Tag Archives: advarsel

26. august 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn

Børnefamilie-attack – jeg beklager! Tror jeg?

Gad vide, hvor den der genetiske defekt ligger, som betyder at alle børnefamilier – eller ok, så mange, hvis du og din familie undtagelsesvis er helt anderledes… men altså hvor ligger mon den defekt, som betyder, at vi synes det er helt ok at kolonisere et sted med os selv, vores afkom og alt vores uundværlige emergency-gear uanset om det er en togkupe, et venteværelse eller en cafe?!

En stor del af min første barsel (oh, salige fortid fuld af endeløse timer og sommer med sovende baby) tilbragte min ligeledes barslende veninde og jeg på cafeer med lifte, stofbleer, lortebleer, dingleting, solbriller og babygråd. Spredt med rund hånd rundt i lokalet selvfølgelig… og uden den mindste antydning af dårlig samvittighed. Vi har sgu også ret til at være her! Vi har faktisk fortjent at sidde og hænge på din cafe hele dagen, fordi vi er trætte og har brug for at lade som om livet er en lille smule som før.

Det var dengang. Efterhånden har jeg helt glemt, hvorfor jeg gør. Det sker ligesom bare. Vi kommer ind ad døren med det lille cirkus. Stiller klapvogn inden for døren med et styk sovende barn. Bestiller kaffe og noget at drikke til børnene, som det helt sikkert lykkes os at spilde på bordet. Så trækker vi legetøjet op af tasken, så vi kan få ro til at snakke sammen. Og hvis barn 2 også viser tegn på træthed, synes jeg det er helt i orden, at jeg okkuperer to stole, hvor han kan sove, mens far og mor læser og drikker mere kaffe.

Du ved godt, hvad jeg mener, ik? Og så har i dag jo på en måde været en stille dag, fordi børnene ikke kastede sig ud i en 2010-udgave af Flashdance midt på gulvet eller legede Kongens Efterfølger med tjeneren.

med emneordet , , ,
21. august 2010
Skriv en kommentar
The kids

Husk nu hunden

I en uges tid har børnene leget en leg med en tom 1½ l vandflaske og en snor. Det er noget med, at flasken er en hund, og så trækker de hunden med rundt på campingpladsen og gir den mad og lægger den til at sove. Og det foregår på den der lidt maniske måde, hvor man under ingen omstændigheder må røre ved flasken, fordi hunden jo er ved at spise eller noget.

Kom ikke og sig, at selv danske børn ikke kan lære at få meget ud af lidt, når de er blevet trætte af de otte stykker legetøj, som deres mor har taget med hjemmefra – og som i øvrigt ret hurtigt viste sig at være lige netop det, de ikke leger med.

I går gik begge børn (selvfølgelig) med Casper på toilettet og på vej tilbage lå flasken på græsset.

– Husk lige hunden, sagde Casper (det er den slags, der åbenbart sker når man er forældre; altså at man ender med at kalde en plastikflaske for en hund).

Begge børn kiggede på deres far med store undrende øjne, som kun børn kan kigge helt tomt på deres forældre, mens han pegede på hunden/flasken.

– Aih, det er da ikke en hund. Det er da en flaske! sagde de og løb grinende hen til mig for at fortælle den totalt langt ude historie om deres far, der tror, at en flaske er en hund, når det er jo er åbenbart for enhver, at det er en flaske og på ingen måder en hund…

med emneordet , , , ,
3. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Orlov

Keep on dreaming

Egentlig ville jeg brokke mig lidt over, at indbegrebet af den her tur er, at jeg stort set ikke har nogen privatsfære tilbage. Det kommer der af hele tiden at blive hjemsøgt af børn og så blive forladt igen – helst når jeg sidder på et toilet på en restaurant, og det barn, der gik med for tisse, åbner døren på vid gab, mens jeg sidder stadig sidder på toilettet og efterlader mig der med fri udsigt til restaurantens gæster og buskerne nede om hælene.

Så blev jeg afbrudt af et hysterisk barn i et badeland og fik aldrig publiceret guldkornene. Men derfor skal I jo ikke snydes, så her er lidt daggammelt galde:

Der var en gang, hvor jeg tænkte, at det måtte være en udfordring at sidde på en øde ø sammen med 20 mennesker, man ikke kender, og så lege Robinson Crusoe, men det var så før jeg fik børn – og helt sikkert før jeg tog på tur med to små børn i en autocamper.

Jamen, det er da virkelig flot, at du har løbet nøgen rundt og været vildt sulten på en eller anden sygdomsbefængt ø et sted ud for en kyst i selskab med TV3’s kamerahold, læger og psykologer.

Men jeg når sgu heller ikke at barbere ben, fordi der altid er et barn, der gerne vil med i bad (og så er der selvfølgelig altid et andet, der aldrig vil med, og som hader at få hovedet under vand), og vi har allesammen været skambidte af myg, og ungerne er rådne med jævne mellemrum – ret jævne faktisk. Men her er hverken psykologer til at diagnosticere grænsesøgende børn og forældre, der giver sig af med nyttesløs trussel-pædagogik eller et ø-råd, hvor jeg har mulighed for at stemme den mest irriterende ud.

I stedet foregår det nogenlunde som da vi var på fiskerestaurant forleden. Fint sted, men vi var ikke nervøse, for i Slovenien er børn velkomne alle steder, står der i guidebøger. Så vi sætter os. Halfdan går i gang med at spise bordpynten, og brødkurven med 10 (ti!) stykker brød er tom, næsten før tjeneren har sat den på bordet. Det går også temmelig hurtigt med at få tømt juicen, men det lykkes at få bestilt mad – altså på den der måde, hvor man skynder sig at bestille det første, man før øje på i menukortet.

Så kommer ventetiden… damage control… endelig kom maden. Vi skærer mad ud, skubber stole ind, forsøger at få barnet til at spise bare hver anden bid med gaffel, og før vi ved af det, er børnene færdige med at spise.

Jeg tror nok, jeg fik noget blæksprutte med parmaskinke, og restauranten lå efter sigende meget smukt ned til en flod, og solnedgangen var vist også ok. Tror nok vi var to voksne, men vi nåede ikke rigtig at få talt sammen. Udover det sædvanlige: “Rækker du mig lige vandet?” “Vil du gå med på toilettet med hende?” “Vil du samle hans gaffel op?”

Og det er nok den korteste forklaring på, hvorfor pizza ude eller pasta/pesto-retter hjemme er så populære – eller hvorfor vi bruger dage på kanten (på alle måder på kanten) i et badeland i stedet for at forsøge at drømme os væk i et prisvindende wellness center på den anden side af gaden. I det mindste har vi gemt brochuren til en gang om 100 år.

med emneordet , , , , , ,
29. juli 2010
1 kommentar
Orlov

Sure løg

Ungarn, altså! I morgen ser vi farvel, og min fornemmelse siger mig, at vi aldrig ses igen, dit sure løg. Altså jeg mener, det er jo ikke fordi man altid lander lige i paradis, når man rejser, men der er altid – og indtil jeg kom til Ungarn mente jeg ALTID – en formildende omstændighed.

Ja, bussen kører aldrig til tiden, og menukortet er en joke, når du rammer landende på det afrikanske kontinent omkring ækvator. Men gæstfriheden opvejer så rigeligt alle andre minusser, som at du mere end en gang kommer til at tisse i et stinkende hul i jorden. For du kan altid få en stegt fisk med ris, som smager hæderligt. Og bananerne smager, som bananer skal smage. Og de prøver at tage røven på turisterne, men det ved vi godt, og de ved godt vi ved det, så derfor kan vi grine af det sammen – og lande et sted midt imellem, hvor jeg føler mig mindre tørret, og de stadig får lidt ekstra ud af mit besøg.

Ja, spanierne er eminent dårlige til at tale andet end spansk, men de griner og forsøger med altid at svare på dit spørgsmål også selvom de ikke aner hvad du fabler om – eller hvor du forsøger at komme hen.

Og sådan er der så meget, men Ungarn. Der er bare ned ad bakke hele vejen…

På plussiden tæller, at vi har kørt gennem nogle virke smukke områder (som så ikke lige var den der nationalpark), at pandekagerne er gode, og at her er billigt – ret billigt faktisk, men det opvejer bare ikke at

  • Maden er noget lort. Punktum. Alt hvad der kan vendes i rasp og steges i olie får en tur i den hellige friture; grøntsager, papirstynde schnitzler (til du kaster op), oste, fisk, dej og selvfølgelig alle tænkelige udgaver af kartoffelpulver.
  • Søerne, som de forsøger at tale op som de vilde retreats. Balatonsøen lyder som det ungarnske svar på Vesterhavet med Løkken og hele balladen, men det her er hvad det er: Muddervand med en smuk udsigt.
  • Folk er SÅ sure – eller måske mere ligeglade. Hvis du forsøger at få hjælp, kigger de på dig, helt blanke og vender ryggen til. Seriøst. Hvordan fanden kan man  være turistmekka (for hollændere i hvert fald), og så være så oprigtig ligeglad med god service.
  • Sproget. Hvis de ikke forstår dig (og det gør de så ikke, fordi de øjensynligt ikke har lært mere end tre ord tysk og i hvert fald slet ingen engelsk) – go fuck yourself. Så er der bare skuldertrækken, og det må du selv ligge og rode med. Forsøgte for et øjeblik siden at bestille en ham and cheese-sandwich. Blankt ansigtsudtryk til svar, og så gik hun tilbage til sin disk.

For at sige det kort, så er der bare for meget af det her til min smag:

Så nu lader vi børnene tage en tur mere i mudderpølen, inden vi pakker og kører over grænsen til Slovenien. Hasta la vista – eller bare farvel.

med emneordet , , , ,
16. juli 2010
Skriv en kommentar
Orlov, Sandheden

De rigtige campister

Og hva er nu det? Et billede fra en byggeplads, tænker du måske.

Men næh nej, det er bare vores nye campingnabo, der er ved at flytte ind. Og det beviser jo bare, at under alt det frisind med løsslupne bryster i alle aldre og nøgne veltilfredse (jeg sagde ikke velproportionerede) mandemaver og alle de mange smil og godmorgen, godformiddag, godeftermiddag og godaften, så er campister først og fremmest pedanter – og  vi er indtil videre de glade amatører, der spiser nutellamader og sandwich for 4. dag i træk. Men det er jo ikke nogen garanti for at vi ikke ender i vaterpas-fælden efter to måneder i campingland.

med emneordet , ,
26. juni 2010
1 kommentar
Farmorbørn, Orlov

Godt det blev weekend

Puha, det der orlovshalløj var seriøst ved at ligne en badeferie – selvom jeg var alene hjemme med børnene fra onsdag til fredag, var jeg ikke i nærheden af at drømme mig tilbage på arbejdet. God tid til at komme ud af døren med hjemmebagte, lune boller til vuggestuefarvel og børnehavepågensyn og til at rydde op i kælderen og til at spise frokost med veninder og til at hente som smilende totalt afslappet mor. Det blev sgu næsten for meget af det gode.

Men så blev det weekend, og nu er alt igen ved det gamle; forhandlinger om, hvem der tager lortebleen, og hvor grænserne går, og børn, der skændes om legetøjet og løser alle konflikter ved at skubbe, slå eller sladre. Og som ikke vil sove, fordi de har det for varmt, vil læse en anden bog eller bare vil have selskab at falde i søvn til.

Så til alle jer, der synes det lyder superskønt med så meget farmorogbørn-tid og drømmer om at gøre det samme: Velkommen til virkeligheden! Orlov er jo bare en form for fuldtidsweekend – og måske har du glemt, at det faktisk kan være helt befriende at aflevere børnene i pædagogernes varetægt mandag morgen. Men her er ingen mandage. Kun lørdag og søndag og lørdag og søndag og lørdag og søndag og lørdag og søndag og lørdag og søndag og lørdag og søndag…

med emneordet , ,
22. juni 2010
3 kommentarer
Mig sagde hunden, Orlov

Orlov dag 2

Kl. 08.35  – behøver jeg sige mere?

P.S. I går hentede jeg børnene kl. 14, og det er sådan set aldrig – ALDRIG – sket før. Med mindre selvfølgelig de ligefrem har været syge, og institutionen har insisteret på, at de skulle hentes.

Og selvfølgelig forstyrrer det, når forældrene møder op i utide – midt i eftermiddagsmaden, og så vil de have børnene med hjem. Og det eneste børnene siger er: Jeg vil ikke med hjem. Jeg vil ud og lege på legepladsen med de andre.

Så nu læner jeg mig tilbage med god samvittighed til en solskinsdag på terassen og lader børnene lege i fred.

med emneordet , , , ,
14. juni 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden

Jeg skal gi dig numse

Ok, muligvis lidt plat. Men helt ærligt kan man andet end at elske tyskerne for deres ligefremme kommunikation på tværs af landegrænser. Nu også i Newcastle.

Værsgo at tage plads!

med emneordet ,
12. juni 2010
4 kommentarer
Mig sagde hunden

De kloge mødre

Da jeg var højgravid, var jeg til fødselsdag med en masse kvinder, der allerede havde børn. Og da jeg gik derfra var jeg sikker på, at jeg ville dø under fødslen eller at mit barn som minimum ville blive født med en eller anden form for deformitet, hvis jeg da overhovedet kunne føde det lille væsen.

Alle som en havde en lille skrækhistorie om verdens værste fødsel i ærmet. Det var ikke nødvendigvis deres egne fødsler, de berettede fra, men så kendte de da heldigvis en veninde eller en kusines veninde, hvis barn var kommet til verden under rædselsvækkende omstændigheder.

Jeg ved ikke, hvorfor kvinder har så stort et behov for at overdænge gravide med alle deres ulideligt kloge ord og endeløse erfaringer om dette og hint udi i babyverdenen.

I dag hørte jeg en mor sige, at det bare er fordi vi er ved at koge over med alle vores mor-oplevelser, at vi slet ikke kan holde os tilbage, når vi ser en sagesløs gravid – hendes pointe om, at vi faktisk ikke fortæller for hendes skyld, men for vores egen skyld, er måske ikke så skæv. For endelig er der noget, jeg ved noget om – og du kan ikke sige mig imod, for så svarer jeg bare, at det var sådan vi oplevede det i min familie. Og personlige oplevelser kan ingen jo sætte spørgsmålstegn ved.

Jeg har forlængst besluttet mig for at jeg ikke vil være en af de der gruopvækkende kvinder. I stedet sker der nu det, at hver gang jeg møder en gravid harcelerer jeg over, hvorfor alle skal fortælle om verdens værste fødsel. Og så har jeg taget mig selv i at camouflere min bedrevidenhed som sammenhørighed, hvilket betyder, at jeg pludselig hører mig selv stille spørgsmål som: “Hvordan har du det med at gå derhjemme?” Hvorefter jeg straks går i gang med at fortælle om min oplevelse af at være på barsel.

Det er åbenbart umuligt at holde kæft, når man er blevet mor.

med emneordet , ,
10. juni 2010
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

I give up

Der er steder i den her verden, hvor jeg nægter at komme. Legoland. Lalandia. Og Lidl. Tysk supermarked på invasion i provinsen. Et blå/gult discounthelvede, der har hylderne fyldt med syntetisk yoghurt og pumpede pølser af den værste slags. Seriøst. Det er ikke noget for mig.

Jeg er jo økomum. Wannabe måske, men alligvel. Altså socialt ansvarlig, økologisk bevidst. Og fordi jeg er et kategorisk menneske, har jeg ikke svært ved at holde mig væk. Jeg har slet ikke brug for at blive sat i bås med H2O-badesandaler.

Nu er der bare lige den udfordring, at Lidl ligger på min daglige rute mellem stationen og hjem. Så indimellem har jeg da lige været forbi efter en liter mælk – de har faktisk en økologisk. Og det er da også hændt, at jeg har købt bananer (økologiske forstås), når nu jeg alligevel var der. Måske er der også røget en enkel bakke (økologiske) æg i kurven. For en måned siden opdagede jeg, at økologisk (tysk) mel kan fås til næsten halv pris hos de blå/gule. Og i dag kunne jeg med gru konstatere, at de har opgraderet deres grøntafdeling med helt urimeligt mange økologiske varer.

Men den største mavepuster fik jeg på vej op til kassen. For lige der midt på gulvet stod selve gudedrikken fra Sydafrika, og som jeg aldrig har set andre steder end i moderlandet. Rækker og atter rækker af læskende æbledrik med brus. Og nu tænker du sikkert, at jeg bare taler om en æblemost med brus. But oh no, det er vildere end det. Det er boblende sol, sommerbrise og Sydafrika på flaske. Den har faktisk også en søster, som er lavet på druer, men den kan man da heldigvis ikke få i Lidl. Så har jeg da stadig noget at brokke mig over. Heldigvis.

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →