv – og jeg mener hilse, for ligesom derhjemme er det ikke min kernekompetence. Den lille ekstra bonus ved livet i en camper er i øvrigt, at hverken det, man skylder ud i toilettet eller i vasken, forsvinder af sig selv, så der er en lille frisk opgave for de modige – indtil videre heller ikke der jeg har trukket det store læs. Til gengæld laver jeg altså mad, ik?

Eller det gjorde jeg i hvert fald i dag. Til en hundesulten familie. Dækkede bord med lynets hast. Fik familien samlet om bordet, og så begyndte kaos at brede sig. En ka ikke li pestoen. En æder al sin skinke og insisterer på at få mere. En vil have noget at drikke. En vil ikke ha mere. En kravler ned under bordet. En tegner pestomønstre på vinduet. Og så langt om længe lykkedes det mig at få mad på min tallerken. Men da jeg begynder at spise ser det sådan ud:

med emneordet , , , ,
12. juli 2010
4 kommentarer
Farmorbørn, Orlov, The kids

Forberedt til tænderne

I dag blev jeg færdig med Erland Loes faktiske ret morsomme bog Doppler om en mand, der skrider fra sin familie og flytter ud i en skov, hvor han bliver ven med en elg. Doppler kan ikke rigtig finde ud af det der med mennesker og sociale relationer og har i det hele taget fået nok af sit kompetente liv.

Og netop i dag kl. 11 overvejede jeg at gøre som Doppler og begynde et nyt liv i den tyske Wald – helt alene eller bare Casper og jeg, men i hvert fald helt og aldeles uden børn. En halv time tidligere kulminerede de seneste 36 timers inferno af konflikter og grænsesøgende børn i et kæmpe drama på Nürnberg Hauptbahnhof med Carla i leading role.

Min klarsynede mand havde helt ret i, at kun hvis jeg havde valgt et fodboldstadium under VM, havde jeg haft flere publikummer til optrinnet.

Ude fra må det have set ud som jeg var begik et større overgreb på mit modstandsdygtige barn, som jeg stod der og holdt hende fast, mens hun skreg af sine lungers forbavsende overvældende kraft – udmærket akustik på den banegård i øvrigt.  Lille Miss Carla (som lige der ikke føltes så lille endda) sparkede og slog og hendes hår strittede demonstrativt i alle retninger. Læg dertil en frisk formiddagstemperatur på 35 grader.

Bagefter, da jeg endelig turde give slip på min barn og tro på, at hun ikke ville løbe hele vejen tilbage til Berlin, skulle vi købe frugt i butikken over for vores selvbestaltede scene midt i centreret. Frugtdamen kiggede på Carla med store øjne og sagde: “Nåhr, lille baby.” Say what?!?! Hvorfor fanden er der ikke nogen, der nåhr’er mig for at have fået et efter sigende helt almindeligt barn med et ualmindeligt stort temperament?! Eller for at have spillet totalt fallit som forældre?

Måske er det fordi jeg slår så mange knuder på mig selv i løbet af sådan et døgn, hvor vi prøver nye metoder, tager nye dybe indåndinger og henter nyt overskud ingen steder fra.  Inden vi tog af sted, var jeg helt klar på, at det ville kræve noget tilvænning for os alle sammen at være af sted og sammen, men for at være ærlig var jeg faktisk ikke forberedt på de her 36 timer, hvor også lillebroren er vågnet op til dåd og fejrer sine snart tre år med at skide højt og flot på alt, hvad hans forældre siger.

Så da vi kom op af banegårdsdybet, var jeg sgu rimelig tyndhudet og måtte lige gå en tur rundt om bygningen og skylle efter med en liter vand. Ny dyb indånding og 1½ times leave fra familie-udfordringen, og så prøver vi igen. Men jeg håber eddermame, der er tale om tilvænning for ellers sætter jeg børnene til salg på Gul & Gratis sammen med alt det andet babyudstyr. Kan afhentes plejer at være nok til, at der dukker nogle villige aftagere op rimelig hurtigt – og så skal I bare se os holde ferie som i gamle dage…

med emneordet , , , ,
10. juli 2010
Skriv en kommentar
Orlov, The kids

Caaaaaaaaarlaaaaaaaaaaaaaa!

Hej. Jeg hedder Suzette. Jeg er dansker, og jeg råber af mine børn. Troede ellers kun det var de der underskudsforældre, som er alt det, jeg ikke er (vil være). Dem, hvor man liige klapper sig selv og hinanden på skulderen og siger: Det kan da godt være, jeg ikke altid er den fedeste mor i hele verden, men det mindste er jeg ikke som dem – hele tiden.

Nå, men det var så indtil jeg kom til Berlin med mine børn og stod på en legeplads og lige ville forhindre Halfdan i at skubbe sig foran i køen til sørøverskibet. Jeg var ikke en gang sur eller noget. Jeg hævede bare stemmen for at være sikker på, at han kunne høre mig. Og det der var ment som en venlig henstilling, kom nu til at virke som en lussing, da alle legepladsen mødre og fædre vendte sig rundt og kiggede på mig.

I det øjeblik gik det op for mig, at selvom klokken var fire om eftermiddagen, og legepladsen var fuld af børn, var der ingen der råbte – hverken børn eller forældre. Børnene legede helt stille – altså med undtagelse af mine børn, som man hele tiden kunne høre et sted på pladsen, når den ene råbte til den anden: “Carla, se mig!” eller “Haaalfdaaan, jeg er herovre.”

Imens sad de tjekkede berliner-forældre i skyggen og lignede nogen, der havde al det overskud i verden, som jeg så tit har ønsket mig. Nogle af mødrene sad ligefrem og læste – altså ikke skimmede, men læste som i fordybet – i et blad, mens børnene løb rundt som de mest provokerende harmoniske væsener.

I går nåede jeg kun at råbe “CASPER”, før alle øjne igen hvilede på mig, og jeg følte mig tvunget til at lette mit korpus for at gå hen og bede ham tage en flaske vand med i stedet for – som jeg plejer – at kaste min ord ud i det offentlige rum med spredehagl.

Så nu prøver jeg at gå foran med et godt eksempel – man må jo bræge som de får, man er i blandt. Dog noterer jeg mig, at børnene desværre ikke er så gode til at kopiere mig, som de plejer at være (måske fordi det også er lidt svært for mig at holde op med at hæve stemmen – det skete fx så sent som i går under kombinationen overtrætte børn, der nægter og sove i toværelseslejlighed, hvor der 35 grader, mens mor drømmer om verdens koldeste cola). Måske taler vi virkelig long term damage med alt det råberi de er blevet udsat for, men det skal ikke forhindre mig i at indgyde lidt tysk stilhed i mine børn  alligevel.

Om ikke andet for at minimere mængden af undrende, ok måske snarere misbilligende blikke, når ens datter går amok og skriger sine indvolde ud på offentlig plads lørdag morgen…

med emneordet , ,
3. juli 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden

Det vigtigste spørgsmål

Øh, er det bare mig, der tænker at det er mærkeligt, dårligt planlagt eller bare ubelejligt, at Tour de France stopper inden VM er slut, og at der også kører noget tennis ved siden af? Altså jeg er ikke ligefrem vokset op i en sportsinteresseret familie – to say it the least – men det er min kæreste, og jeg forstår, at man er rigeligt hængt op når man både skal se, om Tyskland tar guldet, hvordan Lance Amstrong klarer sit comeback, ærgre sig over, at Wozniacki allerede er ude OG holde sommerferie samtidig.

Nå, men om ikke andet glæder jeg mig over, at Miss Carla i dag spurgte: “Hvorfor er der ikke nogen piger med i det cykelløb?” og “Hvorfor spiller pigerne ikke fodbold?”

That’s my girl – og så tog vi lige første lektion om køn og magt og medier, og det føltes egentlig helt godt at give hende lidt kampgejst med på vejen. Ja, faktisk var det så god en snak, at jeg næsten har glemt dagens første spørgsmål: “Hvorfor hænger dine bryster?”

med emneordet , , ,
1. juli 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn

Så er det godt

Egentlig skulle børnene først komme hjem i morgen. Jeg havde sådan set lyst til at hente dem i går, men så er det bare med at tage sig sammen.

Det er jo latterligt, at man kan glæde sig så meget til tid alene, og når der så er gået 48 timer føles det som om der er gået 4 år, og man savner de små terrorister så meget, at man ender med at sidde og kigge alle billeder fra de blev født igennem – og så sender man lige en forsigtig sms til sin mor. Egentlig fordi man håber hun sender verdens længste sms tilbage om alt, hvad de har lavet og sagt siden de sagde farvel til deres mor. Desværre skriver hun bare. “Vi har det godt. Vi hygger.”

Men altså egentlig skulle de først hjem i morgen, men så ringede min mor og sagde, at den lille guitar hero var begyndt at savne sine forældre (eller sagde hun bare mor?) rigtig meget. Jeg var lige ved at begynde at tude. Nåhr, lille fyr. Luftkrammmmm – og så kørte faren af sted mod Djursland  for så skal barnet da hjem til sine forældre, og om en time lander de her – i krammeland, og jeg har seriøst overvejet om de begge to kan ligge i dobbeltsengen i nat, så jeg kan få det bedste ud af dem, inden de vågner i morgen og laver ballade og er pisseumulige, fordi det er den eneste måde de kan finde ud af at sige, at de har savnet os lige så meget, som vi har savnet dem. Eller forkert… for Miss Carla brokkede sig selvfølgelig over at blive hentet før tid og synes nok hun kunne blive og sove, og så kunne vi komme efter hende i morgen. At your service.

Jeg synes aldrig jeg helt kan kende børnene når de har været væk – jeg kunne heller ikke kende deres stemmer i telefonen her til aften. Det er som om de er blevet større, rundere, mere sig selv, mens de har været væk, så nu sidder jeg lige og genkender dem lidt inden de lander.

Enough is enough. Nu skal de bare komme hjem – og så skal jeg give dem familiesamvær, kram og kvalitetstid til de skriger af skræk.

med emneordet , , , ,
28. juni 2010
1 kommentar
Farmorbørn

It’s oh so quiet

I går aftes afleverede jeg børnene her – i sommerhus med mine forældre og deres kusiner, fra søndag til fredag

Imens er jeg her. Og prøver at håndtere friheden, som i fem fulde døgn uden tidlige morgener, faste spisetider og skiftebleer. Og uden historier fra en anden planet, uden glædesskrig og uden spontane kram.

Det skal nok gå. Jeg tager et par dage til København for ikke at blive helt overvældet af stilheden herhjemme…

med emneordet , ,
26. juni 2010
1 kommentar
Farmorbørn, Orlov

Godt det blev weekend

Puha, det der orlovshalløj var seriøst ved at ligne en badeferie – selvom jeg var alene hjemme med børnene fra onsdag til fredag, var jeg ikke i nærheden af at drømme mig tilbage på arbejdet. God tid til at komme ud af døren med hjemmebagte, lune boller til vuggestuefarvel og børnehavepågensyn og til at rydde op i kælderen og til at spise frokost med veninder og til at hente som smilende totalt afslappet mor. Det blev sgu næsten for meget af det gode.

Men så blev det weekend, og nu er alt igen ved det gamle; forhandlinger om, hvem der tager lortebleen, og hvor grænserne går, og børn, der skændes om legetøjet og løser alle konflikter ved at skubbe, slå eller sladre. Og som ikke vil sove, fordi de har det for varmt, vil læse en anden bog eller bare vil have selskab at falde i søvn til.

Så til alle jer, der synes det lyder superskønt med så meget farmorogbørn-tid og drømmer om at gøre det samme: Velkommen til virkeligheden! Orlov er jo bare en form for fuldtidsweekend – og måske har du glemt, at det faktisk kan være helt befriende at aflevere børnene i pædagogernes varetægt mandag morgen. Men her er ingen mandage. Kun lørdag og søndag og lørdag og søndag og lørdag og søndag og lørdag og søndag og lørdag og søndag og lørdag og søndag…

med emneordet , ,
24. juni 2010
3 kommentarer
Farmorbørn, Orlov

Pottetræning

Udover jeg skal sælge ud, tage sol og drikke kaffe under orloven, så er det også et erklæret mål, at Halfdan skal stoppe med at bruge ble henover sommeren. Således tændt af den hellige pottetræningsild har jeg de sidste to dage taget bleen af barnet, når han kom hjem fra vuggestuen – det er jo det, man gør, ikke?

I går gik det rigtig fint, altså indtil han sad i sækkestolen og sagde: Nu tisser jeg. Herligt at sækkestolen tilsyneladende er lavet af vandafvisende stof, så det hele samlede sig som en lille sø på gulvet.

I dag vejrede jeg allerede morgenluft, da drengen kom løbende gennem stuen, mens han råbte: Jeg skal tisse. Jeg skal tisse! Tænk, at han allerede kan sige til… Han nåede godt nok at tisse i to par underbukser, men hey hvor der handles, der spildes. Lige inden nattøjstid lavede han så en ny sø på gulvet, som hans søster så lige nåede at træde i – det er så en anden af Murphys love; nemlig at det øjeblik en forældre med høj og klar stemme siger: Pas på! Så sker præcis den ulykke, man forsøgte at afværge.

Nå, men så fik han så ble på – og så gik der selvfølgelig lige præcis 1,5 minut, før han sked i bleen. Han har tilsyneladende ikke forstået, at det netop er den del, jeg gerne så henlagt til toilettet. Og nu havde jeg lige som nået grænsen for spontante toiletbesøg, efterfølgende håndvask, våde bukser og optørring. Særligt fordi jeg samtidig forsøgte at rydde op efter aftensmaden, smøre madpakker, tømme opvaskemaskine, opstøve vinterdækkene til bilen og sætte en vask over.

Og hvor var nu det andet barn, mens hjemmet (eller i hvert fald moren) stod på den anden ende? Hun kom ind fra terrassen, hvor hun åbenbart stadig sad og spiste (jeg havde helt glemt, at vi også var igang med at spise aftensmad), og så gav hun mig smørskålen med ordene: Undskyld mor, jeg kom til at slikke på skålen…

med emneordet , , ,
22. juni 2010
3 kommentarer
Mig sagde hunden, Orlov

Orlov dag 2

Kl. 08.35  – behøver jeg sige mere?

P.S. I går hentede jeg børnene kl. 14, og det er sådan set aldrig – ALDRIG – sket før. Med mindre selvfølgelig de ligefrem har været syge, og institutionen har insisteret på, at de skulle hentes.

Og selvfølgelig forstyrrer det, når forældrene møder op i utide – midt i eftermiddagsmaden, og så vil de have børnene med hjem. Og det eneste børnene siger er: Jeg vil ikke med hjem. Jeg vil ud og lege på legepladsen med de andre.

Så nu læner jeg mig tilbage med god samvittighed til en solskinsdag på terassen og lader børnene lege i fred.

med emneordet , , , ,
18. juni 2010
9 kommentarer
Farmorbørn

10 ting, du ikke vidste da du blev gravid 2. gang

  1. At din første barsel var piece of cake, og at du skulle have benyttet dig af det i tide. Nu er der mest af alt dømt arbejdslejr.
  2. At du kommer til at tælle minutterne til din kæreste kommer hjem og afløser dig.
  3. At det kommer til at føles som en ferie at være alene med kun et barn.
  4. At du kommer til at indføre milimeter-diktatur i dit parhold a la hvis jeg skal vækkes 100 gange om natten, så skal min kæreste også – også selvom han ikke kan amme.
  5. At antallet af rynker stiger eksponentielt med, hvor mange timers søvnunderskud du er i.
  6. At du kommer til at servere flere fryseretter, pasta med ketchup og havregryn til dit første barn end du havde drømt om – for overhovedet at kunne få hverdagen til at hænge sammen.
  7. At du er for træt til at tabe dig – mest fordi du har fortjent så meget chokolade for at stå anstrengelserne igennem.
  8. At du indimellem har lyst til at løbe hjemmefra – bare for at få en lille flig af dit gamle liv tilbage.
  9. At du får dårlig samvittighed over, hvor god nr. 2 barn er til at underholde sig selv, og hvor dårlig 2’eren er til at lægge puslespil og svømme og tælle, fordi du aldrig har tid til at lægge puslespil en hel eftermiddag.
  10. At du ikke kommer til at fortryde beslutningen om at få et barn mere, fordi du er for træt til at reflektere over dit liv, mens du er på barsel 2. gang.
med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →