Kun sandheden

Vi havde lige en time, inden vi sku i teateret, min veninde og jeg, så mellem et repræsentativt udsnit af det indiske køkken benyttede vi (for 120. gang) anledningen til at runde universelle emner som: Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?

Og så hentede vi billetter, købte slik, slukkede mobilen og gjorde os klar til at tage imod Historien om alt – en fed og underholdende tour de force af monologer, lyd og billeder, der hudflettede den generation, der bruger så meget tid på at tænke over og diskutere Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?

Og så tog vi hjem – uden svar, men genkendt som generationen, der forsøger at maksimere lykken på alle planer hele tiden, og som tåler trivialiteter så dårligt, at vi går i selvsving over vasketøj, indkøb og hverdagsskærmydsler. Vi drømmer om et liv uden, om et liv hvor mit liv er noget helt særligt og anderledes fra alt det andet – og i længslen efter det enestående er drømmene endt med at være generiske for en hel generation. Ja, faktisk så generiske, at man kan få støtte fra Statens Kunstråd til at spørge Hvor fører det her liv hen? Hvordan kombinerer man livet som mig, mor og madamme? Hvordan styrer man uden om hverdagens største trivialiteter? Hvor er det ens liv peaker fra nu af og de næste 20 år? Og hvorfor har vi ikke en skid styr på selvangivelser og alt det der praktiske?

Og vi forsøgte faktisk at komme op med nogen, der har løst den gordiske knude på mindre dramatisk vis end hovedpersonen i stykket. Men rollemodellerne er sgu svære at få øje på…