Man sætter da børn i bur

Når jeg er ved at kaste op over synge-pixibøger (hvad faen er det også for en genre) eller pege-hvad-laver-børnene-mon-der-hos-lægen-bøger (ved ikke hvorfor børnene elsker det, når jeg ikke gør), plejer Kim Fupz Aakesons bøger at være en god redningsplanke.

Vores nye yndlingsbog er Damen, der elskede sin dreng – om en mor, der er så bange for at der skal ske hendes dreng noget, at hun spærrer ham inde i et fuglebur, og drengen vokser sikkert op – som due. Og jeg skal love for at Rasmus Bregnhøj ikke lægger fingrene imellem, når han illustrerer forældres irrationelle angst.

Tegningen er i øvrigt en næsten tro kopi af, hvordan det så ud sidste forår, da miss Carla faldt ud af vinduet fra første sal.

Jeg hørte et skrig (en anelse mere panisk end de skrig, der normalt forhindrer enhver for tavshed i at indfinde sig her på matriklen), løb op af trappen og der hang mit 3-årige barn ud af vinduet – ikke med en snor om halsen, men i sin gule/lillastribede trøje, som med næsten guddommeligt held havde sat sig fast i en af hasperne. På sengen under vinduet sad en ny legekammerat, der var på besøg for første (og eneste) gang.

Efter det fik jeg faktisk også lyst til at købe et fuglebur til mine børn, så jeg aldrig mere skulle bekymre mig om dem. Og måske er det derfor både Carla og jeg er blevet så glade for den bog…

med emneordet , , ,

Leave me alone

Rimelig provokerende besked at blive konfronteret med, hver gang jeg logger ind på min webmail – når jeg lige har betalt det meste af en månedsløn tilbage til den fælles kasse…

med emneordet

Den ondeste erkendelse

ARGH!

Går ind i en butik for at købe en gave og bliver mødt af standardkommentaren.

– Hej, kan jeg hjælpe dig med noget?

Svarer med autopiloten slået til og alle parader nede.

– Ellers tak, jeg kigger bare.

Og så vender jeg mig om. Aaaaaaaaaaaaarrrrrrrrrrrrgggggggggghhhhhhhhhhhhh!

Foran mig står en pige (nu kvinde), som jeg ikke har set siden vi gik ud af folkeskolen for 20+ år siden (ingen grund til at være meget præcis med det tal). Hun lignede formentlig en gennemsnitlig kvinde og mor i 30’erne, og det var det, der fik mig til at gå i panik.

For når jeg kigger rundt på de jævnaldrende kvinder, jeg kender, så synes jeg sgu de/vi er kommet nærmest uskadt gennem første halvdel af 30’erne, fødsler og søvnmangel. Men i det øjeblik gik det op for mig, at vi er blevet narret, for pludselig kunne jeg alt for tydeligt se, hvad 20 års rejse gennem livet har gjort ved os.

Jeg fik ikke sagt hej, fik ikke købt en gave, fik ikke en gang sagt farvel. Gik bare hjem og gravede den her opstrammende sag frem fra gemmerne – og i morgen skal jeg seriøst i gang med at løbe, lave mavebøjninger og armstræk.

Jeg prøvede virkelig at smile, men leret trækker altså utroligt meget i huden. Desværre ikke nok til at udligne sure-mor-stregen mellem øjenbrynene

Jeg prøvede virkelig at smile, men leret trækker altså utroligt meget i huden. Desværre ikke nok til at udligne sure-mor-stregen mellem øjenbrynene

med emneordet , ,

Mor har travlt med at blogge

[Disclaimer! Der bliver holdt giga-gigantisk linkfest i nedenstående tekst. Håber du kommer ædru igennem]

Nu stopper det! Var netop kommet mig over at blive hængt til tørre på Grob sammen med resten af min generation af peak-hungrende, nichesøgende m/k’er. Og nu må jeg så se mig selv – og mange af jer andre i øvrigt  (bare fordi det føles bedre at gå ned sammen nogen) – stillet til skue som Mommy blogger i selveste New York Times. Ja, altså ikke mig personligt, men os i fællesskab – 30+ kvinderne, der sidder med snuden i tastaturet i tide og utide.

På unikabarometeret (halleluja) tror jeg efterhånden kun vi her i huset – uvist af hvilken grund i øvrigt – slår ud på navnebarometeret, fordi det mirakuløst lykkedes os at styre uden om først Laura, Sofie og Mathilde og siden Lucas, Mikkel og William i de år, hvor de ellers lå lige til højrebenet.

Og lad os bare få lidt flere lig på bordet med det samme, for det ser ud til at jeg finder vej til statistikkerne og avisspalterne før eller siden

– Bogklubben: Min eneste trøst er, at min bogklub er seks år gammel, men ellers er det lige efter bogen med den læseklub (so to speak)

– Frivilligt arbejde: Laver selvfølgelig også liiiige noget frivilligt arbejde sammen med alle de andre

– Orlov med hele familien. Lige om lidt holder vi orlov – eller for at være mere præcis, vi holder den her orlov for selvfølgelig kom vi bare op med en anden populær plan, efter vi med overbærende suk havde skippet turen til Thailand.

–  Vi er i øvrigt også nogle af de der forældre, der inddrager vores børn i alt for mange beslutninger. Fx har jeg længe insisteret på, at Carla selv skal finde tøj frem om morgenen (mit argument er, at jo mere selvhjulpen hun er, jo mere kan jeg ligge på sofaen og læse bøger til mit næste bogklubmøde, og jo mindre er det mig, der skal ringe til SU-styrelsen for hende når hun er flyttet hjemmefra). Men processen har selvfølgelig smittet af på barnet, der tænker: “Inddragelse er godt. Mere inddragelse er bedre.” Så derfor indgår lillebroren nu også i udvælgelsen af lille trøje 1 fremfor lilla trøje 2 og lilla gamacher alene eller sammen med lilla kjole, hvilket har gjort morgenseancen til et veritabelt mareridt.

Fordelen ved, at vi åbenbart er en generation af lemminger, opvejer jo så langt skuffelsen over ikke at være firstmover. For goddamn, det er jo så dejligt at blive bekræftet i at jeg ikke er den eneste mor i universet, der indimellem synes det er lidt synd for mig, at jeg er den voksne…

med emneordet , , , ,

Hole-in-one

Yes! Golf-sæsonen er skudt i gang! Spiller jeg golf? Næh, men jeg er gift med en der gør – og som elsker det, og som glæder sig til at traske rundt på alverdens græsplæner med sine to unger.

Og hvorfor er det så, jeg ikke spiller golf?

  • Synes der er noget angstprovokerende over at dyrke fælles hobby med sin livsledsager – i hvert fald hvis man skal være iført lyserød poloshirt og hvide pigsko imens.
  • Har et eminent dårligt boldøje – i Sydafrika travede jeg med rundt på flere golfbaner for at holde golfspilleren med selskab og måtte efter hvert slag sande, at jeg ikke havde nogen ide om, hvor bolden blev af efter den ramte himlen. Og så egner jeg mig virkelig eminent dårlig til at være stille så længe ad gangen.
  • Men vigtigst af alt: Er I klar over, hvor mange søndage på solsengen (lover jeg lægger mig i skyggen) jeg har udsigt til, mens resten af familien er på golf-outing?

Nå, men indtil videre passer jeg jo så børn, mens Casper spiller golf, og jeg gør det med glæde, fordi jeg endelig kan betale noget af min gæld tilbage for alle de cafe-, bio-, teater- og mødeaftaler, jeg har været væk til i løbet af vinteren – og fordi han kommer revitaliseret hjem klar til at ordne vasketøj, madpakker og godnatlæsning, mens jeg ligger på sofaen og bader lidt i min egen selvtilstrækkelighed over at have brugt søndagen på at passe børn, bage kage, have legekammerater på besøg og lave aftensmad.

For selvom forhold med børn jo for alt i verden ikke er et regnskab, så er der sgu alligevel meget rart, når man i det stille kan konstatere, at der er en rimelig ligelig fordeling mellem indtægter og udgifter – særligt når man kan mærke, at alle bliver lidt gladere af at være tæt på break even.

med emneordet ,

Hvis ikke du synes det med kvinders rettigheder er vigtigt…

så synes jeg du skulle tage og bruget to timer på at se filmen Soraya M. En helt igennem rædselsvækkende sand historie om en iransk kvinde, der bliver stenet ihjel, fordi hendes mand påstår, hun har været ham utro.

Da filmen havde premiere i Danmark kritiserede anmelderne filmen for at være følelsesporno uden væsentlige filmiske overraskelser. Og spørg om jeg tudede, for historien er forfærdelig i al sin dogmatiske uretfærdighed og meningsløshed.

At se en kvinde uretfærdigt dømt ved en mildest talt tvivlsom domstol sige farvel til sine to små døtre, inden hun bliver trukket af sted til steningen er måske følelsesporno, men overgreb mod kvinder verden over foregår jo hele tiden, og det er ikke til at holde ud at blive mindet om.

Så hvis du mener, at 8. marts har mistet sin betydning, synes jeg du skulle ofre et par timer på historien om Soraya M. Eller du kan kaste et blik på følgende liste fra Udenrigsministeriet

  • To millioner piger købes og sælges årligt som sexslaver.[1]
  • I dag er 130 millioner kvinder omskåret, og 2 millioner nye piger risikerer omskæring hvert år.[2]
  • Op mod 60 millioner piger mangler i fødselsstatistikkerne, især i Asien. Det er dels på grund af abort på pigefostre, og dels på grund af drab og mangel på omsorg for nyfødte piger.[3]
  • Næsten hver fjerde kvinde bliver før eller siden udsat for seksuelle overgreb af deres partner – også i industrilandene.[4]
  • I konfliktområder er kvindekroppen inddraget som en del af slagmarken ved systematiske voldtægter, bortførelser og tvungne graviditeter. Det er sket i Rwanda, Bosnien, Østtimor og Sierra Leone.[5]
    Læs fx denne historie fra Information om overgreb i Congo

[1] http://www.unfpa.org/gender/trafficking.htm

[2] http://www.unfpa.org/gender/traditions.htm

[3] http://www.unfpa.org/gender/traditions.htm

[4] WHO 2002, The World Report on Violence and Health http://www.who.int/violence_injury_prevention/violence/global_campaign/en/sexualviolencefacts.pdf

[5] Udenrigsministeriets Kvindestrategi 2004

med emneordet ,

Dobbeltspejl

Vi havde lige en time, inden vi sku i teateret, min veninde og jeg, så mellem et repræsentativt udsnit af det indiske køkken benyttede vi (for 120. gang) anledningen til at runde universelle emner som: Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?

Og så hentede vi billetter, købte slik, slukkede mobilen og gjorde os klar til at tage imod Historien om alt – en fed og underholdende tour de force af monologer, lyd og billeder, der hudflettede den generation, der bruger så meget tid på at tænke over og diskutere Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?

Og så tog vi hjem – uden svar, men genkendt som generationen, der forsøger at maksimere lykken på alle planer hele tiden, og som tåler trivialiteter så dårligt, at vi går i selvsving over vasketøj, indkøb og hverdagsskærmydsler. Vi drømmer om et liv uden, om et liv hvor mit liv er noget helt særligt og anderledes fra alt det andet – og i længslen efter det enestående er drømmene endt med at være generiske for en hel generation. Ja, faktisk så generiske, at man kan få støtte fra Statens Kunstråd til at spørge Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?

Og vi forsøgte faktisk at komme op med nogen, der har løst den gordiske knude på mindre dramatisk vis end hovedpersonen i stykket. Men rollemodellerne er sgu svære at få øje på…

med emneordet , , ,

Aih, I er sgu søde

5.127 gæster på bare to måneder. Helt ærligt. Hvad faen ska vi med gækkebreve, julehilsner and what not, når man i stedet kan hælde sin ord ud over så mange mennesker på en gang – og samtidig spare portoen.

Hvis nu jeg var en af der seje håndarbejdsdamer, havde jeg straks kvitteret for jeres tilbagevendende opmærksomhed med et trendy stykke broderi eller noget. Nå, men det er jeg jo så som bekendt ikke.

Desværre har jeg ikke andet at kaste i grams end friskbagt rugbrød og en 10 år gammel historiebog om Thailand (hvilket jeg minder mig om, at den skal jeg nok have pillet af mit cv ved lejlighed – svarer jo efterhånden til at skrive at man sad i elevrådet i 9. klasse).

Så for ikke at tvinge jer ud i et gaveræs, som I dybest set ikke er interesseret i, lover jeg jer til gengæld more of the same. Ord, ord, ord. Stay tuned for more news on nothing…

med emneordet , , ,

Velkommen til Guantanamo

I denne uge har vi indkaldt vores to ypperste fangevogtere, begge eksperter i søvntotur.

De fordeler vagterne mellem sig, således at den mindste sætter fangerne under pres fra 23.59 til 02.04. Imellem kortere og længere seancer med gråd og råben læser han højt af Peter Pedal.

Herefter er der ro i cellerne frem til 04.30, hvor den store fangevogter tager over. Det første kvarter går med at forlange morgenmad, og hvis fangerne ikke makker ret, gribes der til mere rabiate metoder, som involverer længere meget højlydte tudeseancer og trampen i gulvet.

Vagten løber frem til 05.45. Begge fangevogtere går nu til ro, mens fangerne jages ud af cellerne 10 minutter senere vha. elektroniske hjælpemidler.

De foreløbige resultater er gode: Fangerne ser tiltagende mere trætte ud og har ikke energi til at skælde ud eller modsætte sig fangevogternes krav. Det forventes, at fangerne inden for kort tid vil være villige til at imødekomme fangevogternes krav om total underkastelse.

med emneordet , ,

Gulp! Jeg er bagud allerede

Man ved bare, at man er sendt ud på forældede forældres deroute, når ens 3-årige taler hjemmevant om at spille wii, inden man selv har så meget som været i nærheden af den der nymodens anordning, som de unge taler så meget om.

Imorgen er der wii-dag i børnehaven, og jeg er den lidt fornærmede forældede forælder, der tænker om de børn ikke havde godt af at komme ud og klatre i træer i stedet for at sidde og glo ind i en 40 tommer stor skærm (og nej, du behøver ikke stille alle de positive vinkler på wii-aktiviteten til rådighed for jeg kender dem godt – har bare lidt svært at ved at sluge virkeligheden).

Jeg burde have anet uråd allerede i forrige uge, da jeg fandt Miss Carla i børnehaven sammen med en kammerat i gang med et hæsblæsende race, hvor hun med stor sikkerhed styrede uden om fiktive hegn og modkørende trafikanter. Så blev man lige overhalet af sit barn over night. WTF?!?!

På den anden side er det måske godt nok, at hun får erfaringer med den teknologiske udvikling ude, for vi kommer næppe til at blive first movers på det område her i huset.

Da alle andre begyndte at købe dvd-afspillere, købte vi et skidesmart tv med indbygget video, som vi aldrig rigtig nåede at få i brug, fordi Blockbuster nogenlunde samtidig holdt op med at udleje videofilm.

Siden har en kollega forbarmet sig over mig, og lånt – eller rettere givet – mig en lidt livstræt dvd-afspiller, der larmer så meget, at vi er nødt til at have en stabel bøger liggende ovenpå maskinen for at kunnne høre lydsporet på filmene. Men hey, vi kan se film igen.

Vi har også købt en fladskærm, som så til gengæld er adskillige tommer mindre end min computerskærm på arbejdet. Det var samtidig med, vi købte nyt anlæg, som erstatning for det B&O-anlæg, vi købte, da vi flyttede sammen (det var brugt og kostede 1.200 kr., og fordi det var vores første fælles investering, aftalte vi, at hvis vi gik fra hinanden kunne den ene købe den andens andel afhængig af bodelingen).

Der var en pladespiller til anlægget, men desværre var der en fejl på pickup-armen, så den kunne kun spille halvt ind på pladen, før den stoppede. Da vi fik det nye anlæg, gik det op for mig, at der faktisk ikke var en hyletone på alle mine cd’er.

I julegave fik jeg en Ipod Shuffle af min søde kæreste, og jeg blev virkelig, virkelig glad for den, for jeg ville elske at høre musik og podcast i toget eller når (hvis) jeg løber – særligt efter jeg lod min gamle mp3-afspiller ligge i motionscentret, og der selvfølgelig var en eller anden klaphat, der stak af med den. Ja, man ska da heller ikke vende ryggen til et øjeblik – eller tage hjem og komme tilbage en uge, eller var det to uger senere… Nå, men altså den der Ipod Shuffle, som er så lille, hvid og fin, ligger stadig i skuffen, fordi jeg ikke kan finde ud af at lægge musik ind på den – eller rettere jeg prøvede og gik i stå.

Og jeg ved allerede, hvor vi er på vej hen – på museum. Langsomt oparbejder vi sådan et ry i børnenes vennekreds, som et af de der eksotiske hjem, som jeg kan huske fra min barndom, hvor forældrene syntes, det kunne være det samme om VM i ’84 blev set i sort-hvid tv eller farver. Og jeg kan sagtens se komikken, men jeg synes stadig de børn skulle løbe ud og rulle sig i noget mudder eller noget…

med emneordet , ,