I går sagde Halfdan til mig, at han aldrig vil være voksen. Han siger så meget, den dreng. Det meste af det handler om ridder og røvere og ræve, og om hvordan man slår drager ihjel, og om hvem der skal reddes, og hvorfor elefanten går baglæns, og hvad Robin Hood elsker at spise.
Som den ansvarlige mor, jeg er, taler jeg selvfølgelig med mit barn. Og fordi han nu alligvel kører rundt i samme ridder-røver-ræve-rille, kan nå, hvad gjorde du så og ja, det kan jeg godt se – det ser ret vildt ud og sikke noget og det er godt nok en skør ridder/røver/elefant, den der og ja, det ser meget vildt ud gå til det meste. Og den slags optimering er slet ikke dårlig både mandag morgen og tirsdag eftermiddag.
Da Ridder Halfdan i går bedyrede sin kærlighed til barndommen eller i hvert fald bare sin modvilje mod voksenlivet – forstod jeg ham sådan set godt, for det er unægtelig nogle lidt andre drager, man kæmper med når de værste ridder-tåger har lagt sig, og man i stedet bliver overmandet af almindelig sund fornuft. Og måske var det det, han havde på fornemmelsen, da han sagde: Det er fordi, når jeg bliver voksen, så taber jeg al luften.
Kunstigt åndedræt? Anyone?
Kun sandheden 